Når flagsvingeri skygger for klassekampen.
Af Niels Frølich
Offentliggjort: 26. december 2017

Der var valg i Catalonien d. 21.december, et valg, der ganske vist i utide og som i sin form var et valg til det catalanske lokalparlament, men som i realiteten var (endnu) en folkeafstemning for eller imod uafhængighed af Spanien. Den spanske centralregering under Partido Popular-ministerpræsidenten Mariano Rajoys ledelse havde med forfatningens paragraf 155 i hånden og med støtte fra det socialdemokratiske PSOE og det socialliberale Ciudadanos suspenderet selvstyret efter selvstyreregeringens ensidige uafhængighedserklæring d. 27. oktober. Erklæringen og indgrebet kom efter en forfatningsstridig folkeafstemning d. 1. oktober, hvor et overvældende flertal af de, der stemte, stemte for uafhængighed (92%), men hvor det var under flertallet af de stemmeberettigede, der stemte (43%).

 

 

Ved valget d. 21. december stemte 79% af de valgberettigede og af dem stemte 47,5% på de partier, der ønsker uafhængighed, 43,4% på unionspartierne og 7,5% for partier, der ikke går ind for uafhængighed, men ønsker udvidet autonomi i en spansk forbundsstat.

På grund af valgkredsenes inddeling blev mandatfordelingen i det nye lokalparlament imidlertid i separatisternes favør med en snæver margen på to pladser i et parlament med 135 pladser, hvor der kræves 68 pladser for at opnå absolut majoritet. Så selvom det vindende parti blev det unge, socialliberale parti, Ciutadans (den catalanske afdeling af Ciudadanos) med 35 mandater, så er det altså selvstændighedspartierne, der - hvis de ellers kan enes - igen skal danne ny lokalregering[1]. Indtil et nyt ministerium er dannet, regeres Catalonien af centralregeringen og Rajoy har mere end antydet, at man fortsætter med at regere landet indtil juni 2018.

Det er ikke alene i Catalonien, at regeringsdannelsen afventes med spænding. Også i Baskerlandet, der bl.a. har selvstændig skatteudskrivning, er man nervøs for, at især Ciudadanos meget aggressive centralisme kan bringe områdets autonomi i fare. Det er nemlig ingen hemmelighed at både PP og Ciudadanos rummer stærke kræfter, der er imod autonomien.

Et nederlag for Rajoys strategi

Alt i alt er valget et nederlag for Rajoys strategi, der gik ud på ved et hurtigt valg og ved at spille på den trussel mod folks pengepung, den firmaudvandring, der med PPs skjulte støtte blev sat i gang før og efter afstemningen 1. oktober udgjorde, for at få knækket selvstændighedsbevægelsen.

Tværtimod gav strategien bagslag: For det første fordi det ikke lykkedes at knuse eller svække uafhængighedspartierne, hvis fremtrædende medlemmer igen blev valgt ind i det nye parlament, på trods af, at den tidligere leder af selvstyreregeringen[2] Carles Puigdemont fra PDeCat (Partit Demòcrata Català) er flygtet til Bruxelles og andre, herunder venstrerepublikanernes (ERC - Esquerra Republicana de Catalunya) leder Oriol Junqueras, sidder fængslet på anklager for oprør. For det andet fordi regeringspartiet Partido Populars (PP) borgerlige rival Ciudadanos fik en megasejr – PP blev næsten udslettet i Catalonien - som partiet vil vide at udnytte på landsplan. Allerede nu knurrer PPs højrefløj, der støttes af den tidligere premierminister og formand for den højreorienterede tænketank FAES Aznar og som i forvejen var sur på Rajoy, fordi man mente, at han havde været alt for blødsøden og vankelmodig i tiden op til folkeafstemningen 1. oktober.

Om ikke andet så understreger valget resultat, at uafhængighedsbevægelsen står stærkt med endnu et absolut flertal i parlamentet. Det har hverken anvendelsen af forfatningens paragraf 155 eller domstolene kunnet ændre på – politiske problemer løses hverken ad legalistisk eller juridisk vej. Omvendt må nationalisterne endnu engang indse, at man ikke har et folkeligt mandat i form af et flertal blandt de stemmeberettigede.

Ciudadanos sejr i Catalonien er formidabel i den forstand, at et parti, der går ind for spansk – med tryk på spansk enhed har flere pladser i lokalparlamentet end hvilket som helst af uafhængighedspartierne.

Sejren får konsekvenser på statsligt plan, fordi den gør det muligt for partiets leder Albert Rivera, at erobre PPs hidtidige enemærke, spansk nationalisme. Denne udgjorde sammen med den formodede økonomiske genopretning hovedtemaerne for PPs forsøg på at få tag i vælgerne overfor Ciudadanos hovedtemaer mod korruption, for modernitet og liberalisme. Men konstruktionen brød sammen ved valget d. 21. december. Ikke fordi Rajoy lagde vægt på sit partis dårlige resultat i Catalonien – PP har aldrig fyldt noget i det catalanske, politiske landskab - men fordi han skulle bruge separatismens nederlag til at vinde stemmer i resten af Spanien. At tabe i et område, hvor Spaniens alvorligste politiske krise siden diktaturets fald udspiller sig, har fået jorden til at ryste under Rajoy helt ind i hans eget parti, hvor hans ledelse til nu har været uden konkurrence.

Separatisterne står uforandret stærkt

Hvad valget også har vist er, at den catalanske separatismes tilslutning er upåvirket af firmaflugten, centralregeringens sætten landet under administration og manglen på anerkendelse fra EU. Vreden mod centralregeringens intervention og mod dens koncentrerede, voldsomme og ensidige brug af statens juridiske apparat og magtapparat mod bevægelsen og de ydmygelser, Catalonien i dens øjne konstant udsættes for, har helt klart opvejet alle andre hensyn. Men man skal ikke stirre sig blind på disse kendsgerninger – indenfor uafhængighedsbevægelsen er der også opstået spaltninger og modsætninger, der vil gøre en regeringsdannelse vanskelig, helt bortset fra den komplikation, der opstår, hvis en præsident – Puigdemont – der for øjeblikket er eftersøgt for oprør og i eksil, vender tilbage for at indtage posten, og arresteres i samme sekund, han sætter foden på spansk jord. De to borgerlige partier PdeCat og ERC er langt fra enige om andet end uafhængighed, mens det antikapitalistiske CUP står stejlt på ensidig uafhængighed, som man mener er en forudsætning for socialisme i Catalonien. Men det er afgørende for uafhængighedsbevægelsen, at en kommende regering står fast som en blok. Det er derfor, man nu ser Puigdemonts åbninger mod CUP.

Samtidig kan en ny uafhængighedsregering ikke påstå at tale med folkets stemme, fordi valgresultat ikke giver samfundsmæssig legitimitet til noget sådant. Det kan betyde at man – i hvert fald indtil videre – vil afstå fra endnu et forsøg på, at erklære ensidig uafhængighed efter det sidste amatørmæssige forsøg, der efter en dubiøs, parlamentarisk optræden, der grænsede til et kup d. 6. september, hvilede på helt urealistiske forestillinger om egen kraft, en totalt fejlagtig vurdering af den spanske statsmagts formidable formåen og af EUs støtte. CUPs prioriteringer ligger i langt højere grad i det udenomsparlamentariske arbejde og mobiliseringer og partiet er derfor ikke så sårbart, selvom det tabte stort i valget og mistede seks ud af ti pladser. Det betyder at ERC og Junts per Catalunya (Puigdemonts og PDeCats liste) stadigvæk kan mønstre 66 stemmer i parlamentet overfor 65 fra unionspartierne.

PSC – det catalanske socialdemokrati - gik også mærkbart tilbage og mistede dermed også muligheden for at spille en nøglerolle i regeringsdannelsen i lighed med Catalunya en Comú - Podem, der også tabte stemmer. Med anden mandatfordeling havde nogen måske forestillet sig muligheden for en regering bestående af PSC, ERC og Podem. Det, der er være, er at det dårlige resultat i Catalonien også rammer PSOEs leder, Pedro Sánchez. Som kommentatoren Jesús Maraña skriver på internetmediet InfoLibre: ”At have været regeringens uundværlige skjul for anvendelsen af paragraf 155 og derefter se til, mens Ciudadanos høster frugterne af et så hasarderet træk, må være hårdt.” Sánchez kom tilbage til ledelsen af PSOE godt hjulpet af partiets base – også PSCs – og sagde ja til at være Rajoys allierede for nogen tid under henvisning til ansvaret for staten. Bruddet med sit program, der i høj grad var vendt mod PP, vil Sánchez prøve at kompensere for ved arbejdet i udvalget vedrørende statsterritoriets ordning (det regionale selvstyre) og forfatningsreformen, der for tiden fuldstændig ignoreres af hans allierede omkring paragraf 155 og som direkte forkastes af Unidos Podemos og af nationalisterne. Men højrefløjen i PSOE har ikke tilgivet Sánchez hans tilbagekomst og åbningen overfor Podemos og tvang ham faktisk til at trække sit krav om, at regeringens næstkommanderende Soroya Saénz de Santamaria skulle stå til regnskab i parlamentet for det nationale politis og Guardia Civils hårdhændede og meningsløse indgreb overfor vælgere og valgsteder under folkeafstemningen d. 1. oktober. Så selvom PSOEs støtte til anvendelsen har voldt en hel del uro i PSOEs og ikke mindst PSCs mellemste og underste lag, så er er der formentlig ingen udsigt til en snarlig tilnærmelse mellem PSOE og Podemos.

Arbejderklassen støtter ikke uafhængighed

Selvstændighedspartierne hentede ikke deres stemmer i arbejderkvartererne eller i arbejderklassen som sådan.

Allerede en meningsmåling foretaget af den catalanske selvstyreregerings meningsmålingsinstitut i sommeren dette år viste en tydelig sammenhæng mellem indkomst og tilslutning til uafhængighed: Jo lavere indkomst, jo mindre tilslutning. Selvstændighedspartierne er overvejende borgerlige og har fra deres grundlæggelse - for ERCs vedkommende før borgerkrigen – hovedsageligt repræsenteret den lavere middelstand, de mindre, selvstændige bønder, offentligt ansatte samt en del af den nationalt sindede intelligentsia og kun i mindre grad arbejderklassen.

Måske hænger arbejderklassens overvejende afvisning af uafhængigheden sammen med, at Catalonien i lighed med resten af Spanien – og Sydeuropa i almindelighed – stadigvæk er hårdt ramt af finanskrisen, noget som de politiske og medierelaterede lag i Catalonien som i resten af Spanien helt synes at lukke øjnene for. I hvert fald spillede de sociale spørgsmål næsten ingen rolle hverken under folkeafstemningen i oktober eller det nyligt overståede valg. De ledende lag har travlt med at fremmane billedet af genopretning og af at landet er på vej ud af recessionen. Det bruger man så makroøkonomiske indikatorer til, men disse skjuler som sædvanligt den bagvedliggende, enorme ulighed i rigdommens fordeling. Det har også spillet en stor rolle, at store dele af den catalanske arbejderklasse er spansksproget, fordi den udgøres af de mange, der er indvandret fra fattigere dele af Spanien.

Arbejderklassens afstand til løsrivelsesbevægelsen blev understreget af den store strejke og demonstration mod politivold og for retten til selv at bestemme, som de lokale catalanske fagforeninger arrangerede tre dage efter 1. oktober.

Flagene skygger for klassekampen

Men det nationalistiske flagsvingeri dækker over, at selv i 2017s tredje kvartal var gennemsnitsarbejdsløsheden for mænd på 15% og for kvinder 18%, en af de højeste i EU. Man mener, at omkring 43% af de arbejdsløse endnu ikke efter et års arbejdsløshed er i stand til at finde et arbejde. Hertil kommer, at over 1,7 millioner spaniere – de fleste unge og uddannede - er udvandret. Og nogle mener at ca. 30% af befolkningen kan karakteriseres som fattige. En følgevirkning af krisen er, at de ordnede forhold på arbejdsmarkedet er eroderet. Andelen af beskæftigede faldt således med 20% mellem 2008 og 2013 og lønningerne faldt i snit 10% i kriseårene 2008-15. Flertallet af de arbejdspladser, der skabes, er midlertidige eller usikre. Faldet i beskæftigelsen og i lønindkomsterne har afstedkommet et voldsomt fald i den indenlandske efterspørgsel, noget der forstærkes af faldet i de offentlige udgifter og investeringerne.

Som i resten af Spanien steg fattigdommen, mængden af usikre arbejdsforhold og uligheden også i Catalonien under Junts pel Sís – koalitionen mellem PDeCat, Puigdemonts parti, og ERC, Junqueras parti – regeringstid fordi man grundlæggende førte samme neoliberale politik i Catalonien som PP i Spanien. Men disse emner har ikke figureret i valgkampen - alene det nationale spørgsmål. Flagene har skygget over de sociale spørgsmål: For uafhængighedspartierne er det l’estalada, Cataloniens rød-gyldne striber med en stjerne til venstre og for unionspartierne Spaniens nationalflag, det bourbonske kongeflag. Men uafhængighedspartierne har aldrig haft stemmemæssigt flertal og valgkredsenes indretning forfordeler arbejderklassen, noget ingen af de borgerlige, catalanske regeringer har haft interesse i at ændre.

Hvor PDeCat er det nærmeste, man kommer PP i Catalonien, er ERC erklæret centrum-venstre. Ikke desto mindre har man støttet den udtalt borgerlige og senere neoliberale politik som PDeCat har fulgt lige fra partiet hed Convergència Democràtica de Catalunya – det er dette parti, der har regeret Catalonien i næsten hele den demokratiske periode. Det er et klientparti som PP, som langt henad vejen har ment, at man ejede Catalonien og har en lang række kick-back korruptionsskandaler bag sig i form af procenter af offentlige kontrakter - noget PP også står for.

Unionspartierne påstår at forsvare Spaniens enhed ved at støtte anvendelsen af forfatningens paragraf 155. Det var de samme partier, der støttede indsættelsen af paragraf 135 i forfatningen – en paragraf der indskrev EUs austerity-politik i selve forfatningen, noget der blev gennemført i nattens mulm og mørke af den socialistiske Zapatero-regering og PP og senere støttet af Ciudadanos. Denne paragraf tvinger den spanske regering til at prioritere afbetalingen af udlandsgæld over finansieringen af velfærdsstaten. Indførelsen af denne paragraf har været grunden til den enorme sociale krise i både Spanien og Catalonien. Man skal derfor ikke glemme, at PSOE og PSC har et enormt ansvar for Spaniens krise.

På begge sider af konflikten er det lykkedes nationalistpartierne at skjule de sociale problemer under det nationale tema, således at den politiske akse nu hedder enhed-uafhængighed i stedet for højre-venstre. At ændre dette bliver vanskeligt, fordi PSOE på den ene side har en nøgleposition i spansknationale blok fordi man støttede anvendelsen af paragraf 155 og fordi ERC på den anden side nu er blevet en integreret del af den catalanske nationalistblok.

Hvor står Podemos?

Der har tilsyneladende internt i Podemos været konflikter over, hvordan man skulle forholde sig til det catalanske spørgsmål. Men man støtter Cataloniens ret til at bestemme sin egen skæbne, men ønsker samtidig et flernationalt Spanien, noget partiet hverken opnået støtte af betydning for i Catalonien eller i resten af Spanien. Det er Podemos opfattelse, at problemerne kun kan løses politisk, ikke juridisk. Den politiske løsning må komme først og derefter kan den omsættes i lovgivningen. Selvom der i Podemos er udbredt skuffelse over PSOE og dets leder Pedro Sánchez, der sit manifest for at generobre ledelsen af PSOE havde lavet en åbning mod Podemos, så siger Podemos generalsekretær i et interview med webmagasinet Jacobinmag[3], at der kun kan opstå en progressiv udvikling i Spanien, hvis PSOE og Podemos når frem til en aftale.

Den catalanske krise kan også virke som katalysator for, at Podemos tager sin analyse af, at politik drejer sig om modsætningen mellem kasten og folket, op til fornyet overvejelse. Det er hvert fald en forudsætning for at kunne sætte de sociale spørgsmål på dagsordenen og fravriste det nationale spørgsmål grebet om den politiske dagsorden i Spanien. Uden en sådan reorientering er det vanskeligt at forestille sig et samarbejde mellem PSOE og Podemos med det formål at fjerne PP-regeringen og få en PSOE-regering, noget begge parter hævder at ville. Det står naturligvis tilbage at se, hvor meget PSOE i realiteten kan eller vil give partiets indre splid en stemme.

Moderniseringen af Spanien og en ny regering

I bund og grund bunder en stor del af Spaniens krise i den kamp for landets kapitalistiske modernisering, der har stået på i snart 150 år. Til denne modernisering hører både en fornyelse af forfatningen, en oprydning og effektivisering af statsapparatet, af retssystemet og af lovgivningen og en grundlæggende kamp mod den korruption, der gennemsyrer landets institutioner og erhvervsliv.

Krisen i 2008 gav ny næring til denne fornyelsesproces og med Podemos og Ciudadanos opståen, begyndte det topartisystem, der var grundlagt ved diktaturets fald brudt og det kompromis, som forfatningen udgjorde på grund af frygten for militæret, at smuldre. Angsten for et kup efter Francos død gjorde, at de demokratiske kræfter måtte sluge tre kameler: Kongedømmets, landets udelelige, nationale enhed og amnesti for Franco-tidens forbrydere. Samtidigt rørtes der ikke grundlæggende ved mange af de statslige og økonomiske magtstrukturer, de skiftede på mange måder blot format og forfatningen lod en masse problemer uløste, der blev overladt til en forfatningsdomstol, udpeget af de samme politikere, hvis lovgivning man skulle dømme om. Det betød naturligvis en politisering af denne domstol, hvilket tydeligt har vist sig under den catalanske krise.

Det ser ud til, at hverken PSOE eller Podemos hver for sig kan hamle op med de nye tendenser. Partierne må finde sammen om et fælles program, der driver Ciudadanos påståede liberale og velfærdspolitiske hensigter til deres yderste konsekvens. Det gælder forfatningsspørgsmålet, opgøret med retssystemet, bekæmpelse af korruptionen, reformen af det arkaiske arbejdsmarked og en storstilet socialreform, som PP har haft held til at sætte i benlås. Det betyder, at de to partier må forene de forskellige fagbevægelser med de mange sociale bevægelser, som er henholdsvis PSOEs og Podemos bagland. Men de må også udfordre Ciudadanos på de demokratiske friheder og rettigheder og således også partiets udtalte centralisme.

I givet fald kunne man anvende en taktik, der gik ud på at kombinere de sociale krav for alle i hele Spanien og konstitutionelle krav, der ikke alene skulle sikre Catalonien mere autonomi, men alle regionerne. Ligeledes skulle paragraf 155 ændres og paragraf 135 fjernes. Der ville ikke blive tale om en føderal stat, men om en forfatning, der anerkendte forskelligheder og ophævede diskrimination og implicerede en helt anden og mere retvisende opdeling af valggeografien.

Så længe Rajoy og Ciudadanos kan køre legalistisk, er det muligt for højrefløjen at leve med konfrontationen med separatisterne. Og så længe vil den have en vis medvind og være i stand til at holde liv i det nationale spørgsmål som det afgørende spørgsmål. Ved at vælge en anden taktik, som både PSOE og Podemos har ventileret om end meget vagt, ville det være muligt at formulere en løsning for alle og på samme tid pakke løsrivelsesbevægelsen ind. Problemet for både Rajoy og Puigdemont er, at de ikke har andet at tilbyde og spille på end deres udtalte modsætning. Hvis PSOE og Podemos formår at skubbe det nationale spørgsmål til side og vise, at det slet ikke handler om det, men om en moderne, demokratisk og retfærdig forfatning, der også ophæver de mange overleveringer fra Francotiden bl.a. de store beføjelser til ordensmagten og domstolene, vil disse to partier kunne skyde en kile ind og sætte en helt ny og forenende dagsorden. Dertil kommer en omfattende reform af hele det sociale system og forvaltningssystemet. Altså en linje, der går på tre ben: et forfatningsben, et socialt ben (et klasseben) og et forvaltningsben, der indebærer en radikal ændring af forvaltningssystemet, som modsvarer en forfatningsændring.

For at blive i flagterminologien er l’estelada ikke det catalanske flertals flag, det er la senyera (det gyldent-rødt stribede). Og for millioner af spaniere er deres flag ikke bourbonernes, men republikkens.


[1] Detaljerne i valget kan ses her

[2] PdeCat og ERC indgik indtil suspensionen af selvstyret 27. oktober i en koalitionsregering under navnet Sammen for et Ja (underforstået til uafhængighed) , Junts pel Sí .

Offentliggjort: d. 26. december 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.