I frihedens navn
Af Jan Mølgaard
Offentliggjort: 06. november 2017

Det kan være svært - meget svært - at fastholde et overblik over alt det, der foregår både i den politiske verden og andre steder. Det kan være svært at se de store linjer, fordi støjen fra medierne overdøver alt i jagten på de hurtige pointer og de hurtige gevinster. Ser man nyheder i tv - lytter til radio engang imellem - læser måske en avis i ny og næ - besøger hjemmesider - eller følger med i vennernes aktivitet på Facebook og fjendernes på Twitter, så bliver man hvirvlet ind i et kalejdoskopisk billede, der ikke fokuseres yderligere, når en valgkamp er i gang. Som den er nu.

Alle gør krav på fornuften, og de fleste påstår at tale sandt. Stem på mig, jeg er forvalter af fornuften og rationaliteten - læs mine ord og så ved du, hvad der er bedst - køb mine varer, så får du lykke i tilgift.

Sådan opleves hurlumhejet.

Men midt i det hele står jeg og føler, at jeg har hørt det meste før, at jeg ikke helt er i stand til at skelne vigtigt fra uvigtigt - eller føler, at en masse af det, der er vigtigst, slet ikke omtales eller fortegnes, når det engang imellem alligevel rammer forsiderne … eller bare side 11 nederst til højre.

OK - det er da urimeligt at påstå, at det næsten aldrig har gået bedre, når et faktum er, at en meget stor del af den danske befolkning (og en endnu større del af befolkningen andre steder) både holdes udenfor indflydelse, udenfor arbejdsmarkedet og udenfor den såkaldte velstandsstigning. Ligesom det er urimeligt at påstå, at alle har fået det bedre, når en markant del af befolkningerne rent faktisk har fået det ringere eller i hvert fald ikke bedre. I en udsendelsesserie (2 afsnit) på DR2 med titlen ”De ekstremt rige - og os andre” fra 2015 gennemgik og smadrede myterne om den generelle velstandsstigning både i USA og i Storbritannien og dokumenterede, at det eneste, der reelt var vokset i de sidste 25-30 år var de superriges superrigdom. Ingen vil kunne påstå, at udsendelserne var (eller er) revolutionære i deres grundlag, men de fastslog hinsides enhver tvivl, at uligheden er vokset og ikke mindsket i perioden efter Reagan og Thatcher.

Det samme kan man helt sikkert sige om situationen i Danmark. Og i en række andre europæiske lande. Ligesom man kan det om en række lande udenfor Europa.

Så ja, der er ingen dækning for vores aktuelle statsministers udtalelser ved Folketingets åbning om, at det går godt i Danmark:

”Gennem historien har danskerne grebet mulighederne. Ude og hjemme. Vi har ikke stået stille. Vi har haft ambitioner. Drevet udviklingen frem. Vores land er blevet rigere. Vores samfund tryggere. Danmark er blevet friere. Rigere. Tryggere. Friere. Det er den balance, Danmark er bygget på. Hvor dynamik og udsyn er forudsætningen for velstand. Hvor velstand er grundlaget for velfærd. Det går godt i Danmark. Der er grund til optimisme. Nu skal vi have alle med ind i en lysere fremtid.”

Sådan sagde han. Nogenlunde samtidig med at Finansministeriet kunne konstatere, at omkring 750.000 danskere i den arbejdsdygtige alder i dag modtager støtte til beskæftigelse eller overførselsindkomst fra det offentlige, når man fraregner studerende på SU. [1]

Gennemsnitsindtægten stiger - samtidig med at indkomsten for dem med de laveste indtægter falder både absolut og relativt. Vores land er blevet rigere, sagde statsministeren. Og det er egentlig rigtigt nok for en gennemsnitsbetragtning. Hvis man medtager aktiegevinster, bankoverskud, vækst i huspriser og så videre og dividerer tilvæksten med antallet af mennesker i landet, så er gennemsnitsindtægten vokset. Samtidig med at dagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp og pensioner er faldet eller faldet i værdi.

Men det er ikke det eneste, som man ikke taler om.

Samtidig med at man altså har beskåret overførselsindkomster og støttemuligheder, så har man lettet skatterne på virksomhederne (og vil nu lette dem endnu mere). Man har nedsat afgifterne på biler, man har planer om store skattelettelser, man har øget presset på de offentligt ansatte, man har skåret ned i størrelsen af de midler, man lokalt (gennem kommuner og regioner) kan anvende på velfærd (uanset hvad man så ellers påstår fra Folketingets talerstol).

Så jo, den sandhed, at gennemsnitsrådighedsbeløbet for den enkelte borger er steget, er ikke forkert. Men den måde at se på tingene på, dækker over det faktum, at mens nogen er blevet betragteligt mere velstillede, så er andre blevet betragteligt fattigere - og den bevægelse ser det kun ud til, at man ønsker at fortsætte i tiden fremover.

Som man kunne læse det i Ugebrevet A4 i februar 2017:

”Syv ud af ti danskere har fået færre penge på kistebunden fra 2004 til 2014. I samme periode har de resterende 30 procent med de største formuer oplevet stor fremgang. Det viser en analyse fra AE, hvoraf det også fremgår, at den rigeste tiendedel af befolkningen i gennemsnit har 3,7 mio. kr. i formue, mens den fattigste tiendedel gennemsnitligt har en nettogæld på næsten 700.000 kr.” [2]

Hvad taler man så ellers om, når man ikke vil eller ikke orker at tale om den stigende ulighed?

Tag et kig på overskrifterne en tilfældig dag … på en hvilken som helst avis-hjemmeside, på DR’s hjemmeside eller på TV2’s hjemmeside. Nu sidder jeg og skriver min mandagskommentar den 3. november 2017, og her er de øverste tre overskrifter på Jyllands-Postens hjemmeside, DR’s hjemmeside og på TV2’s hjemmeside:

JP
Støjberg blev eskorteret væk fra besøg på udrejsecenter
En lille, trind mand er i centrum, når Trump rammer Asien (om Nordkorea - kun for abonnenter)
Forsvarer: Hvorfor vil Pape forbyde lige præcis LTF? (om bandekonflikten)

DR
Inger Støjberg eskorteret i sikkerhed fra vrede mennesker i asylcenter
Ny type flåt er kommet til Danmark på ryggen af en guldsjakal
Købstilbud får Nykredit til at genoverveje børsnotering

TV2
Støjberg eskorteret væk fra besøg på udrejsecenter (breaking)
Rubjerg Knude Fyr skal pilles ned
Spar-købmand er død efter knivoverfald

Den vigtigste nyhed af alle er altså den om, at landets såkaldte integrationsminister er blevet eskorteret væk fra et udrejsecenter, fordi beboerne dér forsøgte at komme i nærkontakt med hende. Som tilskuer kan man vel kun sige, at der kan man bare se - de er sgu farlige, de flygtninge! Vi lever altså i en verden, som først og fremmest rummer trusler alle vegne - det er vel den næste konklusion. Udover det med de voldsomme flygtninge, så en SPAR-købmand død efter et voldeligt overfald, der er gang i den på de Københavnske gader og stræder, og slipper man for at blive ramt af vildfarne kugler, så ender man sikkert med at falde som ofre for en ny type af flåt, som guldsjakalerne har haft med - eller som ofre for enten den ene eller den anden galning på den politiske scene (Donald Trump fra USA og Kim Jong-un fra Nordkorea). Overvågningen intensiveres, der uddannes og ansættes flere politibetjente, lovgivningen strammes, kontrollen øges, isolationen vokser …

Jeg ved det godt … sådan kan man ikke tillade sig at ræsonnere. Det er for primitivt. Og det ville også være rigtigt at bebrejde mig, hvis det altså ikke lige forholdt sig sådan, at denne helt igennem tilfældige stikprøve giver et ganske godt billede af, hvad medierne prioriterer og et ganske godt billede af de vilkår, som jeg som nyhedsforbruger (som det vist hedder nu om dage) er underkastet.

I en verden - også på det lokale plan - hvor den stadigt stigende ulighed kan beskrives med ordene: ”Danmark er blevet friere. Rigere. Tryggere. Friere” - hvor vilkåret er en konstant strøm af trusler udefra (flygtninge og migranter) - hvor volden lurer omkring hvert eneste gadehjørne - hvor en uskyldig SPAR-købmand bliver stukket ned med en kniv og dør af det - hvor utilregneligheden indtager mange af de storpolitiske magtpositioner - hvor der snart sagt ikke går en dag uden terrorangreb - og hvor klimaforandringerne accellererer (bliv selv ved) - i sådan en verden er det vel intet under, at de fleste helst vil klamre sig til forsikringerne, helst vil holde fast i det kendte og trygge, helst vil tro på magthavernes gode vilje.

Enten betyder den illusoriske tryghed og de konstante forsikringer om, at det går fint, og at det vil gå endnu bedre i næste uge og næste måned og til næste år. Eller også må man leve med truslen, med kaos, med uoverskueligheden - som man ingen hjælp får til at overkomme fra medierne, fra politikerne - og slet ikke fra magthaverne i finansverdenen eller bankverdenen. Ikke anden hjælp end et tilbud om nye forsikringer. Der jo så sikkert nok skal vise sig at være absolut intet værd, den dag hvor man får brug for dem.

Gør gode tider bedre … vi har givet opsvinget flyvehøjde, nu skal vi give det flyvelængde … og har vi det da ikke godt her i lille Danmark. Lever vi ikke livet … som det lykkeligste (eller næst lykkeligste) folk i verden?? Vi dukker nakken og lader os styre og manipulere, vi dukker nakken og lever på, at der er andre, der har det værre end jeg, vi dukker nakken og tror ikke på eller tror ikke længere på, at vores mening betyder noget, at vi skal tænke selv, at vores drømme også betyder noget og ikke kan købes på kredit.

Eller gør vi?

Mere og mere overvågning, flere og flere løgne, mere og mere ulighed, mere og mere rådvildhed, mere og mere kontrol, mere og mere marked. Er det ikke snart ved at være nok? Og bør du og jeg og dem vi kender ikke snart sige fra … og sige til? Mens grebet strammes omkring os, så får de virkelige problemer og de virkelige udfordringer lov til at vokse og vokse. Skræmte af en uoverskuelig verden lægger vi os til at sove og ved ikke, om vi også får lov til at vågne igen … eller om vi skal blive i denne mere og mere fiktive. Mere og mer pseudovirkelige verden.

Man kommer til at tænke på noget, som Eric Fromm skrev i ”Flugten fra friheden” fra 1941:

”Aviserne benytter samme spalteplads og alvor til at berette om en societypiges spisevaner og ligegyldige meninger som til at referere begivenheder af kunstnerisk eller videnskabelig vigtighed. Den slags er skyld i, at vi ophører med at have noget egentligt forhold til, hvad vi hører og læser. Vi mister evnen til at begejstres, emotioner og dømmekraft hæmmes og efterhånden får vor indstilling til, hvad der foregår rundt om i verden, præg af ligegyldighed. I frihedens navn mister livet sin struktur; det består af mange småstumper, der alle er forskellige og som helhed ikke giver nogen mening. Mennesket er ladt alene med disse stumper som et barn med et puslespil. Der er bare den forskel, at barnet ved, hvad et hus er, og hvordan det skal se ud og kan derfor genkende dele af det i brikkerne, det sidder med i hånden, mens den voksne ikke kan se nogen ”helhed” i de stumper, som kommer det i hænde. Han er forvirret og bange og kan blive ved med at stirre på sine små meningsløse stumper”.

Offentliggjort: d. 06. november 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.