Rider Socialdemokratiet på to heste?
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 19. juni 2017

I sin næsten tvangsprægede iver efter at overtage regeringsmagten og samtidig passivisere sit hidtidige parlamentariske grundlag har den socialdemokratiske ledelse i EU-spørgsmålet valgt den meget risikable fremgangsmåde at spille på to heste. Taktikken kan vise sig effektiv, men det kan også gå grueligt galt, og det er ikke i partiledelsens lod at bestemme udfaldet.

Kl. 9 fredag morgen den 16. juni gik Mette Frederiksen og Thulesen Dahl på talerstolen i LOs cirkustelt på Folkemødet. Temaet var de to partiers samarbejde på vitale områder af EU-politikken. Et samarbejde der samtidig skal presse statsministeren til at imødekomme de to partier på en sådan måde, at hele regeringen og forholdet mellem dens tre partier sættes under pres.

Forinden de to partilederes fællesoptræden var de blevet interviewet til Jyllands-Posten. Ikke at det er helt tilfældigt. Man kunne med andre ord forberede sig på, hvad de to ledere ville sige og også studere nuancerne, før det gik løs i bedste, overstrømmende showstil.

Budskabet og forbrødringspunkterne er egentlig ganske enkle og har været under vejs længe, men ét hot tema kom dog bedre frem i interviewet end i den fælles fremlæggelse i LO-teltet. Det drejer sig om, at samarbejdet mellem Socialdemokratiet og DF reelt også er et opgør med blokken af ”ja-partier” og den automatiske placering af Danmark som et EU-kerneland. Fremover står EU-politikken for så vidt til åben debat. Mette Frederiksens diskrete budskab til både Venstre og Det Radikale Venstre.

Det hører i den sammenhæng med, at Mette Frederiksen i en enkelt lidt kryptisk vending fik ventileret muligheden af fremtidige uenigheder med DF.

Ellers handler samarbejdet kort fortalt om at presse regeringen til at føre en politik i EU, der ”passer bedre på vores lønmodtagere”. Alle dårligdomme på det danske arbejdsmarked og trusler mod velfærden kommer udefra. Enten fra flygtningestrømme, migrantstrømme, arbejdskraftens fri bevægelig eller en ekspansiv EU-domstol med stærke markedspræferencer. Konkret skal der skrides ind overfor velfærdsturisme, indføres en række karensperioder og optjeningsperioder i forhold til de sociale ydelser, og så skal der på europæisk plan sættes fokus på social dumping. Kravet til regeringen er, at den ved de kommende regeringsforhandlinger skal sætte sine fingeraftryk. Det er traditionel DF-politik men, som Løkke Rasmussen fik formuleret, nye toner fra Socialdemokratiet.

Mette Frederiksen fik dog i interviewet lige understreget, at hun og hendes parti skam går ind for et stærkt og sammenhængende EU. Alle ved, at det gør DF ikke. I det parti er man bedøvende ligeglad med, hvordan lønmodtagerne har det i Spanien eller Frankrig eller i Polen, bare de nøjes med at have det dårligt der og ikke kommer herop og byder sig til som billig arbejdskraft og snylter på vores velfærd.

Med EU-konvergensen har Socialdemokratiet og DF på endnu et punkt fundet sammen i det nationale forsvar for den danske velfærdsstat. Truslen mod velfærdsstaten kommer udefra – ikke indefra. Klassisk nationalistisk tankegods, men ikke socialdemokratisk.

Det rene bagstræb fra Socialdemokratiets side, fordi alliancens politiske budskaber ikke kan realiseres uden at kollidere med EUs grundprincipper og, hvis kollisionen fastholdes og ikke overvindes føre til en ”danxit”.

Kanske man kan få gennemført nogle få begrænsninger af arbejdskraftens fri bevægelighed, men det indvirker jo ikke automatisk på kapitalens fri bevægelighed, og målt i størrelse og virkningsradius er kapitalens fri bevægelighed en mange gange større trussel mod de nationale velfærdsordninger og arbejdsmarkeder. Og den fri bevægelighed kan kapitalen allerede mønstre både indenfor og udenfor EU. Så de to partiers forestillinger om at beskytte lønmodtagerne, som de til en vis grad deler med venstrefløjen, har karakter af politisk illusion. For hvad hjælper visse restriktioner på arbejdskraftens fri bevægelighed, hvis kapitalen flytter arbejdspladserne derhen, hvor arbejdskraften lokalt er billig og kompetent?

Men problemet er ikke illusionen og den taktiske alliance mellem Socialdemokratiet og DF i fællesbestræbelsen for at opløse regeringen indefra. Det virkeligt problematiske for Socialdemokratiet er, at den aktuelle alliance med DF har sin egen logik, der med tiltagende intensitet vil skærpe modsætningerne til de øvrige EU-lande, bringe danske lønmodtagere modsætning til de øvrige europæiske lønmodtagere og cementere en velfærdschauvinistisk, politisk kultur, der først og fremmest vil ødelægge de danske lønmodtageres transnationale udsyn og forståelse af lønmodtagernes faglige fællesinteresse og af samme grund bure dem inde og tvinge dem til at underordne sig konkurrencekravene fra dansk erhvervsliv.

Den vej kan vise sig farlig og blind. Det har den socialdemokratiske partiledelse selvfølgelig blok for. Af samme grund spiller den på en anden hest som en slags helgardering. Samme dag den 16. juni, som JP udkommer med interviewet, og Mette Frederiksen og Thulesen Dahl optræder i LOs cirkustelt, har hun en kronik i Politiken, der følger en helt anden logik. Overskriften er ”Europa for folket”, og efter en meget lang indledning fyldt med Mette Frederiksens sædvanlige anekdotiske billeddannelser slutter kronikken med fem relativt præcise punkter, der angiveligt tegner Socialdemokratiets måske fremtidige EU-politik.

Det interessante er, at ikke et eneste af de fem punkter ville kunne gennemføres med DFs støtte. Så enten er der tale om en programmatisk tribut til de øvrige europæiske socialdemokrater og den indre opposition, eller også har partiledelsen en anden hest klar, hvis og når alliancen med DF ikke holder længere. Noget taler for det sidste, fordi det, der rent faktisk er i spil i EU, vil nødvendiggøre et socialdemokratisk brud med DF.

Hvis der efter det tyske valg dannes en alliance mellem Merkel, Renzi og Macron, kan der komme gang i en ny etape i den europæiske integrationsproces i et tempo og i en dybde, som Socialdemokratiet ikke kan sidde overhørig. Her må DF sammen med dele af venstrefløjen melde pas.

De tre stærke lederes ambition er dels at udvide euroområdet med helst alle EU-lande. Demokratisere eurokonstruktionen og styrke det finanspolitiske og arbejdsmarkedspolitiske samarbejde samt hen ad vejen reelt ændre på ECB-institutionens formål og pengepolitiske beføjelser. Samtidig styrkes den mellemstatslige akse i opgøret med austeritypolitikken med bl.a. med den spanske økonomiministers tilslutning til Macrons ønske om et opgør med den tyskinspirerede og ”udsigtsløse sparepolitik”. Allerede nu er finanspagtens mest indædte forsvarer finansminister Schäuble på vej væk fra Merkels inderkreds. Hun bruger bevidst alliancen med Macron til at svække sin finansministers indflydelse. Det gør hun selvfølgelig også, fordi den amerikanske præsident har sat Tyskland under pres, og fordi mængden af strategiske uenigheder mellem EU og USA har aktualiseret det gamle fransk-tyske ønske om et stærkt og selvstændigt Europa med tilstrækkelig styrke og autoritet til at kunne agere i en verden uden et fungerende amerikansk politisk-økonomisk ”missilskjold”. Forudsætningerne er strategisk samordning på alle vitale politikområder.

Lad os sætte det positive ben forrest og antage, at Socialdemokratiets ledelse har læst denne mulige udvikling i Europa. I så tilfælde giver det god mening på den anden side af den taktiske alliance med DF og neutraliseringen af venstrefløjen at skrive sig ind i en ny toneangivende centrumstrømning i EU, hvor den brutale austerityfløj er sat til vægs, og hvor det står tilbage for en socialdemokratisk fløj at genvinde sin indflydelse.

Noget kunne tyde på, at det forholder sig sådan, når man læser kronikkens fem punkter.

Socialdemokratiets første punkt er en social kontrakt i EU. Der skal bund under virksomhedsskatterne gennem en solidaritetspagt. Fælles skat på finansielle transaktioner. I realiteternes verden holder sådanne indgreb ikke længe som mellemstatslige ordninger. Det punkt forudsætter øget integration i EU.

Det andet punkt er en generel udvidelse af samarbejdet om grænseoverskridende problemer. Her er partiet i direkte modsætning ikke alene til DF, men også til regeringen, hvorimod punktet flugter med Merkels og Macrons udmeldinger.

Tredje punkt omhandler bedre regulering af det indre marked i alle dimensioner. Præcist samme politik fremførte Macron i valgkampen, herunder sikring af lønmodtagernes grundrettigheder (men udenom fagforeningerne forstås).

Fjerde punkt handler om styrkelse af EUs ydre grænser og retten til nationale grænser, indtil EU gennem et forstærket Frontex faktisk kan sikre de ydre grænser.

Og det femte og sidste punkt omhandler ændrede styrkeforhold mellem de forskellige parlamentariske og administrative niveauer i EU. Blandt andet styrkelse af de nationale parlamenter og fjernelse af kommissionens monopol på initiativret. Der rokkes hermed ved grundlagstraktatens bestemmelser.

Kort sagt er Socialdemokratiet i Danmark klar til at påtage sig den opgave at være med til at skabe ”Et Europa for folket”. Hvis analogien til tidligere tiders program ”Danmark for folket” skal tages alvorligt, mener Socialdemokratiet, at der skal skabes en europæisk velfærdsstat, for det var det, ”Danmark for folket” indvarslede.

Altså konturerne af en politik, der for det første ikke ligger langt fra den nye centrumtendens med bl.a. den tyske, socialdemokratiske udenrigsminister Sigmar Gabriel som en varm fortaler. Logikken i den tendens er mere EU og ikke mindre og et mere integreret EU, hvor grænserne mellem landene i euroområdet og dem udenfor langsomt udviskes. Sandsynligvis ved at sidstnævnte tvinges til at acceptere de nye, udvidede, politisk-økonomiske, institutionelle mekanismer i euroområdet eller imødese en andenrangsstatus i EU. Logikken indebærer også konstitutionelle ændringer i EU i lighed med, hvad der forsigtigt luftes i Paris og Berlin.

Kort sagt indeholder de fem punkter i Mette Frederiksens kronik den diametralt modsatte logik af S-DF-alliancens. På et givent tidspunkt kan de ikke længere forliges. Lige nu volder det ikke problemer, for de fem punkter efterlader mageligt plads til fortolkninger. Men der skal ikke ske meget på den europæiske scene, og det kan blive tilfældet kort tid efter det tyske valg eller forårsaget af nye fyrværkerier fra Washington, før de to heste følger hver deres logiske retning, og Socialdemokratiets ledelse tvinges til at vælge retning.

Eller sagt på en anden måde. Det kan godt være, at den socialdemokratiske ledelse mener at have dækket sig ind rent taktisk i jagten på regeringsmagten og efter tandudtrækningen på sit parlamentariske grundlag, men holdbarheden og valget af retning bestemmes efter alt at dømme af begivenheder udenfor den nationalpolitiske scene.

Faren for Socialdemokratiet består i, at partiet som opposition har bidraget til at udforme og udbrede en småborgerlig velfærdschauvinisme blandt vælgerne i en grad, der vanskeliggør en kursændring, når Socialdemokratiet som regeringsparti skal gøre sig gældende i et EU under Merkels og Macrons ledelse.

Offentliggjort: d. 19. juni 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.