DF varsler ulvetider for sygehuse, plejehjem, skoler og daginstitutioner
Af Bent Gravesen
Offentliggjort: 30. oktober 2017

Alt tyder på, at Thulesen Dahl slipper mere end helskindet fra at gøre fremtiden yderligere usikker for vores sygehuse, plejehjem, skoler og daginstitutioner.

Vores sygehuse, plejehjem, skoler og daginstitutioner går ulvetider i møde, hvis Dansk Folkeparti i de kommende uger, siger ja til blot en brøkdel af regeringens forslag om skatte- og afgiftslettelser for både borgere og virksomheder. Det hjælper jo ikke hverken børnene, de syge eller vores ældre medborgere, hver gang Kristian Thulesen Dahl siger ja til at bruge løs af råderummet til billigere biler og lavere skat til alle andre end folkepensionister, syge, arbejdsløse og studerende.

Allerede i dag skranter velfærdssamfundet. Der mangler både penge og medarbejdere, hvis vores sygehuse, plejehjem, skoler og daginstitutioner skal kunne sikre en ordentlig velfærd. Bedre bliver det ikke i fremtiden. I de kommende år bliver både flere ældre og flere børn, og derfor vil der yderligere være brug for flere medarbejdere til vores sygehuse, plejehjem og daginstitutioner.

Skal det offentlige forbrug følge med demografien, er der ifølge Finansministeriets beregninger brug for ekstra 25 mia. kr. frem mod 2025. Det svarer til en årlig vækst i det offentlige forbrug på 0,6 pct. alene for at sikre uændret velfærd i fremtiden. Og det dækker ikke engang genopretningen for tidligere års nedskæringer.

Men ikke nok med det. Herudover er der brug for yderligere penge og medarbejdere, hvis der skal skabes bedre sygdomsbehandling, forebyggelse, uddannelse, dagtilbud osv. Hvis den fælles velfærd skal forbedres i samme takt som den forventede stigning af privatforbruget, skal det offentlige velfærdsforbrug ifølge Finansministeriets beregninger vokse med gennemsnitlig 1,1 pct. om året.

Spørger man så finansminister Kristian Jensen, om der vil være råd til både regeringens mange skattelettelser og en årlig vækst i det offentlige forbrug på 1,1 pct., vil han svare med himmelvendte øjne. Nej, der ikke råd til både bedre velfærd og regeringens skattelettelser. Netop derfor insisterer regeringen så hårdt på noget nær nulvækst.

Der er netop her, vandene skiller. På den ene side er der regering, som trækker i retning af et samfund, hvor et stadigt mere ulige fordelt privatforbrug buldrer derudaf, mens den fælles velfærd skranter og skrumper mere og mere. På den anden side er der oppositionen, der slås for et samfund, hvor behandlingen af de syge, omsorgen for de ældre og børnenes hverdag i børnehaven forbedres i mindst samme takt som kvaliteten af familiebilen og lørdagsrødvinen. I midten står Dansk Folkeparti, der er parat til at gå regeringens vej, hvis blot velfærden ikke kommer til at skrante alt for meget. Det er de klare politiske valg, og det er præcis dem, som skatte- og finanslovsforhandlingerne reelt handler om.

Men både regeringen og Dansk Folkeparti gør på hver sin måde alt for at tilsløre dette. Hverken regeringen eller Dansk Folkeparti ønsker at stille op til et sådant klart holdningsvalg. Gøres skatteforhandlingerne til at sådant klart holdningsvalg, vil det med stor sikkerhed skrue folks ønsker om skattelettelser endnu længere ned, end de er i forvejen, og det vil begrænse DF og regeringens muligheder for at gennemføre skattelettelser på bekostning af velfærden.

Umiddelbart kunne man måske tro, at Dansk Folkeparti ville have en interesse at skrue ned for befolkningens lyst til skattelettelser. Det vil jo give medvind til Dansk Folkepartis ønske om at nedbarbere regeringens skatteambitioner. Men sådan er det ikke. I hvert fald ikke helt. Der er en grænse for Dansk Folkeparti lyst til at give vælgerne et klart valg. Hvis for mange i Dansk Folkepartis bagland siger nej til at tage penge fra den fælles velfærd og bruge dem til øget privatforbrug og større profitter, risikerer Kristian Thulesen Dahl, at det vil spænde ben for det, Dansk Folkeparti for længst har valgt, nemlig at gå med til en skatteaftale med regeringen i håb om at få en række andre indrømmelser på bl.a. udlændingeområdet. Dansk Folkeparti er ikke interesseret i, at befolkningen skal give hverken regeringspartierne eller DF alt for bastante meldinger om at prioritere behandlingen af de syge, omsorgen for de ældre og børnenes hverdag i børnehaven.

Dette politiske dilemma for Dansk Folkeparti forklarer, hvorfor Kristian Thulesen Dahl og den øvrige DF-top i længere tid har fundet det nødvendigt at tale så positivt om skattelettelser. Det har været bemærkelsesværdigt at se, hvor systematisk Dansk Folkeparti de seneste måneder har argumenteret så omhyggeligt for, at det at få en skattelettelse ikke i sig selv er så dårligt. Utallige gange har DF’erne på det seneste brugt lejligheden til at sige, at en skattelettelse, der giver lidt flere penge på lommen, vil være kærkommen for mange. Specielt, hvis man hører til dem, der ikke har for meget at gøre med, lyder DF-propagandaen.

Det har DF jo ret i, og derfor har DF-argumentet givetvis haft den ønskede effekt. Værdien af og sympatien for skattelettelser, specielt i bunden op, er blevet talt op. Er man arbejdsløs, på sygedagpenge, SU, kontanthjælp eller folkepension (DF nævner ikke flygtninge på integrationsydelse), er man blevet mindet om, at det vil være kærkomment med lidt flere penge at gøre godt med, og Dansk Folkeparti har det sig til talsmand for det kærkomne ønske. Ikke så dårligt spin, må man sige.

Oppositionspartierne har til gengæld haft mindre held. Givetvis uden at ville det, har de givet Dansk Folkeparti en indirekte hjælpende hånd. I stedet for at fokusere hårdt på, at Dansk Folkeparti ved at forhandle skattelettelser varsler ulvetider for velfærden, har Socialdemokratiet og venstrefløjen brugt langt de fleste kræfter på at kritisere regeringen for topskattelettelser og for ikke rigtigt at ville give skattelettelser i bunden. Det har formodentligt bidraget (indirekte) til at tegne et billede af Kristian Thulesen Dahl som den lille mands eneste chance ved skatteforhandlingerne. Imens er socialdemokraternes og venstrefløjens meget generelle og uforpligtigende forsvar for velfærden måske tilmed gledet noget i baggrunden.

Lige nu er der – trods en støtteværdig velfærdsdemonstration den 7. november i København (Thorvaldsens Plads kl 16:30) – ikke større udsigt til, at kritikken af regeringen og DFs projekt bliver bred og markant nok til at forhindre Kristian Thulesen Dahl i at slippe mere end helskindet fra at gøre fremtiden yderligere usikker for vores sygehuse, plejehjem, skoler og daginstitutioner.

Ganske vist turnerer Mette Frederiksen for øjeblikket landet rundt for sammen med de lokale kandidater at udbrede det socialdemokratiske budskab om, at socialdemokrater ”kæmper for, at der er råd til vores fælles velfærd”. Men det går op i kommunal valgkamp uden nævneværdig effekt på skatteforhandlingerne.

Mette Frederiksens overordnede argumentation fejler sådan set ikke noget. Hun argumenter både for, at vores velfærd skal kunne følge med, når vi bliver flere ældre, og for at man lokalt skal have muligheden for at gøre velfærden bedre i daginstitutioner samt på skoler, sygehuse og plejehjem. Det er i sig selv fint og rigtigt, men alt andet end konkret og forpligtigende. Dertil kommer det særlige problem, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet er bemærkelsesværdigt tavse, når det kommer til kritikken af Dansk Folkepartis forligsiver. Kristian Thulesen Dahl går reelt fri.

Umiddelbart fristes man til at forklare Mette Frederiksens manglende kritik af Dansk Folkeparti med Socialdemokratiets samarbejde med Dansk Folkeparti på bl.a. udlændingeområdet. Men det er formodentlig ikke hele forklaringen og ikke engang den væsentligste. Mette Frederiksens tavshed skyldes formodentlig først og fremmest, at Mette Frederiksen nødig selv vil forpligte sig for meget. Hun vil i dag helst undgå at melde klart ud på, hvad Socialdemokratiet vil gøre, hvis nu regeringen og DF som forventet indgår et forlig, der varsler ulvetider for vores børn, syge og gamle. Derfor har Mette Frederiksen også den interesse i ikke at gå for hårdt til Kristian Thulesen Dahl for at svigte velfærden. Det vil næsten uundgåelig forpligte Socialdemokratiet til selv at slås for at sikre væsentlig bedre velfærd, end Dansk Folkeparti og regeringen er ved at blive enige om, og det vil Socialdemokratiet få svært ved at indfri efter næste folketingsvalg. Det vil kræve et folketingsflertal uden om samtlige blå partier, og det står ikke just at læse i meningsmålingerne. Og bl.a. derfor indgår det heller ikke i Socialdemokratiets nuværende politik.

Netop derfor er der ekstra god grund til, at vi andre spørger Socialdemokratiet (og de øvrige oppositionspartier for den sags skyld) om, hvad de at tilbyde alle os. Vil de gå til valg på en ny regering og en ny økonomisk politik, der i det mindste giver vores sygehuse, plejehjem, skoler og daginstitutioner ressourcer til at genoprette og udvikle velfærden i en tid med flere ældre og flere børn?

Kristian Thulesen Dahl har allerede nu demonstreret, at han ikke har det tilbud på hylden. Det vil kun stå endnu tydeligere, når han er færdig med skatte- og finanslovsforhandlingerne. Derfor er der i dag reelt kun fagbevægelsen og venstrefløjen til at presse på for at få en forhåbentlig kommende socialdemokratisk regering til at sikre, at vores sygehuse, plejehjem, skoler og daginstitutioner får tilført de fornødne ressourcer til at forbedre velfærden i mindst samme takt som topskatteydernes forbrugsmuligheder.

Det kan vel ikke være for meget forlangt af en ny socialdemokratisk regering? Også selv om det tydeligvis er alt for meget at forlange af Dansk Folkeparti?

Offentliggjort: d. 30. oktober 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.