Performancedesign og efterårsmanøvre
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 04. september 2017

Performance betyder optræden, fremførelse. Det kommer af det latinske formare – at forme. Design betegner til daglig formgivning. Så egentligt er ordet design overflødigt i denne sammenhæng. Men som i så mange andre tilfælde i denne tid kan vi ikke få begreberne voluminøse nok.

Hovedindholdet i performancekunsten er iscenesættelsen, hvor form enten overtrumfer indhold, eller hvor indholdet ligger i formen og bevægelsen. Der efterlades sjældent et varigt udtryk uafhængigt af kunster og situation.

En del vil nok kunne se lighederne i relation til moderne dansk politik.

Ikke mindst når man tager et kig på den forpjuskede politiske iscenesættelse fra regeringens side i den forgangne uge. Skatteudspillet var allerede blevet lækket til Politiken og færdigbehandlet i pressen, inden det blev fremlagt. Regeringens tre udspil skulle egentlig være intoneret af finanslovsudspillet, der er ganske tømt for indhold, da indtægtssiden kun er forudsat men ikke præsenteret. Erhvervsudspillet skulle fungere som et lille udstillingsvindue overfor iværksætterne og underskoven af mindre virksomheder.

Men fordi skatteudspillet var blevet lækket, måtte det rykkes frem og finanslovsforslaget skubbes til allersidste lovlige offentliggørelsesdag. Hvilket var overordentlig problematisk for regeringen, da man havde satset på at igangsætte diskussionen om tomrummet i finansloven, hvor alt kan læses ind for at så at slutte ugen med skatteudspillet og på den måde håbe at dække over den manglende finansiering at skattelettelserne.

Men sådan gik det altså ikke, og fokus på skattelettelsernes asociale og ulighedsskabende indretning nåede at blive foldet ud samtidig med, at diskussionerne om finansieringen fik fart. I en ganske kort periode så det ud til, at regeringen via sin stråmand – den illusoriske HK’er – kunne ride stormen af ved at få hele pressen og oppositionen til i samdrægtighed at kaste sig over påstanden om, at HK’eren rent procentuelt ville få mere ud af skattelettelserne end direktøren. Figuren holdt selvfølgelig ikke for en nærmere analyse, men den havde tjent sit formål i første omgang – at aflede hele diskussionen.

Som min kollega Bent Gravesen så fint beskrev i sidste uge - før han kendte stråmanden - havde debatten taget form af et for eller imod mere eller mindre asociale skattelettelser, hvorimod diskussionen om skattelettelser overhovedet for ikke at tale om skatteforhøjelser var parkeret i kulissen.

Men nu - selvom den stakkels HK’er er skudt ned - fortsætter ulighedsdebatten så stadig for fuld styrke, og det passer regeringen og ikke mindst DF ganske fint, for så er der rum til manøvrer – altså forhandlinger, der bliver så uigennemskuelige, at et egentligt stormløb mod regeringen, som Socialdemokratiet med sin Laborghini-vinkel nok havde håbet på, kan fortone sig som forgangen fremtid.

Hvormed vi når frem til efterårsmanøvren.

Indenfor det danske forsvar byder traditionen, at der afholdes større eller mindre efterårsmanøvrer, hvor kapabilitet, styrke, manøvredygtighed og strategisk konsistens prøves af. Styrker indenfor de samme værnsgrene deles op og skal indenfor et bestemt strategisk koncept udkæmpe taktiske slag. Den ene gruppe kendetegnes ved røde armbind. Den anden gruppe som regel ved blå eller grønne.

Performanceoplægget skal i sammenhængen ses som et oplæg til selve manøvren. Scenen skal sættes og de forskellige aktører køres i stilling og positionerne ridses op. På den ene side advarslen om, at en overophedet økonomi er en trussel mod opsvinget, hvilket skattelettelserne skal modvirke, og på den anden side forargelsen over, at denne regering som de foregående gennemfører skattelettelser, der uddyber uligheden og slår markant ud på Gini-koefficienten.

På manøvrens førstedag – den dag hvor skatteudspillet blev offentliggjort – kunne Socialdemokratiet, DF, venstrefløjen og fagbevægelsen finde sammen i en skarp kritik af regeringens asociale udspil. DI og DA kunne sammen med de mindre erhvervsorganisationer rose regeringen om ikke for andet så i det mindste for at gå i den rigtige retning. På tredjedagen, da finanslovsforslaget blev fremlagt, var de taktiske manøvrer allerede gået i gang. Opblødning på alle elementer i skatteudspillet. Indrømmelser på sundheds- og ældreområdet til DF. Politiet skal have større bevillinger og tryghedsdagsordenen skal frem i forreste række. Scenen/installationen for forlig mellem regering og DF var dermed allerede sat. Tilbage stod Socialdemokratiet – eller kan Socialdemokratiet i hvert fald risikere at stå - i en position, hvor partiets ledelse må indse det (som alle udenfor har vidst hele tiden) at alliancepolitikken med DF for at presse regeringen og neutralisere venstrefløjen fra start har været både farlig og amatøragtig.

Lykkes regeringens efterårsmanøvre vil sejren være i hus – for så har man holdt sig selv i live. Man har godt nok ikke løst et eneste problem, men er endnu engang lykkedes med at afværge en diskussion om, hvor de borgerlige vil føre samfundet hen.

Det er efterhånden så trivielt, at det kan forekomme en kende underligt, at oppositionen ikke med det samme har indtaget en helt anden og for regeringen uventet position ved at angribe regeringen på dens egne præmisser. Forundringen bliver ikke mindre af, at kritikken af denne og de foregående regeringers bevidstløse udbudspolitik, hvor man dogmatisk sværger til, at det rigtige udbud af arbejdskraft, skatteforhold, lav rente og erhvervsvenlig arbejdsmarkedspolitik osv. skaber investeringer og vækst. Det er ikke set, og det har aldrig været tilfældet, og hele tankegangen er under voksende kritik også blandt de såkaldte økonomiske eksperter – hvis man overhovedet kan tale om den slags. Selv i IMF og OECD er man begyndt at tvivle på holdbarheden i de gamle doktriner. F.eks. påpeger IMF i en dugfrisk analyse, at reduktion i personskatten ikke har den store langtidsvirkning for væksten, og især ikke på væksten i investeringerne.

Økonomien er heller ikke overophedet, som DI-direktør Carsten Dybvad skrev samme dag, som skatteudspillet blev lanceret med overskriften: ”Vi skal gøre noget her og nu, så vores økonomi ikke brænder sammen”. Dagen efter udkom en LO rapport, der dokumenterer, at deltidsansættelserne er vokset til 25% af alle ansættelser, og at de i alt væsentligt er ufrivillige. Ligeledes samme dag udkom en stor EU rapport, der påviser samme tendens i hele Europa. Deltidsbeskæftigelsen vokser, og den vokser mest for ansættelser under 15 timer om ugen og blandt unge på alle uddannelsesniveauer. Kort sagt er beskæftigelsespotentialet stort, men de over 25% underbeskæftigede kan ikke få fuldtidsbeskæftigelse. Der mangler ikke arbejdskraft. Det viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistiks kvartalsregnskab også. Opsvinget vokser men beskæftigelsen vokser hurtigere end arbejdstimetallet. Allerhøjest mangler der lige præcis den arbejdskraft, som arbejdsgiverne ønsker. Men det hjælper skattelettelserne ikke på - tvært imod - når finansieringen af dem rammer uddannelserne.

Skattelettelserne skal give større frihed og mobilitet, skriver regeringen i forordet. Især lempelserne på bilafgifterne. Moroen bliver ikke større. Tilvæksten af biler overbelaster hele landets vejnet og stopper indfaldsvejene til alle større byer. Erhvervsorganisationerne råber og skriger på udvidelser af E 20 og E 45, som hver dag sander til i store køer i myldretiderne og forsinker transporten af gods enormt. Det reducerer den nationale produktivitetsudvikling. Og som for at gøre ondt værre. Så ødelægger regeringen i samme ombæring alle transportalternativer.

Det forholder det sig i øvrigt sådan, at skulle regeringens teoretiske ortodoksi holde vand, burde vi nu kunne se en noget stærkere vækst i lønudviklingen, inflationen og renterne. Det ser vi ikke. Når der så alligevel sker en beskeden vækst i forbruget, er den baseret på fornyet gældsudvikling både i industrien og hos forbrugerne både herhjemme og globalt. Det betyder også, at regeringen som andre regeringer er ved at spille sig et vigtigt styringsinstrument af hænde – rentestigninger - fordi en opstramning af pengepolitikken vil udgøre en trussel mod hele samfundsøkonomien den dag, hvor ”overophedningen” slår igennem som realitet.

Faktum er, at regeringens eget finanslovsforslag og skatteudspil på alle parametre er kontraproduktivt i forhold til genopretning af økonomien og sikring af opsvinget og holdbar vækst. Men i lighed med de fleste andre borgerlige regeringer i den vestlige verden hænger man fast i udbudspolitikken. Begrundelsen er enkel og politisk. Et omsving til en offensiv og reguleret efterspørgselsøkonomi ville afstedkomme så store forskydninger inden for de nuværende styrkeforhold i de herskende klasser og mellem disse og lønmodtagerne, at den nuværende march på stedet er at foretrække. Man håber så på, at ens initiativer ender med at virke til sidst, så man trinløst kan slække på budgetstramninger, budgetlov m.m. Det håb og de drøftelser foregår for tiden i hvert eneste forum, hvor storkapitalen og mainstreamøkonomerne finder sammen. Sidst i Jackson Hole, hvor finansministrene udstillede deres tvivl i forhold til stramning af rentepolitikken og anbefaling af en begrænset lempelse af finanspolitikken. Konklusionerne kom i så vage vendinger, at ingen er blevet meget klogere.

Men alt er ikke statisk. Efterårsmanøvren har fået endnu en kombattant, som ellers har været fraværende på kamppladsen i flere år. Det drejer sig om fagbevægelsen.

En række fagforbund har indkaldt til tillidsmandsmøde den 4. oktober i Odense under parolen Danmark for Velfærd. Senere på året vil man mobilisere til demonstrationer. Et lovende initiativ, men også et initiativ, der meget vel kan vise sig ligeså performanceorienteret som regeringens og omfattet af de samme svagheder.

Faren for en udsigtsløs og vag velfærds- og ulighedsdagsorden er absolut reel. Det hele er hørt før. De samme argumenter er fremført før. Ortodoksien er den samme hos dem med de røde armbind som hos dem med de blå eller grønne.

Ikke desto mindre kunne tillidsmandsmødet blive indledningen til en helt ny frontopbygning i dansk politik, hvis de samme forbund droppede den trivielle forargelsesretorik og i stedet indtog det udgangspunkt: for det første at kritisere regeringens politik for ikke at løse et eneste økonomisk problem ud over at skubbe lidt rundt på uligheden - for det andet at folde velfærdsdagsordenen ud, så den kom til at dække et program for genopretning af hele samfundet og ikke kun fremstå som et forsvar for den offentlige sektor. Og endelig for det tredje at blive konkrete på, hvem der som regering skal gennemføre genopretningen af samfundets økonomi, infrastruktur, offentlige ydelser, boligforhold mv.

Offentliggjort: d. 04. september 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.