De afmægtige
Af Jan Mølgaard
Offentliggjort: 14. maj 2018

Kaster man et hurtigt blik på den danske politiske scene, som den tager sig ud lige for tiden, så skal der ikke meget til, før man får en fornemmelse af, at regeringen og Dansk Folkeparti – i det store og hele bakket op af Socialdemokraterne – har meget travlt med et socialt afviklingsprojekt i mange retninger.

Ting man end ikke vovede at diskutere for få år siden, går nu glat igennem. Forringelser der ville have været utænkelige for ti år siden, bliver nu vedtaget uden reel modstand. Og det samlede billede er ét, hvor demokratiske rettigheder udhules – hvor man aktivt arbejder frem imod at etablere et A-hold og et B-hold – hvor man skærer og skærer på velfærden samtidig med at man verbalt insisterer på at ville forsvare eller måske endda forbedre den.

Tag nu bare noget af det, der er blevet enten foreslået eller vedtaget hen over de sidste måneder – i overskriftform:

Regeringen vil skærpe krav til statsborgerskab: Dagpenge skal ikke være nok – 11.maj 2018
Tendensen er, at selve det at man modtager dagpenge diskvalificerer mennesker.

Dagpengemodtagere og syge rammes også: Kommuner må ikke anvise til 55 områder – 11. maj 2018
Umyndiggørelse af en række specifikke borgergrupper med henblik på at styre bosættelse og generel status.

Sommerhusudlejere får næsten fordoblet deres fradrag – 11. maj 2018
Bilafgifter nedsættes, direkte og indirekte skattelettelser til de mest velhavende – kombineret med nedskæringer på en række velfærdsområder – med den overskrift at udlændinge først og fremmest skal have forringet deres levevilkår.

Ghettoaftale forbyder arabisk og andre sprog i boligbestyrelser – 9. maj 2018
Nu vil man også bestemme, hvilket sprog samtaler i bestyrelser i det almene byggeri skal foregå på.

Sprogprøver indføres i 0. klasse for udvalgte skoler – 9. maj 2018
Stigmatisering af tosprogede børn med henblik på at accelerere tvangsassimilationen.

Finansieringsaftale omkring ghettoplanen er på plads – 8. maj 2018
Særskat på beboere i almene byggerier gennem beslaglæggelse af tvangsmæssige bidrag til landsbyggefonden.

Kommunal udligningsaftale må droppes – 12. april 2018
Men oplægget fra regeringen gik på at forfordele hovedstadskommunerne og at svække udligningsprincippet.

Rød blok om energiudspillet: Et uambitiøst skønmaleri – 26. april 2018
Regeringen lægger op til en fortolkning af de nødvendige ændringer på energiområdet, der først og fremmest må ses som direkte og indirekte støtte til de store energivirksomheder.

Licensen afskaffes og DR slankes – 16. marts 2018
Public Service forringes – og DR straffes for at producere indhold, der er i modstrid med Dansk Folkepartis politiske holdninger.

Og sådan kunne man blive ved.

Tendensen er klar – og bliver klarere og klarere bogstaveligt talt for hver dag, der går.

Og tendensen bliver yderligere klargjort, når man ser ikke blot på det, der rent faktisk bliver foreslået og vedtaget, men også på det, der ikke bliver gjort og vedtaget.

Uligheden stiger og stiger ikke blot i Danmark, men også i resten af verden. Man holder festtaler om, hvor nødvendigt og rigtigt det er, at gøre noget ved det – men man gør ikke noget.

Boligfinansiering og sammenkoblingen af bolig, skatter og lånesystem bidrager aktivt til at øge sårbarheden overfor kriser og til at øge uligheden og skabe velhaveghettoer. Men det gør man ikke noget ved.

Trygheden daler på arbejdsmarkedet i takt med at man systematisk udhuler beskyttelse og rettigheder. Men i stedet for at gøre noget ved det, så skærer man ned på Arbejdstilsynet, liberaliserer adgangen til at hente underbetalt arbejdskraft ind fra udlandet.

Profitterne i finanssektoren stiger og stiger. Men i stedet for at sætte begrænsninger op på området, så liberaliserer man det, således at profitterne kan stige yderligere.

Skatteunddragelse og skattetænkning udhuler systematisk det finansielle grundlag for velfærden ikke blot i Danmark, men også andre steder. Men i stedet for at sætte ind imod skattetænkning og skatteunddragelse, så øger man mulighederne for de store koncerner til at spekulere yderligere i området – man sætter kapital- og erhvervsbeskatningen ned – og man konkurrerer ivrigt staterne imellem om at tilbyde de skattemæssigt mest profitable rammer for de store virksomheder.

Alt dette sker – eller sker ikke – samtidig med, at man konstant rykker grænserne for, hvad der er acceptabelt i forhold til de mennesker, hvis overlevelse er afhængigt af offentlig understøttelse. Man elendiggør udlændinges retsstilling, forringer retsstillingen for mennesker i udkanten af samfundet, stigmatiserer syge, forringer den almene sundhedspleje,  forringer kvaliteten af skoler og børnepasning og øger kontrol, styring og ensretning.

Ved festlige lejligheder ser man i Danmark, at politikere citerer målinger, hvoraf det fremgår, at danskerne er blandt de lykkeligste og tryggeste folk i verden.

Vi har det godt, siges det. Det går fantastisk.

Fordi den gennemsnitlige rigdom øges og det gennemsnitlige forbrug stiger. Samtidig med at ydergrupperne rykker længere og længere ned og ud – og samtidig med at de marginaliserede marginaliseres yderligere.

Næsten som om man bevidst arbejder for at skabe en underklasse i ordets traditionelle betydning – en gruppe af borgerne der kan fungere som et skræmmebillede for alle dem, der endnu er i stand til at klamre sig til bordkanten.

Se bare – dette er hvad der kan ske med jer, hvis I ikke retter ind, ikke subskriberer på markedets lyksaligheder, ikke finder jer i at blive kommanderet rundt og misbrugt. Det er hvad I kan forvente, hvis I skejer ud og nægter at være med på karrusellen.

Men hvis I melder jer ind – undlader at protestere, undlader at kritisere – så får I til gengæld lov til uden den store kritik at deltage i nedrakningen af de dovne, de fremmede, de anderledes, de forkerte. Og således får syndebukskulturen lov til at sprede sig stort set uhindret.

Mens vi frygter vildsvin og ulve og udlændinge og andre bekvemmelighedsflygtninge, eroderer det samfund, som vi alle sammen skal leve i. Og når vi aktivt deltager i stigmatiseringen, er vi i virkeligheden også aktive deltagere i en proces, hvor vores egne rettigheder og vilkår systematisk udhules og udvandes. Den kontrol, der indføres overfor de svageste, vil i sidste ende også ramme os – de velbjergede og velhavende. Og tilbage bliver et samfund, hvor kun de allerrigeste, de allermest magtfulde, kan synge med på, at her hos os har kun få for meget og færre for lidt.

Men måske er der dog trods alt et svagt håb i processen.

Måske kan man også se stramninger, nedskæringer og forfordeling af de rigeste som udtryk for, at borgerskabet – måske uden selv helt at vide at det er det, de gør – er ved at indse, at det snart er ved at være sidste udkald. Som udtryk for, at det kapitalistiske samfund – konstant martret af kriser uanset sporadiske svingninger i konjunkturerne – i virkeligheden synger på sit sidste vers. Som udtryk for, at det nu handler om at slå til, før det bliver for sent – om at sikre sig alle tilgængelige fordele i det kortsigtede perspektiv, som altid har været gældende under kapitalismen.

Også i Danmark.

Et tronskifte efter næste valg – hvor Socialdemokraterne overtager regeringsmagten – er ikke et paradigmeskifte. Det kan man sige med stort set hundrede procents sikkerhed.

Det bliver ikke Mette Frederiksen, der kommer til at indvarsle eller gennemføre opgøret med den stigende ulighed, den øgede udgrænsning af marginalgrupperne eller den øgede sociale kontrol. Og det bliver helt sikkert heller ikke forargelse eller appeller om moralsk ordentlighed i forhold til partier og politikere, der for længst har glemt, hvad ord som etik og moral egentlig betyder.

Man ryster på hovedet den ene gang efter den anden. Man føler sig også engang imellem lidt afmægtig. Og først og fremmest spørger man sig selv, om vores politikere og deres partier virkelig ikke har mere at byde på end taktiske spilfægterier, uhellige alliancer og konstante bidrag til den løbende konkurrence om at sænke barren yderligere.

Hvis det er tilfældet er de jo afmægtige. Så vil politik forblive en teknisk disciplin, som man roligt kan overlade til reklamebureauer og højt betalte analytikere. Mens den politiske afmægtighed får lov til at brede sig til en stedse mere frustreret befolkning. Og hvad der kan ende med er der beklagelige historiske fortilfælde for.

Offentliggjort: d. 14. maj 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.