Det drejer sig om langt mere end kroner og øre
Af Bent Gravesen
Offentliggjort: 05. marts 2018

Det er kun på overfladen, at de igangværende overenskomstforhandlinger for de offentligt ansatte handler om rettigheder, kroner og øre.

Med forhandlingssammenbruddet står det klart. For regeringen handler de offentlige overenskomster om langt mere end kroner, øre og overenskomstrettigheder. De offentlige arbejdsgivere, anført af Moderniseringsstyrelsen, har gang i en større politisk-ideologisk kamp. En kamp, hvor fagbevægelsen konfronteres med helt nye politiske holdninger til det danske velfærdssamfunds udvikling og fremtid. Da overenskomstforhandlingerne brød sammen, var parterne uenige om de kommende års lønstigninger. Umiddelbart lyder det helt traditionelt. Men ved et lidt nærmere eftersyn viser der sig et andet billede.

Det nye og anderledes finder vi ikke på lønmodtagersiden. Her er billedet også ved et nærmere eftersyn ganske traditionelt. Fagbevægelsen har rejst en række helt traditionelle og forventelige krav. Det eneste nye er, at der er indgået en indbyrdes musketér-ed om at sætter en stopper for arbejdsgiversidens usædvanligt hårde angreb på bl.a. lærernes arbejdstidsregler og de statsansattes betalte frokostpause.

De offentligt ansattes lønkrav er forventeligt. 8,17 procent over de næste tre år på det statslige område, mens kravet på det kommunale område er på 8,55 procent. Begge steder har de faglige organisationer begrundet deres krav helt ens og traditionelt. De offentligt ansattes løn skal stige i samme takt som lønnen på det private område. Når de privatansatte har udsigt til en reallønsfremgang i kølvandet på den økonomisk fremgang, skal de offentligt ansatte også. Da lønudviklingen på det private område ifølge bl.a. Finansministeriets beregninger forventes at ligge på 8-9 procent over de næste 3 år, er det også det, man kræver på det offentlige område. Fagbevægelsens lønkrav holder sig således helt og aldeles holder sig inden for det, der gennem årtier har været konsensus om overenskomstparterne imellem og blandt de toneangivende politiske partier på Christiansborg. Det flugter helt med den såkaldte danske aftalemodel, hvor det er det private arbejdsmarked anført af parterne på den eksportkonkurrerende af arbejdsmarkedet, der slår (løn)takten an, og hvor først det private hjemmemarked og dernæst hele det offentlige arbejdsmarked retter ind efter denne takt.

Men når man vender blikket mod de offentlige arbejdsgivere, anført af Moderniseringsstyrelsen, tegner der sig et helt anderledes billede. På overfladen gives der ganske vist indtryk af, at Moderniseringsstyrelsen gerne vil gerne ’forhandle’ som sædvanlig. Men det, man vil forhandle om, bryder klart med fortiden. Moderniseringsstyrelsen vil nemlig forhandle sig til, at de offentligt ansattes lønninger for fremtiden IKKE skal stige i samme takt som lønningerne på det private arbejdsmarked.

Moderniseringsstyrelsen har under forhandlingerne tilbudt en lønstigning på 6,7 procent, og det lave tilbud er blevet både ideologisk og principielt begrundet. Den klareste begrundelse er kommet fra innovationsminister Sophie Løhde (V) selv. Hun har forsvaret Moderniseringsstyrelsens udspil lønstigning på 6,7 procent med det principielle standpunkt, at de privatansatte altid skal være ’lønførende’. Netop derfor ligger de 6,7 procent pænt under de lønstigninger på 8,6 procent, som regeringen selv forventer på det private område. Moderniseringsstyrelsen og Sophie Løhde slås et afgørende nyt princip om, at de offentligt ansattes lønninger altid skal halte bagefter de private lønninger.

Undervejs har Moderniseringsstyrelsen forsøgt at pakke det ind i en masse statistisk akrobatik om ’offentlig lønføring’, som hendes forgænger, den tidligere finansminister Bjarne Corydon, fik introduceret ved overenskomstforhandlingerne i 2015. Men Sophie Løhde ikke lagt skjul på, at hun ønsker et opgør med fagbevægelsens traditionelle princip om samme lønudvikling som på det private arbejdsmarked.

Gennemføres et sådant opgør, vil det umiddelbart kunne mærkes på lønkontoen hjemme hos sosu-en, pædagogen, sygeplejersken og folkeskolelæreren, og det vil være udtryk en åbenlys og provokerende ringeagt for de offentligt ansatte. Deres arbejde skal være mindre værd for det danske samfund end smedens, murerens og kasseassistentens. På blot lidt længere sigt vil Sophie Løhdes nye lønprincipper være en særdeles potent middel til at udsulte og affolke fremtidens ældrepleje, sygehuse, mv.

Hvis de offentlige lønninger kommer til at halte længere og længere efter de private, vil flere og flere offentligt ansatte stemme med fødderne og bytte et job i det offentlige ud med et i den private sektor. At gøre den private sektor mere og mere lønførende er at bede om afvandring fra den offentlige sektor til det private. Hvis politikerne i dag klager over mangel på sosu-er, læger, lærere, osv., så vil Sophie Løhdes nye lønprincip bringe dem fra asken i ilden. Det er at bede om langt, langt større rekrutterings- og fastholdelsesproblemer i fremtiden. Kampen for en lønudvikling i det offentlige, der følger med lønudviklingen på det private arbejdsmarked, er således en kamp for at undgå udsultning og affolkning af vore ældrepleje, skoler, sygehuse, osv.

Når jeg fremhæver, at en sådan affolkning kan blive en konsekvens af Sophie Løhdes lønpolitik på blot lidt længere sig, betyder det ikke, at jeg dermed påstår, at det nødvendigvis er det gustne motiv for det aktuelle forhandlingssammenbrud. Jeg har intet belæg for at hævde, at Sophie Løhde tænker så langt og så præcist.

Leder man efter de erklærede politiske og økonomiske argumenter bag Moderniseringsstyrelsens nye lønstrategiske princip, er regeringens motiver nemlig nogle andre og langt mere kortsigtede. To ønsker hos regeringen er særligt fremtrædende. Regeringen vil gerne hjælpe de private virksomheder til mest mulig arbejdskraft, og den vil gerne holde de offentlige udgifter nede.

Det første ønske har regeringen bl.a. fra DA. Allerede længe inden de offentlige overenskomstforhandlinger gik i gang, gik DA offensivt ind og blandede sig. DA krævede, at regeringen sikrede lavere lønninger i den offentlige sektor. De offentligt ansattes lønninger skulle ifølge DA indordnes under de private virksomheders ønske om at kunne tiltrække arbejdskraft fra det offentlige til tilpas lave lønninger.

DA er sat i verden for at sikre de private virksomheder så meget og så billig arbejdskraft som muligt, om nødvendigt ved direkte politisk indblanding. Derfor fandt DA det legitimt at blande sig i såkaldte frie overenskomstforhandlinger langt væk fra DA’s område. Med Sophie Løhdes stejle holdning og argumentation over for de offentligt ansatte, kan DA indtil videre være godt tilfreds med sin politiske intervention.

Det er yderligere værd at bemærke, at DA ikke nøjedes med at blande sig i de overordnede offentlige overenskomstforhandlinger. DA gik direkte til angreb mod det faglige demokratis prioriteringer af overenskomstkrav på generalforsamlinger, mv. Ikke nok med at DA i flere år har ført en offensiv kampagne mod offentligt ansattes betalte frokostpause. Op til selve forhandlingerne gik DA offensivt til angreb på de offentligt ansattes ønske om at give særlig prioritet til forbedringer for de lavtlønnede. De lavtlønnede skulle ifølge DA absolut ikke have en krone ekstra. Sosu-er, pædagogmedhjælpere og 3F-ere tjener ifølge DA i forvejen alt for meget. Dvs. mere, end de private virksomheder ønsker at betale for at lokke dem over i et privat job. Ikke nok med, at de offentligt ansatte som helhed aldrig måtte blive lønførende. Der skal ifølge DA også sættes en stopper for en solidarisk lønpolitik i det offentlige. Lønmodtagernes solidariske krav om at løfte lønnen for de lavtlønnede i den offentlige sektor skal stoppes, fordi det vil kunne skade rekrutteringen af lavtlønnede til den private sektor. Så længe sosu-erne kan tjene mere i ældreplejen, skifter de alt for sjældent til kassen i Netto eller samlebåndet i det private, og det vil DA gerne have lavet om på.

Med Moderniseringsstyrelsens stejle afvisning og lave løntilbud er DA’s ønsker blevet offentlig arbejdsgiverpolitik. Det flugter da også fint med VLAK-regeringens ønske om at lade den private beskæftigelse vokse, mens antallet af offentligt ansatte skal stagnere eller helst falde.

Samtidig passer det som fod i hose med regeringen og Moderniseringsstyrelsens ønske om at spare mest muligt på lønudgifterne i det offentlige. Det er skatteborgernes penge, der er på spil, som Børsen skrev i en leder den 1. marts. Derfor skal de offentligt ansatte betale med mindre lønstigninger for at sikre borgernes velfærd for de begrænsede ressourcer, som regeringen ønsker at bruge på det.

Sofie Løhdes principielle krav er en løn, der kan give det offentlige billigere medarbejdere og samtidig gøre selv lave lønninger i det private mere konkurrencedygtige. Her over for står fagbevægelsens principielle krav: en ordentlig og konkurrencedygtig løn i det offentlige, der kan sikre den offentlige velfærd tilstrækkeligt mange velkvalificerede medarbejdere i de kommende år. Kort sagt en kamp om meget mere end kroner, øre, frokostpauser og arbejdstidsregler.

Sophie Løhde spiller her et farligt spil med en allerede politisk ramponeret aftalemodel på det offentlige arbejdsmarked. Vi ved endnu ikke, om hun vil bruge sin dobbeltrolle som både offentlig arbejdsgiver og politisk lovgiver i den dybt asymmetriske aftalemodel på det offentlige arbejdsmarked til at gennemtrumfe sin (og DA’s) nye lønpolitik. Men hvis hun vil det, tyder alt på, at hun selv kommer til at gøre det beskidte arbejde i form af et lovdiktat. Det er i hvert fald svært at se, hvilken hjælp hun vil kunne få fra forligsmanden Mette Christensen.

Tidligere har forligsmanden på det offentlige område primært spillet rollen som en slags ’mæglingspoliti’ over for enkeltstående overenskomstområder. De områder, der af den ene eller den anden grund ikke har villet eller kunnet indgå en aftale inden for de generelle økonomiske rammer, der forinden er blevet udstukket ved de centrale forhandlingsborde, er blevet forsøgt forligt inden for disse rammer. Den mølle har sygeplejersker, bioanalytikere, socialrådgivere, osv. for længst været igennem.

Men i år er forligsmanden indtrådt i en historisk ny rolle. Nu er der ikke nogen generel ramme at være mæglingspoliti for. Derfor er opgaven for forligsmanden en anden. Nu skal hun være en ’fredsmægler’ på både den generelle lønramme og på de specielle konflikter om lærernes arbejdstid, betalt frokost, mv.

Mette Christensen er kendt for at tage sit lovmæssige opdrag strengt alvorligt og professionelt. Det taler for, at hun vil begrænse sin rolle som ’fredsmægler’ til at teste parternes kompromisvilje og dermed lade en eventuel stejl holdning fra Moderniseringsstyrelsen og Sophie Løhde udløse en storkonflikt. En storkonflikt uden mæglingsforslag eller ’mæglingsskitse’ vil uundgåelig sætte regeringstoppen i gang med at diktere indholdet af samtlige offentlige overenskomster ved lov med hertil hørende uoverskuelige konsekvenser for hele det offentlige aftalesystems fremtid. Hvis et sådant lovdiktat tilmed følger regeringens ønske om at lade de offentligt ansattes lønninger sakke agterud i forhold til det private, vil det være en dødsdom til det nuværende offentlige aftalesystem, der forsøges afsagt.

Så hvad med at komme til lommerne og væk fra principperne, Sophie Løhde? Mens tid er. For ellers…..?

Offentliggjort: d. 05. marts 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.