Forblændelse i Spanien
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 13. november 2017

”Hvad der undrer mig er, at Europa er indifferent”, siger Marta Madrenas, Gironas borgmester og medlem af proløsrivelsespartiet PDeCAT (Partido Demócrata Europeo Catalán). ”Den spanske stat forbryder sig mod fundamentale rettigheder og kollektive friheder. Er disse ikke de grundlæggende principper i EU”?

Og sådan kører argumentationen dag efter i dag i medierne og desværre også på dele af europæiske venstrefløj.

Føderalisme, folkenes selvbestemmelsesret, folkets demokratiske rettigheder, centralistisk diktatur osv. er nøglebegreber, som indrammer diskussionen af den catalanske regions aktuelle løsrivelsesproces. I modsætning hertil beskæftiger kun få sig med, hvordan resten af den spanske befolkning egentlig stiller sig til løsrivelsestemaet, og hvordan det egentlig står til i hele Spanien, efter at landet har befundet sig i en dyb økonomisk- og social krise siden 2011.

Men før vi kommer til det sidste og måske væsentligste, bliver vi nødt til at runde de nævnte politiske signalmarkører, som er kommet til at virke som en spændetrøje for den politiske debat.

Som begrundelse for den brede løsrivelsesbevægelses (ANC) opfordring til folkeafstemning om løsrivelse, og regeringen Puigdemonts udskrivelse af folkeafstemningen den 1. oktober med det snævrest mulige flertal i det catalanske parlament, henviser man til folkenes selvbestemmelsesret som en grundfæstet demokratisk ret. Påstanden er isoleret set politisk meningsløs, idet selvbestemmelseskravet ligeså vel kan forfægtes af autoritære fascistiske bevægelser som af demokratiske. Selvbestemmelseskravet indgik bl.a. i Nazistpartiets program og blev anvendt bl.a. i relation til annektionen af Böhmen og Mähren. Dertil kommer, at begrebet ”folk” og ”nation” er vage politiske bestemmelser, som kun kan bestemmes konkret. Begrebet er således hverken demokratisk eller progressivt. Indholdet kan kun defineres ved og i den konkrete historiske situation.

Efter 1. verdenskrig, hvor imperierne og kolonistyret var i opløsning, spillede kravet om folkenes selvbestemmelsesret en begrænset progressiv rolle, fordi det understøttede nationsdannelsen og grundlaget for demokratiets udbredelse. Men hverken Bayern, Lombardiet, Flandern eller Catalonien er undertrykt af en diktatorisk stormagt eller centralistisk territorialstat. Tværtimod nyder de udstrakt selvstyre. De er delstater eller regioner i fuldt udviklede nationalstater, med national økonomi og klare klassedannelser, så de nationale spørgsmål spiller på ingen måde en progressiv rolle i 2017. Tværtimod har løsrivelsesspørgsmålet i Catalonien demonstreret et partikularistisk og ”socialchauvinistisk” syn, der må takseres som reaktionært, hvis man ellers mener noget med velfærdsstaternes universelle perspektiv og grundlæggende solidaritet.

Den spanske stat bygger på forfatningen fra 1978, som på den ene side har nogle Hegelske reminiscenser (stænderbegrebet) hvad angår partiernes og de folkevalgtes stilling i samfundet, og på den anden side bygger på en art asymmetrisk føderalisme, hvor nogle af de 17 regioner (deriblandt Catalonien) nyder større autonomi end andre. Men at forfatningen trods mange svagheder skulle være udemokratisk, er der mig bekendt ikke ført bevis for i den almindelige offentlige debat.

Derfor har regeringen - hvis den vil kaldes demokratisk - selvfølgelig også en pligt til at forsvare forfatningen (som er demokratisk). Og en hvilken som helst politisk bevægelse, der måtte være utilfreds med forfatningen, har en tilsvarende demokratisk forpligtelse til at søge et bredt folkeligt mandat til at ændre den. Og man bør i den forbindelse erindre, at den gældende forfatning i sin tid blev godkendt af 90% af de afgivne stemmer.

Man kan nok så meget begrunde den nuværende forfatning som et nødvendigt kompromis for at holde et militærkup fra døren efter Francos død og demokratiets indførelse. Men forfatningen er ikke blevet ændret i de forløbne år, og bestræbelserne herfor har været begrænsede frem til i dag. Der har været løsrivelsesbevægelser med svingende tilslutning i både Baskerlandet og Catalonien i hele perioden siden 1978, men de har ikke bestræbt sig på eller evnet at opbygge en bred national bevægelse for at ændre forfatningen og tildele større autonomi til alle 17 regioner. Det er også vanskeligt at finde præcise diskussioner af, hvordan et føderalistisk alternativ til den nuværende forfatning skal etablere de politiske, økonomiske og sociale fordelingsmekanismer for at sikre fremtidens demokratiske, solidariske og ligestillingsmæssige statsgrundlag.

En føderalistisk statsdannelse er i øvrigt hverken mere eller mindre demokratisk end en enhedsstat med en centralregering. Næppe ret mange vil mene, at Danmark er mindre demokratisk end eksempelvis USA eller Tyskland. Danmark er en enhedsstat med udstrakt kommunalt selvstyre, selv om den foregående og nuværende regering er i gang med at indskrænke selvstyret for at tilfredsstille Finanspagtens krav om national budgetdisciplin. I øvrigt en tendens i hele Europa.

Og så er vi måske fremme ved nogen af de mere grundlæggende problemer, der pulserer under det catalanske løsrivelsesspørgsmål, som det også gør det i Lombardiet, simrer i Østeuropa (Ungarn) og er en teoretisk mulighed i Bayern, Flandern og Skotland for her at nævne de mest kendte.

For det første er løsrivelsestendensen først blevet til et påtrængende politisk problemfelt siden 2008. For det andet er det påfaldende, at både Lombardiet, Bayern og Catalonien står økonomisk stærkere end de andre delstater eller regioner indenfor en og samme stat. For det tredje er der et sammenfald mellem løsrivelsesbevægelsernes socialchauvinisme og den socialchauvinisme, der vokser frem i de rige lande i EU overfor andre EU borgere med Brexit som det ultimative udtryk.

Mekanismers indre drivfjeder er den samme, men de tildækkes en højstemt selvbestemmelsespatos og opretteledere som den småborgerlige Puigdemont i Catalonien. Og for det fjerde er disse bevægelsers og socialchauvinismens realitetssans næsten ikke eksisterende.

Midt under den højspændte situation i Spanien med 750.000 mennesker på gaden i protest mod retsforfølgelsen af de ledere, der vitterligt har tilsidesat forfatningsdomstolens afgørelse, og i vrede over Rajoy-regeringens provokerende håndtering af krisen og uproportionale magtanvendelse, er det, som om den virkelighed, som Paradisdokumenterne afslører, sættes i forbindelse med drømmen om en ny selvstændig stat i Europa og dens faktiske overlevelsesmuligheder – netop som selvstændig stat.

End ikke Tyskland og Frankrig kan stoppe skatteunddragelsen, og reaktionære regeringer som eksempelvis den danske spænder ben for en fælles indsats for at inddæmme de transnationale selskabers skatteunddragelse. Hvordan forestiller man sig så, at en ministat som Catalonien uden en stats strukturer skulle kunne klare sig bare et halvt år, nu hvor over 2000 selskaber har flyttet hovedsædet ud af Catalonien og nedlagt i omegnen af 20.000 arbejdspladser? Mon ikke det tilbageværende ”nationale” borgerskab og store småborgerskab ville stå oppe på ryggen af den catalanske arbejderklasse for at tvinge den til at vise ”samfundssind”, så arbejdspladserne kunne vindes tilbage. Dvs. at arbejderklassens interesser forventeligt vil blive undertrykt i en de facto løsrivelse.

Problemet er, at det bliver arbejderklassen og de brede lønmodtagergruppers interesser allerede i den nuværende ”proces”, som løsrivelsesbevægelsen kalder folkeafstemningen og den senere løsrivelseserklæring 27. oktober. Det gælder hele den spanske arbejderklasse og de brede lønmodtagergrupper og ikke blot catalanerne.

Den konservative Rajoy regering har allerede nye økonomiske stramninger i støbeskeen. Det spanske budgetunderskud udgør 3,5% af BNP. Det skal nedbringes til under 3% ifølge Vækst- og stabilitetspagtens bestemmelser. IMF og Kommissionen har presset den spanske regering siden januar 2017 og peget på den decentrale struktur som hovedproblemet. Men regeringen kan ikke nedbringe underskuddet, bl.a. fordi en region som Catalonien har udstrakt selvstyre og et stort underskud. Siden 2012 har centralregeringen måtte støtte den catalanske region og redde to store sygehuse fra fallit og har i relation til alle regioner måtte oprette en finansiel redningsfond på 18 mia. euro. De penge skal nu betales tilbage. Det kan regionerne ikke. Og gør de ikke det, kan Spanien ikke leve op til finanspagtens bestemmelser.

Dertil kommer, at selv om Spanien oplever en relativ høj vækst på 3,1% af BNP i 2017, så sker væksten ikke i industriproduktionen, men i servicesektoren. Arbejdsløsheden er stadig mellem 18 og 20%. Ulighedens vækst er en af de største indenfor EU. Det har medført en del uro på det spanske arbejdsmarked, fordi regeringen siden 2012 både har skåret i de vitale velfærdsordninger og ensidigt har skærpet arbejdsmarkedslovgivningen. De faglige rettigheder er indskrænket, uden at fagbevægelsen har kunne svare igen, fordi den er splittet mellem tre relativt store forbund (UGT, CCOO, USO) og et utal af små regionale fagforbund uden national gennemslagskraft.

Kort sagt står de spanske lønmodtagere i en situation, hvor de mere end noget andet har brug for samling og brug for en politiske opposition til Rajoys PP parti og det liberale Ciudadamos. Dvs. helt konkret brug for en alliance mellem det socialdemokratiske PSOE og det venstrepopulistiske Podemos som alternativ til regeringens magtdemonstrationer overfor fagbevægelsen, sociale bevægelser og yderligere forringelser af velfærdsordningerne og selvfølgelig også for en demokratisering af 1978 forfatningen. Med andre ord en bevægelse og et politisk program, der kan samle de brede grupper i de 17 regioner om en politik, der kan udvikle solidaritetsgrundlaget dem imellem og opbygge en egentlig folkelig politisk og social enhed som alternativ til den indsnævrede og partikulære ”nationale” enhed i regionerne. Den gavner kun de lokale småborgerlige klasser og den spanske herskende klasse i den forstand, at konkret lønmodtagerpolitik underordnes abstrakt autonomitænkning.

Indtil nu har den nationalistiske løsrivelseskamp haft nøjagtig den problematiske effekt. Rajoy har udskrevet valg i Catalonien til den 21. december. Allerede nu forhandles der om to alliancer. Den første bestående af PP, PSOE og Ciudadanos. I den anden bestående af Poigdemonts parti PDeCat og det såkaldt venstreorienterede løsrivelsesparti ERC. Hvor Podemos står, og hvordan det anarkistiske CUP forholder sig til løsrivelsesfløjen, er ikke helt klart. Og om de umage alliancer holder valgkampen ud, vides heller ikke. Men afgørende er det, at det mulige politiske alternativ til den reaktionære Rajoy regering og en politisk svækkelse af samme regering meget vel kan blive første offer for en nationalistisk og småborgerlig valgkamp.

Skulle det blive tilfældet, vil det ikke være første gang i historien, at den brede befolkning har mistet blikket for egne legitime sociale- og økonomiske interesser med udsigten til en hurtig gevinst ved løsrivelse ”for at skabe det ideale”. Adskillelse, atomisering og reaktivt forsvar er blevet resultatet. En fatal forblændelse i historisk situation, hvor Europæisk solidarisk enhed er det eneste rationelle og progressive svar på en global kapitalisme, der suger økonomiske grundlag ud af velfærdsstaterne.

Offentliggjort: d. 13. november 2017

              
Kommentarer
204 #1 kold
d. 13. november 2017
Som sædvanlig en skarp analyse som aldrig glemmer, skal vi kalde det, klassekamp-aspektet. Ikke at det skal interesse nogen, men har haft et lille skænderi med den ellers fornuftige Henrik Herløv Lund på FB, som ud af det blå gik varmt ind for catalansk løsrivelse, for folkets selvbestemmelse, og Rajoy som en slags efterfølger til Franco. Men altfor kontekstløst. Og uden interesse for, hvem og hvad der kommer ud af en sådan nationalistisk ambition.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.