Paradigmeskift ?
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 12. november 2018

Efter sommerferien og op til Folketingets åbning annoncerede Løkke Rasmussen en stor sammenhængsreform, som kunne opfattes som oplæg til den centrale velfærdsdagsorden i den kommende valgkamp med Løkke Rasmussen i spidsen, som valgkaptajn. Se Bent Graversen:http://http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1998. Selve reformopbygningen og teksten er så tilpas uigennemskuelig, at der dels vil kunne manipuleres med samtlige tal og mål, og dels bringe oppositionen – læs Socialdemokratiet – bagud på point af mangel på helt klare nedslagspunkter.

 

Men i den forgangne uge er der kommet et nyt og skarptskåret tema i spil, der kan vende op og ned på billedet.

 

Hvidvasksagen og den ”syge kapitalisme”

Hvad ingen havde taget højde for, da reformoffensiven blev udtænkt og søsat var, at der ”ud af det blå” kom hvidvaskskandalen i Danske Bank og senere i Nordea om end i mindre skala. Der var heller ikke taget højde for, at udbytteskattesagen ville antage de dimensioner og den udbredelse, som tilfældet viser. Der var heller ikke taget højde for, hvor meget disse og flere andre skandaler i andre EU-lande afslører om betændte og samfundsskadelige transaktionsmønstre både i finanssektoren og i samspillet mellem sektoren og de store, transnationale virksomheder.

 

Hele det politiske parnas både herhjemme og i eksempelvis Tyskland har den sidste måned været oppe i skalaens højeste toner i forargelse over flere navnkundige bankers samfundsskadelige svindel, misbrug af svagheder i lovgivningen og udnyttelse af en central position til at køre rundt med hele samfundsmaskineriet. Siden er det blevet til snak og ikke meget mere.

 

Indtil centralt placerede tyske parlamentarikere fra SPD og De Grønne i efterdønningerne fra valget i Hessen begyndte at ventilere krav om en meget skrappere regulering af hele finanssektoren i EU, og indtil Mette Frederiksen herhjemme i en kronik i Jyllands Posten (JP) den 5. november gik til frontalt angreb ikke bare på bemeldte banker, men på det forhold, ”at kapitalismen er blevet syg”. Det sidste må selvfølgelig forudsætte, at den har været rask, men det vender vi tilbage til.

 

I kronikken hæver Mette Frederiksen sig op over den almindelige forargelse og går i kødet ikke bare på de kendte aktører, men på hele det netværk af aktører både nationalt og internationalt, der er forudsætningen for, at svindlen, hvidvaskningen osv. overhovedet kan gennemføres. Hertil kommer selvfølgelig et skattevæsen (og finanstilsyn), der af politiske grunde er blevet indrettet på en måde, så kontrolopgaverne ikke er blevet prioriteret alt for højt. Der er jo nok at se til, når socialt bedrageri skal afsløres.

 

Mette Frederiksen tilføjer endnu et greb. Hun kritiserer bankerne for at medvirke til svindel, efter at hele samfundet – læs borgerne – blev tvunget til at redde hele sektoren efter sammenbruddet i 2008. Derved skriver hun sig væk fra kapitalismens sygdom som sådan og appellerer til befolkningens naturlige forargelse og vrede over at blive røvrendt. Hun kunne også have nævnt de store virksomheders systematiske skatteunddragelse i et anslået omfang af 200 mia. dollar mistede skatteindtægter om året indenfor EU. Det gør hun ikke, selv om det aspekt er nok så centralt for velfærdsstaternes finansieringsgrundlag.

 

Nu lader Mette Frederiksen det ikke blive ved kritikken. Hun og Socialdemokratiet foreslår helt konkret, at Finanstilsynet skal splittes op. Det skal føre tilsyn med bankernes adfærd. Nationalbanken skal overtage tilsynet med deres soliditet. Skat skal oprustes. De planlagte besparelser aflyses. Dernæst foreslår Mette Frederiksen i lighed med De Grønne i Tyskland et europæisk ”finanspoliti” og endeligt offentlige repræsentanter i bankernes bestyrelser.

 

Den videre gennemgang her vil vise, at det langt fra er tilstrækkeligt. Men det politiske spil kan hurtigt gøre flere forslag nødvendige.  

 

Hvidvasksagen og statssvigt

To dage efter – den 7. november bragte JP en kronik af finansminister Kristian Jensen med overskriften: ”Stop hykleriet, Mette Frederiksen”. Og så kan det da nok være, at der igen gik Christiansborg i debatten. For finansministeren gjaldt det først og fremmest om at påvise, at nedskæringerne i Skat var sket mellem 2011 – 2015, altså mens Socialdemokratiet havde regeringsmagten.  

 

Ikke desto mindre er finansministeren ganske utilpas ved, at Mette Frederiksen har kaldt kapitalismen syg. Nej tværtimod er, ”bedragerne nogle kriminelle, som har overtrådt kapitalismens første lov: respekten for ejendomsret”. Svindlen er ikke et symptom på kapitalismens sygdom. Der er derimod tale om isoleret, økonomisk kriminalitet.

 

Finansministeren slutter med det liberale credo: ”Det var ikke et markedssvigt. Det var et statssvigt”. Altså som vi har hørt til ulidelighed siden 2008: Der er ikke noget galt med markedet. Der er bare nogen, som ikke har overholdt spillereglerne. Beklageligvis gentager det sig og har gjort det i over hundrede år – hvorfor mon?

 

Symptomkritik

Men uanset Christiansborgpolemik, så er temaet en ”syg kapitalisme” bragt helt frem i forreste række. Det betyder, at Mette Frederiksen i det videre forløb er nødt til at blive mere præcis i sin analyse af omfanget af og dybden i symptombilledet. Hun bliver nødt til at blive ligeså konkret som Peter Hummelgaard (MF for S), der i en analyse i Socialdemokratiets interne blad den 17. september indleder en artikel med et citat fra Bruce Springsteen: ”The banker man grows fatter. The working man grows thin. It’s all happened before and it’ll happen again”. Og så tager Peter Hummelgaard ellers fat: “Alene mellem årene 2007 og 2009 stillede verdens stater og centralbanker mere end 70.000.000.000.000 (70 tusinde mia. kr.) kronet til rådighed for banker, der var ved at gå neden om og hjem”. ”Finanskrisen kostede alene Danmark over 100.000 arbejdspladser, 200 mia. kr. i tabt produktion og næsten 200 mia. kr. i nedskrivninger hos pengeinstitutterne”. 

 

”Årsagerne til krisen skal først og fremmest findes i den finansielle sektor, hvor spekulation, overdreven gældsætning, uansvarlig risikotagning og mangel på regulering skabte finanskrisen og alt det morads, vi nu lever med konsekvenserne af”. 

 

Og Peter Hummelgaard kunne have eller burde have fortsat: Nøjagtig det samme mønster kan ses i dag, sådan som de sidste analyser fra OECD, IMF og BIS (Bank of International Settlement) påpeger. Der er ikke meget forandret. Og dog. Situationen i dag er faktisk mere uoverskuelig, i og med den strammere regulering af banker bl.a. i USA har ført til, at de store amerikanske banker nu enten anvender skyggebanker  (vokset fra 28.000 mia. dollars i 2010 til 45.000 mia. dollars i 2017) eller en bank som Macquarie i Australien med en lempeligere regulering til at foretage de nødvendige risikobetonede transaktioner. Gillian Tett fra Financial Times har i flere dybdegående artikler påvist, at koncentrationen indenfor bankverdenen er øget, og at de største banker i dag i endnu højere grad er ”too big to fail”. Kort sagt, at samfundsøkonomien i dag er endnu mere sårbar overfor sammenbrud i den finansielle sektor end i 2008.

 

Man ved sandsynligvis godt i Socialdemokratiet, at sygdommen rækker langt ind i realøkonomien. I deres sidste nye rapporter viser IMF og OECD, at den voksende og risikobetonede gældsætning først og fremmest foregår i industrien og indenfor servicesektoren, hvorimod gældsophobningen i familieøkonomien og i den offentlige sektor er relativt aftagende. Med andre ord kan sygdommen ikke begrænses til dens mest iøjnefaldende symptomer, og det er her Mette Fredriksens udfordring ligger.

 

Når man har sagt a…………

Både hun og Peter Hummelgaard har nemlig ret i at karakterisere svindlen, misbrug af huller i skattelovgivningen og de systematiske ”skatteomgåelser” som sygdomstegn. Men når de nu har åbnet ballet så markant, som tilfældet er, kan de enten ende med at blive til grin for egne penge, hvis de bliver ved symptomerne eller de kan skærpe valgkampens indhold og horisont. Om det bliver tilfældet, er de ikke selv herrer over. For ingen ved, hvor mange skeletter der er tilbage i skabene. Men allerede nu har Mette Frederiksen forpligtet sig til at gøre partiets stilling klar i forhold til debatten og tovtrækkeriet i EU. Macron har foreslået en techskat ”GAFA” (Google, Apple, Facebook, Amazon), men bl.a. de nordiske lande stritter imod. Irland og Holland bremser også for, at forslaget skal få en videre gang i EU. Trump beskylder direkte Frankrig og Tyskland for med forslaget at provokere USA. Hvis nu Socialdemokratiet sad på regeringsmagten, ville man så være i første række sammen med Macron og de tyske socialdemokrater, eller ville man videreføre regeringens politik?

 

De samme to lande plus den spanske og portugisiske regering presser også på for at få gennemført en ensartet virksomheds- og kapitalbeskatning indenfor hele EU-området. Socialdemokratiet må også gøre klart, om man vil rive Danmark ud af den fodslæbende lejr og støtte bestræbelserne for at styrke EU’s handlekraft. I 2017 udgav DJØFs forlag bogen ”Kapital uden grænser”, skrevet af Brooke Harrington. Det interessante ved bogen er for det første, at den meget konkret påviser, hvorledes et komplekst globalt netværk af formue- og kapitalforvaltere hjælper de store kapitalejere til at omgå skattebetaling og nationalstaternes kapitalregulering i almindelighed. For det andet er det interessant, at Socialdemokratiets spidskandidat og medlem af EU-parlamentet, Jeppe Kofod, har skrevet forordet, hvor der bl.a. står: ”Vejen til stærke og beslutningsdygtige velfærdsstater går ikke gennem national enegang eller forsøg på at konkurrere i ræset mod bunden. Den går via forpligtende, internationalt samarbejde og fælles, effektive og håndhævelige regler i EU, OECD og i fremtidens handelsaftaler”.

Spørgsmålet er: Udgør Jeppe Kofod en enlig svale nede i Europa-parlamentet, eller har han sammen med Peter Hummelgaard indledt et socialdemokratisk paradigmeskifte, hvor kapitalismens aktuelle indretning sættes på anklagebænken? (https://www.altinget.dk/artikel/harvard-oekonom-advarer-mod-folkeligt-oproer-i-ny-must-read-bog)?

 

Og kan vi forvente, at Mette Frederiksen vil gå planken ud i valgkampen, når hun tvinges til at blive endnu mere konkret vedrørende opgøret med den ”syge kapitalisme”? I så fald vil hun og Socialdemokratiet stensikkert også blevet afkrævet svar på, hvordan den raske kapitalisme skal se ud.

 

Paradigmeskift?

Socialdemokratiet og Mette Frederiksen er ude i et sats, hvor valgkampen og den debat, der muligvis kommer, vil kræve bud på langt mere sammenhængende og vidtgående reguleringsforslag end dem, hun opstiller i kronikken i JP. Hvis Socialdemokratiet skal virke troværdigt, må partiet gøre sin holdning til bestræbelserne i EU ganske klar. Det indebærer bl.a. et opgør med den del af EU’s samlede krisepakke fra 2011-2013, der lægger hindringer i vejen for en samlet skatteoffensiv. Tager Socialdemokratiet ikke de skridt, vil partiet næppe kunne høste den formodede, politiske medvind.

 

Men omvendt: Tager Socialdemokratiet sig selv alvorligt og holder fast i en plan for skærpet national og europæisk regulering af hele den finansielle sektor, og går Socialdemokratiet sammen med den Internationale Faglige Sammenslutning, der under parolen ”Grådige giganters frie spil må stoppe” holder kongres i København den 2. december, har man formuleret et tema med potentiale til at overskride ”udlændingekortet” og tilføje nye dimensioner i valgdebatten om ”økonomiske råderum”.

 

Flere studier, som er refereret i de sidste dage i Financial Times, mener på baggrund af kortlægning af perioden fra 1870 til 2017 at kunne påvise en tæt sammenhæng mellem finanskriser og øget, politisk polarisering. Hovedbegrundelsen er, at finanskriserne til forskel fra de konjunkturbestemte recessioner fremstår som entydige og synlige svigt indenfor sektoren, hvor helt almindelige borgere og mindre erhvervsdrivende står tilbage som ofre, og hvor samfundet påføres enorme udgifter i oprydningsarbejdet. Adressen er klar, og når spekulationen så oveni købet gentager sig, uligheden øges og grådigheden tager til, så er den voksende indignation og vrede i befolkningen logisk. Så måske har Mette Frederiksen, Socialdemokratiet og socialdemokrater indset, at et paradigmeskift både er nødvendigt og muligt: At kampen mod en syg kapitalisme har bredere perspektiv end diskussionen af et loft over familiesammenføringer.

Offentliggjort: d. 12. november 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.