Kommunalvalg i en opbrudstid
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 27. november 2017

En politisk begivenhed skal vurderes ud fra den konkrete helhed, den indgår i og ikke ud fra sig selv. Således også med kommunalvalget i 2017 (KV17).

I KL’s blad ”Kommunen” skriver man i en kommentar til KV17, at ”kommunevalg er blevet landspolitiske”. Der henvises aktuelt til de mange landspolitikere, der har været på gader og stræder i valgkampen og mediernes vinkling af KV17 som et ”midtvejsvalg”. 

At kommunevalg er betydningsfulde i landspolitikken, bekræftes af Danmarks Statistik. Kommunerne står for halvdelen af det offentlige forbrug og beskæftiger seks ud af ti ansatte. Regionerne og staten står for hver en fjerdedel af forbruget. I 2016 var 58% af de offentligt ansatte beskæftiget i kommunerne, 24% i staten og 17% i regionerne. Samlet set betyder det, at ca. 75% af fuldtidsbeskæftigede i den offentlige forvaltning er ansat i kommunerne og regioner.

Vægtfordelingen hænger sammen med strukturreformen, der åbnede for en massiv opgaveflytning til kommunerne på alle centrale forvaltningsområder. Kommunerne og kommunalbestyrelserne udgør af samme grund et stadigt mere vitalt omdrejningspunkt i hele det danske statssystem for den praktiske og konkrete politikforvaltning.

Det kan være en vigtig forklaringsfaktor, når tilbagegangen for DF skal forklares (kunne også gælde for EL). Partiets organisation og lokale folk er ganske enkelt ikke dygtige nok og bliver det måske aldrig, al den stund partiet er ekstremt topstyret. Man opnår ikke meget i kommunalpolitik ved at tale om fiktive grænsebomme, evige stramninger af straffeloven og sentimental bejlen til de ældre og svage. En kommunalpolitiker skal have indsigt i det lokale og vide, at politiske udtalelser og forslag hurtigt kan afprøves, og at der vil være mange borgere med en vis indsigt i de temaer, de politiske beslutninger drejer sig om.

Generelt kan man ikke beskylde Venstrepolitikere ude i kommunerne for at være udygtige. Det kan ikke forklare tilbagegangen og tabet af 12 borgmesterposter. Deres helt store problem er til gengæld, at de har skullet forvalte en nedskærings- og ”effektiviseringspolitik”, der bare ikke vil virke, som lærebøgerne siger. Det næste store problem for dem – som dog kun er i anmarch – er, at konkurrence- og markedsregimet indenfor den offentlige sektor er ved at blive indhentet af elendige resultater på næsten alle områder. Venstrepolitikerne ude i kommunerne har selv troet på, at Venstreregeringernes konkurrenceparadigme var vejen frem, og har ikke i tilstrækkelig grad gjort modstand siden Løkke Rasmussen tiltrådte som statsminister i 2015. Det er især i den periode, at skandalesagerne i både kommuner, regioner og stat er væltet ud af skrivebordsskuffer og arkivskabe.

Man kan sige, at Socialdemokratiets ledelse og især de stærke borgmestre i de store byer så dette komme allerede med det kommunale oprør i 2016. Der blev skiftet kurs, selv om oprøret ikke blev gennemført. Mette Frederiksen gik til kamp mod centraliseringen, bureaukratiseringen og sagde stop for ”reformamok”. Konkrete velfærdsforbedringer ude i kommunerne blev sat i fokus. Ikke mange bemærkede skiftet i politisk accent, som blev formuleret i et interview i Politiken i midten af oktober (2017), fordi man havde mere travlt med at fokusere på den medieprofilerede alliance med DF og Socialdemokratiets højredrejning på udlændinge og retspolitikken.

Socialdemokratiet var rustet til kommunal- og regionsvalget. Partiet kunne køre en landsdækkende valgkamp i sjælden enighed. Man kunne oven i købet trække på en del embedsmænd, ”afslørende rapporter” fra VIVE og praktisk indsigt i det ”kommunale maskinrum”.

Men selv om Socialdemokratiet opnåede en fremgang på 69 mandater, erobrede 47 borgmesterposter og en stemmeandel på 32,4%, og Mette Frederiksen læser disse tal som en generel opbakning til ”den socialdemokratiske tanke om et stærkere velfærdssamfund”, kan det være risikabelt at opfatte KV17 som et midtvejsvalg og mekanisk overføre resultaterne til landsplan.

Først og fremmest fordi kommunal- og regionsvalg er konkrete, handler om konkrete og praktiske temaer, og fordi afstanden mellem disse forhold og betingelser og den aktuelt fortyndede politiske substans i Folketinget og landspolitikken vokser år for år. Hverken Socialdemokratiet eller de andre politiske partier kommer ret langt ude i kommunerne ved at tale om velfærd som signalmarkør. Her gælder spørgsmålet: kommer der flere og bedre dagtilbud, skoler, ældrepleje, sundhedsordninger, ordentlige veje og en ordentlig offentlig transport mv. Det er den vurdering, der er slået igennem i KV17, og ikke de mange valgshows, som pressen har fokuseret på. Odense er et godt eksempel.

Eller sagt på en anden måde. Ude i kommunerne og regionerne nedbrydes de landspolitiske ”velfærdsdagsordner” til konkrete og praktiske velfærdsordninger, hvis forvaltning besluttes af kommunalbestyrelserne eller regionsrådene. Det er her,  borgerne oplever konsekvenserne af de forskellige partiers velfærdsdagsordner. 

Og måske kan man derfor - med en vis forsigtighed - alligevel godt forsvare at kalde KV17 et midtvejsvalg i den forstand, at resultatet kan være begyndelsen til et opgør med skiftende Venstreregeringers velfærdsødelæggende kommunestrategi.

Lige siden den første Fogh regering har det været Venstres strategi at overlæsse kommunerne med opgaver og samtidig underfinansiere dem. Sideløbende har man bl. a. i forbindelse med strukturreformen gennemført en massiv beslutnings- og magtcentralisering støttet af DF. På den måde har Venstreregeringerne sammen med DF kunnet vedtage den ene forringelse af velfærdsordningerne efter den anden og tørre ansvaret af på kommunerne og regionerne. Minister efter minister har kunnet anklage de lokale politikere for ikke at gøre arbejdet ordentligt eller for at føre cigarkassepolitik for så - når en mediebåren kritik blev for massiv - at lovgive på enkeltområder og efterfølgende styre disse ensidigt gennem diverse puljer som eksempelvis; dagtilbudspuljen, ældremilliarden osv. Det har set fornuftigt ud på landsplan, men puljestrategien har anrettet ret stor skade lokalt i den enkelte forvaltning.

Det ser nu ud til, at Socialdemokratiet til forskel fra i de foregående valg satser på at gøre op med den strategi. Det er også en nødvendig forudsætning for partiet, hvis det skal genvinde tidligere styrke. Grænsen for hvad partiet kan vinde ved at føre DF’s udlændingepolitik er nået, og de kan heller ikke komme ret meget længere i en ”luftig velfærdsalliance” med DF med ensidigt fokus på de ”svageste i samfundet”. Skal Socialdemokratiet gøre sig håb om at tale til de mange, sker det kun gennem helt kontante genopretninger i velfærden, og de initiativer skal forvaltes både politisk og professionelt ude i kommunerne.

Hvis Socialdemokratiet er i gang med et opgør med Venstres kommunestrategi og md at frigøre sig fra den opportunistiske alliance med DF, så vil partiet med KV17 resultatet have et formidabelt godt udgangspunkt, idet skiftet i styrkeforholdet ude i kommunerne også vil slå igennem institutionelt. Socialdemokratiet sidder sammen med SF og EL på 9 ud af 17 poster i KL’s bestyrelse. Borgmesteren i Århus kan blive ny KL-formand. Det vil være vanskeligt at komme udenom en socialdemokrat som Danske Regioners formand. Dertil kommer, at Socialdemokratiet sidder tungt på borgmesterposterne i de fleste store byer fra Frederikshavn til København. Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj vil med andre ord kunne det gøre vanskeligt for Venstreregeringen og DF at manøvrere – hvis Socialdemokratiet ellers gør praktisk brug af den nye styrke.

Det vil allerede vise sig ved OK-18 forhandlingerne i foråret, ved økonomiforhandlingerne med regeringen i maj 2018 og i udmøntningen af den store sundhedsreform, hvor kommuner og regioner er de centrale spillere.

De offentligt ansattes fagforeninger kan berettiget forvente en betydeligt mere medarbejdervenlig kurs i kommunerne og i KL, og bestyrelsen i KL må formodes at  være betydeligt mere følsom overfor et ”nyt kommunalt oprør” og omvendt mindre følgagtig overfor Moderniseringsstyrelsens fagforeningsfjendtlige kurs.

De her anstillede betragtninger adskiller sig dog ikke væsentligt fra de sædvanlige politologiske computerspil, hvis ikke det lige var for den opbrudssituation, som KV17 er foregået i. En situation der er karakteriseret ved, at ødelæggelserne efter 30 års ”moderniseringspolitik” og New Public Management slår igennem med stadigt kortere intervaller.

Markedsstyringen af hele ældreplejen skaber den ene utilsigtede konsekvens efter den anden. Den ene rapport efter den anden dokumenterer med trivialitet forringelserne for alle ældre i landet. Det samme kan siges om dagtilbudssektoren og folkeskolerne. Den omfangsrige sundhedsreform er hele tiden er ved at kæntre på grund af utilstrækkelige bevillinger, institutionelle konflikter mellem regioner og kommuner og en incitamentstyring, der har fremmet problemeksport og suboptimering – og ikke mindst ansættelsen af en hærskare af konsulenter til at modgå utilsigtede effekter. Det samme kan siges om de forskellige styrings- og incitamentbatterier i kommunerne. Aktivitetsfinansieringens fejldisponeringer og dimensioneringer når flere steder Sovjetisk niveau. Og lederdyrkelsen er ved at vende sig til sin modsætning. Når man forguder nogen, skal man være indstillet på, at de falder dybt, når det guddommelige når sine grænser.

Disse forhold og flere til ville måske have været knapt så katastrofale, hvis ikke de offentligt ansatte i samme periode havde oplevet umyndiggørelse og fremmedgørelse både overfor borgerne og det politiske system. Hvordan man skal ændre på disse forhold, nu hvor det er indlysende, at markedsstyringen har udtømt sine potentialer, er der ingen der ved. Både politikere, de ansattes faglige organisationer og de mange analysebureauer famler og forsøger sig med molekylære modificeringer af det eksisterende. Men det flytter ikke rigtigt noget, og hvad værre er, så tror de involverede mindre og mindre på deres egne forslag til løsninger.

Det er i det konfliktfelt, at de socialdemokratiske borgmestre/byrådsflertal skal demonstrere, om de vil bruge de nye styrkeforhold til at understøtte Socialdemokratiets ”10 ideer til et mere progressivt Danmark” og lægge an til et mere radikalt opgør med ”markedsparadigmet”.

Vil de gøre det?

Det vides ikke.

Men Socialdemokratiet vil i både kommuner, regioner og Folketing have vanskeligere ved at slå ud med armene og henvise alle problemerne til regeringens politik, når man nu har erobret det politisk institutionelle grundlag for at afvise at forvalte Venstreregeringernes liberalistiske nedskæringspolitik og kommunestrategi.

Offentliggjort: d. 27. november 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.