Stop udhulingen af dagpengene
Af Bent Gravesen
Offentliggjort: 20. november 2017

De to store LO-forbund, 3F og FOA har for nylig besluttet at indlede en kampagne for i det mindste at få sat en stopper for den tiltagende udhuling af dagpengenes dækningsgrad. Umiddelbart skulle man tro, at det var et beskedent krav, der hurtigt ville få opbakning på Christiansborg. Men så simpelt er det ikke. Langtfra.

År for år skal det koste mere og mere at blive arbejdsløs. Det var et politisk flertal på Christiansborg allerede enige om i 1990. Enigheden blev markeret med aftalen om satsregulering og satspulje, der indebar, at 0,3 pct. af den årlige regulering af bl.a. dagpengesatsen skæres fra og afsættes til den såkaldte satspulje, hvorfra aftalepartierne så hvert år kan uddele store millionbeløb til diverse sociale formål. Enigheden om, at det skal koste dyrt at blive arbejdsløs, blev bekræftet og yderligere skærpet med skattereformen fra 2012. Her blev SRVSF-regeringen enig med Venstre og de konservative om at finansiere en række skattelettelser med en yderligere reduktion af reguleringen af dagpengene i en årrække.

Det har således været et bevidst ønske fra et politisk flertal, at det skal gå den vej, hønsene skraber med dagpengenes dækningsgrad. Der har været og er fortsat et politisk ønske om, at de arbejdsløses dagpenge skal dække en mindre og mindre del af den hidtidige løn.

Det er et af de politiske ønsker, der er blevet til virkelighed. Over en længere årrække har stigningen i dagpengene været mindre end stigningerne i lønnen. Ifølge tal fra LO er dagpengenes dækningsgrad (brutto) for en LO-arbejder faldet cirka 13 procent fra 1994 til 2016. Med skattereformen står dækningsgraden til at falde yderligere knap 10 procent frem mod 2025.

Det har længe været slemt nok at få en fyreseddel som 55-årig og vide, at man har dåbsattesten mod sig, når der skal søges nyt job. Der har ikke just været behov for oveni det at få et stadigt større økonomisk gok i nødden, og nu er der tilmed udsigt til, at indkomstnedgangen ved at få en fyreseddel vil vokse endnu hurtigere i de kommende år, end den hidtil har gjort. Nu er det kommet dertil, at dagpengene kun giver en utryg brøkdel af den løn, man havde, før man var så uheldig at blive fyret.

Det kan mere end rigeligt betale sig have et arbejde, som politikerne taler så meget om. Vi er kommet dertil, hvor det eneste sikre resultat af den fortsatte klapjagt på de arbejdsløses dagpenge er mere utryghed, mere ulighed og mere løntrykkeri.

Derfor er bægeret nu ved at være fuldt. Nok er ved at være nok, ja rigeligt og alt for meget. Derfor har de to store LO-forbund, 3F og FOA har for nylig besluttet at indlede en kampagne for i det mindste at få sat en stopper for den tiltagende udhuling af dagpengenes dækningsgrad.

De to forbund forlanger ikke, at det skal være gratis at få en fyreseddel. De kræver kun, at det i det mindste ikke kommer til at koste endnu mere at blive arbejdsløs. Det koster allerede mere end rigeligt, er deres simple budskab.

Umiddelbart skulle man tro, at det var et beskedent krav, der ville få opbakning på Christiansborg. Men så simpelt er det ikke. Langtfra. Der er indtil flere hindringer på vejen, før det sker. De første hindringer på vejen er et par politiske forlig og nogle parlamentariske spilleregler om, at en aftale er en aftale, og en aftale skal holdes.

Alle partier i Folketinget på nær Enhedslisten er med i det politiske forlig om satsreguleringen, og Venstre, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har aftalt at gennemføre 2012-skattereformens dagpengeforringelser frem til 2023. De parlamentariske spilleregler siger, at partierne kun kan opsige dens slags aftaler forud for et folketingsvalg og dermed gå til valg på at skaffe flertal for, at dagpengene ikke skal udhules yderligere.

I de senere år er det dog blevet almindelig anerkendt, at partierne også inden valget kan gennemføre politiske ændringer, hvis blot ændringerne først træder i kraft efter et folketingsvalg. Hvis der havde været den fornødne politiske vilje hos et flertal i Folketinget, kunne de allerede i begyndelsen af 2018 gennemføre et stop for yderligere udhuling af dagpengene, der kunne træde i kraft fra 1. juli 2019. Ja, udhulingen vil allerede kunne stoppes inden jul, hvis ellers der var politisk vilje til det. Det vil nemlig ikke vil bryde med de parlamentariske spilleregler at vedtage en anden form for stop for udhuling af dagpengene end lige netop en ændret regulering af dagpengesatserne. I dag er godt 4.000 kr. af det årlige a-kasse-kontingent penge, som a-kassen skal sende videre til staten. Dette statsbidrag kunne man f.eks. nedsætte eller fjerne helt for ledige på dagpenge, og det kunne man i princippet gøre ved de igangværende finanslovsforhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Hvis altså den politiske vilje var der. Men det er den ikke – hos andre end de partier, der med garanti ikke bliver inviteret med til de afsluttende finanslovsforhandlinger på onsdag.

Når det således ikke er de politiske forlig og de parlamentariske spilleregler, der i sig selv gør det pløkumuligt at stoppe udhulingen af dagpengene, er det oplagt at se nærmere på den næste barriere for en ordentlige dagpengedækning for manglende arbejdsindkomst, manglen på politisk vilje hos et flertal i Folketinget.

Her er nogle klare i spyttet, mens andre tøver lidt. Regeringspartierne er klare. Udhulingen af dagpengene skal fortsætte. Venstre-regeringen foreslog tilmed i sin 2025-plan, at den mindre regulering af de offentlige overførsler skulle fortsætte i både 2024 og 2025. Så kunne dagpenge og andre overførselsindkomster komme til at halte endnu mere efter lønudviklingen frem mod 2025, og dermed kunne der bedre blive råd til store (top)skattelettelser. Klar og gammelkendt Venstre-politik.

Derimod kniber det foreløbig med klarheden hos Socialdemokratiet, der traditionelt har støttet sikringen af de arbejdsløse. ”Vi kan godt se, at fagbevægelsen har en pointe,” indrømmer Socialdemokratiets arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn over for Ekstrabladet den 8. november, men tilføjer samtidig: ”Men vi kommer ikke til at ændre i det, vi allerede har vedtaget.” Altså politisk sympati, men binding til skatteaftalen med de borgerlige.

Leif Lahn og Socialdemokratiet lægger således ikke skjul på at være politisk klemt. Socialdemokratiet er indtil videre politisk loyal over for skattereformen med Venstre og Det konservative Folkeparti: ”Dækningen er i dag så lav, at en almindelig arbejder går meget langt ned i indkomst. Det vil vi også gerne være med til at kigge på i fremtiden. Men det, som er vedtaget, vil vi ikke ændre på nu.”

Læg nøje mærke til, hvad Leif Lahn her siger, og som ikke efterfølgende er blevet modificeret af Mette Frederiksen eller andre fra den socialdemokratiske ledelse. Socialdemokratiet siger, at partiet ikke udelukker, at partiet på et senere tidspunkt - f.eks. efter et folketingsvalg og dannelse af en socialdemokratisk regering - vil gøre noget ved de arbejdsløses stadigt ringere dagpengedækning.

En sådan umiddelbar imødekommenhed er næsten mere, end 3F, FOA og den øvrige fagbevægelse havde turdet håbe på. Argumenter, der gør indtryk, og et forlig med de borgerlige, som man lige skal vriste sig fri af engang i fremtiden. Når man tænker på, hvor systematisk tilbageholdende Mette Frederiksen har valgt at være med positive bud på, hvad Socialdemokratiet selv vil foreslå og gennemføre af større sager, er det et skridt på vejen at få skrevet kravet om ordentlig dagpengedækning på venteliste til et kommende socialdemokratisk regeringsprogram. Ret beset vil det være dybt urealistisk at forvente andet og mere end en dør på klem alene på baggrund af et par artikler i Jyllands-Posten og Ekstrabladet.

Dermed er 3F og FOAs dagpengekampagne kommet godt fra start, selv om der ikke er udsigt til konkrete resultater foreløbig. Den forsigtige socialdemokratiske åbning bør give den øvrige fagbevægelse mod på at gå med i 3F og FOAs kampagne mod fortsat udhuling af dagpengedækningen. Der er masser at kæmpe for, og selv om der er lang vej igen, er det bestemt ikke umuligt, hvis ellers en samlet fagbevægelse går på banen.

Det samme kan man sige til Enhedslisten og SF. Begge partier har det sidste års tid været ude at lede med lys og lygte efter, hvor de kan presse Mette Frederiksen til store og små indrømmelser. Enhedslisten har mest været på jagt efter de store ’streger i sandet’ og SF mest ude af det, der var småt nok til at ramme inden for skiven hos Mette Frederiksen. Her er så en ikke helt lille og politisk vigtig sag og tilløb til en socialdemokratisk åbning, hvor lille og forsigtig den endnu er.

Det burde ligge lige til venstrebenet for SF, der som bekendt selv var med til at gennemføre 2012-skattereformens mindreregulering af dagpengene, at gøre det til en mærkesag få en ny socialdemokratisk regering til at råde bod på det. Tilsvarende bør det være en oplagt sag for Enhedslisten, der efter en længere debat i partiets hovedbestyrelse har besluttet, at partiet ”kan fremsætte konkrete politiske betingelser som forudsætning for at pege på en socialdemokratisk ledet regering”, hvor man vil ”lytte til de krav om politiske forandringer, der rejses af faglige organisationer, elev- og studenterbevægelsen, miljøorganisationer og de foreninger og bevægelser, der repræsenterer de mange, der står udenfor arbejdsmarkedet.” Hvad er mere naturligt end at starte med at lytte til dagpengekravene fra (foreløbig) 3F og FOA? Det ville være rart med lidt ’sund, socialistisk kappestrid’ om at sikre en ordentlige dagpengedækning. Enhedsarbejde hed det vist i gamle dage.

Offentliggjort: d. 20. november 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.