Der er gået politik i den
Af Jan Mølgaard
Offentliggjort: 26. juni 2017

Du har helt sikkert observeret det - hvordan den politiske diskussion i Danmark drives fremad af sager, skandaler og svigt. Lige nu og lige her af diskussionen om, hvor integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg for Gud ved hvilken gang forsøges ristet i et åbent samråd. Men eksemplet her er bestemt ikke enestående.

Faktisk er eksemplet nærmere reglen end undtagelsen.

Udliciterede ydelser hvor firmaer, der skal varetage for eksempel hjemmepleje og lignende, går konkurs eller ikke lever op til de krav, som de ifølge kontrakten skal leve op til (Pleje Plus på Lolland). Skatteskandaler i kilometervis … uretmæssigt udbetalt kompensation for udbytteskat (der ikke er betalt) - EFI (der ikke kunne bringes til at virke) - momskontrol der har været lemfældig eller slet ikke har været der, således at moms ikke er blevet betalt eller at moms, der ikke skulle være betalt tilbage er blevet det alligevel. Du kan selv fortsætte listen.

Aviser og tv lever om ikke godt så i det mindste højt af alle disse historier. Partierne følger op og forsøger hele tiden at vinkle de samme historier således, at de selv fremstår som uskyldsrene og kun interesseret i retfærdighed og gennemskuelighed, mens modstanderne fremstår som inkompetente, svigagtige eller det, der er værre. Og kommentatorer og andre eksperter taler og taler i en slet uendelighed om det, de kalder de politiske konsekvenser … der (hvis man nu skal være helt ærlige) maksimalt kan være, at et flertal skifter, en regering skifter eller at en eller anden minister smides på porten.

Man får som almindelig vælger eller borger efterhånden den fornemmelse, at det er pølse for og ølse bag. At flertallet godt kan skifte, at rollerne kan byttes rundt, at det bliver andre, der nu skal forsvare fejl, løgnagtigheder, magtmisbrug end i går eller i forgårs. Men at intet ændrer sig. Reelt.

Lige nu - mens det her skrives - sender både TV2 og DR live fra et åbent samråd med udgangspunkt i endnu en sag - denne gang noget med hvorvidt ministeren på området har løjet eller ikke løjet i sine svar til Folketinget om adskillelse af flygtninge(ægte)par hvor den ene var meget ung. Oppositionen insisterer på, at ministeren har løjet - regeringskonstellationen (inklusive Dansk Folkeparti) insisterer på, at hun ikke har. Tekniske fejl siger regeringen og ministeren selv - lige meget siger Dansk Folkeparti, fordi historien efter deres mening mere handler om, hvorvidt man i Danmark er modstandere af barnebrude eller ej.

Ja, det virker som det, det er. Og man (i hvert fald jeg) har det sådan, at jeg ikke orker at følge med i diskussionen mere. Jeg tror faktisk, at ganske mange har det ligesom mig.

Må en minister lyve for Folketinget? Nej, det må ministeren ikke. Har ministeren løjet for Folketinget? Ja, det har hun jo nok. I det mindste har hun ikke ruttet med sandheden. Og det har hun nok ikke, fordi den famøse pressemeddelelse lige så meget var en slags prøveballon, der blev opsendt for at se, om man kunne slippe af sted med at overskride konventionsbegrænsningerne, uden at nogen reagerede på det. Det kunne man så ikke.

Men det er ikke det vigtige i den sammenhæng. Ligesom sandhedsindholdet i de mange andre skandaler heller ikke er det.

Det vigtige er, at mennesker i det her land (og i andre lande også for den sags skyld) vænnes til, at det er skandaler, man taler om, når man taler om politik. At mennesker her og andre steder vænnes til, at forargelse er målet og retfærdig straf hensigten. Er man engageret, så kan man protestere. Er man ikke engageret, så kan man vende ryggen til og være ligeglad. Så kan man være lede ved de politikere (ingen nævnt og ingen glemt), man har. Er man bruger af Facebook, så kender man modellen. Det er også urimeligt, at … et eller andet. Det er uretfærdigt, at ... et eller andet. Man kan protestere og protestere. Men man forventer i virkeligheden ikke, at noget forandrer sig. For man ved jo godt, at politikerne kun tænker på sig selv, på næste valg, på ministerbiler, på pensionsudbetalinger og så videre. Hvilket så kan sætte ild i endnu en storm af forargelse.

Næsten endnu vigtigere er det, at denne enøjede fokusering på skandaler og historier (løgne til Folketinget, misbrug af EU-midler, manglende styr på skatteopkrævning, fokus udelukkende på opinionsmålinger) kaster ikke bare politikerlede af sig, men også en helt generel lede ved politik i det hele taget.

Jeg hørte adskillige gange min for længst afdøde mormor komme med en karakteristisk replik, som mange andre sikkert også har hørt. Nu - sagde hun - havde vi det lige så hyggeligt - men så gik der politik i det. Og ganske ofte hører man en variation over den tanke som udtryk for, at nu er der så gået totalt kage i alting. I betydningen: Nu er al logik og al rimelighed suspenderet. Nu er diskussion blevet forvandlet til skænderi og selvretfærdighed. Og reelt betyder det egentlig, at der hvor politikken går ind, der går fornuft og rimelighed og perspektiv ud.

Man kan selvfølgelig nøjes med at gøre det, som mange gør: Vende ryggen til det hele. Eller man kan deltage i det forargede kor og publicere meddelelser på Tweeter eller Facebook eller andre steder om, at det altså også er for meget eller for lidt eller for sølle. Det ændrer ingenting.

Eller man kan gøre noget andet.

Man kunne håbe, at i det mindste nogen formulerede en lidt højere ambition. At man ikke blot nøjedes med at skælde ud over tonen i den politiske debat. At man ikke blot insisterede på, at man skal tale ordentligt til hinanden.

Og man kunne håbe, at i det mindste nogen politikere og debatdeltagere holdt op med at foregøgle folk - og måske også sig selv - at politiske diskussioner kun handler om at finde de bedste løsninger - de mest rigtige løsninger på samfundets problemer. En tankegang der hviler på den misforståelse, at der i bund og grund kun er én rigtig løsning - kun ét korrekt analyseret problem. Som om det, at agere politisk udelukkende handlede om en række ganske enkle trin: Beskriv problemet, afdæk baggrunden, formuler en løsning, test løsningen på virkeligheden og gør så det eneste rigtige.

Sådan er det nemlig ikke.

Agerer man politisk, så ændrer man virkeligheden. Så påvirker man den i en eller anden retning. Der kan være tale om små ændringer, der ikke påvirker ret mange værdier eller mennesker. Eller der kan være tale om store ændringer, der påvirker mange på mange forskellige områder.

Skal man finde et eksempel på en politiker, der rent faktisk har forsøgt - og stadigvæk forsøger - lige akkurat det, jeg taler om her, så kunne det være den valgkampagne, som Jeremy Corbyn netop har ført under det engelske valg.

Jeg er ikke enig i alt det, han har sagt. Og jeg ville nok være i tvivl om, hvorvidt jeg ville stemme på ham, hvis jeg havde haft stemmeret til valget. Blot et enkelt lille citat fra den lange tale på Glastonbury-festivalen:

”Kommentatorerne misforstod det hele. Eliten misforstod det hele. Politik handler om os alle, og den vidunderlige kampagne, som jeg var involveret i, og som jeg er så stolt over at lede, førte folk tilbage til politik, fordi de kunne se, at der var noget her, der kunne fungere som et tilbud til dem. Men hvad der var endnu mere inspirerende, var antallet af unge, der blev involveret for første gang. Fordi de var trætte af at blive nedværdiget, trætte at blive fortalt, at de var ligegyldige - trætte af at få at vide, at de aldrig deltager, og helt igennem færdige med at finde sig i, at deres generation skulle betale mere for at få mindre uddannelse, dårligere sundhed, ringere boliger, elendigere pensioner og ringere liv. De har markeret, at de ikke vil acceptere lave lønninger og usikkerhed. Og de har nægtet blot at acceptere det som en givet ting i deres liv.” [1]

I Labour-partiets manifest op til valget gik de samme holdninger igen.

I afsnittet om den økonomiske politik, som man kan læse i manifestet, står der for eksempel:

”Vi måler vores økonomiske succes ikke efter antallet af milliardærer, men ved vores folks evne til at leve et rigere liv. Vi forstår, at skabelsen af rigdom er en kollektiv indsats fra arbejdstagere, iværksættere, investorer og regering. Alle bidrager og alle skal deltage i en retfærdig fordeling af resultatet. Dette manifest beskriver vores plan om at opgradere vores økonomi og om at omskrive reglerne for et manipuleret system, så vores økonomi virkelig kan virke for de mange og ikke kun for de få.” [2]

Og det er der, der starter. Eller også er det der, det kan starte.

Ingen bevægelse kan leve uden organisation. Uanset hvad Mikkel Bolt foreslår i Information. [3] Men ingen organisation kan heller leve uden bevægelse. Selvom det næsten er det, som Pelle Dragsted siger i sit svar på debatindlægget. Som der står i rubrikken til Dragsteds svar:

”Uanset om man forkaster parlamentarismens muligheder i forhold til større samfundsforandringer, skal man vist være både privilegeret, vellønnet og fastansat for i ramme alvor at mene, at parlamentarisk politik er et skuespil uden nogen betydning, skriver Enhedslistens Pelle Dragsted som en reaktion på Mikkel Bolts kronik.” [4]

Det ender alt for tit i formaliteter - i jura eller i teknik. Men politisk forandring vil aldrig nogensinde udspringe af tekniske eller moralske udsagn alene. Forandringen skal have et mål - og målet skal formuleres ud fra en grundlæggende forståelse af, at der er stridende interesser - at ikke alle kan være enige - at ikke alle kan mene det samme - og af, at forandringen aldrig blot kan være teknisk eller forvaltningsmæssig.

Tænk lidt over det, mens vi nu holder sommerferie med vores kommentarer her på Kritisk Debat.

Efter sommerferien fortsætter vi så arbejdet.

 

[1] Se hele Corbyns tale ved at klikke her

[2] Du kan læse hele manifestet ved at klikke her

[3] Enhedslisten og resten af venstrefløjen skal væk, så vi kan forandre samfundet

[4] Opstande uden organisering ændrer ikke samfundet

Offentliggjort: d. 26. juni 2017

              
Kommentarer
204 #1 kold
d. 26. juni 2017
Mølgaard - du kan ikke i ramme alvor skrive, du ikke ville stemme på Corbyn, hvis du havde stemmeret derovre?!! Han mobiliserede da en hel del. Hvem i alverden ville du så stemme på?
Glem Mikkel Bolt. Han har ikke noget at byde på. Hvis det skal være udenomsparlamentarisk, så er der mere 'bevægelse' i de eksempler Jørgen Steen Nielsen har skrevet om.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.