Stammedans eller spjætmazurka
Af Jan Mølgaard
Offentliggjort: 11. september 2017

Fulgte du med i Folketingets debat om forslaget til finanslov for 2018?

Nej, vel.

Måske så du som jeg en halv times tid - sammenlagt - i form af de klip, som DR og TV2 sendte undervejs eller senere. Eller også så du - hvis du havde tid til det - en times tid eller der omkring i den massive tv-dækning fra Landstingssalen enten på DR2 eller på TV2 News. Men så nok heller ikke mere. Medmindre du altså lever af at dække den slags.

Og hvad oplevede man så? Hvis man altså af en eller anden grund sad der og så eller lyttede?

Et helt igennem ritualiseret forløb. Lagt i meget faste rammer rent formelt og myndigt styret af skiftende formænd og næstformænd. Regeringen havde allerede tidligere introduceret sit forslag, så forhandlingen i Folketinget blev indledt af Socialdemokratiets ordfører på finansområdet, Benny Engelbrecht, der sagde, hvad man kunne forvente, at han ville sige. Nej til skattelettelser og ja til velfærd - og ja, det har man hørt før. Da han var færdig (indenfor den fastlagte tidsramme), så var der mulighed for at stille spørgsmål - hvilket en del af de tilstedeværende medlemmer da også gjorde. Kort taletid, korte svar, nye spørgsmål, nye svar. Og sådan forsatte det. Mens færre og færre medlemmer var til stede. Affolkningen blev allerede markant under den første tale - og den blev endnu mere markant, jo længere tid, der gik. Nye ordførerindlæg, nye spørgsmål, nye svar - intet nyt, intet overraskende. Færre og færre tilstedeværende.

Det kunne jo lyde, som om de tilstedeværende i fællesskab forsøgte at nå frem til mere viden og en mere markant forståelse af de forskellige synspunkter. Men det er naturligvis ikke hensigten. Hensigten med spørgsmålene er helt klar - sådan som det næsten altid er - at forsøge at udstille sine politiske modstanderes hykleri, inkonsistens og generelle tåbelighed eller at støtte dem, man var enige med. På overfladen dialogdemokrati - reelt taktisk spilfægteri, drillerier, selvros og så videre.

Faktisk kom man i den grad til at tænke på folkedans eller stammedans. Eller måske på den spjætmazurka, som grisehandleren og hans kone introducerede da Røde og Agnes blev gift.

Man kunne naturligvis vælge at forsøge at øge sin viden og at udbygge sin egen forståelse ved at bruge en eller flere af de sider på internettet, der behandler arbejdet i Folketinget og de politiske partiers forskellige bud på vore fælles fremtid. På siden denoffentlige.dk er der lavet et tema om netop finansloven (linket peger på denne side), men det sørgelige faktum er, at heller ikke denne side - eller andre tilsvarende sider (hvoraf mange efterhånden er underkastet såkaldte betalingsgateways) gør én meget klogere.

Ikke desto mindre … lad os ridse hovedpositionerne op. Og lad os gøre det uden at skele til de sædvanlige bogstavkombinationer, flertalsmuligheder og taktisk udmeldinger.

Regeringen har spillet ud med et finanslovsforslag, hvis - kendte - hovedpunkter er som følger (fra en opsummering lavet af TV2 - Oversigt TV2 ):

Socialdemokraterne har svaret på regeringens udspil ved at offentliggøre et oplæg på 12 sider (inklusive forside og bagside) med overskriften ”Velfærd først” - hele oplægget kan hentes VED AT KLIKKE HER. Hovedpunkterne i dette udspil er:

Finansieringen af Socialdemokratiets prioriteringer i 2018 kan konkret findes i eksempelvis forhandlingsreserven på 2,5 mia. kr., reserven til skattereformen på 0,5 mia. kr., reserven til erhvervspakken på 0,8 mia. kr., reserven til velfærd på 0,5 mia. kr. og regeringsreserven på 0,6 mia. kr. i 2018. Derudover vil Socialdemokratiet annullere de lempelser på arveafgiften, som regeringen har gennemført.
ET STÆRKERE VELFÆRDSSAMFUND
Socialdemokratiet vil styrke velfærden og vores offentlige sektor.
VELFÆRD FØRST
81 kommuner planlægger at gennemføre besparelser i ældreplejen på trods af det stigende antal ældre. Og det kan mærkes på kvaliteten af ældreplejen. Mange ældre og pårørende oplever, at den pleje og omsorg, de ældre får, ikke er tilstrækkelig. Den udvikling skal vendes. Stærkere fælles sundhedsvæsen
Hjælp til psykisk sårbare unge
FLERE OG BEDRE JOB
Annullering af besparelser på erhvervsuddannelserne
Øget indsats mod social dumping og dårligt arbejdsmiljø
Ambitiøs vækstreform
ØGET TRYGHED
Styrket forsvar
Genopretning af Skat
VELFÆRD FØRST
ET GRØNT DANMARK
Togfond på finansloven
Ny registreringsafgift med fokus på miljø og sikkerhed
DSB

Der står lidt om penge øverst i oplægget, men ellers er oplægget mest af alt præget af vage, upræcise overskrifter. Og søger man efter de store visioner, så må man kigge andre steder hen. Og at man så samtidig med at debatten foregik i Landstingssalen holdt et pressemøde om, at DF, S, SF, RV og EL havde lavet deres eget forlig - med konsekvenser for finansloven - omkring transportområdet understøttede vel bare det generelle indtryk.

Man fokuserer på enkeltsager og overskrifter - man fokuserer på det taktiske spil, er mere interesseret i at fremstille sine modstandere i et dårligt lys end i at fremstille sine egne visioner og værdier - og man spiller op til de overskrifthungrende medier.

Sådan er det dialogbaserede demokrati efterhånden blevet forvandlet til et lukket system, der mest af alt minder om amerikansk wrestling … det hele virker forudkalkuleret, det hele ser ud til udelukkende at handle om erobringskampen i forhold til overskrifterne, dramatik prioriteres over indhold - og tilbage står vælgeren, der i relation til processen og dens indhold mest af alt fungerer som eller skal fungere publikum.

Eller også afslører det dialogbaserede demokrati i realiteten sig selv - måske har det hele tiden haft dette indhold. Måske er det bare sådan, at det moderne mediebillede nu helt klart afslører dét, der hele tiden har været. Måske er den velfærd, som stort set alle politikere taler så varmt om og så gerne vil udbygge og forbedre i relation en kimære - eller et tomt begreb, som enhver kan lægge sit eget indhold ind i. Måske er det sådan, at vores demokratiform simpelthen bærer den visionsstyrede diskussions neutralisering i sit væsen.

Jan Helbak har skrevet i en artikel for godt og vel halvandet år siden under overskriften: ”Velfærd og velfærdspolitik – hvad er det?”:

Taler vi om velfærd i almindelighed binder vi os til et fuldstændigt tomt begreb, der for at give mening begrebsligt må knyttes til en mere overgribende samfundspolitik, der også indregner klassebegrebet. Er det kapitalistisk velfærd, vi taler om? Er det velfærden for de få eller de mange? Er det socialistisk velfærd? Hvilket jo er en helt anden størrelse og med et andet grundindhold end det første. Men i sin inderste kerne betyder begrebet intet andet end at fare vel, og som enhver kan se, er det tomt, hvis man ikke samtidig angiver, hvad det vil sige at fare vel, og hvad der skal til for at gøre det.

I forlængelse af det citat må man uvilkårligt spørge: Jamen, hvad er det så for en samfundspolitik, man fra regeringens side lægger op til, når man taler så varmt for skattelettelser? Hvad er det for en samfundspolitik, regeringen lægger op til, når man er så forhippet på at sætte registreringsafgiften på biler ned? Hvad er det for en samfundspolitik, Socialdemokraterne lægger op til, når man taler varmt for at erstatte skattelettelser (navnlig i toppen) med forbedret velfærd?

Og så hjælper det altså ikke noget at svare med, at man bare fra regeringens side ønsker at sikre velfærden ved at sikre stigninger i den samlede indkomstmasse, øget forbrug eller … noget helt tredje. Ligesom det ikke hjælper at svare, at man vil forbedre vilkårene for de psykisk sårbare.

Regeringens udspil vil forøge uligheden i samfundet - uanset at man forsøger at bagatellisere ændringen. Ønsker man helt principielt at sikre et mere ulige samfund, fordi man mener at ulighed er godt? Regeringen ønsker at forbedre vilkårene for erhvervslivet (som det hedder) og at gøre en større del af danskerne til aktiespekulanter. Ønsker man et samfund, hvor en endnu større del af magten ligger hos formueejere og virksomhedsledelser? Socialdemokraterne vil forbedre og øge velfærden, siger man. Og man vil godt overveje skattelettelser, hvis de falder i bunden. Man vil også gerne have et lidt grønnere Danmark med en lidt bedre kollektiv transportpolitik. Men det betyder så vel, at man ikke - nu eller nogensinde - er villige til at diskutere den helt grundlæggende magtfordeling i landet? Eller hvad? Hvilken samfundspolitik ligger der bag de overskrifter?

Som en del af fagbevægelsens kampagne imod skattelettelser og anden elendighed er der oprettet en underskriftindsamling, der har overskriften ”Danmark for velfærd”. Underskriftindsamlingen motiveres sådan her:

Stop besparelser
Vi vælger velfærd

Vi er Danmark for Velfærd. Vi er for investeringer i det fælles Danmark. Imod nye milliardstore skattelettelser, mens der spares på velfærden. Vi ønsker bedre forhold for børn, unge, syge og ældre. Tryghed gennem et stærkt politi og et finmasket socialt sikkerhedsnet. Vi ønsker bedre miljøbeskyttelse og et Danmark, hvor borgere og virksomheder kan udvikle sig. Du kan finde os på både offentlige og private arbejdspladser. Vi vil værne om vores fælles velfærd – og vi har brug for din opbakning.

Jeg HAR skrevet under.

Men jeg har det lidt sært ved den underskrift. Fordi jeg godt kan se, at det kræver helt andre indsatser og helt andre ændringer, hvis den indbyggede ulighedsskabende effekt og den skæve magtfordeling og den systematiske udbytning skal forsvinde, end at man forsvarer status quo eller måske kræver en lidt mere rimelig fordeling af goderne i et samfund og i en verden, der er baseret på ulighed. Eller at man kræver lidt mindre ulighed i det hele taget.

Og tilbage står også et temmelig afgørende spørgsmål: Lad os nu sige, at der kommer 2 millioner underskrifter på underskriftindsamlingen. Hvordan skal disse underskrifter så omsættes til politisk handling? Og hvem skal gøre det? Underskrifterne i sig selv gør det vel ikke.

Offentliggjort: d. 11. september 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.