Skattelettelser
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 22. oktober 2018

Skeletterne rasler ud af skabet for tiden. Knap havde offentligheden i Danmark og det meste af Europa fordøjet Danske Bank-skandalen, hvor der over flere år er foregået hvidvask for henved 1400 mia. kr., før endnu en skandale med involvering af flere, store banker toner frem som breaking news.

 

Journalister fra Politiken og DR har sammen med en række journalister og netværket Correctiv afsløret, at skattevæsenet i Danmark, Tyskland, Belgien, Frankrig og Italien er blevet lænset for ca. 410 mia. kr. (i Danmark er beløbet 12,7 mia. kr.). Fremgangsmåden har været simpel. Man har gennem et meget forfinet netværk enten snydt sig til refusion af udbytteskatter, der aldrig er blevet indbetalt eller fået udbetalt udbytteskatter, der langt overstiger den indbetalte skat. I nogle tilfælde har der været tale om decideret svindel og i andre, er huller i skattelovgivningen blevet udnyttet til det yderste.

 

Bag trafikken har stået store og anerkendte banker som Barclays, Macquarie Bank, Hypo-Vereinsbank, J.P. Morgan, Deutsche Bank, franske BNP Paribas, Meryll Lynch, Morgan Stanley, UBS og flere andre mindre banker, kapitalformidlere, pensionskasser m.fl. I visse tilfælde har bankerne handlet som direkte aktører. I andre har de stillet milliardstore kassekreditter til rådighed for skuffeselskaberne for at smøre transaktionerne, og ikke mindst har de åbnet for depotfaciliteter, der formelt har åbnet vejen til skattemyndighederne og forlenet fordringerne på skatterefusion med en vis legitimitet ved at udstede diverse dokumenter. Hele historien har stået på siden 2003 frem til nu med større eller mindre intensitet. Men om det er hele historien ved ingen på nuværende tidspunkt. Alle venter det værste. For hvad skal man efterhånden tro?

 

Forargelsen over bankernes ryggesløse handlemåde har ingen ende taget. Politikere, kommentatorer og eksperter har haft det helt store verbale skyts fremme. I de tyske aviser kaldes ”udbytterytteriet” for den største bedrageriskandale i årtier. Herhjemme svinger man sig ikke helt så højt op, og i England og City of London er man bemærkelsesværdig tavs. Men det falder lige for at stille spørgsmålet: Ville denne spekulations- og svindelhistorie være blevet af et sådant omfang, hvis skattemyndighederne i de pågældende lande havde anvendt tilsvarende energi, som bruges på afsløring af socialt bedrageri af beskeden størrelse, på at lukke for snyd og spekulation i den omtalte størrelsesorden?

 

 

Bankernes og kapitalformidlingsinstitutionernes handlemåde er dybt kritisabel, men ville næppe have nået det omfang, hvis skattemyndighederne i Europa ikke gennem mange år var blevet udsultet og været så imødekommende overfor finanssektoren og skatteministerierne ikke mindst havde konkurreret indbyrdes om at sænke kapitalskattegrænserne for at tiltrække kapital (Eks. har Irland kun en erhvervs- og kapitalskat på 6.5%. Samarbejdet mellem skattemyndighederne har heller ikke været forbilledligt.

 

Men uanset det anstødelige i bankernes optræden og lænsningen af de offentlige skattemidler og uanset den forventelige politisk virak, der er fulgt efter afsløringerne, skal vi huske proportionerne. Med al respekt udgør det 410 mia. kr. store dræn i de offentlige kasser et forholdsvis beskedent beløb, og for de involverede banker er nettoudbyttet af selve fremgangsmåden relativt beskedent – om end nødvendigt.

 

Panamapapers

Vi har næsten allerede glemt, at en anonym kilde i 2015 lækkede 11,5 millioner. dokumenter til Süddeutsche Zeitung og til International Consortium of Investigative Journalists (ICIJ) – også kaldet Panama-papers. Dokumenterne fortalte historien om, hvordan kapitalformidleren Mossack Fonseca leverede service til 214.000 offshore- virksomheder samt aktieindehavere og direktører fra store virksomheder. Dokumenterne viste også, hvordan det gennem årene har været muligt gennem et meget kompliceret netværk af ”tomme selskaber” at omgå skattemyndighedernes krav om udbytte- og virksomhedsskat. Enten løj virksomhederne direkte om deres indtjening, og blev troet. Eller man indsatte et hav af advokater og kapitalrådgivere mellem virksomhederne og myndigheder, som slørede de reelle forhold. Eller man nægtede lodret at betale. Netværket Tax Justice Network har anslået – uden autoritativ modsigelse – at der alene i England er blevet omgået skattebetaling for 1200 mia. kr. Ifølge Gabriel Zucman, der har arbejdet tæt sammen med Piketty om at afdække metoderne i og omfanget af skatteunddragelserne, kan det anslås, at der opbevares for ca. 7.600 mia. dollars i skattely.

 

Da disse tal kom frem vakte det selvsagt stor furore, og der var ingen grænser for forargelsen og den politiske vilje til at øge samarbejdet mellem skattemyndighederne om reguleringen af de transnationale kapitalbevægelser. Ikke desto mindre anslås det, at tilvæksten af værdier placeret i skattely siden er vokset med 15-20%. Ellers er der ikke sket så meget. Der er strammet op i bankereguleringen, men disse opstramninger omhandler først og fremmest sikring af bankernes soliditet og i mindre grad deres indbyrdes og transnationale transaktioner med City of London som omdrejningsakse.

 

I samme periode, hvor reguleringen for de enkelte banker er strammet, har store, engelske banker som eksempelvis Royal Scottish Bank trods offentligt ejerskab af 80% af aktieværdien været involveret i manipulationer med Libor-renten og sammen med flere andre banker været engageret i overfaktureringstransaktioner i en hele kæder af virksomheder med kontrakter på offentlige arbejder.

 

Systemisk spekulation og gældsophobning

Men det mest problematiske er nok, at det fra forskellige indbyrdes uafhængige kilder anslås, at mindre end 10% af bankernes investeringer er produktive. Dvs. tilflyder det produktive erhvervsliv som investeringskapital. For 100 år siden var det tal på 80%. Hvorvidt, der kan etableres konsensus om det meget lave estimat, er sådan set underordnet. Det er de antydede proportioner, der er alarmerende. IMF peger indirekte på problemet i dens seneste rapport, og det samme gør Bank of International Settlement (BIS), der går et skridt videre og dokumenterer, at flere af investeringerne går til ”zombivirksomheder” forstået som virksomheder, der uden omfattende gældsophobning ikke ville kunne klare den daglige drift. Blandt disse virksomheder er der mange større virksomheder, som alene overlever på grund af lave renter og bankernes og kapitalformidlernes velvillige långivning.

 

Hvis vi så skal trække sammenhængen og proportionerne yderligere op, er det værd at henvise til de sidste rapporter fra OECD og IMF, der med marginal forskel opgør den samlede globale gældsophobning til 135.000 mia. dollars, hvad der svarer til 235% af det samlede BNP. Bag disse tal gemmer der sig et endnu mere problematisk billede. Hovedparten af gældsforøgelsen stammer fra almindelige virksomheder, der har måtte udstede obligationer eller acceptere andre mere tvivlsomme låneformer for at opnå den fornødne kapital til at investere eller blot overleve. Det er ikke længere forbrugerne eller staterne, der er mest gældsbehæftet. Det er det private erhvervsliv.

 

Hvorvidt gældsophobningen aktuelt udgør et reelt problem, er for så vidt ikke spørgsmålet, hvis det potentielle problem er så stort, at selv mindre recessioner endnu engang kan bringe hele verdensøkonomien i kaos.

 

Har denne omvej over diskussion af skattely og gældsophobning ikke ledt os bort fra det aktuelle tema – manipulation med refusion på udbytteskatter til en anslået værdi af 410 mia. kr.? På ingen måde. Formålet har været at sætte beløbet og miseren i forhold til den samlede værdi af skatteomgåelser, der helt systematisk gennemføres og hvis konsekvens er en dramatisk begrænsning af de enkelte staters samlede skattebase. Men også for at demonstrere, at trafikken er gjort mulig af det svage juridiske grundlag skattemyndighederne har at handle på, og det er et klokkeklart politisk problem. For uden den politisk gennemførte deregulering af finanssektoren, atomisering af den samme finansverden og koncentration af hovedaktørerne ville de nødvendige finansielle netværk ikke kunne have spillet den rolle, som de har gjort og gør.

 

Regeringerne underkastede sig finansmarkernes spekulation

Sættes dette så i forhold til, at man som reaktion på regeringernes selvpåførte gældskrise gennemførte finanspagten og kravet om budgetlove, der har udhulet EU-landenes finanspolitiske suverænitet for at tvinge borgerne til at betale for genopretningen af finanssektoren, så skriger misforholdet til himlen og ligeså hykleriet. De tvangsindførte budgetlove, som regeringslederne godkendte for at berolige finanssektoren, har de facto medført store forringelser af den offentlige service under henvisning til budgetlovens fiktive rammer for tilladelige budgetunderskud. Selv om få borgere kender budgetlovenes opbygning og systemiske virkemåder, så er de efterhånden blevet så stopfodrede med snak om ”finanspolitiske råderum” og krav om lave vækstprocenter i de offentlige udgifter, at de helt naturligt gribes af vrede og forargelse over bankernes snyd eller manipulationer, når de selv oplever forringet velfærd. Så uanset proportionerne udløser hver ny skandale ikke alene tab af tillid til bankerne, men også til politikernes handlekraft, handleformåen eller vilje til samme.

 

Er yderligere regulering svaret?

Som sådan er det forventeligt, at danske politikere hele kompasset rundt reagerer med samme vrede og sprøjter forslag ud om, hvordan samfundene fremover skal komme de nævnte kapitaltransaktioner til livs. Lars Løkke Rasmussen benytter anledningen til at slå et slag for Danmarks tilslutning til Bankunionen på trods af, at den ikke for nærværende indeholder bestemmelser, der vil kunne dæmme op overfor den nævnte transaktionstrafik. Socialdemokratiet, DF og EL går i rette med statsministeren uden i øvrigt selv at føre ret mange troværdige alternativer til torvs. EL foreslår grundlæggende strukturreformer, herunder opdeling af de største banker, langt hårdere regulering og dannelse af offentlige ikke-kommercielle bankalternativer. Socialdemokratiet er mere tilbageholdende med forslagene. Men fælles for de forslag, der aktuelt er på bordet, er, at de går uden om det mest nærliggende: Samfundsovertagelse af de største banker, hermetisk adskillelse af almindelige banker og investeringsbanker og herigennem kapitaludtørring af skyggebankerne og de enorme kapitalformidlingsinstitutter, der ikke kan fungere uafhængigt af banksektoren og dennes intime forbindelse til centralbankerne.

 

Vil det så være reguleringstiltag, der batter? Ikke i det enkelte land. Formålet med at sætte den aktuelle skandalesag i relation til alle de andre og meget større sager, har været en argumentation for, at reguleringen som mindstemål skal gennemføres på EU- plan, og at man samtidig skal gennemføre ensartet kapitalbeskatning, noteringsregler og integreret samarbejde på alle niveauer mellem EU-landenes skattemyndigheder. Det har man talt om i årevis uden de helt store gennembrud.

 

Er det så tilstrækkeligt? Det er en vigtig begyndelse, men nok ikke tilstrækkeligt. Der har nemlig også aktuelt vist sig et andet problem. I forbindelse med USA’s sanktioner overfor Iran og straf af alle virksomheder, der gør forretninger med iranerne, er europæiske virksomheder kommet i klemme, uden at EU-myndighederne reelt har kunne beskytte dem. Årsagen er, at det meste af den internationale handel og bankernes interne lånetransaktioner foregår i dollars. Så indtil der opbygges en konkurrerende verdensvaluta, vil USA reelt sidde med reguleringsmonopolet. Derfor udfolder Japan, EU og Kina i disse uger visse bestræbelser for at etablere en ”kurv af valutaer” tilstrækkeligt stærk og sikker til at udfordre dollaren og gøre kapitalreguleringen virkelig international.

 

Før det sker, kan det måske forekomme vanskeligt at forestille sig, at det kan lade sig gøre at regulere bankvirksomheden til det, den var beregnet til, uden at skabe omfattende økonomisk kaos og sammenbrud i verdensøkonomien. Men de perspektiver skal absolut ikke forklejne omfanget af de senest afslørede svindlerier og manipulationer. Vi skal dog gøre os klart, at det ene eller det andet segment af finanssektoren fortsætter med at undergrave samfundsøkonomien blot med andre metoder – så længe mulighederne eksisterer.

Offentliggjort: d. 22. oktober 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.