Regeringen har en plan
Af Bent Gravesen
Offentliggjort: 29. maj 2017

3F’s fest i Cirkusbygningen var en sejrsfest, hvor man kunne fejre, at man med ryggen mod muren formåede at mobilisere tilstrækkelig opbakning og politisk pres til at slå Venstres angreb på folkepensionen af banen. Men tænk, hvis vi kan gøre det folkelige veto mod senere folkepension, topskattelettelser, osv. til et folkekrav om en anden politik, som Mette Frederiksen og en ny regering må forpligte sig på.

Regeringen har en plan. En 2025-plan. Det er ikke en plan om at stjæle millioner som Egon Olsens mange planer. Det er snarere en plan for at bruge penge lige så vildt som Yvonne, når hun hører om alle millionerne i en af Egon Olsens planer. Regeringens kommende 2025-plan er først og fremmest en plan for, hvordan regeringen gerne vil bruge penge. Det er en plan for, hvordan det liberalistiske Danmark vil bruge løs af det såkaldte økonomiske råderum.

Som en anden Yvonne med solhatten har Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen mere end rigeligt med ideer til, hvad de vil bruge det økonomiske råderum - og mere til – hvis de ellers kan få nogen til at smide ekstra penge i puljen. Brug det billede, når regeringen præsenterer planen. Og tænk ikke mindst på, hvem det er planen vil sende på charterrejse.

Regeringen har selv opgjort det økonomiske råderum til 40 mia. kr. frem til 2025. Det er, hvad der er at rutte med – vel at mærke uden at komme i clinch med EU’s vækst- og stabilitetskrav og uden at skulle finansiere forbruget med højere skatter og lignende. Som ordet mere end antyder, er det økonomiske råderum et begrænset, menneskeskabt rum, man forventes at holde sig indenfor, og i regeringens tilfælde er råderummet bl.a. begrænset af, at det er utænkeligt at opkræve mere i skat eller låne ekstra penge, hvis den politiske ønskeseddel kræver det.

Af disse 40 mia. kr. har regeringen allerede indgået politisk aftale med Socialdemokratiet og de radikale om at bruge 3 mia. kr. til at sikre boligejerne mod højere ejendomsskat. Så reelt er der kun 37 mia. kr. at bruge af frem til 2025. Står det til regeringen, skal de resterende 37 mia. kr. bl.a. bruges til at sænke skatten for topindkomster, til endnu højere skattefradrag for dem, der er i arbejde, til et ekstra skattefradrag eller lignende for alle dem, der har eller tager sig råd til at spare op til pension, til lavere virksomhedsskat og så videre. I sandhed en liberalistisk ønskeseddel med masser af gaver til ’vennerne’.

Lavere topskat er en af regeringens foretrukne måder at bruge af det økonomiske råderum. Ifølge Finansministeriets regneregler vil det endda være muligt at give topindkomsterne flere millioner, end det koster i mindre råderum. Det forklarer Finansministeriet med, at man regner med, at en lavere topskat vil få i det mindste nogle af topskatteyderne til at arbejde mere eller på anden måde øge deres indkomst (og færre til at arbejde mindre, når de får skattelettelser). Dermed vil de, der tjener mere, komme til at betale skat af en højere indkomst og det giver så lidt ekstra til de offentlige kasser. Ikke nok til at finansiere topskattelettelsen, men nok til at finansiere en del af den.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at en topskattelettelse under alle omstændigheder vil koste og bruge af det økonomiske råderum. Topskattelettelser betyder, at der bliver mindre råderum til f. eks. den fælles velfærd. Ingen - ikke engang Lars Løkke Rasmussen på en god dag - vil nægte, at hvis regeringen prøver at få flertal med DF for topskattelettelser, så koster det på den fælles velfærd.

Præcis det samme gør sig gældende, når regeringen foreslår præmiering af seniorer, der arbejder i seniorårene, erhvervsskattelettelser og højere beskæftigelsesfradrag. Alle den slags forslag vil bruge af det økonomisk råderum, der ellers kunne være brugt til bedre velfærd, klimainvesteringer, bedre dagpengedækning og andet tilsvarende.

Den skærpede politiske kamp om det økonomiske råderum, som regeringens 2025-plan indvarsler, er set med sociale briller et nulsumsspil.

Det, der gives til den ene, kan ikke gives til den anden, eller skal måske ligefrem tages fra den anden. Det, vi ønsker at bruge til fru Jensens hjemmehjælp og til en bedre hverdag for hendes børnebørn i børnehaven eller vuggestuen, kan vi ikke samtidig (inden for råderummet) bruge til at øge overlægens og direktørens privatforbrug via topskattelettelser.

Kampen om råderummet er grundlæggende en kamp om, hvem der skal have, og om hvem der må undvære. Skal milliardarvingerne have en milliardrabat på arveafgiften, og skal topindkomsterne have en årlig skattenedsættelse i milliardstørrelse, mens håndværkere, rengøringsassistenter må undvære 6 måneders velfortjent folkepension?

Set ud fra et solidarisk samfundssynspunkt kan hele det økonomiske råderum og mere til bruges godt og rigtigt til at udvikle den fælles velfærd, til bedre dagpengedækning for de arbejdsløse, til at investere mere i uddannelse og kompetenceudvikling, til at bane vej for holdbare klimaløsninger og så videre. Det er med andre ord ikke kun VLAK-regeringen, der har en politisk ønskeseddel, der mageligt kan bruge hele det økonomiske råderum og mere til. Det har fagbevægelsen og det politiske centrum-venstre også. Eller rettere - det burde de også have. De har det nemlig ikke rigtigt i dag. Indtil nu har både fagbevægelsen, Socialdemokratiet og venstrefløjen været mest optaget af at bevare tingene, som de er, eller af hvad man i hvert fald ikke skal gennemføre. Nej til endnu højere folkepensionsalder, nej til topskattelettelser.

Hidtil har fagbevægelsen og det politiske centrum-venstre stort set holdt sig til en defensiv kamp mod de mest skræmmende elementer i Løkke-regeringens 2025-planer. Det var f. eks. en defensiv kamp om det økonomiske råderum, da fagbevægelsen anført af 3F mobiliserede underskrifter og argumenter mod at tage folkepensionen fra folk i yderligere 6 måneder. Mobiliseringen lykkedes og blev til et folkeligt veto mod et centralt element i Løkke-regeringens 2025-plan. Mobiliseringen gav en politisk begmand til VLAK-regeringens økonomiske politik.

Det var derfor 3F’s fest i Cirkusbygningen var en sejrsfest. Men det var en sejr i en defensiv kamp. Man fejrede, at man med ryggen mod muren havde formået at mobilisere tilstrækkelig opbakning og politisk pres til at slå Venstres forslag af banen.

Men med Løkke-regeringens 2025-planer vil der efter alt at dømme blive brug for nye folkelige vetoer. Derfor bliver der brug for at transformere den defensive kamp. Der er brug for, at fagbevægelsen og centrumvenstrepartierne ikke bare siger nej til regeringens forslag, men selv begynder at skabe positiv folkelig opbakning til, hvad det økonomiske råderum skal bruges til. Det er på tide, at fagbevægelsen og det politiske centrum-venstre begynder at ville forandre. Begynder at formulere konkrete ønsker og krav til, hvordan det økonomiske råderum skal bruges og måske tilmed udvides. Ikke mindst som opposition må både Socialdemokratiet og venstrefløjen i SF og Enhedslisten begynde at formulere ønsker og krav til en ny politik for en ny regering.

En sådan tilgang vil samtidig give nye vitaminer til den defensive kamp mod Løkke-regeringens økonomiske politik. Det er nu engang meget lettere at sige nej til at bruge pengene til privat velstand for de i forvejen velstillede, hvis man samtidig har et klart billede af, hvad man selv kan og vil bruge pengene til. Så bliver et nej til senere folkepension, topskattelettelser, osv. samtidig et politisk ja til en anden politik, som Mette Frederiksen og en ny regering forpligtes politisk på. Det burde være tillokkende. Ikke mindst for dem, der højlydt tvivler på, at et valg vil resultere i andet end en ny statsminister.

Hverken fagbevægelsen eller det politiske centrum-venstre skal nøjes med at nedlægge misundelsens veto, som Anders Samuelsen og CEPOS ellers beskylder dem for. Misundelsens politik er ikke et samfundspolitisk alternativ. Den er kun de mange egoismers politik, de bløde knæs politik. Den misundelige er ham eller hende, der alt for nemt gøres blød i knæene ved selv også at få lidt. Tænk blot på Kristian Thulesen Dahl. Hvis han f.eks. får nogle grænsebomme, nogle flere udviste og et par promille til sygehusene og de ældre, vil han så ikke blive blød i knæene og gå med til at give topindkomsterne og milliardarvingerne deres rigelige broderpart? Det frygter jeg ligeså meget, som Lars Løkke Rasmussen håber og satser på det med sin invitation til forhandlinger om 2025-planen i blå blok. Fortsætter fagbevægelsen og det politiske centrum-venstre den rene defensive vetopolitik over for Løkkes brug af råderummet, risikerer vi at holde døren åben for den slags aftaler i blå blok.

Samtidig løber fagbevægelsen og venstrefløjen en anden risiko. De risikerer at ’holde på pengene’ til en kommende regering, men vel at mærke uden at forpligte den politisk. Med en ren vetopolitik risikerer man at videregive et større eller mindre ubrugt råderum til en forhåbentlig kommende Mette Frederiksen regering til mere eller mindre fri afbenyttelse. Det kan man alt efter politisk temperament se som en fordel eller en bagdel. Jeg ser det sidste.

Ikke mindst derfor mener jeg, at det er på tide at diskutere, hvordan vi helst ser råderummet brugt, ikke mindst efter næste folketingsvalg. Tænk, hvis oppositionen bliver i stand til både at pille de værste ting ud af Løkke-regeringens økonomiske politik og samtidig skabe et folkeligt pres for en helt anden økonomisk politik.

Det vil være oppositionspolitik, der batter. Det vil en politisk opposition, der kun giver en valgmulighed for en statsminister, der ikke vil være statsminister for enhver pris.

Offentliggjort: d. 29. maj 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.