Nets
Af Jan Mølgaard
Offentliggjort: 09. oktober 2017

Historien er - næsten - druknet i al den hurlumhej, som har omgivet perioden op til Folketingets åbning.

I medierne har det hele handlet om registreringsafgifter (der uanset hvad forligspartierne påstår har social slagside), om burkaer og den slags (hvor debatten grundlæggende mest af alt virker som en afledningsmanøvre) og af alle de sædvanlige tåbeligheder i forbindelse med statsministerens åbningstale og den efterfølgende såkaldte debat.

Men der er faktisk sket noget, som man burde have langt større opmærksomhed fæstnet på. Og jeg tænker her ikke på de evindelige skudepisoder og den pågående bandekrig (der helt sikkert er noget skidt) eller på det der sker i omverdenen (f. eks. i Catalonien i Spanien).

Som overskriften lød i Berlingske Business: ”Nogen må jo pinedød regne forkert i Nets.”

Baggrunden for artiklen i Berlingske er, at Nets nu har modtaget et nyt købstilbud fra en anden amerikansk kapitalfond - Hellman & Friedman - på i alt 33,1 milliarder - et købstilbud, som bestyrelsen for selskabet tilsyneladende anbefaler aktionærerne at sige ja til. Nets blev jo som bekendt blev børsnoteret for et år siden (2016) , efter at de to kapitalfonde Advent og Bain et par år tidligere overtog virksomheden for 17 milliarder - børsnoteringen gav Nets en (fiktiv) værdi på 30 milliarder. Og den værdi er tilsyneladende ikke blevet mindre i mellemtiden.

Hvorfor er det interessant for dig og mig? Og mere interessant end så meget andet, medierne bruger enorme mængder af energi på at dække?

Lad os lige gå lidt tilbage i historien.

Den børsnoterede virksomhed, der i dag hedder Nets, opstod oprindelig i 1968. Artiklen om Nets på Wikipedia[1] opsummerer historien således:

”De danske banker var blandt de første i verden til at udvikle og investere i elektroniske betalingsløsninger i 1960'erne. Resultatet var PBS, der blev etableret i 1968, og i de følgende årtier, spillede en central rolle i betalingsløsninger og tilknyttede tjenester på det danske marked. I 1972 fusionerede de to største norske spillere i elektroniske betalingstjenester, Bankkort og Bankgirosentralen, og dannede selskabet BBS. Direkte debitering blev introduceret i 1974 på det danske marked. Teller blev etableret i 1977 under navnet Visa Norge. PBS indførte i 1983 det nationale betalingskort Dankort. Den norske pendant, BankAxept, blev lanceret i 1991. Løsningen er siden blevet den mest almindeligt anvendte betalingsmetode i Norge. Visa Norge tilføjede i 2003 MasterCard til sin produktportefølje, og selskabets navn blev ændret til Teller. BBS udvidede sine aktiviteter i 2005 på det nordiske marked ved at opkøbe Ingenico AB (Sverige), BBS Manison (Finland) og Sagem (Danmark). Teller købte de eksklusive rettigheder til at erhverve American Express i 2006. Det følgende år blev Teller overtaget af Nordito AS. BBS styrkede sin position på det danske marked i 2007 med opkøbet af LD Betalingssystemer. Senere i 2007 BBS blev overtaget af Nordito. I 2009 Nets blev dannet, da danske PBS Holding A/S og norske Nordito AS, der er moderselskab for BBS og Teller, slog sig sammen. I foråret 2014 blev Nets solgt for 17 milliarder kroner til ATP samt de to amerikanske kapitalfonde Advent International og Bain Capital.[2] Godt en måned senere blev den såkaldte Se og Hør-sag oprullet, hvor Nets var involveret.”

PBS var voldsomt aktiv i den bestræbelse, der blev udfoldet for at få elektronisk bankvirksomhed til at slå igennem i Danmark (og andre steder). Tanken var, at man kunne rationalisere en række dagligdags betalingsforretninger og både gøre dem sikrede og billigere for pengeinstitutterne. Via terminaler i dagligvarebutikkerne kunne man automatisere en række af de operationer, som man tidligere brugte mandskabstimer på at udføre - kontantbetalinger og betalinger med checks. Man kunne også rationalisere en række efterbehandlinger - kontoopdateringer hos brugeren og bogholderioperationer hos de handlende for eksempel - og endelig ville det blive langt enklere at dokumentere ”pengespor”, hvis man fik brug for det for eksempel i forbindelse med efterforskning af kriminelle handlinger.

Det store gennembrud på området kom i 1983 (ja, det er faktisk ikke længere siden), da det såkaldte Dankort blev introduceret. Som DR’s hjemmeside skriver:

”Det var PKK's direktør, Mogens Munk Rasmussen, der den 1. september 1983 gennemførte historiens første Dankort-køb i skobutikken Halgren. Siden begyndelsen har danskerne brugt Dankortet og Visa/Dankortet mere end 11,5 milliarder gange. Resten af året 1983 fulgte danskerne efter med i alt 78.552 Dankort-betalinger rundt om i Danmark. Til sammenligning blev der i de samme fire måneder - fra september til december - i 2012 gennemført ikke færre end 337 millioner betalinger.” [2]

Til Dankort-systemet føjede sig sidenhen en lang række af andre aktiviteter - automatisk betaling af regninger, kreditkort-dimensionen, eBoks, Mobilepay og så videre. Således at PBS / Nets i dag er stort set enerådende på det danske betalingsmarked, og således at det for eksempel har kunnet lade sig gøre helt at eliminere checks som betalingsmiddel og stort set at fjerne kontanter fra hverdagen.

Er det så godt?

Der var stor modstand mod Dankortet til at begynde med. Man mente, at der dels ville ske det, at almindelig hverdagshandel i løbet af relativt kort tid ville udvikle sig til en gebyrmaskine for de virksomheder, som tog sig af formidlingen. Helt sådan er det ikke gået - endnu. Den 1. januar 2005 fik pengeinstitutterne lov til at opkræve et gebyr fra forretningerne på op til 50 øre pr. Dankort-betaling. Mange forretninger valgte at sende gebyret videre til deres kunder, og antallet af Dankort-betalinger faldt med 18 % i årets to første måneder. 1. marts fjernede et politisk indgreb gebyret igen. Og i øjeblikket er det et lovkrav, at Dankortet fastholdes som principielt set gratis betalingsmiddel, et lovkrav der baserer sig på en lovgivning, som løber frem til 2020.

Det ER blevet lettere. Det er også blevet lettere at handle på Internettet. Og rigtigt mange danskere benytter sig af de ekstra muligheder, som Mobilepay og automatisk regningsbetaling (det oprindelige PBS - Pengeinstitutternes Betalings Systemer) stiller til rådighed. De elektronisk baserede betalingssystemer er blevet en væsentlig bestanddel af den danske infrastruktur. På linje med andre interaktionsmidler som vejsystemet, forsyningsvæsenet (el, vand og varme), den kollektive transport, uddannelses- og forsorgssystemerme og så videre. Men al lettelse og rationalitet ufortalt, så er det også akkurat her, problemerne ligger.

Da en større aktiepost (19 procent af aktierne) i det delvis statsejede firma DONG (Dansk Olie og Naturgas) [3] i slutningen af 2013 blev solgt til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs for en overraskende lav pris (virksomheden totalt set blev prissat til 31,5 milliarder - og har da også for nylig vist sig at være væsentligt mere værd), opstod der en regulær storm i offentligheden - dels på grund af den urimeligt lave salgspris, dels fordi man kunne se, at denne accelererende privatisering (der også slår igennem på en lang række andre områder) på kort og på langt sigt betyder, at det bliver markedslogikken (og ikke behov og politiske valg), der kommer til at styre udviklingen i infrastrukturen. Kritisk Debat havde meget fokus på dette aspekt. Og i sin artikel ”DONG og statens disciplinering” skrev Jan Helbak den 20. januar 2014 følgende:

”Jo mere staterne involverer det private erhvervsliv i driften af den offentlige sektor, og jo mere de private får andel i ejerskabet af statslige selskaber eller infrastruktur, desto mere tvinges det offentlige over en bred kam til at agere som private selskaber, hvad angår økonomisk logik, planlægning og prioritering. Det indebærer selvfølgelig også en reduktion i statens mulighed for at regulere markedet, som den selv integreres mere og mere i. Alene det faktum at staten sjældent eller aldrig kan stille krav til private investorer om, at de ikke må gå fallit, videresælge aktiebeholdninger på de internationale børser eller indgå i selskaberne gennem uigennemtrængelige vertikale strukturer, så de kan unddrage sig skatteligning, taler for, at staterne fremover i en helt anden grad i hidtil kendt siden 2. Verdenskrig vil være prisgivet bevægelserne på verdensmarkedet.” [4]

Selvom alle de finansielle manøvrer omkring Nets - børsnoteringen og de efterfølgende salg - ikke er helt parallelle med problematikken omkring DONG, så er mange af elementer de samme.

Man introducerer et centralt infrastrukturelt element i virkeligheden - i Nets-sammenhængen den elektronisk styrede betaling - man arbejder energisk på at give akkurat denne betalingsform reelt monopol (også selvom der er andre spillere på markedet - f. eks. er Amazon og Apple meget aktive i øjeblikket for også at få deres del af kagen) - og i kraft af denne udvikling lænker man en central del af den sociale interaktion til nogle markedslogikker, som dels betyder, at al handel i princippet kan gøres til genstand for profitskabelse, dels at større og større dele af den sociale interaktion i det hele taget indfældes i et kapitalistisk marked.

I markedslogikken ligger det, at markedet kun indirekte er under demokratisk, politisk kontrol. Og med markedslogikkens stigende dominans (der laves også privatiseringer på en lang række andre områder), så bliver det sværere og sværere overhovedet at forestille sig social interaktion udenom markedskræfterne.

I denne nye logik er de politiske beslutningsprocesser nemlig i stigende grad blevet overlejret af markedets jura - og reelle reformer, lempelser eller omlægninger er nu i stigende grad blev et spørgsmål om bevægelser i en markedsbestemt økonomisk verden. Den private ejendomsret over de virksomheder, der formidler den sociale interaktion, betyder med andre ord, at ejerne (kapitalfonde eller aktionærer) har forret frem for brugerne eller borgerne og borgernes politiske repræsentanter.

Som Jan Helbak formulerer det i sin artikel:

”Hvor meget man end vender og drejer dette forhold, har den aktuelle privatiseringsbølge som politisk konsekvens, at demokratiet undergraves, politikerne og de politiske partier svækkes – og ikke mindst at statens og den offentlige sektors beføjelser og handlemuligheder disciplineres.”

Derfor bør opmærksomheden rettes imod Nets-salget. Ikke kun fordi dette fornyede salg udløser absurde ekstragevinster til ledere i virksomheden. Men ganske enkelt fordi den tendens, som spekulationerne omkring en central social teknologi (betalingsformidlingen) er dybt kritisabel og grundlæggende udemokratisk.

Berlingske hæfter sig ved den første del af problemet, men ignorerer den sidste. Man siger, at ”Set ude fra er det svært at se, at de mange handler giver mening. Og endnu sværere at forstå de voldsomme omkostninger, der er i forbindelse med handlerne. Alene børsnoteringen for blot et år siden kostede således den nette sum af 520 mio. kr. Svært at se, hvad Nets-kunderne har fået ud af denne omkostning på over en halv mia. kroner.”

Da Nets første gang var på markedet, sagde Frank Aaen (EL): ”At sælge Dankortet og NemID, som er uundværlige dele af vores infrastruktur, til en udenlandsk kapitalfond svarer til at lade et firma overtage vores veje og kræve penge, når folk går på fortovet.” [5] Salget blev ikke stoppet af den grund.

Man kunne sige næsten det samme nu. Og man kunne tilføje, at det denne gang meget tydeligt kan ses, hvordan den danske infrastruktur nu i den grad er blevet et spekulationsobjekt. Og jo mere den bliver det - Dankort, ældrepleje, daginstitutioner, veje, broer, vandforsyning, varmeforsyning og så videre og så videre - jo længere bliver der mellem de mennesker, som lever i landet og de beslutninger, der bestemmer livskvaliteten.

Hver gang, man sælger Dong, accepterer Nets som spekulationsobjekt og så videre, skal man gribe til mere drastiske midler, når man bare vil gennemføre relativt beskedne reformer. For med det private ejerskab skal man nu op mod en stor og velorganiseret kapital bare for at etablere en nogenlunde acceptabel forsyning af det ene eller det andet. Derfor kan eksempelvis socialdemokratiet ikke bare svinge til venstre. For svinger det til venstre og handler, skal der mindre og mindre til, før konfrontationen med storkapitalen står for døren. En konfrontation, hvor det er kapitalstyrke og juridisk styrke - ikke politisk styrke - der bliver udslagsgivende.

Hvis ikke tendensen skal vinde fuldstændigt, er det nødvendigt at få formuleret en række politiske krav på området. Og det er mindst lige så nødvendigt at gå denne vej, som det er at stille krav om udvidelse eller genopretning af velfærden. Gør man ikke det, så vil det meget snart være sådan, at det bliver markedet, som bestemmer det hele og ikke menneskene.


[1] Du kan se hele artiklen ved at klikke her

[2] Se hele artiklen ved at klikke her.

[3] Se en kort udgave af DONG’s historie ved at klikke her.

Offentliggjort: d. 09. oktober 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.