Mette Frederiksens kritik af Moderniseringsstyrelsen
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 07. maj 2018

Blækket på forligsaftalerne var knapt tørt, før Mette Frederiksen på et pressemøde den 30. april løftede sig fra sit flyverskjul som en anden fugl Føniks og redegjorde for Socialdemokratiets ønsker om at reformere den Danske Model og gennemføre et serviceeftersyn af Moderniseringsstyrelsen..

Og hun var tydeligt lettet over forliget, hvorved Socialdemokratiet var blevet frigjort fra sit dilemma som både regeringsudfordrer og ansvarligt parti, der kunne blive forpligtet på et politisk indgreb, hvis udgangen på det tre måneders opslidende forhandlingsforløb var endt i storkonflikt.

Storkonflikten udeblev. Scenen var sat for, at Mette Frederiksen – uden konsekvenser – kunne fremlægge partiets bud på fremtidige ændringer af Den Danske Model, som efter hendes opfattelse og i lighed med mange andres opfattelse helt åbenlyst havde demonstreret flere svagheder.

Ifølge Mette Frederiksen skyldes denne fremlæggelses timing først og fremmest det høje konfliktniveau, hvad hun i parentes bemærket hverken på pressemødet eller siden har fundet anledning til at uddybe yderligere. En nærmere analyse af konfliktniveauets årsager ville også forpurre hendes egentlige dagsorden, som først og fremmest går på at forpligte en fremtidig socialdemokratisk regering og parterne til at drøfte og gennemføre institutionelle reformer for bedre institutionelt at kunne inddæmme forhøjede konfliktniveauer i fremtiden.

Mette Frederiksen lagde på pressemødet to sideløbende handlingslinjer frem. Den ene er ikke af ny dato. Med ”Hold fingrene væk reformen” har Socialdemokratiet et stykke tid forsøgt at gå bodsgang overfor de offentligt ansatte ved at anerkende deres mistrivsel under New Public Management regimet. Men reelt har partiet ikke indtil dato fremlagt nogen konkret reformplan for hele den offentlige sektor, der bare kommer i nærheden af at ændre i de vilkår, som har ødelagt arbejdsbetingelserne for hovedparten af de offentligt ansatte – fra serviceassistent til akademikere på korttidskontrakter.

Det andet spor er indeholdt i fire reformpunkter af Den danske model og Moderniseringsstyrelsens rolle i overenskomstsystemet.

For det skal det undersøges, om forligsinstitutionen kan styrkes. Her foreslår Mette Frederiksen, at man kan skele til Norge og Sverige. Arbejdsmarkedsmodellerne i de to lande er nu både forskellige i forhold til hinanden og i forhold til Danmark. Overførselsværdien kan være til at overskue. Men hvad Mette Frederiksen angiveligt har i tankerne er indførelsen af en eller anden form for tvungen  voldgift i Forligsinstitutionen eller i hvert fald et sæt af institutionelle metoder til at reducere konfliktretten markant.

For det andet vil en socialdemokratisk regering efter at have sammenkaldt parterne nedsætte en kommission, der skal arbejde med den ønskede fornyelse af overenskomstsystemet. Ikke via trepartsforhandlinger, men netop i regi af en kommission – selvfølgelig med en kommissionsformand for bordenden. Ikke helt forskellig fra den model, der nu skal anvendes på lærerområdet for at nå frem til et gangbart forhandlingsgrundlag, og hvor parterne (især lærerne) har spillet sig definitions- og beslutningsmagten af hænde. Den er overgivet til en kommissionsformand/opmand.

For det tredje antyder Mette Frederiksen muligheden af at indføre det svenske armslængdeprincip,  således der oprettes en særlig ”arbejdsgiverstyrelse” formelt uafhængig af regeringen og med selvstændigt mandat til at forhandle vilkårene for de offentligt ansatte. I princippet kunne man gennemføre den øvelse ved at flytte Moderniseringsstyrelsen ud af finansministeriet og etablere den som selvstændig styrelse. Det ville i sig selv ikke ændre meget på det økonomiske og politiske strategiske grundlag, og det ville heller ikke reducere risikoen for politiske indgreb. Men ændringen kunne måske tilstå arbejdsgiverne en større konkret handlefrihed – og så alligevel ikke. De økonomiske rammer markerer jo grænsen.

For det fjerde varsler Mette Frederiksen kritisk lys på Moderniseringsstyrelsen, da styrelsen ifølge hende opererer med et ”et alt for kortsigtet fokus”. Hun sagde ikke direkte, at Moderniseringsstyrelsen havde handlet konfliktoptrappende, men lod det blive ved en kritik af styrelsen for ikke at ”have spillet en god rolle i overenskomstforhandlingerne”.

Når Mette Frederiksen taler ind i den offentlige dæmonisering af Moderniseringsstyrelsen og kritiserer statens forhandlingsleder Sophie Løhde, spiller hun på letkøbte præmisser.

Hun var selv et ansvarligt medlem af den regering, som omdannede Løn- og personalestyrelsen til Moderniseringsstyrelsen, som i udgangspunktet fik det strategiske opdrag fuldt og helt at gennemføre og overvåge den liberale omkostningspolitik i hele den offentlige sektor. Styrelsens opdrag indebar også et paradigmeskifte på det offentlige arbejdsmarked. Løn- og arbejdsforhold skulle fremover behandles som et centralt element i de siddende regeringers effektiviseringspolitik indenfor rammen af EU’s konvergenskrav og de vedtagne budgetrammer.

Som sådan skulle Moderniseringsstyrelsens opdrag i al væsentligt bygge videre på finansministeriets kontraktpolitik, som allerede var blevet formuleret under tidligere Nyrup-Rasmussen regeringer og videreudviklet af samme ministerium i en stor rapport fra 2003 om indførelse af omkostningsstyring i den offentlige sektor. Hovedrationalet i den vending var og er, at personalet uanset fagligt grundlag og politisk betydning skulle takseres som en omkostning på lige fod med alle andre udgifter. Eksempelvis udgifter til klasseværelser, rengøring, iPads mv. Hensigten var og er at kunne omdanne alle konkrete omkostninger til enhedspriser for på den måde at gøre det økonomisk muligt at formulere kontekstuafhængige effektmål og så regne bagud for at kortlægge ”produktionens” samlede omkostninger. Metoden var selvfølgelig en næsten hundrede procent afkalkering af de mikroøkonomiske regnemetoder fra det private erhvervsliv, hvor alle udgifter for at nå et forudbestemt krav til afkast regnes for omkostninger. Her er det marginalprofitten, der tæller.

Siden 2003 er rationalet bag den liberale styringsfilosofi blevet udmøntet i mange forskellige modeller især i kommunerne. Allerede i 2006 gav KL i bogen ”Økonomistyring i bevægelse – udfordringer og værktøjer” styringsmetoderne nærmest paradigmatisk status. Afstanden fra KL’s effektmålingsstyringen til Moderniseringsstyrelsens strategiske rationale er ganske kort. I Budgetredegørelsen fra 2012 står der: ”Alene størrelsen af den offentlige sektor betyder, at det er vigtigt at følge udviklingen i løn, arbejdstid og ansættelsesforhold nøje”. Videre står der, at en hovedudfordring blandt andet er at se på: ”… forøgelse af arbejdstiden i den offentlige sektor, herunder undersøge en række af de fraværsforhold, som primært præger ansættelsesvilkårene i den offentlige sektor”, og at ”sætte fokus på regler, der hindrer en fleksibel anvendelse og tilrettelæggelse af arbejdstiden f.eks. uhensigtsmæssige arbejdstidsregler”.

I kontraktindgåelsen mellem Moderniseringsstyrelsen og Finansministeriet blev det formuleret på følgende måde: at ”Gøre løn og arbejdstid i den offentlige sektor til en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken”. Målet skulle være at hente 12 mia. kr. på den konto inden 2020.

Kort sagt skulle Moderniseringsstyrelsen operationalisere den liberale omkostningspolitik og til enhver tid sørge for ”at få mere for mindre” i lighed med rationalet for enhver virksomhedsejer i den private sektor. Medarbejdernes uddannelse, personalegoder, opskoling, kompetenceudvikling, forbedring af forholdet til borgerne osv. skulle ses som banale omkostninger og til enhver tid være underordnet de på forhånd givne effektmål.

Men med det opdrag, som Mette Frederiksen selv var med til at godkende, og som adskillige socialdemokratiske borgmestre gennem tiden har nikket til, kan ingen vel undre sig over, at Moderniseringsstyrelsen bevidst gik i gang med at støvsuge alle uformelle kutymer, personalegoder og ”forældede” arbejdstidsregler, der måtte findes indenfor statens område. I øvrigt parallelt med, hvad der allerede har været i gang et par år indenfor KL’s område. Man kan heller ikke fortænke styrelsen i at ville svække de ansattes ansættelsesrettigheder og værnsbestemmelse. Kriteriet for god offentlig styring (begrebet forvaltning er næsten fortrængt) indregner jo ikke længere de ansattes arbejdsvilkår og langtidsholdbarhed, men først og fremmest hvor meget arbejdskraft, der kan hives ud af dem i forhold til at indfri de opstillede effektmål.

Det er på den måde uhæderligt ikke at anerkende, at Moderniseringsstyrelsen har levet op til sit politiske opdrag og omsat liberal økonomistyring, som i hele sit væsen aldrig har drejet sig om udvikling af velfærdsstaten, men om teknokratisk vedligeholdelse af de nødvendige betingelser for det private erhvervslivs vækstbetingelser og den nødvendige samfundsstabilitet. Og det er præcis de offentlige arbejdsgiveres efterlevelse af opdraget, der over tid har frembragt polariseringen på det offentlige arbejdsmarked og gjort fagbevægelsens Solidaritetspagt nødvendig. Og ligeså præcist skabt grundlaget for, at Solidaritetspagten fik så udbredt en støtte blandt næsten alle offentligt ansatte. Når man indenfor et liberalt statsrationale over tid gennem diverse styringsmodeller og primitiv målrationalitet fratager hovedparten af de ansatte deres professionelle myndighed og dømmekraft og omformer dem til næsten forskelsløse ”serviceproducenter”, må man nødvendigvis påregne, at de begynder at handle sådan. Dvs. organiserer sig og kæmper som helt gemene lønmodtagere for at værne om deres arbejdskraft. Længere er den ikke.

Det er det forhold, som uden sammenligning har formet konfliktniveauet og tillige svaghederne i overenskomstsystemet på det offentlige område. Det er ganske enkelt ikke gearet til, at de ansatte samler sig i fælles front mod en ligeså polariseret organisationsdannelse på arbejdsgiversiden.

Når overenskomstkonfliktens spektakulære forløb kom bag på både de offentlige arbejdsgivere, det politiske system og til dels også fagbevægelsens top i Forhandlingsfællesskabet, CFU og AC skyldes det en udbredt undervurdering af den ophobede modstand og vrede blandt de offentligt ansatte. Musketereden blev protestens samlingspunkt.

Når parolen ”Nok er Nok” lang tid før overenskomstforhandlingerne blev anvendt i flere sammenhænge, skyldes det faktisk, at man indenfor flere områder (hospitalerne, psykiatriske afdelinger mv.) i det daglige var ved at få nok af dårlige- og farlige arbejdsforhold, evindelige organisationsændringer, nye besparelser og nye ”faglige paradigmer” mv. Så polariseringen har længe været et faktum ikke kun på den store scene men også på den lokale. Den forsvinder ikke af sig selv, så længe rationalet og opdraget bag Moderniseringsstyrelsen er intakt.

Det er således ikke et institutionelt og teknokratisk reparationsarbejde, Mette Frederiksen som måske kommende statsminister står overfor at skulle gennemføre. Socialdemokratiets ”hold fingrene væk reform” har heller ikke de store udsigter til succes, med mindre en Socialdemokratisk ledet regering sætter sig som mål at gøre op med magthierarkiet i den offentlige sektor og den underliggende liberale virksomhedsøkonomiske politik, der har underordnet al offentlig velfærdsvirksomhed under arbitrære effektmål, hvis reelle indhold ligger godt på den anden side af borgernes faktisk velfærd og demokratiske indflydelse på, hvordan samfundet skal forvaltes.

Det er således letkøbt og patetisk, når Socialdemokratiets formand efter at have forholdt sig tavs under hele konflikten nu dukker frem på et pressemøde og retter skytset mod den styrelse, der er sat i verden for at gennemføre den økonomiske og statsinstitutionelle politik, som hun og Socialdemokratiet på intet tidspunkt grundlæggende har kritiseret hverken som regering, i KL eller i Danske Regioner.

Offentliggjort: d. 07. maj 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.