Gennemsnit
Af Jan Mølgaard
Offentliggjort: 26. februar 2018

Hvordan er det nu med gennemsnitsberegninger? Er temperaturen tålelig, hvis man har den ene fod i en balje med isvand og den anden fod i en balje med kogende vand? Bliver vi alle rigere, hvis gennemsnitsformuen stiger? Eller er det mere rigtigt, at det forholder sig med statistik, som Storm P har formuleret det – at den er som gadelygter: Gode at støtte sig til men ikke specielt oplysende?

Det vrimler med positive meldinger, hvis man ellers skal tro medierne. I Jyllandsposten citeres Danmarks Statistik for følgende: ”Beskæftigelsen er 1.100 hoveder fra at sætte dansk rekord, lyder det glade budskab fra Danmarks Statistik, som kan oplyse, at 2.721.000 personer i december måned havde et lønmodtagerjob. Og jobvæksten fortsætter, viser prognoser.” For nogle dage siden kunne man læse følgende overskrift i TV2: ” Familien Danmark har rekordstore formuer.” Overskriftens påstand underbygges længere nede i teksten med en række citater – for eksempel dette: ”Den stigning, vi ser, afspejler flere ting. Dels at vi arbejder længere, og at vi sparer mere op til pensionen. Men vi bliver også hjulpet godt på vej af den udvikling, der har været på boligmarkedet og aktiemarkedet.” Udtalelsen stammer fra seniorøkonom hos Danica Pension, Mads Moberg Reumert. Og man kan sagtens finde flere eksempler på samme tendenser.

Før vi går videre så er det måske godt lige at minde om, at selvom antallet af beskæftigede stiger, så stiger antallet af arbejdstimer ikke lige så meget. Ifølge Danmarks Statistik stiger antallet af beskæftigede med 1,6% i første kvartal 2017, men antallet af præsterede timer kun stiger med 0,7%.

Men flere af os kommer altså i beskæftigelse. I gennemsnit. Vi har flere jobs at vælge imellem. I gennemsnit. Vi har færre materielle bekymringer. I gennemsnit. Og så videre.

Nøjes man med at kigge på statistikkerne, så går det – som statsministeren formulerede det i sin nytårstale – ”på mange måder godt i Danmark. Det går faktisk ret godt.” Altså i gennemsnit.

Men man kan også lave andre statistiske gennemsnit.

”Sidste år (2016) var der 154.500 personer svarende til fem procent af de 18-59-årige danskere, som stod helt uden forsørgelse – eller rettere, som blev forsørget af familie, venner, egen opsparing og formue, sort arbejde eller lignende.” Det kunne man læse i Berlingske i maj 2017 – kilden var Cepos. Cepos har også lavet optællinger på andre måder. For eksempel kan man læse følgende: ”Ca. 675.000 personer i den erhvervsaktive alder er på overførselsindkomst, svarende til 20 pct. af alle 18-64 årige. Det drejer sig blandt andet om 213.000 personer på dagpenge og kontanthjælp, 208.000 på førtidspension, 70.000 personer på efterløn, 58.000 på sygedagpenge samt 48.000 personer på barselsorlov. I de 675.000 personer er der derimod ikke indregnet personer på SU eller folkepension.” [1]

Og ser vi på indkomstfordelingen for befolkningen som helhed, så tegner der sig også et andet billede. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd skriver for eksempel: ”De rigeste områder slår rekord, mens de fattiges indkomst falder.” [2] Erhvervsrådet siger: ”Der er stor forskel på indkomsten i de forskellige områder i Danmark. Opgøre man de 30 rigeste postnumre, så ligger de næsten alle sammen i hovedstadsområdet og Nordsjælland. Blot fire af de rigeste 30 postnumre ligger i Jylland. I den anden sende af skalaen er de 30 fattigste postnumre spredt ud over hele Danmark. Der er dog to tendenser. Dels er der en række postnumre omkring de største byer, der er blandt landets fattigste postnumre, dels er der en række postnumre i yderområderne, der er blandt de fattigste områder. Det rigeste postnummer i landet er Klampenborg med en gennemsnitlig indkomst efter skat på 715.000 kr. Her er indkomsten i gennemsnit 4 gange så høj som i landets fattigste område efter skat.”

Hvad er rigtigt?

Bliver Danmark fattigere i den forstand, at flere danskere bliver fattigere, samtidig med at et mindretal af danskere bliver meget rigere? Eller er det korrekt som grundlag for sin omverdensforståelse at antage, at alle danskere bliver rigere, når den gennemsnitlige formue og den gennemsnitlige indtægt og beskæftigelsesfrekvenser vokser?

Vi – der forbruger nyheder på TV, i aviser og på nettet – ved godt, hvilke synspunkt som dominerer. Den borgerlige regering lader næsten uden pauser en lind strøm af meldinger flyde ud til offentligheden, hvoraf det fremgår, at det går fremragende. Eller at det næsten går for godt. De fleste medier kolporterer disse meldinger ukritisk. Så det dominerende billede er positivt.

Vi – der godt kan finde på at knibe øjnene sammen, når alle de positive meldinger rammer os – ved godt, at statistik som Storm Petersen formulerede det ”er som en gadelygte. Ikke særligt oplysende, men god at støtte sig til.” Ligesom vi ved, at gennemsnittet ikke eksisterer i virkeligheden, men kun i statistikkernes tabeller og opstillinger.

Selvom Storm Petersens ytring er ment som en morsomhed – og reelt også er morsom – så rummer den dog et par centrale sandheder. Som man så bagefter kan supplere med en mere.

For det første: Statistiske beregninger og opstillinger har næsten altid en tendens. Dem, der laver beregningerne vil opnå en bestemt effekt med deres beregninger. De vil med andre or bevise et eller andet – og det, de vil bevise har en retning. Når Cepos dokumenterer, at der er en meget stor del af den danske befolkning, der står udenfor arbejdsmarkedet – altså enten ikke har kendte forsørgelseskilder eller forsørges af overførselsindkomster, så er hensigten den at påpege, at der ligger et uudnyttet arbejdstagerpotentiale i gruppen, som man kan flytte fra passiv til aktiv forsørgelse, hvis man ellers tager de nødvendige politiske beslutninger. Cepos vil ikke (hvis nogen ellers skulle finde på at tro det) påvise kritisable uligheder i det danske samfund, som man bør arbejde på at udjævne.

På samme måde men med et helt andet sigte, så er heller ikke Arbejderbevægelsens Erhvervsråd neutralt, når de påpeger, at den gennemsnitlige vækst i danske familiers formuer er skævt fordelt, og at indkomsten for en del af befolkningen falder, samtidig med at den stiger så meget mere for andre dele af befolkningen.

Gadelygten er med andre ord god at støtte sig til … men ikke nødvendigvis specielt oplysende.

Man kan se de samme træk i kommentarerne til den nyhed, som jeg indledte med at referere til.

Dansk Erhverv mener for eksempel, at arbejdsmarkedet (i sig selv er et ganske tåbeligt begreb – men det er en anden historie) er på vej til at blive overophedet og at der er brug for med det samme (og helst før) at lempe på begrænsningerne for import af udenlands arbejdskraft. Men selv den løsning er måske ikke tilstrækkeligt. ”Det er (nemlig) heller ikke helt nemt at skaffe den længere. Senest har den polske ambassadør kaldt polske medarbejdere hjem, fordi manglen på arbejdskraft også truer med at skade de stærke vækstrater i det østeuropæiske land.”

Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen, anklager (selvfølgelig) både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet for at være økonomisk uansvarlige, fordi de to partier ikke vil være med til at reformere gennem f.eks. at hæve pensionsalderen, give større skattelettelser og sænke dagpengene. Dermed forhindrer de samme politikere, som sad på Borgen under nedturen i 00’erne, at opsvinget bliver sundt og bærende, mener finansordføreren.

Fagbevægelsens repræsentanter kan ikke få øje på overophedningen. Som man kan læse det i Information [3], så oversvømmer 3F’s formand, Per Christensen ”… for tiden sin twitterkonto med grafer og statistikker, der skal afmontere forestillingen om arbejdskraftmangel. Han henviser bl.a. til, at der er knap 12.500 fuldtidsledige 3F-medlemmer – hvilket er stort set uændret siden sommeren 2017. Desuden er lønstigningerne stadig yderst begrænsede. Lønfest er ellers et godt tegn på mangel på arbejdskraft.”

Det adækvate svar på udfordringen (hvis der altså er en udfordring) ses fra fagbevægelsens side som et boost af efteruddannelsen.

Begge sider vil givetvis hævde, at de finder objektivt grundlag for deres forslag til handling akkurat i statistikken. I gennemsnitstallene. Og begge parter vil derfor sikkert også påstå, at deres forslag til handling repræsenterer rigtigheden.

Vi har adskillige gange set, hvordan en politisk diskussion eller en debat under en valgkamp geråder ud i den rene talmagi. To politikere står overfor hinanden og gør begge to krav på at repræsentere sandheden. Det går fint. Der er vækst. Det er vores politik, der har æren for det. Siger den ene politiker. Det går ad helvede til. Uligheden vokser. Skævheden har aldrig været større. Det er jeres politiks skyld, at det er blevet sådan. Tal og kurver og gennemsnit på den ene side og tal og kurver og gennemsnit på den anden side.

Som regel forholder det sig faktisk sådan, at begge parter har ret – og at begge parter også tager fejl. Det hele afhænger, hvad man måler i forhold til hvad.

Det er givetvis rigtigt, at gennemsnitsformuen fordel på samtlige danskere er vokset siden finanskrisen i 2008. I gennemsnit er vi danskere blevet rigere. Men det er også helt givet sikkert, at den gennemsnitlige vækst dækker over en tilsvarende eller voldsommere vækst i uligheden.

Hvis man sætter den ene fod i en spand med kogende vand og den anden fod i en spand med isvand, så er gennemsnitstemperaturen tålelig og måske ligefrem behagelig. Men det forhindrer altså ikke, at man får skoldet den ene fod samtidig med at den anden får forfrysninger.

Det er givetvis også korrekt, at det danske arbejdsmarked er meget tæt på at slå rekorden for antal beskæftigede fra 2008 – det er altså rigtigt, at der er flere lønmodtagere nu end der var, da beskæftigelsen sidst toppede lige før krisen slog igennem. Men det er lige så rigtigt, at et meget stort antal danskere stadigvæk er udenfor arbejdsmarkedet og der er ramt af indkomstnedgang og fattiggørelse.

Hvad skal man så fokusere på? Hvor er det problem, som vi skal fokusere på? Som det er tvingende nødvendigt at få løst? Det er i svaret på det spørgsmål, at det politiske ligger – ikke i svaret på, om den ene eller den anden påstand er rigtig.

Egentlig er problemet meget udmærket illustreret med socialdemokraternes aktuelle kampagne (formodentlig voldsomt inspireret af Trumps formulering om at gøre USA stort igen) med overskriften Lad os samle Danmark igen. Danskerne føler sig utrygge, siger kampagnen. Med et lidt løsagtigt argument hentet i Trygfondens Tryghedsmåling 2017 siger Socialdemokraterne, at danskerne føler sig mere utrygge. Det kan man så gå til angreb på – hvilket Ekstrabladet [4] og en række borgerlige politikere da også forudsigeligt gør. Nej, siger kritikerne. Danskerne føler sig ikke mere utrygge. I gennemsnit. I gennemsnit føler danskerne sig faktisk mere trygge. Så derfor er budskabet i den socialdemokratiske kampagne forkert.

Datagrundlaget var forkert. Danskerne føler sig – som gennemsnit – ikke mere utrygge. Og når datagrundlaget er forkert, så er konklusionen det også. Færdig med den …

Men den første sandhed (hvis jeg efterhånden tør skrive det ord) er nok, at nogen danskere (dem i udkanten af samfundet) føler sig mere udsatte og med god grund – mens andre danskere (dem i den privilegerede del af befolkningen) føler sig mindre udsatte. I gennemsnit bliver det til … at vi ikke føler os mere udsat som danskere.

Og den anden sandhed er, at der ikke er logisk forbindelse imellem argumenterne og konklusionen. ”Lad os samle Danmark igen” siger Mette Frederiksen. Igen? Hvornår har Danmark i bredeste forstand egentlig nogensinde være samlet? Var der engang for mange, mange år siden, hvor danskerne udgjorde et folk med samme værdier og samme kultur? Og er det overhovedet muligt – giver det overhovedet mening at forestille sig- at man kan vende tilbage til den tid … til det tabte paradis?

Hvis ikke kampagneoverskriften var så himmelråbende tåbelig, så kunne man måske nøjes med at grine skævt eller trække på skuldrene. Men nu er det faktisk efter al sandsynlighed Danmarks næste statsminister, der står som afsender af tåbelighederne. Og så er det jo en ganske anden historie.

Offentliggjort: d. 26. februar 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.