En for alle og alle for en
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 18. december 2017

Overenskomstforhandlingerne i 2018 kommer ikke til at ligne de foregående fire overenskomstforhandlinger. Det er der mange grunde til. Men de vigtigste er forskydninger i styrkeforholdene:

  • Arbejdsløsheden tynger ikke på samme måde.
  • Det bliver mere og mere åbenlyst, at de offentlige arbejdsgivere ikke kan få sektoren til at leve op til det politiske systems løfter til borgerne.
  • Sidst, men ikke mindst har de forringede arbejdsforhold i det offentlige på grund af ”effektiviseringsregimet” bevirket en sivning af arbejdskraft væk fra området.

Hvis man sammenholder de overenskomststrategiske oplæg fra KL og Danske Regioner ved denne overenskomst med de hidtidige, får man straks øje på ændringerne i tonelejet. Eksempelvis går KL stille med dørene, hvad angår de hidtil højprofilerede krav om svækkelse af de faglige organisationers lokale indflydelse. Det tidligere ønske om at flytte de lokale lønforhandlinger helt ud til den enkelte ansatte er trukket. Det samme billede tegner sig i kravene fra Danske Regioner. Det er blevet overladt til innovationsminister Sophie Løhde og Moderniseringsstyrelsen at køre frem med det tunge skyts på det område. Det samme forhold gælder, hvad angår den generelle lønudvikling.

KL og Danske Regioner har lagt sig i ly af Moderniseringsstyrelsen og finansministeriet, som måske selv ikke står i den stærkeste position for tiden.

Også på lønmodtagersiden er der foregået rolleglidninger. Lærerne blev ydmyget i 2013, mens de andre forbund så til. Men efterfølgende og især indenfor det sidste halve år er det gået op for fagbevægelsens ledelse, at man ikke kan leve med et arbejdstidsområde, der er reguleret ved lov. Det vil kun være et spørgsmål om tid, før de offentlige arbejdsgivere vil søge endnu flere aftalespørgsmål reguleret på samme måde. Det er den vej, pilen peger i hele EU for tiden.

Derfor indgår kravet om, at lov 409[1] flyttes til aftaleområdet og gøres til genstand for seriøse forhandlinger, i den musketer-ed, som alle forbund indenfor Forhandlingsfællesskabet og CFU (Centralorganisationernes Fællesudvalg) har indgået. I musketereden indgår tillige, at de statsansatte bevarer deres betalte frokostpause, og at der etableres puljer, der kan understøtte ligeløn og komme lavtlønsgrupper til gode.

Musketereden blev allerede aktiveret fredag den 15. december. Alle planlagte forhandlingsmøder blev suspenderet. Begrundelse: at arbejdsgiverne ikke så ud til at ville forhandle lærernes krav om en arbejdstidsaftale seriøst. Så i skrivende stund er der ikke aftalt nye møder på hele overenskomstområdet.

Reaktionerne fra KL og Danske Regioner har været meget afdæmpede. I et interview samme dag går KL’s chefforhandler oven i købet så langt som til at sige: ”Men det må jo være sådan, at vi på et tidspunkt kan komme ind i en normal gænge, hvor det bliver et normalt forhandlingsområde”. Udtalelsen er en åbenlys undsigelse af finansministeriets kurs. Hvilket både hænger sammen med forrykkelsen af magtbalancen efter kommunalvalget og udsigten til en svag regering, der også skal hutle sig gennem overenskomstforhandlingerne uden den helt store autoritet til at foretage et eventuelt politisk indgreb.

Danske Regioner har nærmest ikke reageret, men her har man absolut heller ikke brug for alt for skarpe konfrontationer, da man har en helt anden og langt mere vidtgående dagsorden: ønsket om aftaler om systematisk opgaveflytning og faglige mobilitet, der i klingende mønt betyder et begyndende og meget diskret opgør med professionernes fagmonopol. I Danske Regioners krav står på side 1 øverst følgende og afgørende formulering: ”Udviklingen indenfor sundhedsvæsenet stiller krav om øget mobilitet. Det gælder mobilitet indenfor medarbejdernes faglighed, geografisk mobilitet, mobilitet på tværs af sektorer mv. De regionale overenskomster skal understøtte en høj mobilitet, så efterspørgslen efter de rette kompetencer og sundhedsfaglig viden bedre efterkommes”.

I Danske Regioner har man indset, at man aldrig vil kunne løse de nye opgaver, der ligger i det nære- og sammenhængende sundhedsvæsen[2], hvis man ikke med overenskomsten i hånden kan gennemføre et opgør med de stive faghierarkier. Uden overenskomstdækning frygter man en næsten permanent og lavintensiv konflikttilstand.

Tilbage står Moderniseringsstyrelsen, der skal tage den egentlige kamp med de faglige organisationer om lærernes arbejdstidsaftale. Her spiller regeringens samlede politiske styrke absolut en rolle, og den er ikke prangende. Men bøjer finansministeriet sig ikke, kan konflikt ikke undgås. Fagbevægelsens forhandlere kan ganske enkelt ikke tåle at give køb på musketereden på det spørgsmål.

Men Forhandlingsfællesskabet kan heller ikke holde til at sælge ud af kravet om en pulje til ekstra lønstigning for de lavtlønnede og en pulje til et lønløft for de klassiske kvindefag. Begge puljer fungerer nemlig som kompensation for Forhandlingsfællesskabets egen grundlæggende usolidariske lønpolitik. De højtlønnede indenfor Forhandlingsfællesskabet har ved de sidste mange overenskomster holdt fast ved kravet om procentvise lønstigninger, hvilket jo ved hver overenskomst øger lønafstanden til de lavtlønnede. Hidtil har de lavtlønnede måtte bide den øgede ulighed i sig for at bevare forhandlingsfællesskabet. Men grænsen er ved at være nået.

Ikke desto mindre er det helt barokt, at man i Forhandlingsfællesskabet fremsætter kravet om procentvise lønstigninger som krav nummer et for efterfølgende at stille krav om to puljer, der skal rette bare lidt op på de lønmæssigskævheder, man selv forhandler sig frem til.

Det har skabt en voksende vrede blandt de lavtlønnede. Den kan true fællesskabet på længere sigt. F.eks. vil KLs Michael Ziegler vide at udnytte den underliggende splittelse til sidste bid. KLs hovedkrav nummer to hedder eksempelvis: ”Rekrutteringsudfordringer skal imødegås”. Med det mener KL ud fra sin egen arbejdskraftsanalyse, at man indenfor den udmeldte ramme vil kanalisere flest lønkroner over til social- og sundhedshjælpere og assistenter samt sygeplejersker, fordi efterspørgslen her er større end udbuddet. På nær lærerne står de andre organisationer ikke i en sammenlignelig situation. Splittelsesmuligheden kunne være lukket, hvis man var enedes om at fremsætte det generelle lønkrav som et kronekrav.

Modsat KL og Danske Regioner har Forhandlingsfællesskabet fremsendt en række krav, som helt tydeligt indikerer, at der skal rettes op på flere års tilbageskridt.

Dermed er det dog ikke sagt, at Forhandlingsfællesskabets mange krav repræsenterer en sammenhængende logik. Tværtimod stritter flere af kravene i modsatte retninger, hvilket - hvis de imødekommes af arbejdsgiverne - kan svække fagforeningerne på sigt. Jeg har allerede behandlet modsætningen mellem procentvise lønkrav og ønsket om lavtløns- og ligelønspuljer. En anden ret vidtgående modsætning skal findes i kravet om etablering af en fritvalgskonto, hvor det enkelte medlem kan træffe individuelle valg mellem løn, pension og frihed. Det krav er simpelthen gift for solidariteten og det enkelte medlems forståelse af kollektivt ansvar og forpligtelse. Men det er også ude af trit med de faktiske forhold på arbejdspladserne. Helt nede under radaren tvinges mange medarbejdere i dag til at bruge feriedage, fridage osv. i stedet for at melde sig syge af frygt for afsked eller repressalier. Det forhold vil blive mange gange forstærket med en individualiseret frivalgskonto og undergrave det kollektive ansvar endnu mere. Det er komplet uforståeligt, at de faglige ledere stadig ikke forstår, at det er den praktiske individualisme i dagligdagen, som tærer på de ansattes loyalitet overfor fagforeningerne.

Forhandlingsfællesskabets krav om forbedrede vilkår ved tidsbegrænsede ansættelser, øget indflydelse ved udlicitering og kollektive rettigheder i kontraktperioderne, hvilket i øvrigt vil indebære et opgør med virksomhedsoverdragelsesloven, er alle krav, der skal rette op på de forringelser, som medlemmerne har måtte tåle siden OK-11.

Det samme gælder krav om bedre vilkår for tillidsrepræsentanter (TR) og retten til at vælge flere TR pr. institution. Når det krav er meget centralt – og også mere centralt end placeringen angiver – skyldes det, at arbejdsgiverne uhæmmet har tyndet ud i TR-korpset under henvisning til en meget upræcis bestemmelse i de gældende aftalers definition af, hvad der kendetegner en institution.

Kravet om flere TR og bedre TR-vilkår er i virkelighedens verden nok så vigtige som lønkravene og burde have indgået i musketereden. Begrundelsen er den simple, at et er at tilkæmpe sig rimelige overenskomster. Noget andet er at have styrken til at sikre dem overholdt i dagligdagen. Og det har knebet for de lokale fagforeninger og de færre TR i de sidste tre overenskomstperioder at tvinge de kommunale og regionale arbejdsgivere til at overholde arbejdstidsaftalerne og flere centrale overenskomstaftaler.

Arbejdsgiverne er også gledet let hen over trivselskravene og arbejdsmiljøkravene, uden at fagforeningerne lokalt og TR på selve arbejdspladsen har haft den nødvendige styrke til at sikre aftalerne overholdt. Det erfarer medlemmerne hver dag, og bryder selv aftalerne for at overleve.

Fordi der er tyndet ud i TR-korpset, og de faglige organisationer langt fra er tilstrækkeligt nærværende på arbejdspladserne, har de lokale ledere haft relativt frit spil, når effektiviseringskravene skulle indfries. Fleksibiliteten er opnået på bekostning af medarbejdernes almindelige værnsregler. Der er indført en række lokale underhåndsaftaler bl.a. ved brug af de sociale medier, som unddrager sig TRs viden eller opmærksomhed. Netop fordi de ikke er tæt på deres kolleger hver dag.

Ikke desto mindre er det ordnede forhold ude på den enkelte arbejdsplads, der øger de ansattes respekt for de faglige organisationer, og det er præcis her, der forestår et stort oprydningsarbejde efter tre overenskomstperioders defensive accept af overgrebene og fagbevægelsens defensive stilling fra top til bund og i fagforeningernes indbyrdes forhold.

Selvfølgelig er det af vital betydning, at den samlede fagbevægelse står sammen om at kræve lov 409 erstattet med en arbejdstidsaftale for lærerne. Men det er og bliver et defensivt krav.

Det ville unægtelig have været fremsynet – de aktuelle gunstige styrkeforhold taget i betragtning – hvis Forhandlingsfælleskabet havde gjort op med sin egen usolidariske lønpolitik og havde ført kravet om styrkelse af tillidsrepræsentant-institutionen op under musketereden. For det er her styrken skal hentes til ikke blot at kæmpe det tilbage, som fagbevægelsens medlemmer har mistet de sidste otte år, men også til at sikre overholdelse af de fremtidige overenskomster og arbejdstidsaftaler.

I sidste instans skal fagbevægelsens styrke ikke alene måles på, hvad den kan få igennem ved overenskomstforhandlingerne, men også på, om man ude lokalt på de enkelte arbejdspladser er i stand til at sikre dem overholdt og praktisk vedligeholde medlemmernes solidaritet og respekt for de kollektive forpligtelser.

Der er nok at tage fat på.


[1] Den lov, der i 2013 afgjorde lærernes arbejdstidsbestemmelser, og som endnu regulerer området, fordi det ikke lykkedes lærerne at få loven fjernet ved OK-15

[2] https://www.sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Sygehusvaesen/2017/Juni/Sammenhaengende-sundhedsvaesen.aspx

 

Offentliggjort: d. 18. december 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.