Flere ledere?
Af Jan Mølgaard
Offentliggjort: 04. december 2017

Dagens store nyhed … eller i det mindste en af dem. Regeringens ledelseskommission udtaler - ifølge medierne - følgende (her i Politiken):

”Der er for langt til nærmeste chef for mange social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og andre medarbejdere på gulvet i det offentlige. Sådan lyder budskabet fra formanden for regeringens ledelseskommission, Allan Søgaard, der opfordrer alle ledere med flere end 30 medarbejdere under sig til at overveje, hvorvidt det giver mening. En anbefaling fra kommissionen bliver, at der er behov for at se kritisk på det såkaldte ledelsesspænd. Der er ledere i det offentlige, der har alt for mange medarbejdere under sig, fordi man er gået for langt i en retning, der handler om bare at bare at fjerne ledere, siger han.”

I andre medier bruger man et andet udtryk - her taler man om chefer. Men uanset hvad man kalder det, så springer absurditeten i øjnene.

Logikken er - tilsyneladende - at jo flere chefer, jo bedre ledelse - og at jo færre medarbejdere pr. chef, jo bedre produkt. Skulle man følge den logik, så ville det optimale vel være, at alle medarbejdere på offentlige arbejdspladser blev udnævnt til chefer - for så ville kvaliteten (så at sige af sig selv) blive optimeret. Men det er givetvis ikke det, man mener.

Eksperterne bliver naturligvis også spurgt. Og de fleste af dem, som Politiken citerer, mener, at man ikke som kommissionen gør det i sine anbefalinger til innovationsminister Sophie Løhde kan angive absolutte tal for den ratio, som der bør anvendes.

I Politikens artikel kan man læse følgende:

”Lektor Niels Thyge Thygesen fra CBS advarer dog mod at gøre de 30 medarbejdere til et skæringspunkt med udgangspunkt i spørgeskemaundersøgelsen, fordi der kan være store forskelle i lederrollens indhold fra område til område. Jeg håber ikke, at antal mus-samtaler står som det eneste eller vægtigste argument. Så risikerer vi at overse, hvad god ledelse er, siger Thygesen, der er medforfatter til bogen ’Tillid, magt og offentlige ledelsesformer’. På Aarhus Universitet ser lektor Jesper Rosenberg Hansen med ekspertise i ledelse ikke bevis for, at der generelt er behov for flere ledere. Men han er enig i, at nogle er ansvarlige for enormt mange ansatte.” [1]

FOA hopper direkte i med begge ben og vil gerne give et bud på et tal. ”Uanset de lokale forhold kan vi ikke forestille os et optimalt ledelsesspænd på mere end 25 medarbejdere for linjeledere.” Og socialdemokraternes finansordfører Benny Engelbrecht synes, at anbefalingen er spændende.

Ingen af dem, som Politiken har talt med, bliver konkrete, hvis man spørger dem om, hvorvidt antallet af medarbejdere pr leder i og af sig selv giver bedre ledelse. Og ingen af dem bliver konkrete i relation til at beskrive, hvordan bedre ledelse (hvad det så ellers er for noget) i sig selv kan forbedre kvaliteten af det arbejde, som udføres - eller hvordan man i det hele taget skal finde ud af, om kvaliteten bliver bedre. Og måske skyldes det, at man på langt de fleste offentlige arbejdspladser allerede har et omfattende maskineri installeret, der har taget patent på registrering, måling og definition af det kvalitetsmæssige.

Hvis man overholder sine budgetter, så er det kvalitet. Hvis man leverer det aftalte produkt i den aftalte mængde, så er det tilfredsstillende. Hvis man kan nedbringe sygefraværet, så er det godt (fordi man får flere producerede enheder ud af en given medarbejdergruppe). Og hvis man undgår skandaler (hvad ikke er mange offentlige arbejdspladser gør), så er det også godt.

Siden regeringens ledelseskommission blev nedsat i foråret 2017 med et ganske enkelt kommissorium, har der været relativt stille omkring arbejdet. Opgaven blev beskrevet sådan her:

  1. Afdække gruppen af offentlige ledere, herunder hvad der karakteriserer dem, deres vilkår og udfordringer.
  2. Vurdere styrker, udfordringer og rammevilkår for offentlig ledelse, herunder analysere de udfordringer offentlige ledere står over for aktuelt og fremover.
  3. Komme med konkrete anbefalinger til hvilke indsatser, der kan fremme og understøtte en styrkelse af ledelseskvaliteten i den offentlige sektor.

Innovationsminister Sophie Løhde sagde i forbindelse med nedsættelsen af kommissionen følgende:

”Vi har rigtig mange dygtige og engagerede ledere i den offentlige sektor. Dem vil vi gerne have flere af, for bedre ledelse giver ganske enkelt bedre velfærd. Vi har brug for ledere, der skaber rum for fagligheden, sætter fokus på kerneopgaven og skaber sammenhæng på tværs af den offentlige sektor. Derfor skal vi blive bedre til at lære af de bedste, og vi skal give lederne bedre rammer for at lede. I den offentlige sektor har vi en tendens til at styre for meget og lede for lidt. Men vi skal også blive bedre til at tale åbent om, at der er forskelle og hvorfor. Og dermed at der er potentiale for mere og bedre velfærd for pengene. Ledelse betyder noget, og derfor er bedre ledelse helt afgørende i arbejdet med at løfte og forny den offentlige sektor.”

Ministeren var ukonkret. Det samme var andre, der ytrede sig i samme sammenhæng. Vurderet ud fra kommissorium og introduktion er og var (hvilket nok ikke kan overraske nogen) ledelse en abstrakt, generel størrelse, der kan udøves uden forbindelse til en konkret faglighed. God ledelse skaber - siges det - rum for fagligheden. Men ingen taler om, at akkurat denne faglighed samtidig begrænses og styres af en række økonomiske og administrative rammer, der modarbejder det faglige skøn. Faktisk virker det nærmest, som om økonomiske nedskæringer, fyringer af medarbejdere for at nå rent budgetmæssige mål, rammestyring og mekanisk driftsøkonomiske rammer overhovedet ikke eksisterer - eller som om ”god ledelse” er i stand til at kompensere for urimelige arbejdsvilkår.

Og så kommer altså - oven i al den luftige snak - denne udmelding om, at det her ikke bare handler om god ledelse eller om at lære af de bedste, men også - og måske navnlig - om at der skal ansættes eller udnævnes flere ledere, således at der bliver kortere vej fra den enkelte ansatte til den pågældende medarbejders daglige leder.

Et af de produkter, der indtil videre er kommet ud af kommissionens arbejde - altså udover det fromme juleønske om at få ansat flere ledere (således at der bliver kortere vej fra den enkelte ansatte til den enkelte medarbejder, men større afstand fra den strategiske ledelse til den enkelte medarbejder) var 13 teser om offentlig ledelse. De 13 teser kan læses her.

De 13 teser er i det store og hele akkurat lige så luftige i deres karakter som kommissoriet, men er trods alt - i kraft af de begreber, der bruges - en anelse mere sigende. Tag blot de 3 første af teserne:

  1. Lederens fokus på værdiskabelse for borgeren skaber retning, motivation og stolthed for medarbejderne og bedre resultater for borgerne.
  2. Lederens kommunikation af vision og strategi skaber mening og følgeskab i organisationen.
  3. Lederens nærvær og tilgængelighed skaber bedre resultater.

Værdiskabelse for borgeren? Hvad betyder det egentlig?

Jeg skrev en kommentar i april 2017, da innovationsinitiativet blev søsat, og kommenterede i den forbindelse også formuleringerne omkring bedre ledelse:

”For det første aner man reelt ikke, hvad der ligger i det begreb. (Men) skal man vurdere det ud fra, hvad der er sket hidtil under den samme overskrift, så handler det mest af alt om, at alt for mange (mellemledere) bliver sendt på alt for mange kurser, hvor de lærer at bytte deres vanlige begreber ud med andre begreber, og hvor man bekræfter hinanden i, at ledelse som systematisk disciplin (ja, næsten videnskab) i og af sig selv kan føre til bedre (??) resultater. I den daglige praksis betyder dette her som oftest, at ledere taler med ledere om ledelse, at chefer ser sig selv som ledere, og at det vigtigste af alt i den verden er, ikke at pådrage sig ansvar, som måske kunne tænkes at udløse sanktioner.” [2]

Kommissionens udspil har ikke gjort noget som helst klarere. Ikke i anden forstand end at man fornemmer en sammenhæng mellem dens arbejde og anbefalinger og de kommende overenskomstforhandlinger.

Kritikken af NPM (New Public Management) og de elendigheder, der er udsprunget af denne tankegang er blevet styrket i den seneste tid - protesterne overfor den konstante og løbende forringelse af velfærden er blevet mere synlige og mere velbegrundede - og borgernes følelse af i stigende grad blot at blive betragtet som en slags råvarer i en semiindustriel produktionsproces er øget i intensitet. Og svaret fra de statslige kommissioner og de ansvarlige ministre er … flere ledere. Og værdiskabelse for borgeren …

Så længe det primære succeskriterium for velfærdsaktiviteten i offentligt regi er, at budgetterne overholdes - at der kan produceres flere ydelser med færre ansatte - at man kan lukke af for kritikken og forhindre ballade på bagsmækken - at man kan fastholde, at stress er den enkelte medarbejders eget problem - og så længe borgerne kun nøjes med at kritisere kvaliteten overfor hinanden, så kan innovationsministre og ledelseskommissioner uanfægtet få lov til at tale sort om ledelse som systemisk disciplin, og så længe kan private konsulentfirmaer tjene mindre formuer på meningsløse kurser for flere og flere ledere.

Jeg skrev det i april 2017 - og nu skriver jeg det så igen - det er bare mere af det samme og uden noget som helst fornuftigt perspektiv:

”Regeringens sammenhængsreform er mere New Public Management. Og hvad der er brug for er noget helt andet. Først og fremmest etableringen af en forståelse af, hvad der er gået galt de seneste mange år - for det andet en erkendelse af, at (mere) styring, (mere) registrering og (mere) ledelse ikke er vejen frem. Og dernæst en erklæret og konkret vilje til at tage et opgør med den øgede centralisering, den reducerede demokratiske kontrol og den udgrænsning af borgerne (som kunder eller brugere), der er blevet resultatet af strukturreformer, nedskæringer og privatisering over de seneste mange år. Hvis de faglige organisationer virkelig vil gå forrest, så kunne de jo starte der.”

Det her er kun sidste skud på stammen for at redde illusionen om en velfungerende offentlig sektor, når nu man ikke vil føre myndigheden tilbage til dem, der udfører arbejdet i det daglige. Det var den myndighed, man indledte med at fjerne fra medarbejderne, da NPM skulle rulles ud, og i de 30 år, det har stået på, er det blot blevet ringere og ringere.

Hverken ministeren eller Allan Søgaard aner, hvor man skal tage fat (og hvad der skal være formålet med at tage fat) og derfor er det symptomatisk at ledelseskommissionen - i utide før færdigt arbejde - udsender en prøveballon om en ældgammel debat om, hvad der er et hensigtsmæssigt ledelsesspænd. Et i årtier tilbagevendende tema, som med statsgaranti ikke får mere end eventuelle læbebekendelser, når Sofie Løhde til foråret skal ud med regeringens bud på, hvordan vi får mere velfærd for færre penge.

Reaktionerne har været små og kritikken behersket - selvom ødelæggelserne i hele perioden har været enorme, og selvom rådvildheden er næsten total. Måske er tiden ved at være inde til, at fagbevægelsen træder i karakter.

Offentliggjort: d. 04. december 2017

              
Kommentarer
204 #1 kold
d. 04. december 2017
Tak for den, Jan Mølgaard. Der er dårligt nok noget at tilføje. Chefstillinger i det offentlige er vel efterhånden ensbetydende med Djøfcomintern. Dvs. en chef skal ikke nødvendigvis have 'forstand' på det område han er chef for. Han skal kigge på regnskaber og, som nævnt i kommentaren, sørge for at der bruges mange penge på konsulenter, og fortælle ministeriet at her går det godt, og fyre de folk, der har forstand på deres arbejde. Sundhedplatformen i Region Sjælland er måske et godt eksempel. Den er som bekendt udformet i USA, hvor formålet er at FRIHOLDE CHEFER FOR ANSVAR, i praksis: sagsanlæg. I den forbindelse har nogle læger foreslået af chefen på et hospital kommer nedefra, altså selv er læge. En udfordrende idé!. Eller tag DSB. Det må snart være 50 år siden man sidst havde en chef, der selv er kommet fra jernbanen. Og med udskillelsen af Banedanmark i sin tid blev der plads til en hel masse djøf-chefer, hvis opgave er at fortælle ministeriet, at 'wir schaffen das' til en meget billigere penge.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.