Mandaternes logik og venstrefløjens tyranni
Af Bent Gravesen
Offentliggjort: 05. februar 2018

Så længe mandaternes logik er det nye sort for Mette Frederiksen, er de radikale langt fra ministerbilerne. Og venstrefløjen endnu længere fra politisk indflydelse på andet end klima, miljø og uddannelse.

På Christiansborg er det blevet voldsomt moderne at tale om mandaternes logik. Det er det nye sort, man erklærer sin troskab. Socialdemokratiets formand er den ypperste fortaler for mandaternes logik. Der er således god grund til at se nærmere på, hvad de forskellige centrum-venstrepartier egentlig forstår ved mandaternes logik, da det kan få alvorlige og måske uforudsete konsekvenser efter næste folketingsvalg. For dem, der gerne vil kende begrundelsen for denne uklare politiske spådom, følger forklaringen i det følgende.

Mette Frederiksen har gjort meget for at forklare os andre, hvad det betyder at skrive mandaternes logik på sin politiske ønskeseddel. Mette Frederiksens forklaring viser sig ved nærmere eftersyn at række langt, langt ud over en banal belæring til Anders Samuelsen og konsorter med udgangspunkt i den ældgamle Christiansborg-frase om at skulle kunne tælle til 90. I et interview til Berlingske forklarede Mette Frederiksen selv mandaternes logik således: ”Vi mener det, vi siger, og mandaternes logik skal have lov til at bestemme. Der er massiv opbakning i den danske befolkning til en stram udlændingepolitik, fordi der er store problemer omkring parallelsamfund, kriminalitet og kvinder, der står uden for arbejdsmarkedet. Jeg ser ingen tegn på, at den opbakning forandrer sig, heller ikke efter næste valg.”

Det, som Mette Frederiksen her lidt forenklet siger, er netop ikke, at man skal kunne tælle til 90 i Folketinget, men noget nær det modsatte. Nemlig at Socialdemokratiet i bl.a. udlændingepolitikken kun vil tælle til 90 på én måde, selv om der skulle være op til flere måder, man kan tælle til 90 på. Mette Frederiksen sætter her hele sin politiske kapital ind på, at hun i udlændingepolitikken ikke vil tælle til 90 sammen med de partier, der støtter hende som statsminister, men derimod ene og alene føre udlændingepolitik sammen med de blå partier (eksklusive de radikale).

Hverken som oppositionsleder eller som kommende statsminister vil Mette Frederiksen så meget som overveje at føre udlændingepolitik sammen med sit eget parlamentariske grundlag i EL, Alternativet, SF og de radikale. Hun argumenterer med andre ord for at blive statsminister på et klart folkeligt mandat til at føre en fortsat meget stram udlændingepolitik sammen med partier, der med DF og Venstre som de afgørende vil pege på en anden statsminister end hende selv.

Dermed lægger Mette Frederiksen ikke blot op til at føre en ganske anden udlændingepolitik end Thorning Schmidt regeringen. Hun lægger entydigt op til et brud med selve måden at føre bl.a. udlændingepolitik på, som karakteriserede Thorning Schmidt regeringen. Under SRVSF-regeringen skulle de tre regeringspartier først internt handle regeringsgrundlaget og de konkrete reformforslag af og overveje, hvordan der med forskellige forslag bedst kunne tælles til 90. Under Thorning Schmidt var det i princippet en mere eller mindre åben diskussion, hvordan (dvs. med hvilke politiske forslag) og med hvem (dvs. med regeringens eget parlamentariske grundlag hos Enhedslisten eller med et eller flere oppositionspartier), der skulle føres politik på forskellige områder, herunder udlændingepolitik.

Thorning Schmidt regeringen havde en ganske anden version af ’mandaternes logik’ end den, Mette Frederiksen nu hylder. Helle Thornings Schmidt-regeringen førte ikke blot politik med skiftende flertal ud fra den mandatfordeling og de forskellige muligheder for at tælle til 90, som vælgerne havde givet. Ikke mindst tilskyndet af Helle Thorning Schmidt selv og den radikale leder Margrethe Vestager blev der ført politik som en stadig indre og ydre kamp. Som en løbende kamp både internt i regeringens Ø- og K-udvalg og eksternt ved forhandlingsbordene om, hvordan og med hvem der skulle ’tælles til 90’.

Skulle der laves skattereform, finanslove, udlændingepolitik og dagpengepolitik med Enhedslisten eller Venstre? Det var det mere eller mindre åbne spørgsmål, der først fandt sin svar undervejs i den politiske proces. Som oftest var resultatet ikke givet af uopsagte varige Christiansborg-forlig, men fulgte derimod af de løbende diskussioner og forhandlinger både internt i regeringen og med andre partier på Christiansborg, som bekendt faldt det langtfra ud til den samme side hver gang. Det skete langtfra altid til alles tilfredshed. Tværtimod førte denne løbende kamp om, hvem man skulle tælle til 90 med til en lang række af ’løftebrud’ og skuffelser, der undervejs var stærkt medvirkende til at slide på både regeringens indre sammenhold og opbakningen hos vælgerne.

Derfor er det for så vidt ikke underligt, at Mette Frederiksen ikke just har lyst til at gentage den tvivlsomme succes med at satse på flere muligheder for ’at tælle til 90’. Det er heller ikke underligt, hvis Mette Frederiksen i dag har et ønske om at lægge den tilgang så definitivt bag sig som overhovedet muligt.

Men en helt ny forståelse af ’mandaternes logik’ stiller nye krav til Mette Frederiksen.

Først og fremmest kræver det et helt andet politisk mandat fra vælgerne, end det Helle Thorning Schmidt sammen med SF’s daværende formand Villy Søvndal forsøgte at skaffe sig. Hvor Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal som en slags utidig kopi af Anders Fogh Rasmussens løftepolitik forsøgte at få vælgernes opbakning til en lang række meget konkrete valgløfter, forsøger Mette Frederiksen nu at skaffe sig vælgeropbakning til at føre politik på forskellige politikområder med bestemte partier - og kun dem - uden nødvendigvis at blive særlig konkret med, hvad hun vil gennemføre med de pågældende partier.  

Dette har selvfølgelig konsekvenser for de politiske indhold.

Når hun f.eks. forpligter sig til at føre udlændingepolitik med V og DF, binder Mette Frederiksen sig til at blive enige med Venstre og Dansk Folkeparti om en stram udlændingepolitik og tilsvarende vise de radikale og venstrefløjen vintervejen. Medmindre de skifter til samme politiske horisont som partierne bag ’ mandaternes logik’.

Det betyder goddag til nye luftige forslag om at afskaffe ’hjemsendelsesproblemet’ ved helt at afskaffe retten til at søge asyl ved den danske grænse og væk med stort set alt, hvad der lugter det mindste af håndgribelige reformløfter til vælgerne. Weekendens socialdemokratiske forslag om, at asylansøgere skal sendes til en lejr i Afrika ligger helt inden for mandaternes logik, mens et forslag om forbedret uddannelse og arbejdsmuligheder for flygtninge og familiesammenførte nemt rammer uden for skiven. Tilsvarende vil gælde politikken på andre politikområder.

Den indre logik i Mette Frederiksens tilgang er, at politikken og valgløfterne vil skulle indrettes efter ’politikområdernes parlamentariske grundlag’. Man kunne kalde det en slags selvvalgt forligsforpligtigelse over for dem, Socialdemokratiet ønsker at tælle til 90 med på det pågældende politikområde.

I og med at Socialdemokratiet for indeværende forpligter sig til f.eks. at føre udlændingepolitik sammen med Venstre og DF, vil det også få uundgåelige konsekvenser for selve regeringsdannelsen. Der vil efter al sandsynlighed ikke komme en ny version af ’det sorte tårn’, hvor Socialdemokratiet, de radikale og SF brugte dage og uger på at aftale et fælles regeringsgrundlag. Ikke nok med at SF – trods Pia Olsen Dyhrs forsigtige bejlen - er definitivt ude efter partiets kaotiske udtræden af Thorning Schmidt-regeringen. Heller ikke de radikale vil der være plads til, medmindre Morten Østergaard går ydmyg bodsgang på bl.a. udlændingepolitikken. Derfor får Morten Østergaards forsøg på at lægge op til regeringsforhandlinger med Socialdemokratiet om de nye S-udlændingeudspil ikke så meget som ét imødekommende ord fra Socialdemokratiet. Så længe mandaternes logik er det nye sort for Mette Frederiksen, er de radikale langt fra ministerbilerne.

Hvordan rimer alt dette så med de tanker, som venstrefløjen og Alternativet gør sig om en kommende regering og dens politik?

Rigtig skidt.

Eller mere præcist: det rimer overhovedet ikke. Enhedslisten og Alternativet har hver deres overvejelser om, hvordan de både forud for regeringsdannelsen og undervejs kan binde en socialdemokratisk ledet regering op på nogle mere eller mindre ultimative mærkesager, ’røde linjer’ og adgang forbudt. Men dette politiske line up er dømt til ballade, frustration og skuffelser. Først og fremmest for venstrefløjen, men måske også for Socialdemokratiet.

Og det er præcis her, en af Mette Frederiksens politiske sekundanter kommer ind i billedet.  Den 20. december skrev Henrik Sass Larsen f.eks. på sin Facebook: ”Måske burde vi alle bruge juleferien på at overveje, om de små partiers tyranni, ikke snart burde være forbi?” Her hører vi kort og præcist den Sass Larsen, der altid har været generøst ærlig med at flyde over med, hvad hjertet er fuldt af. Hvis de små venstrefløjspartier har tænkt sig at gungre som elefanter i den politiske porcelænsbutik, vil det opleves som et forsøg på tyranni, der er dømt til at mislykkes.

Dette har Henrik Sass Larsen fuldstændig ret i. Set fra et parti, der åbent og velovervejet har valgt at føre regeringspolitik efter denne særlige udgave af mandaternes logik, er de små yderpartiers forsøg på at påtvinge en siddende regering til at gennemføre ganske bestemte mærkesager uden større folkelig opbakning en slags politisk tyranni for at gennemtvinge bestemte forandringer. Vel at mærke ’politisk tyranni’ uden større chance for succes med ret meget andet end at vælte den regering, man selv har valgt at pege på.

Henrik Sass Larsen kunne have nævnt Anders Samuelsen topskatteraid mod først Venstre-regeringen og siden VLAK-regeringens skatteforhandlinger med DF, der i bl.a. Venstre-kredse blev sammenlignet med en bankrøver, der truede med at skyde sig selv, hvis han ikke fik udleveret bankens pengebeholdning.
Når Sass Larsen ikke nævner Anders Samuelsen, tillader jeg mig at gætte på, at det bl.a. skyldes, at han var mere bekymret og irriteret på egne og Mette Frederiksens vegne, end på Lars Løkke Rasmussens vegne.

Nu har Lars Løkke Rasmussen tilsyneladende tænkt over og håndteret sit problem med sine små, blå desperadoer. Indtil videre synes Anders Samuelsen og LA at være bragt under kontrol. Henrik Sass Larsen har derimod ikke løst sit problem endnu. Enhedslisten øver sig stadig på tredje år på at tegne fremtidens røde streger klart op.

Men hvor stort er problemet?

Så længe de røde streger kun handler om enkeltområder, er det slet ikke et problem for Socialdemokratiet. Socialdemokratiet har jo netop med mandaternes logik indskrevet partiets eget parlamentariske grundlag i rollen som oppositionspartier uden for indflydelse. Så her er de røde linjer indtil videre kun et problem for venstrefløjen selv – som den sikre vej til ingen indflydelse.

De røde linjer bliver først et problem for Socialdemokratiet, hvis venstrefløjen gør alvor af at koble mere eller mindre ultimative krav til selve regeringsdannelsen eller efterfølgende til en trussel om et mistillidsvotum. Det er her den egentlige ‘politiske terrorisme’ ligger og udgør et problem. Ikke bare for Sass Larsen og Mette Frederiksen. Men samtidig for den venstrefløj, der risikerer ikke blot at spænde ben for Mette Frederiksen, men også at forære førertrøjen for ’mandaternes logik’ til en blå statsminister. Medmindre Socialdemokratiet spænder ben for sig selv ved helt at binde sin valgkamp til urealistiske fortidsdrømme som f.eks. drømmen om at afskaffe migranter på dansk og europæisk jord.  

For venstrefløjen efterlader mandaternes logik reelt kun én mulighed, nemlig selv at påbegynde arbejdet med at skabe en anden mandaternes politiske logik på de afgørende politikområder.

Opgaven bliver at skabe et bredt folkeligt vælgermandat bag en noget anden version af mandaternes logik end den, Mette Frederiksen har gang i frem mod det næste folketingsvalg. Mandaternes logik kan godt komme til at pege til venstre, men det kræver unægtelig andet og mere af venstrefløjen end nogle ’røde linjer’.

Offentliggjort: d. 05. februar 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.