En sort dag
Af Bent Gravesen
Offentliggjort: 25. september 2017

Søndagens tyske valg blev en sort dag for den europæiske arbejderbevægelse, der må give anledning til alvorlig selvransagelse i både SPD og Die Linke. Men det er ikke sikkert, at denne selvransagelse kommer i noget af partierne. Anderledes kan man dårligt karakterisere det tyske valg. SPD fik med 20,5 pct. det dårligst valg siden 1949, og die Linke gik kun en smule frem fra 8,6 procent i 2013 til 9,2 pct., mens det højrepopulistiske Alternative für Deutschland (AfD) fik en massivt politisk gennembrud og blev det tredjestørste parti i Tyskland med 12,6 pct. Samlet set markerede valget et historisk højreskred i tysk politik, der varsler alt andet end godt for både tysk og europæisk arbejderbevægelse.

Ved det forrige valg til den tyske Forbundsdag i 2013 havde de tyske socialdemokrater (SPD) flertal i forbundsdagen sammen med venstrefløjen (Die Linke) og det grønne parti (Die Grüne). Tilsammen havde de 319 mandater mod 311 til højrefløjen (CDU/CSU). Dengang afviste SPD at gå i regering med Die Linke, og Die Linke accepterede dengang mere eller mindre frivilligt rollen som socialt protestparti og SPD-kritiker uden større politisk indflydelse. Dengang valgte SPD at indgå ’den store koalition’ og danne regering med CDU/CSU under Angela Merkel som forbundskansler.

Denne gang har SPD ikke noget valg. Centrum-venstreflertallet er væk takket være det historisk dårlig valg for SPD og en fortsat begrænset evne hos Die Linke til at samle de frafaldne SPD-vælgere op. I dag er ikke længere noget centrum-venstre-alternativ, som SPD kan vælge til eller fra. Samtidig er der heller ikke nogen reel politisk mulighed for SPD at fortsætte som stærkt svækket parti i en ny regering under Merkel, hvilket SPD’s leder Martin Schulz da også meddelte straks efter, at valglokalerne var lukket. For SPD ville det have været mere end almindeligt politisk ydmygende at skulle tigge Angela Merkel om en juniorplads i en svækket Merkel-regering. Det vil være at bede om endnu flere frafaldne vælgere næste gang. Derfor valgte Martin Schulz det eneste, der var muligt for SPD, straks at sætte sig ned på oppositionsbænken og slikke sårene.

Valgresultatet var med markant tilbagegang for både SPD og CDU et nederlag for ’den store koalition’, og for SPD et nederlag for partiets deltagelse i den store koalition.  Som juniormedlem af Merkels regering, der løbende har afvist at samarbejde med Die Linke, har SPD haft mere end svært ved at fremstå som noget egentligt politisk alternativ til CDU og Merkel. Trods en betydelig vælgermæssig succes med valget af Martin Schulz som udefra kommende partiformand med lidt større muligheder for at gå til valg på et andet og mere vidtgående program end koalitionsregeringens politik blev SPD relativt hurtigt henvist til en slags ulige personkamp mellem en Martin Schulz og en stadig populær Angela Merkel, der kunne henvise til en tysk økonomi i god gænge for mange tyskere.

Internt i både SPD og Die Linke må valgnederlaget give anledning til alvorlig selvransagelse. Hvordan kan denne nedgangslinje brydes? Vil og kan SPD og Die Linke finde sammen om politisk opposition til den kommende Merkel-regering? Og vil det kunne lægge op til præsentere vælgerne for et potentielt regeringsalternativ næste gang? Hvad skal i givet fald være det politiske grundlag for en sådan politisk opposition? Hvordan skal SPD og Die Linke gå i offensiven for at undergrave vælgeropbakningen til det AfD, der ifølge de første vælgervandringsanalyser erobrede op mod en halv million stemmer fra SPD og næsten ligeså mange fra Die Linke?
Spørgsmålene er mange, og behovet for selvransagelse og fornyelse i både SPD og Die Linke er stort. Men måske kommer den hårdt tiltrængte selvransagelse og nytænkning alligevel ikke foreløbig - hverken i SPD eller hos Die Linke. Umiddelbart synes den politiske selvransagelse nemlig ikke at have de bedste vilkår i nogen af de to partier.

Først og fremmest forekommer det ikke sandsynligt, at SPD’s valgnederlag vil føre til en selvransagelse, der involverer et nyt og mere åbent syn på samarbejdsmulighederne med Die Linke. SPD vil formodentligt først og fremmest satse på partiets egen genrejsning, og her hører tilnærmelse til Die Linke ikke til de sikre kort hverken internt i partiet eller overfor vælgerne.
Før valget holdt Martin Schulz kun døren på klem for et regeringssamarbejde med Die Linke. Ikke som et tilvalg og en offensiv mulighed, som SPD ønskede at vinde vælgeropbakning til. Snarere som en Plan B, der kunne blive nødvendig. Med valgnederlaget vil det være nærliggende for SPD at koncentrere sig om at pudse den socialdemokratiske profil af over for vælgerne, og at bruge friheden fra regeringsansvaret til at profilere den socialdemokratiske politik mere klart og entydigt uden nødvendigvis at vise nye veje til at få gennemført denne politik.

De første meldinger fra Martin Schulz kan da også tyde på, at en sådan genrejsning af SPD vil gå over en blanding af skærpet profilering og videreudvikling af SPD’s politik og intensiveret kamp mod AfD – og for at genvinde nogle af de vælgere, som partiet har mistet til AfD.

Perspektiverne for den nødvendige politiske selvransagelse er ikke stort bedre hos Die Linke. Die Linke har i en årrække været internt splittet i spørgsmålet om samarbejdet med SPD. Nogle ikke mindst blandt de østtyske tidligere kommunister har argumenteret for nødvendigheden af at søge magt og indflydelse gennem en vis kompromisvillighed over for SPD, mens andre har været væsentlig mindre kompromisvillige og tilfredse med rollen som protestparti. Det har været en diskussion, hvor uenighederne har været betydelige. Men det har samtidig været en taktisk præget diskussion, hvor man diskuterede, hvor langt en vilje til kompromis med SPD kunne gå, uden at det gik ud over partiets politisk identitet som venstreparti og socialt protestparti.

Derimod har diskussionen ikke handlet nævneværdigt om selve Die Linkes politiske identitet og rolle i tysk politik. Under valgkampen har Die Linke igen og igen slået på, at partiets ambition ikke var at komme i en position, der kunne presse en SPD-ledet regering til en anden politik, men i stedet ønskede at være den ’sociale oppositionsleder’. Et af partiets hovedmål i valgkampen var at blive det tredjestørste parti, der kunne være det ledende sociale oppositionsparti.

Da Sara Wagenknecht, en af lederne i Die Linke, efter valget holdt sin valgtale ved Die Linkes valgfest forsøgte hun på ny at indskrive Die Linke i denne rolle som det ledende sociale oppositionsparti, tilmed i rollen som det eneste sociale oppositionsparti. At Die Linke i mellemtiden var røget ned som det næstmindste parti i forbundsdagen, kun få promille foran Die Grüne, og at SPD i mellemtiden havde sat sig på pladsen som det største oppositionsparti blev nærmest forbigået i talen. Selv om man ikke på en valgaften kan forvente den store eftertanke, tyder Sara Wagenknechts tale på, at den politiske selvforståelse i Die Linke er noget nær uændret, og at åbningen for selvransagelse og for politisk fornyelse endnu kan ligge på et beskedent sted hos partiets ledelse.

På de interne linjer i Die Linke har der tidligere været sat fokus på det forhold, at Die Linke som venstre-protestparti har haft svært ved at samle de mange skuffede SPD-vælgere op. Et aspekt heraf har på de seneste været AfD’s stadigt større evne til at opsamle protestvælgere, uden at Die Linke har kunnet stille noget effektivt op. Et forhold, der ved valget blev understreget af Die Linkes svækkelse i det tidligere DDR samtidigt med AfD’s markante fremgang netop her.

Derfor kan man håbe, at valgnederlaget vil sætte yderligere skub i denne diskussion hos Die Linke. 2017-valget blev et markant højreskred og et sviende SPD-nederlag, uden at Die Linke har kunnet profitere nævneværdigt på det. I 2005 havde SPD og Die Linke tilsammen 42,9 pct. af stemmerne (34,2 + 8,7). I 2009 var tallet faldet til 34,9 pct. (23,0 + 11,9), mens det i 2013 holdt sig på dette niveau med 34,4 pct. (25,7 + 8,6). 2017-valgets 29,7 pct. (20,5 + 9,2) repræsenterer et nyt afgørende lavpunkt. Udviklingen siden 2005 tegner en nedadgående højrevendt politisk dynamik. Denne dynamik må nødvendigvis vendes, hvis ikke valgnederlaget skal blive forløberen for noget, der er endnu mere sort for den europæiske arbejderbevægelse. Det bør ikke mindst Die Linke kunne indse.

Med et svækket CDU og udsigten til usikre og formodentlig svære regeringsforhandlinger er det endnu vanskeligt at sige præcis, hvad valgnederlaget til centrum-venstre vil komme til at betyde for det europæiske centrum-venstre og kampen om EU’s fremtid. Men med både SPD og Die Linke sat uden for væsentlig indflydelse på tysk og europæisk politik, har kampen om EU og Europas usikre fremtid mistet et afgørende kort.

På blot lidt længere sigt kan der måske vise sig et lille lys i mørket. EU-politikken kan nemlig blive et af områderne for SPD’s forsøg på politisk genrejsning. Her må det forventes, at en svækket Merkel-regering med deltagelse af FDP formodentlig vil træde på bremsen i forhold til bl.a. dialog med Macrons Frankrig om fremtidens EU-udvikling. I bedste fald vil SPD her fra oppositionsbænken begynde at tale med en klarere selvstændig socialdemokratisk stemme i denne vigtige europæiske diskussion. For at kunne tale med i den europæiske diskussion frem mod det kommende valg til Europa-Parlamentet i 2019 vil SPD være nødt til at satse på at deltage i og videreudvikle nogle af de endnu spæde europæiske initiativer og samarbejder. Sker det, bør den europæiske venstrefløj, herunder den danske, gå aktivt og konstruktivt ind i denne debat.

Offentliggjort: d. 25. september 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.