OK 2018: Solidaritet er fortsat basis for mobilisering
Af Emmett Caraker
Offentliggjort: 12. marts 2018

En stor konflikt udspiller sig i disse måneder i de offentligt ansattes overenskomstforhandlinger. Arbejdsgiverne i stat, regioner og kommuner har lagt en stram kurs, mens de faglige organisationer på deres side har fundet sammen i et solidarisk fællesskab. Spørgsmålet er hvordan dette fællesskab er i stand til at stå distancen over for arbejdsgiverne.

Umiddelbart kan det se svært ud, fordi de erfaringer, en del offentligt ansatte bærer med sig fra strejkerne i 2008 og lockouten i 2013, er negative. I medierne viderebringes bekymringerne over at stå over for en overmagt. F.eks. bragte Information d. 21.2. en reportage om lærere med negative konflikterfaringer, som de ikke vil gentage: Lærerne stod alene over for KL i 2013, de oplevede ikke at have modtræk til storlockouten og regeringsindgrebet, og nederlaget og ydmygelsen sidder stadig i dem.

Det svarer på nogle punkter til de erfaringer, som jeg har bragt frem i undersøgelsen ’Fællesskab gør forskel’ på basis af interviews med både private og offentligt ansatte[i]. I den konkrete lockout oplevede de fire interviewede lærere, at aktionerne foran skolerne under parolen ”Vi vil ind og arbejde” ikke førte til et ændret styrkeforhold i kampen, og at de andre faggrupper svigtede ved ikke at komme dem til undsætning. Nogle af de interviewede lærere ville strejke igen, men de var på baggrund af nederlaget ambivalente på, om de ville stille sig solidarisk med andre faggrupper i fremtidige situationer.

Parallelt hertil viste interviewene med andre offentligt ansatte om 2008 samme billede: Nogle vil aldrig i strejke igen - mens andre syntes, at det havde været forsøget værd. Det viser, hvad der kan ske, når fagforeningerne ikke i tide får taget den besværlige medlemsdiskussion om, hvad kom der ud af konflikterne.

Hvorfor gik det som det gik, og hvad kan fagforeninger og medlemmer i fællesskab gøre bedre i fremtidige situationer? I Dansk Sygeplejeråd blev der aldrig gennemført en kollektiv diskussion om læren fra 2008, og de interviewede lærere blev stående ved et ”vi blev kørt over”, med en samtidig ambivalens over for den faglige strategi i fraværet af fælles diskussion. Så bliver medlemmernes ubearbejdede erfaringer styrende, og organisationerne får et lag af medlemmer med negative konflikterfaringer.

Alligevel burde både lærere og sygeplejersker og andre offentligt ansatte med negative konflikterfaringer kunne løfte blikket denne gang. Forhandlingsfællesskaberne har besluttet sig for en samlet front og en indbyrdes solidaritet, som ikke efterlader enkelte grupper isoleret over for de offentlige arbejdsgivere. Det er en solidaritet som svarer til det, som undersøgelser de senere år har registreret: Et flertal af lønmodtagerne har solidaritet med andre lønmodtagere som værdi, og solidaritet kan fortsat fungere som basis for mobilisering.

Det stiller objektivt set lønmodtagerne i en stærkere position, men staten er også blevet stærkere på flere måder. I 2008 klagede KL’s formand, Erik Fabrin (V), over den ”dobbelte benlås”, som staten havde sat kommunerne i ved både at fastsætte rammer for driftsbudgetter og overenskomster. Denne meningsforskel mellem staten og KL viste sig at være helt væk i 2013 og ligeledes også i dag. Der er sket et skred hos regering og arbejdsgivere i forhold til ”den danske model” således, at statsmagten i sin egen selvforståelse helt legitimt kan spille på de dobbeltroller, det er at være både lovgiver, budgetmyndighed og forhandlingsberettiget modpart.

Den statslige politik bygger tydeligvis videre på Thorning-regeringens doktrin: løn og arbejdstid i det offentlige er gjort til en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken gennem arbejdet med overenskomsterne. Thorning-regeringen har lavet forarbejdet ved at samle økonomistyring og overenskomstforhandlinger i Moderniseringsstyrelsen og i tilgift hertil skal overenskomsterne have en neoliberal farvning. Løn skal ikke være kollektivt forhandlet, men bygge på individuelle aftaler. Der skal være mere fleksibilitet, og i øvrigt der skal være mere ledelse for at få produktiviteten op.

I et liberalistisk perspektiv har de borgerlige en overordnet målsætning om at skære ned i velfærdsstaten. Dette svarer til den neoliberale strategi, som regeringer verden over fortsat betjener sig af. Selv om denne strategi har vist sine ineffektive sider, så har neoliberalismen, som bl.a. David Harveys analyse i A Brief History of Neoliberalism og andre fremadrettede samfundsanalyser viser, bidraget til at fjerne universelle velfærdsordninger, svække fagforeningerne, fundamentalt ændre styrkeforholdet mellem lønarbejde og kapital og øge den økonomiske ulighed mellem de sociale grupper. Det er stadigvæk neoliberalismens æra, vi befinder os i. Her ses solidaritet mellem lønmodtagere og stærke fagforeninger som problemer, der skal bekæmpes.

”Politikerne burde komme ud og se, hvordan vores forhold virkelig er”, lyder det fra offentligt ansatte i interviewundersøgelsen. De vægrer sig ved at tro, at det er en bevidst politisk strategi. Men realiteten er, at den neoliberale doktrin ikke interesserer sig for deres erfaringer, fordi erfaringerne – hvis de blev taget alvorligt og man indgik i en reel og ligeværdig dialog om dem – ville tydeliggøre modsætninger mellem universel velfærd og de fastlagte målsætninger. New Public Management går som strategi ud på at ophæve professionernes faglighed og vidensgrundlag til fordel for økonomistyring og markedsgørelse. Et eksempel herpå er Martin Ågerup fra CEPOS i Politiken 15.2. I sine vidtgående anvisninger for produktivitetsstigninger inddrager han ikke offentligt ansattes erfaringer, den faktisk meget stærke produktivitetsudvikling eller konkurrerende teorier og forskningsresultater med et eneste ord. Derved kommer Ågerups indlæg til at virke som en legitimeringsideologi for neoliberal politik. Det skal samtidig noteres, at Ågerups svar på produktivitetsproblemerne ganske enkelt er, at der skal speedes op. Løn og adgang til pleje, behandling, undervisning og pasning skal som perspektiv ikke politisk fastsættes af fællesskabet, men af markedsmekanismerne.

Heroverfor står de mange beretninger fra offentligt ansatte til medierne i de senere år: Det er umuligt at sikre kvaliteten inden for de givne rammer og produktionslogikken producerer stress, belastninger, personaleflugt og individuelle strategier. Afstanden mellem det, som professionerne kan og vil, og det utilfredsstillende resultat, man faktisk yder, skaber samvittighedskonflikter. Dét, som arbejdslivsforskere som Pelle Korsbæk Sørensen kalder ”moralsk stress”. De mange beretninger rejser samtidig spørgsmålet, om velfærdsstaten, som vi kender den med et højt fagligt niveau, er på vej til at forsvinde, en bekymring, som flertallet af befolkningen deler. Her ligger de offentlige ansattes stor chance for at vinde befolkningens sympati i overenskomstforløbet.

Vil regeringen tage konfrontationen ud fra ”at det er os der bestemmer” inspireret af Thorning og KL i 2013? Eller vil den satse på et ja ved afstemningerne ved hjælp af forligsinstitutionens sammenkædningsregler?

Varslet om storlockout tyder på, at regeringen har valgt konfrontationen. De offentlige arbejdsgivere og regeringen forestiller sig så, at storlockouten kan splitte den solidariske front eller skræmme medlemmerne og fagforeningerne til at gå ind på det, arbejdsgiverne ønsker. Men det kan vise sig at gå anderledes, hvis arbejdsgiverne og regeringen har fejlvurderet stemningen i befolkningen. Og det kan det godt tænkes, at de har.

For det første viser forskningen, at ønsket i befolkningen om at bevare den universelle velfærdsstat for alle er usvækket høj. Det viser undersøgelser, vi i forskergruppen Arbejdsliv og Politik set i et Lønmodtagerperspektiv har udarbejdet[ii]. Der er en bekymring for, at kvaliteten falder som følge af nedskæringer, og der står generelt set en respekt om de offentligt ansatte og det arbejde, de udfører. For det andet er strejkerne i den private sektor i stigning fra et lavt niveau og til et højere niveau. Det tyder på en øget selvtillid på arbejdspladserne.[1] For det tredje har de offentligt ansatte objektivt set et mellemværende at gøre op med arbejdsgiverne. Men mange har haft svært ved at formulere, hvordan interessekampen kan føres på grund svækkelse af de kollektive organiseringer, og at fagforeningerne ikke har formuleret et samlet perspektiv imod arbejdsgiverstrategierne, der kan inkludere de mange lokale frustrationer. Men den mulighed foreligger nu. De tre ting tilsammen kan godt betyde, at KL, Regionerne og Moderniseringsstyrelsen får et mere aktivt modspil, end de regner med. Men det afhænger igen af flere ting.

Interviewundersøgelsen har systematisk undersøgt solidaritet i fire arbejdskonflikter med Ryanair-konflikten som den seneste. Konklusionen herfra er, at solidaritet indtræffer, når man vurderer at have fælles interesser med de konfliktende, eller når de grupper, der appellerer for solidaritet, har et berettiget behov. Det taler for, at grundlaget skal appellere bredt, og at man skal sikre sig alliancer. Mange privatansatte har indsigt i den offentlige sektor gennem offentligt ansatte ægtefæller og familie. Carma-undersøgelserne viser, at et stort flertal støtter ligelønnen, som FOA og Sundhedskartellet også har rejst som krav i de nuværende forhandlinger. Dette gælder også 70 % af de privatansatte og svarende til befolkningsstemningen i 2008. Det taler for, at reallønsudviklingen og ligelønnen kan være bærende elementer for at sikre den bredeste opbakning, og at andre vigtige krav om arbejdstidsaftale, betalt frokost og mod individualisering af løndannelsen skal sikres inden for denne mobilisering.

Flertallets holdninger flugter meget godt med de overordnede politikformuleringer, der er fagforeningernes grundlag: At der ikke skal sættes skel mellem offentlige og private ansatte; at privat og offentlig sektor er hinandens forudsætning, og offentlige ansatte opnår samme lønniveau som sammenlignelige grupper i den private sektor. Det er heller ikke i velfærdsstatens interesse, at den offentlige sektor udvikler sig til et mindre attraktivt område, så det private snupper den kvalificerede arbejdskraft.

På disse måder synes der at være intern solidaritet i forhandlingsfællesskabet og en ekstern solidaritet i de øvrige lønmodtagergrupper. I den helt aktuelle situation, stillet over for storlockouten, skal solidariteten i forhandlingsfællesskabet også stå sin prøve. Intet forbund skal nikke ja til en skitse, som er ufordelagtig for enkelte forbund. Perspektivet i konflikten rækker langt udover de offentligt ansattes egne overenskomster og drejer sig også om - som det er fremgået af ovenstående - om hele velfærdsstatens udvikling. Derfor er en bred aktivitet og opbakning samt især støtte fra private arbejdspladser og fagforeninger, der organiserer privatansatte, nødvendig, kampen skal vindes. En sådan støtte kan tage mange former og må aftales konkret. F. eks med inspiration fra metalarbejderne i Tyskland.


[1] 138 arbejdsstandsninger i 2015, 139 i 2016 og 416 i 2017. Kilde DA’s konfliktstatistik.

[i] Emmett Caraker: Fællesskab gør forskel. En forskningsundersøgelse om lønmodtagerværdier og interesser på baggrund af interview. 2017. Interviewundersøgelsen med 53 lønmodtagere blev gennemført fra februar til oktober 2015 blandt et repræsentativt udvalg fra APL-projektets spørgeskemaundersøgelse. For yderligere oplysninger om undersøgelsens metode se s. 23-27 i rapporten, http://vbn.aau.dk/da/publications/faellesskab-goer-forskel(322e564c-3f78-4cf3-a529-f0d70ed7f2c2).html

[ii] APL-projektets spørgeskemaundersøgelse, v. Emmett Caraker, Laust Høgedahl, Henning Jørgensen og Rasmus Juul Møberg 2015. Undersøgelsen blev gennemført i perioden fra april til september 2014 blandt lønmodtagere med bopæl i Danmark. Den var organiseret som en postomdelt spørgeskemaundersøgelse med i alt 176 spørgsmål. Undersøgelsen opnåede en svarprocent på 40,3 med svar fra 2.831 lønmodtagere, der var kontaktet på baggrund af et statistisk tilfældigt udtræk modtaget fra Danmarks Statistik. Undersøgelsen er repræsentativ efter køn, erhvervsuddannelse, erhvervsbranche og beskæftigelsesstatus, mens unge og ikke-fagforeningsmedlemmer er lidt underrepræsenteret (Ibid., pp. 170-196).

Offentliggjort: d. 12. marts 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.