Opbrud i Tyskland og i EU?
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 05. november 2018

CSU og SPD tabte stort i Bayern. Begge partier gik ca. 10% tilbage. CDU og SPD tabte stort i Hessen. Begge partier gik ca. 11% tilbage. Koalitionsregeringen i Berlin har tabt det hele. Autoritet, tiltræknings- og sammenhængskraft og styrken til at komme videre. Både i Bayern og i Hessen handlede delstatsvalgene om et for eller imod Angela Merkels koalitionsregering med CSU og SPD.

 

Ved begge delstatsvalg gik de Grønne og AfD frem. AfD knapt så meget som ventet. De Grønne mere end forventet. Både AfD og de Grønne har hentet mange stemmer i CSU og CDU fra hver sin flanke (nationalkonservative og socialliberale), hvorimod SPD i Hessen først og fremmest har afgivet stemmer til de Grønne. Hvad, der er lidt interessant, er, at Die Linke også har afgivet stemmer til AfD.

 

I flere tyske aviser er man nu begyndt at tale om, at de Grønne kan gå hen og blive middelklassens nye socialliberale midte med en afbalanceret ”grøn heimatpolitik” og et EU-udsyn på linje med Macrons, hvorimod man er mere tilbageholdende med at vurdere fremtidsudsigterne for AfD.

 

Positionskampen i CDU

Merkel var hurtig til at tage konsekvensen af valgnederlaget i Hessen. Dagen efter  annoncerede hun sin tilbagetræden som partiformand på landsmødet den 8. december, men erklærede sig i samme moment villig til at fortsætte som kansler frem til valget i 2021. Det sidste forekommer ikke realistisk situationen taget i betragtning. I samme måned kommer SPD nemlig med et politisk kravudspil, som der allerede arbejdes på at færdiggøre i den kommende uge, og som kan ende med at presse regeringen ud over kanten eller bane vejen for SPD’s nødvendige brud med Merkel. Kansleren har gjort det klart, at hun ikke fortsætter med en mindretalsregering.

 

Den aktuelle situation tegnes også af det kommende formandsopgør i CDU, hvor Merkels tidligere rival og nu finansmand Friedrich Merz som den første offentliggjorde sit kandidatur med et 20 min. pressemøde. Her slog han fast, at Tyskland skal forpligtes på Europa. Mittelstand (små- og mellemstore virksomheder) skal have bedre produktionsbetingelser. Arbejdsmarkedsforholdene skal strammes op, og der skal føres en hårdere sikkerhedspolitik samt mere lov og orden i Tyskland. Han kalder sig selv liberal-konservativ og har tætte forbindelser til Merkels tidligere rival og senere finansminister Schäuble, der om nogen har været arkitekten bag EU’s krisepolitik, som i dag har efterladt EU i en ødelæggende polarisering og reel handlingslammelse.

 

Den anden kandidat er sundhedsminister Jens Spahn, der plejer omgang med den amerikanske ambassadør Richard Grenell kendt for sin åbne støtte til de social- og nationalkonservative kræfter i Tyskland. Det kan være vanskeligt at fange de store forskelle på Spahn og Merz. Men de er der, og de handler først og fremmest om retningen for EU, hvor Spahns kurs er nationalistisk og om den påtrængende omstrukturering af tysk erhvervsliv, hvor Merz repræsenterer en ret så radikal kurs.

 

Den tredje og sidste kandidat er CDU partisekretær, Annegret Kramp-Karrenbauer (AKK), som Merkel hentede ind i det politiske centrum for at styrke fortsættelsen af sin egen centrumlinje i tysk politik. Men AKK er ikke Merkel og har siden hun blev partisekretær ved flere lejligheder lagt sig klart til højre for Merkel på en række værdipolitiske spørgsmål.

 

Lige nu fører Friedrick Merz over AKK med mere end 10%. Jens Spahn ligger langt efter de to andre. Det er et interessant styrkeforhold, hvis det fortsætter, for Jens Spahn er den eneste af de tre, der har profileret flygtningespørgsmålet. Merz går elegant uden om, fordi han som repræsentant for erhvervslivet er tilhænger af større migration.

 

Kampen i orkestergraven

Alle tre kandidater ligger til højre for Merkel uden at besidde hendes stabiliserende autoritet. Alle tre går først og fremmest efter at vinde vælgerne tilbage fra AfD og benytte sig af de Grønnes stadig klarere socialliberale linje, hvis der efter et nyvalg skal dannes en ny koalitionsregering. For en fortsættelse af regeringssamarbejdet med SPD anses reelt for udelukket. Dels fordi ingen forventer, at SPD kan trække længere til højre, og dels fordi opgøret med SPD og rundbarbering af partiet er et ønske hos alle tre kandidater og de fraktioner i CDU/CSU og i borgerskabet, de repræsenterer.

 

Af samme grund forekommer det ikke sandsynligt, at koalitionsregeringen kan fortsætte, med mindre kampen om formandsposten i CDU ender i dødt løb, så alle tre kandidater for en tid må leve med Merkel som den bestemmende autoritet. Køreplanen for partikonferencen afklares i den kommende uge. Men opbruddet i CDU vil ikke dø, og det, der er i anmarch indenfor tysk industri, vil puste til konflikterne igen og igen.

 

Siden socialdemokraten Gerhard Schröder vandt valget i 1998 har den tyske vækstorientering været båret af en aggressiv eksportstrategi. Lave omkostninger hjemme og aggressiv handels- og investeringspolitik ude. Både indenfor EU’s grænser og i forhold til Kina, USA og Rusland. For at nå det mål, måtte Schröder regeringen gøre op med fagforeningernes styrke og gennemføre radikale forringelser af lønvilkårene og arbejdsmarkeds- og socialpolitikken. Samlebetegnelsen for den politik hedder Hartz IV. Merkel har siden sin valgsejr i 2005 videreført den politiske økonomi og samtidig tilført den et ærkeliberalt tilsnit med budgetloven, der forbyder underskud på statsbudgettet. Den samme politiske økonomi, som Merkel og Schäuble trak ned over hovedet på resten af EU i forbindelse med gældskrisen.

 

Men nu ser det ud til, at den politiske strategi nærmer sig vejs ende. For det første er den globale vækst aftagende. For det andet er Tyskland lige nu det største offer for handelskrigen mellem USA og Kina. Ikke kun hvad angår eksport, men også når det kommer til investeringer. Det tyske økonomiministerium melder om vigende eksport og produktion i eksportsektoren. Samtidig advarer både regeringsinstitutter og private tænketanke om Mittelstands katastrofale efterslæb, når det gælder digital teknologi både som produktionsfaktor og produktudvikling. Kort sagt står tysk erhvervsliv overfor en omfattende strukturændring, som splitter de herskende klasser ad på kryds og tværs, og den tyske finanssektor er så betændt, at man ikke kan søge tilflugt der for at hente de nødvendige profitter hjem. 

 

Den anden side af vækstmedaljen skal også med. Trods en lav arbejdsløshedsprocent på 4.7 udgør Schröders ”minijobs” – beskæftigelse i arbejdsmarkedets udkant til en gennemsnitsløn på 450 euro ca. 20% af arbejdsmarkedet. Hertil kommer underbeskæftigelse og en undergravning af de kollektive overenskomster gennem fravigelse og indgåelse af virksomheds overenskomster, så muligheden for en vedvarende vækst som kompensation for den aftagende eksportvækst er stærkt begrænset. 

 

Ikke så sært, at store dele af arbejderklassen har forladt SPD og bidraget til de forsmædelige valgnederlag. Flygtningespørgsmålet har kun været udløseren aldrig årsagen til vælgerskredet. Det var allerede begyndt i 2013. Altså to år før de store flygtningestrømme.

 

Tilbage står så en mulig forøgelse af Tysklands eksport til de andre EU-lande. Men også på det område har tysk erhvervsliv og Merkels/Schäubles politik bidraget til at begrænse eksportmulighederne ved at fastholde resten af Europa og i særdeleshed det sydlige Europa i lav vækst. De seneste væksttal for hele EU er igen faldende.

 

Så i det store og hele kan man sige, at rådvildheden og strategiløsheden i erhvervslivet og hos det økonomiske parnas er trængt helt ind i CDU’s orkestergrav, som det tema, der først og fremmest angiver tonen.

 

Hvorhen SPD?

Er opbrudsproblemerne store i CDU, er de strategiske problemer endnu større for SPD. Partiet kan ganske enkelt ikke genvinde fordums storhed eller for den sags skyld stoppe blødningen uden et utvetydigt opgør med arven fra Schröder, herunder den monetaristiske politik, og alle de arbejdsmarkedsinstitutioner og sociale tvangsforanstaltninger, der har holdt arbejderklassen og dele af middelklassen i defensiven i 18 år. Men det opgør kan SPD ikke gennemføre i den nuværende  opbrudsperiode i samfundet, hvis ikke partiet formår at revitalisere fagforeningerne og fremlægge en plan for reguleringen af den europæiske kapitalisme  indenfor rammerne af en social Union. De småreformer, som formanden Andrea Nahles lægger op til batter ikke. Og slet ikke med højrefløjens oprustning indenfor CDU.  

 

Der er nemlig politisk langt mere på spil end taktiske ommøbleringer. Det drejer sig om en længe udskudt magtkamp mellem borgerskabets og arbejderklassens politiske økonomi, når det gælder det tyske og europæiske samfunds fremtid. Eller sagt på en anden måde, så kommer socialdemokratierne ikke langt, hvis de ikke teoretisk og politisk får gjort op med monetarismen og laissez faire ideologien.

 

Det har en række vigtige profiler i SPD forstået, selv om de endnu overlader det til SPD tænke-tanke (eks. Social Europe, LSE og Ebert Stiftung) og keynesiansk inspirerede partiintellektuelle at formulere de nye visioner om fremtidens former for en socialt reguleret markedsøkonomi og en social og mere integreret union. Den indirekte kritik af Andrea Nahles manglende politisk-teoretiske formåen høres til gengæld alle steder i SPD og på alle niveauer. Den kommer ikke kun fra ungdomsforbundets formand Kevin Kühnert. Den kommer eksempelvis også fra SPD’s generalsekretær Lars Klingbell, som i en kronik går et skridt videre med forsøg på at formulere en ”klassisk socialdemokratisk reformpolitik på alle samfundsområder” også i forhold til EU. Tilsvarende kan læses i et lækket partidokument fra næstformand Ralf Stegner.

 

Pointen er, at bag valgresultaternes noget brogede billede og de indre positioneringer i partierne, gemmer der sig et klassisk opgør mellem de tyske herskende klasser internt og mellem disse som relativt samlet front og de store grupper af lønmodtagere om, hvem der skal betale prisen for omstruktureringen af tysk kapitalisme og som konsekvens, hvordan udviklingen for EU skal tegne sig.

 

Forstået indenfor den politisk økonomis ramme kan det vise sig, at den store fremgang for AfD og de Grønne i Bayern og Hessen får mindre betydning, end valgresultatet tilsiger. For uanset presset på de to store partier CDU og SPD fra de to partier udenfor orkestergraven, bliver det først og fremmest magtopgøret og polariseringen i regeringen, som bliver afgørende for det samlede magtspil både i Tyskland og i EU.

 

Opbrud i Tyskland – polarisering i EU

Tysklands og EU’s krisepolitik og eksportstrategi er færdig. EU’s betydning på verdensmarkedet er reduceret. Modstanden mod krisepolitikken og dennes mange institutioner, som blev indført i perioden 2011 – 2014, er voksende. På den ene side vokser modstanden mod finanspagtens bestemmelser i Portugal, Grækenland, Spanien, Italien, Ungarn og Frankrig. Senest med den italienske regerings tilsidesættelse af EU kommissionens krav, og Salvinis trussel om at samle en højrepopulistisk bevægelse ved EU-parlamentsvalget i foråret 2019. På den anden side styrkes ”Hanseforbundet” omkring Holland, Nordtyskland, de baltiske lande, Danmark m.fl. som en samlet kraft i forsvaret af den hidtil førte krisepolitik, uanset dele af det europæiske erhvervsliv har erkendt, at en fortsættelse vil svække EU yderligere både internt og på verdensmarkedet.

 

Det sprængfarlige i den nuværende situation er imidlertid, at der ikke længere er en stærk kansler i Berlin til sammen med Macron i Paris at holde styr på tropperne, sikre små men vigtige reformer af EU og europæiske kapitalisme og samtidig holde de østeuropæiske parlamentarisk autoritære regimer i skak. På den ene side skal der gøres op med krisepolitikken og dens mange institutioner. Dvs. der skal gøres op med flere af de gamle kapitalfraktioner i Europa. På den anden side må dette opgør ikke åbne en flanke og lukke arbejderklassen og de brede lønmodtagergrupper ind i den politiske kamp igen. Og for det tredje må reformpolitikken holde højrepopulismen nede. 

 

Lige indtil valget i Hessen tegnede der sig en forsigtig socialliberal centrumpolitik i den retning med Macron og Merkel som generaler. Nu eksisterer det kraftcenter ikke længere. Når Merkel ikke sætter sig i formandsstolen længere, åbnes der for politiske magtkampe, der rækker ud i hele Europa og sætter konfliktudløseren – flygtningespørgsmålet – i skyggen. Og det er præcist her, at SPD og de andre socialdemokratiske partier må overskride den nationale skyggeboksning og føre den ud som en samlet kamp for et socialt og solidarisk Europa – hvilket kun er muligt, hvis de samme partier frigør sig fra den liberale laissez faire politik og tager et opgør med alle dens institutioner og ikke mindst verdenssyn. Hverken Andrea Nahles eller Mette Frederiksen kan gemme sig, hvis det tyske opbrud bliver til EU’s polarisering.

Offentliggjort: d. 05. november 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.