Onsdag den 4. oktober
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 02. oktober 2017

3000-4000 tillidsrepræsentanter har tilmeldt sig til Velfærdstopmødet i Odense onsdag den 4. oktober, som er dagen efter Folketingets åbning. Mødet skal både protestere mod regeringens politik og diskutere velfærd.

Det er samarbejdet Danmark for Velfærd, som blandt andet tæller fagforbundene FOA, HK, BUPL, Danmarks Lærerforening, Dansk Sygeplejeråd med flere samt LO Storbyerne, der har indkaldt til topmødet. Mødets overordnede formål er at sætte gang i en kampagne:

  • Der siger ja til genopretningen af vores fælles velfærd,
  • Der siger nej til stigende ulighed,
  • Der siger nej til skattelettelser,
  • Der siger ja til fællesskabet.

Nu er det faktisk ikke uproblematisk at kalde en bevægelse Danmark for Velfærd, da parolen gør krav på, at det er hele Danmark, der ønsker genopretningen. Hvilket ikke er tilfældet. Der er faktisk et meget stort segment af den danske befolkning, som varmt støtter den siddende regerings afplukning af velfærdsstaten, og som mener at kunne profitere af, at borgerne kan blive tvunget til at købe sig til individuel tryghed.

Så rettelig burde bevægelsens navn have været ”Fagbevægelsen for Velfærd” eller ”Lønmodtagere for Velfærd”. Alene for at markere afstand til de moderne nationalkonservative tendenser også i dansk politik og fortælle, hvem der handler.

Og hvad så med de paroler, som tillidsrepræsentanterne skal mødes om den 4. oktober? De er temmelig abstrakte. Hvad betyder det eksempelvis, at man vil genoprette velfærden? Indholdet skal være stjerneklart, ellers kan vi jo aldrig vide, om velfærdsforanstaltningerne rent faktisk bliver genoprettet. Næste problem er, at det kun er de offentligt ansatte, der konkret kan identificere sig med parolen, mens det er mere end vanskeligt for den øvrige del af lønmodtagerne i den private sektor. Det er et problem, når man fra arrangørernes side melder ud, at velfærdstopmødet skal samle (alle) offentligt og private ansatte.

Selvfølgelig siger man i fagbevægelsen nej til stigende ulighed. Hvem gør ikke det bortset fra Liberal Alliance? Men hvordan skal den voksende ulighed helt konkret bekæmpes? Skal det ske gennem en mere progressiv fordelingspolitik kombineret med større indgreb overfor årsagerne til uligheden – eller hvad?

Faktisk er det ved at være trættende at høre på den ulighedssnak, hvis man ikke samtidig forpligter sig til at fremlægge konkrete forslag til, hvordan reduktionen skal ske. Lidt spidst kunne man supplerende spørge: ”Er det sådan, at fagbevægelsen vil gå forrest og op til overenskomstforhandlingerne formulere et fælles solidarisk lønudspil og arbejde for at indføre fælles kroneindbetaling til pensionsordningerne – eller hvad?”

Fordelingsproblematikken hænger jo tæt sammen med den næste parole om et nej til skattelettelser.

Helt ærligt er parolen ikke lidt tynd? Skal tillidsrepræsentanter køre fra Skagen til Odense for at sige nej til skattelettelser vel vidende, at det helt store problem er, at de store firmaer, finansinstitutioner og enkeltpersoner rask væk slipper for at betale skat overhovedet, og at vi har en regering og et Folketingsflertal, der ikke gør det helt store, ej heller i EU, for at stramme beskatningen af de enorme kapitalanbringelser i skattely?

Lidt mere aktuelt kunne man sige, at det selvfølgelig heller ikke drejer sig om at sige nej til de relativt beskedne skattelettelser, men tværtimod om et ja til en forøgelse af progressionen i det danske skattesystem, hvis man ellers vil have penge til at forbedre de grundlæggende velfærdsydelser. For ingen tror vel, at der kan genoprettes ret meget velfærd indenfor regeringens råderum på 35 mia. kr.

Problemet med at samle en hel masse tillidsrepræsentanter til et topmøde, uden at parolerne og målene er klart formuleret er, at der er stor risiko for, at der ikke kommer noget som helst ud af det.

I 2011 samlede man ca. 3000 tillidsrepræsentanter også i Odense i protest mod regeringens forslag om at afskaffe efterlønnen. Det kom der ikke meget ud af. For mange af den slags møder, hvor alt det rigtige siges fra talerstolen og ”italesættes” rundt om ved cafe bordene i brede nordiske vendinger, kan meget vel vende den umiddelbare begejstring og følelse af, at ”nok er nok”, til afmagtsdemonstrationer.

Lad os prøve at betragte topmødet helt lavpraktisk. 3000-4000 tillidsrepræsentanter møder op. Der bliver holdt taler. Ifølge programmet skal man diskutere oplevelser og erfaringer ude ved cafébordene, og så skal der etableres netværk. Tanken er, at den bevægelse, der sættes i gang på mødet, efterfølgende rulles ud lokalt. Som formanden for LO Hovedstaden udtaler, er mødet og den kommende kampagne godt nok et landsdækkende initiativ, men det skal ikke styres fra centralt hold. Kampagnen skal gro lokalt. For som det hedder, ”så mange mennesker samlet vil alt andet lige skabe engagement og troen på, at det kan lade sig gøre, og det er det engagement, vi skal bære med hjem og omsætte til handling”.

Den forestilling er netop problemets kerne. For hvordan omsætter man engagement ét sted til handling et andet? Det sker ikke automatisk. Onsdag eftermiddag forlader alle tillidsrepræsentanterne Odense. Hvad skal de efterfølgende gøre? Hvordan forestiller man sig, ”at de sammen kan skabe en bevægelse, der kan arbejde for, at udviklingen kan vendes”? Hvad skal tillidsrepræsentanterne gøre i deres lokale fagforeninger? Hvad skal de egentlig sige til deres kolleger, og hvor mange af disse ved overhovedet noget om, at deres tillidsrepræsentant har været til topmøde?

Lad os forfølge tanken.

Tillidsrepræsentanten møder næste morgen på sin arbejdsplads og fortæller sine kolleger, hvad han/hun har oplevet, og at der skal startes en bevægelse for at genoprette velfærden. Kan man ikke forestille sig, at spørgsmålene vil lyde noget i retning af: ”hvilken velfærd”? ”Hvad skal genoprettes og hvordan”? ”Tror du virkelig, at bare fordi vi demonstrerer den 7. november, som I dernede foreslår, så lytter regeringen eller lokalpolitikerne og genopretter velfærden”? Hvad hulen skal den stakkels tillidsrepræsentant gøre eller sige? Måske stikke piben ind og vente på udspil fra enten de lokale fagforeninger eller landsinitiativet Danmark for Velfærd. Men det kommer der jo ikke nogen mobilisering af.

Selvfølgelig kan det lykkes på baggrund af mødet i Odense og lokalt forarbejde at få en del af lønmodtagerne – nok først og fremmest fra den offentlige sektor – til at demonstrere den 7. november. Men hvad så? Hvad regner arrangørerne så med, at der skal ske efterfølgende? Det står foreløbig hen i det uvisse. Men enhver ved, at den siddende regering ikke har i sinde at imødekomme nogen af kravene fra demonstrationerne. Enhver ved også, at en hvilken som helst regering kun reagerer på og imødekommer masseprotester, hvis de har potentialet til at udvikle sig til en regulær trussel imod ministertaburetterne. Masseprotester bliver aldrig rigtig farlige for en regering, hvis ikke der er nogen, der målrettet vil og vil kæmpe for en anden regering.

Hvis ikke det perspektiv er synligt, ved enhver erfaren politiker, at det blot drejer sig om at have is i maven og vente på, at gassen går af ballonen. Dvs. på at magtdemonstrationen bliver til en afmagtsdemonstration.

Er det ikke rendyrket misantropi? Nej, trods alt - det behøver det ikke at være.

Når man kan samle så mange tillidsrepræsentanter, har man vel også muligheden for at åbne for en konkret og praktisk diskussion af, hvad det er for velfærdsforanstaltninger, lønmodtagerne har mistet inden for de sidste 30 år, og hvilke krav der skal stilles til en moderne velfærdsstat og dens finansiering. Det er jo meningsløst at diskutere det gode liv uden at diskutere de nødvendige betingelser, og her skal man huske, at velfærdsstatsbegrebet ikke kan reduceres til at summen af de mest omtalte velfærdsydelser.

En velfærdsstat skal som grundlæggende udgangspunkt drage omsorg for og dyrke kollektive løsninger på kollektive problemer på alle livets områder.

For eksempel mangler der almennyttige boliger til unge mennesker og mennesker med lave lønninger, som er til at betale. Der mangler ordentlig kollektiv transport. Tag rundt i landet og oplev, hvor vanskeligt det er at komme frem med offentlige transportmidler osv. Det er også velfærdsforanstaltninger, der skal genoprettes. Det drejer sig om andet og mere end ”varme hænder” i plejen og i daginstitutionerne.

Hvis nu man fra arrangørerne side havde sendt et helt klart ”velfærdsprogram” ud til deltagerne før mødet og gjort det til omdrejningspunkt for topmødets diskussionen, ville tillidsrepræsentanterne og deres kolleger og lokale organisationer have haft mulighed for at forberede sig og bygge en forventning op til mødets resultat. Og så kunne der også være et helt konkret grundlag at opbygge netværk på. For det hjælper ikke meget bare at opfordre til, at der dannes netværk og udpege tovholdere, hvis der ikke er noget praktisk at bruge dem til. Al erfaring viser, at den slags dør af mangel på indhold, retning og mål.

Desuden: Hvad skal alle de møder, demonstrationer og netværk til for, hvis der ikke opbygges en fælles forståelse af, hvem der egentlig skal gennemføre de krav, der skabes bredere enighed om. Eller sagt helt kvadreret hvilken regering, man som bevægelse vil gå efter at få indsat. Og realistisk set er der ikke andre partier end Socialdemokratiet, SF og EL, der kan tænkes at danne regering på et konkret velfærdsgrundlag, som fagbevægelsen lægger op til.

Måske er der ikke mange ude på arbejdspladserne, der har den store tiltro til, at de tre partier kan finde sammen om et fælles regeringsgrundlag især med henvisning til Socialdemokratiets udsigtsløse samarbejde med DF og erfaringen med Thorningregeringen. Hertil er der kun at sige, at der ikke er andre muligheder, og at blev man fra topmødet i Odense enige om nogle helt præcise krav og en tilsvarende forventning om, at de tre nævnte partier bruger resten af oppositionstiden til at formulere et regeringsalternativ, så kunne det måske godt være, at især den socialdemokratiske partiledelse kunne tvinges til at ændre kurs. Og ude på den enkelte arbejdsplads og i fagforeningerne ville tillidsrepræsentanter fra de tre partier kunne indgå i et praktisk samarbejde om at mobilisere og udvikle kampen for en socialdemokratisk ledet regering, der gør op med årtiers neoliberal politik.

Hvis det perspektiv og den horisont blev formuleret på velfærdstopmødet, kunne det blive andet og mere end et protestmøde. Det kunne blive startskuddet til en længere kampagne for et regeringsalternativ og et lønmodtagernes velfærdsprogram. Bevægelsen kunne så passende tage navneforandring fra Danmark for Velfærd til Lønmodtagerne for Velfærd. De sidste kan handle. Det første er kun navnet på et land.

Offentliggjort: d. 02. oktober 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.