Thulesen Dahls valgdrøm
Af
Offentliggjort: 29. oktober 2018

Kristian Thulesen Dahl håber på en finanslovsaftale med store markante DF-sejre og drømmer om at kunne bruge det til at sætte dagsordenen for et folketingsvalg allerede inden jul. Det kan man i disse uger høre på de politiske vandrør. Får han det, vil han kunne gå til valg på en V-DF-regering, der skal gå endnu videre ad den vej. Endnu mere grænsekontrol. Grænser for mere EU. Paradigmeskift og brud med konventioner i udlændingepolitikken. Mere plads til de ældre og de syge i den økonomiske politik.

 

Den drøm bør både Mette Frederiksen og venstrefløjen tage bestik af. Kristian Thulesen Dahl er nemlig ikke en naiv drømmer, der bygger sit håb om at sætte både dagsorden og valgdato på tankespind eller blå luft. Når han tør håbe på det, skyldes det, at han har udsigt til mere eller mindre velvillig hjælp fra statsminister Lars Løkke Rasmussen og finansminister Kristian Jensen. 

 

Kristian Thulesen Dahl har for længst set, at han kan få meget ud af Lars Løkke Rasmussens valgplanlægning. Lars Løkke Rasmussen har lagt den plan, at han i efterårets opspil til det kommende folketingsvalg så vidt muligt skal spille nogenlunde lige op med Mette Frederiksen på velfærd, miljø og klima, og så toppe det op med at demonstrere blå enighed og handlekraft i kontrast til den røde lejrs tiltagende splittelse. Får Lars Løkke Rasmussen hen over efteråret held med en sådan plan, vil han stå godt rustet til at kunne hente de afgørende mandater i selve valgkampen, formodentlig på de to temaer, der topper på vælgernes dagsorden, udlændinge og sundhed. I denne plan er der ikke nok at have fået Anders Samuelsen ned på gadeniveau. Det kræver også fred og aftaler med Dansk Folkeparti, som igen forudsætter en god og rimelig udramatisk finanslovsaftale.

 

Det er det, som Kristian Thulesen Dahl for længst har set og sikkert også hørt direkte. Præcis derfor kan han i disse uger tillade sig at drømme og håbe på en god aftale og et snarligt valg, selv om DF’s opinionstal ikke er alt for gode. DF har ganske enkelt en kæmpechance for at udnytte Løkke-regeringens frygt for alt, der bare minder om en genudsendelse af sidste års skatte- og finanslovsforhandlinger.  

 

Regeringen har allerede rakt de første sølvfade frem til Dansk Folkeparti. Allerede da forslaget til finanslov for 2019 blev lagt frem i slutningen af august, bød regeringen på store godbidder til Dansk Folkeparti. Bl.a. var der direkte afsat en såkaldt forhandlingsreserve på 1,4 mia. kr. i 2019-2022, som DF nu kan bruge af i forhandlingerne om finansloven for 2019. 

 

Samtidig har regeringen tilkendegivet, at den i modsætning til sidste år ikke rigtigt stiller krav om modydelser i form af skattelettelser o. lign. for at forhandle om DF’s paradigmeskifte i udlændingepolitikken. Alle nye skattelettelser er aflyst, og alligevel er den samlede regering villig til at diskutere DF’s krav om et skifte i selve det udlændingepolitiske paradigme. Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen har fattet, at vejen til blå fordragelighed og en finanslov i god ro og orden skal brolægges med en aftale om et  paradigmeskift i udlændingepolitikken. 

 

Paradigmeskift

Kort fortalt går DF’s paradigmeskift ud på et skift fra ophold og integration til opbevaring og hurtigst mulig hjemsendelse. Der skal gås nye veje for at realisere den gamle DF-parole om færre ind og flere ud. Det er her værd at bemærke, at DF’s ønske om et paradigmeskift går langt længere end blot at sætte mere fut under et allerede eksisterende hjemsendelsesparadigme. DF siger selvfølgelig ja til regeringen løfte om, at ’midlertidigt ophold betyder midlertidigt ophold’, og selvfølgelig forlanger DF konkret handling sat bag, f.eks. forslag til, hvordan flere kan blive hjemsendt hurtigere på et mere tvivlsomt grundlag. Men det er ikke nok for DF. 

 

DF ønsker et egentligt paradigmeskift. DF vil have gennemført et anti-integrationsparadigme for alle dem, der endnu ikke kan hjemsendes. Integration, skole og arbejde skal så vidt muligt udskiftes med alt andet end attraktiv opbevaring for alle flygtninge, herunder ikke mindst alle, der har midlertidig opholdstilladelse som f.eks. flertallet af de syriske flygtninge.

 

De, der kommer ind, skal ikke længere integreres gennem arbejde, skole og uddannelse. Set med DF-øjne er det både dyrt og dømt til at mislykkes. Det øger bare flygtningenes lyst til at blive, og det risikerer tilmed at skabe sympati i lokalsamfundet, der senere hen kan gøre det svært at få dem sendt hjem igen. Derfor ser DF et skift fra integration og arbejde til opbevaring, som et vigtigt redskab til at få sendt flere flygtninge hurtigere hjem. 

 

Damptromle mod trepart

Konkret har DF foreslået at køre en damptromle hen over den trepartsaftale om integrationsgrunduddannelse med ret til dagpenge, som regeringens i 2016 indgik med arbejdsmarkedets parter, og som skal revideres her i efteråret. Det duer ikke at gøre en syrisk flygtning i Danmark klar til at vende hjem til Aleppo ved at udstyre ham med ret til to års dagpenge, lyder argumentet for det eklatante brud på det hidtidige integrationsparadigme.

 

Vi har allerede i flere år haft et skærpet hjemsendelsesparadigme, hvor alle, der har midlertidig opholdstilladelse i Danmark eller varigt ophold, skal sendes hjem til oprindelseslandet, hvis grundlaget for den midlertidige opholdstilladelse forsvinder, eller forbryder sig mod vilkårene for varigt ophold. Samtidig har vi allerede – modsat, hvad DF ofte foregiver – strenge betingelser for at opnå varig opholdstilladelse, hvor det f.eks. ikke er muligt at optjene retten alene gennem arbejde. Her løber DF med andre ord stormløb mod  en åben dør, og det vil derfor være oplagt for regeringen at beskrive den åbne dør for hjemsendelser som et nyt paradigmeskift, selv om det for længst er gennemført. 

 

Indtil videre har regeringen holdt døren åben for DF’s krav og erklæret sig villig til at vende konstruktivt tilbage på en række af DF’s krav. F.eks. har regeringen udsat de trepartsforhandlinger, der er aftalt til at finde sted her i efteråret, om hvad der skal ske  med den såkaldte integrationsgrunduddannelse (IGU) efter 1. juli 2019. Regeringen vil først have overstået de politiske forhandlinger med Dansk Folkeparti om bl.a. afvikling eller forringelse af netop integrationsgrunduddannelsen. Og ikke nok med det. Regeringen har ikke villet garantere, at IGU-ens skæbne som tidligere aftalt ville være til åben forhandling med arbejdsmarkedets parter. Regeringen tager med andre ord et slet skjult forbehold for at møde op til trepartsforhandlingerne med et bundet mandat fra en finanslovsaftale med DF. Noget, der i givet fald vil kunne afføde en så stor frustration og vrede hos både fagbevægelsen og arbejdsgiverne, at regeringen risikerer både helt at tabe en fornyet trepartsaftale på gulvet og at slå afgørende skår i det bredere trepartsforløb, som regeringen hidtil har haft betydelig succes med.

 

Sandsynligvis ikke helt i mål

Derfor forekommer det ikke umiddelbart sandsynligt er, at Kristian Thulesen Dahl kommer helt i mål med sin drøm om et nyt anti-integrations-paradigme. Venstre har meget svært ved at tilslutte sig DF’s anti-integrationsparadigme. Partiet kæmper i forvejen en hård kamp for at få lempet erhvervslivets muligheder for at importere arbejdskraft fra tredjelande. Skal det ende resultatløst og så suppleres med bl.a. et dødskys til trepartsforhandlingerne om integrationsgrunduddannelsen, så får Venstre det endog meget svært både udadtil i forhold til offentligheden og erhvervslivet og indadtil i forhold til loftshøjden i Venstres gruppeværelse.

 

Til gengæld har DF udsigt til at komme igennem med færre familiesammenføringer og mere fart på hjemsendelserne. Udover selve anti-integrationsparadigmet stiller DF en række krav om at sætte meget mere gang i hjemsendelserne. Ifølge DF er det også helt godnat med det, der sker med dem på tålt ophold. De skal ikke bare hjem hurtigst muligt og undervejs motiveres af endnu mere usle opholdsvilkår end i dag. Udviste, der ikke kan sendes hjem til krig og forfølgelse, skal ifølge DF ’spærres inde, meget gerne et afsides beliggende sted’, som Peter Skaarup (DF) har udtrykt det. At det så meget let vil kunne stride mod internationale konventioner, bekymrer ikke DF. For at få sat reelt gang i hjemsendelserne foreslår DF endvidere, at de lande, der ikke vil tage tvangshjemsendte borgere tilbage, skal trues på bistandshjælpen der, hvor det er muligt. 

 

Lars Løkke Rasmussen og ikke mindst Kristian Jensen satser tydeligvis på at få DF med ind i et scenarie, hvor der aftales et mere eller mindre falsk paradigmeskifte. Hermed menes et paradigmeskift, der ikke er noget egentligt paradigmeskift, men snarere en politisk justering af det nuværende hjemsendelsesparadigme, hvor der sættes  ny og mere handling bag den allerede gældende hjemsendelsespolitik. Det kan så suppleres med en række konkrete skridt til at forringe opholdsvilkårene, f.eks. i form af regeringens eget forslag om yderligere forringelse af integrationsydelsen og DF’s forslag om indespærring på usle vilkår af udviste på tålt ophold. 

 

Den del af DF-drømmen, der handler om et folketingsvalg umiddelbart efter en succesrig finanslovsforhandling, er måske det mindst realistiske. Selv om det er lykkedes for Kristian Thulesen Dahl at sætte sig godt og grundigt på den politisk dagsorden frem mod næste folketingsvalg, er det er trods alt endnu ikke kommet dertil, hvor det er Kristian Thulesen Dahl, der bestemmer valgdatoen. 

 

Lars Løkke Rasmussen og Venstre kan have en vis interesse i at spille Kristian Thulesen Dahl stærk nok til at holde Nye Borgerliges anklager for kun at levere lappeløsninger uden at tage et grundlæggende opgør med hverken asyl- eller integrationspolitikken fra døren for dermed at undgå vælgersivning fra DF til Nye Borgerlige. For Lars Løkke Rasmussen er en stemme på Dansk Folkeparti en sikker stemme, mens en Stemme på Nye Borgerlige er et wildcard.

 

Men det betyder på ingen måde, at Venstre har en interesse i at lægge valget optimalt til rette for Kristian Thulesen Dahl.  For Venstre vil et spinkelt borgerligt flertal med et for stærkt DF minde alt for meget om det sidste valg, der med al tydelighed viste sig som et svært grundlag at regere på for Lars Løkke Rasmussen. Denne gang vil det tilmed være svært at afvise et krav om regeringsdeltagelse fra et DF, der måske tilmed har tænkt sig at gå videre i opgøret med hele integrationspolitikken. 

 

Trods en sand byge af nye regeringsudspil siden sommerferien tyder meget på, at statsminister, Lars Løkke Rasmussen, planlægger med længere tid til at dække de politiske flanker af, inden han for alvor begiver sig over i et direkte valgkampsoplæg. F.eks. synes det at indgå i statsministerens valgkampsplanlægning, at Venstre selv gerne vil have tid til at spille udlændingekortet stærkest muligt i den egentlige valgkamp. Her vil det ganske vist være nyttigt, hvis regeringen forinden kan præstere en aftale med DF på udlændinge- og integrationspolitikken, som hægter Socialdemokratiet af – under pres fra de radikale, Enhedslisten, SF og Alternativet. Men det er trods alt ikke kommet dertil, hvor Venstre er tilfreds med at agere politisk støtteparti til Dansk Folkepartis paradigmeskift i en valgkamp, og sådan kan det let komme til at se ud for både vælgere af Venstres folketingskandidater, hvis Lars Løkke Rasmussens valgte at udskrive et folketingsvalg lige i kølvandet på en paradigmeskifteaftale med DF. Alene derfor er der grund til at tro, at Kristian Thulesen Dahl ikke får opfyldt sit ønske om et folketingsvalg i slutningen af november. Meget kan han få, men ikke det hele.

 

Oppositionens mulighed

Hverken Socialdemokratiet og den øvrige opposition er tiltænkt nogen rolle eller indflydelse på efterårets forhandlinger. Det eneste, oppositionspartierne kan få ud af efterårets kamp om Thulesen Dahls drømme, er, at alle partierne fra Socialdemokratiet til Enhedslisten vil få gode muligheder for at forsvare, forklare, udbygge og konkretisere en forstærket integrationslinje op til et kommende folketingsvalg. Socialdemokratiet og venstrefløjen har her en enestående chance for at fortælle vælgerne, hvad der vil være forskellen på en fortsat og forbedret integration under en SD-regering og et eventuelt nyt opbevaringsparadigme under en V-DF-regering. Når Socialdemokratiet siger, at en SD-regering vil føre udlændinge- og integrationspolitik på baggrund af ’mandaternes logik’, bør Socialdemokratiet og venstrefløjen stræbe efter et valgresultat, hvor mandaternes logik entydigt peger på en fortsat og forbedret integration og en klar afvisning af DF’s opbevaringsparadigme. Det kommende folketingsvalg kan blive en begmand og et mareridt for Kristian Thulesen Dahls drøm, hvis vi er mange nok, der tager kampen op. 

Offentliggjort: d. 29. oktober 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.