Røde linjer
Af Jan Mølgaard
Offentliggjort: 15. maj 2017

Rubrikken til en nyhed i DR lød i den forløbne uge således:

”Enhedslisten på vej mod nybrud: Vi skal være klar til at vælte Mette Frederiksen. Thorning-regeringen var væltet flere gange, hvis Enhedslisten havde haft de rigtige værktøjer på plads. Det mener man i dele af partiet, som på sit kommende årsmøde skal diskutere en ny parlamentarisk strategi.”

Og det har ikke alene været DR, der har haft fokus på den historie. Også andre medier har dækket den. For resten er det heller ikke første gang, at partiet har truet med netop det. I 2013 lød truslerne også. Og dengang blev de afværget ved, at regeringen (Med Thorning i spidsen) gav partiet et tilbud, som man så - i sidste ende - ikke mente, at man kunne sige nej til (den såkaldte midlertidige arbejdsmarkedsydelse). Ifølge Information siger Pernille Skipper:

”Men jeg mente, og mener, at vi skulle være klar til at trække tæppet og ærgrer mig da over, at vi ikke fik den varige løsning. Truslen virkede, de imødekom os, og så var det den rigtige løsning heller ikke at gøre dette. Alene truslen var dog en afvigelse fra Enhedslistens parlamentariske tilgang om ikke at ville vælte en socialdemokratiskledet regering, men heller ikke stå i vejen, hvis en sådan vælter sig selv. At vi med andre ord ikke vil stemme for noget, vi er imod, under truslen om, at regeringen ellers går af.” [1]

Nu tages truslen så op igen - frem mod Enhedslistens årsmøde i weekenden 12. maj til 14. maj.

Men ser man materialet til årsmødet igennem, så finder man intet selvstændigt punkt, der peger i den retning. Formodentlig kommer diskussionen til at blive taget i forlængelse af Hovedbestyrelsen beretning - selvom teksten til denne beretning heller ikke rummer klare meldinger på området. Og selvom det udsendte oplæg ikke indgår i dagsordenen for årsmødet. Per Clausen skriver på partiets hjemmeside, at ”oplægget således kan indgå i diskussionen på årsmødet i 2017. Der lægges dog ikke op til, at der træffes nogen beslutninger på årsmødet. I stedet opfordres afdelingerne til at diskutere emnet inden sommerferien eller lige efter denne. I slutningen af august eller begyndelsen af september afholdes møder enten regionalt eller i storkredsene, hvor alle medlemmer inviteres. Afdelingerne opfordres til at deltage med mindst en deltager, som kan fortælle om deres debat.”

Hvad står der så i dette oplæg? [2]

Først og fremmest forsøger oplægget at tolke den korte historie. Man siger:

”Erfaringerne fra sidste valgperiode, hvor en socialdemokratisk regering, der sad på Enhedslistens mandater, øgede uligheden og øgede utrygheden for almindelige mennesker, har mange steder i partiet medført overvejelser og diskussioner om, hvordan Enhedslisten bedst muligt kan modarbejde en gentagelse af den situation, når og hvis partiet igen skal udgøre det parlamentariske grundlag for en regering. Der er mange elementer i denne diskussion, og den parlamentariske strategi er blot én af dem. Men ikke desto mindre relevant. Erfaringerne viser, at socialdemokraterne ikke har vist den store vilje til at lade de partier, der udgør deres parlamentariske grundlag få en indflydelse, der afspejler deres mandattal. Socialdemokraterne synes at have den analyse, at i og med at partierne til venstre (i modsætning til de radikale) ikke har mulighed for at pege på andre end dem, så behøver de ikke at vise nogen vilje til at give indflydelse til partierne til venstre.”

Og på den baggrund konkluderer oplægget - der altså skal diskuteres blandt partiets medlemmer med henblik på at muliggøre en HB-beslutning engang i løbet af efteråret 2017 - som følger:

”Man kan gøre det (tilpasse strategien efter erfaringerne) på mange måder. Det er en mulighed at stille krav til regeringsgrundlaget som betingelse for at en socialdemokratisk regering kan dannes, men også gøre det klart, at det dermed kan ende med, at vi ikke kan pege på en socialdemokratisk statsminister, hvis regeringsgrundlaget ikke også tilgodeser de krav der er rejst af de aktive bevægelser og Enhedslisten i tiden op mod valget. En anden mulighed er, at trække nogle røde linjer, der betyder, at vi efter regeringens dannelse ikke afviser at vælte en socialdemokratisk regering, hvis den fører en politik, der bryder med de berettigede forventninger befolkningen vil have til en ny politisk kurs, således som vi for eksempel så det med salget af DONG eller det politiske indgreb, der fjernede lærernes overenskomstmæssigt aftalte rettigheder. Og endelig kan Enhedslisten – hvis styrkeforholdene er til det – foreslå en anden forhandlingsleder end socialdemokraternes statsministerkandidat, når der lige efter valget skal udpeges en forhandlingsleder.”

Selvom der tages det forbehold, at den politiske kamp er andet og meget mere end det, der sker i folketinget, så er oplægget i den grad (måske meget naturligt) primært fokuseret på akkurat den parlamentariske dimension. Der tænkes i blokke, i mandater, i stemmetal, i moralske positioner og kun i sidebemærkninger i bevægelser og sociale styrkepositioner.

Desuden tænkes der i udpræget grad reaktivt.

Initiativretten (eller hvad man nu skal kalde det) ligger tilsyneladende ret entydigt ved de store partier - eller måske skulle man hellere sige ved de andre. Og for eksempel relationen til fagbevægelsen - og de alliancemuligheder, som burde eksistere her - eller til miljøbevægelsen nævnes bare i forbifarten. Eksemplerne i det citerede her ovenfor er desuden enkeltsager - DONG-salget og indgrebet i lærernes overenskomster - mens man næsten totalt savner fokus på den politiske substans og den politiske analyse.

I oplægget står der: ”Enhedslisten har historisk altid uden betingelser peget på lederen af det største arbejderparti som både forhandlingsleder ved regeringsdannelse og som statsminister. At det var uden betingelser betød ikke, at man ikke stillede krav eller politiske forslag til en given regering, men at det ikke var en mulig konsekvens af en manglende opfyldelse af de krav, at man trak støtten eller ikke pegede på den socialdemokratiske statsministerkandidat. Det er forskellen på at stille krav og så at stille krav, der ultimativt betyder at en regering ikke kan dannes eller bliver væltet.” Og videre kan man læse: ”Enhedslisten har også på trods af enkelte afvigelser haft den linje, at man ikke vælter en socialdemokratisk regering ved et mistillidsvotum sammen med højrefløjen, med mindre der er et bedre regeringsalternativ – eller statsministeren har løjet over for Folketinget eller lignende – men at en socialdemokratisk regering kan ”vælte sig selv”, hvis den fx ikke kan få flertal for en finanslov. At en socialdemokratisk regering har gennemført voldsomme forringelser sammen med højrefløjen, har således ikke været anledning til at overveje om støtten helt skulle trækkes og et valg var at foretrække.”

Et bedre regeringsalternativ? Hvad betyder det udtryk?

Formodentlig menes der hermed et regeringsalternativ, der er mere velvilligt indstillet overfor de politiske mærkesager, som Enhedslisten fremfører. Men det kan unægtelig være lidt svært at forestille sig, hvordan sådan et regeringsalternativ kunne se ud, når man kigger nærmere på de parlamentariske styrkeforhold.

Eller også er tanken, at et brud med en socialdemokratisk ledet regering på en sag med folkelig appel kan resultere i en styrket parlamentarisk position, der så igen kan betyde, at man kan lå længere end ellers i forhandlingerne om et nyt regeringsgrundlag.

Men uanset hvad tanken så er, så mangler der noget.

Oplægget handler godt nok - som der står i overskriften - om Enhedslistens parlamentariske strategi. Derfor kan man nok sige, at det er logisk nok, at fokus sættes så entydigt på antallet af stemmer og antallet af mandater. Ligesom det jo kan være svært at vride sig fri af de kandestøbermanerer, der i den grad dominerer den offentlige del af den politiske diskussion.

Det er da også korrekt nok, at det kan være svært at beskrive de såkaldte røde linjer, som en eventuel fremtidig socialdemokratisk ledet regering ikke kan overskride, før det også får parlamentariske konsekvenser - altså under forudsætning af, at Enhedslisten råder over de afgørende stemmer i Folketinget.

Men det virker nu alligevel noget pauvert, at man ikke i det mindste gør et forsøg.

Hvor finder man den politiske analyse, der kunne danne grundlag for denne definition?

DONG-salg og indgreb i lærernes overenskomstforhandlinger er - uanset deres appel til medierne - enkeltsager. Jo, stramninger på udlændingepolitikken og den såkaldte kontanthjælpsreform - fattiggørelseslovene og så videre. Der er masser af sager og masser af forargelsespotentiale. Men uanset hvad, så er det sager. Er man tilbøjelig til kun at tænke politik i den parlamentariske ramme, så kan den slags - måske - give positiv omtale og måske også (måske!) en gevinst på den korte bane i form af lidt flere stemmer og lidt flere mandater. Men det forandrer reelt ingenting.

Det afgørende er her, dels at der mangler en analyseramme - dels at man (stiltiende) accepterer, at initiativretten, som jeg kaldte det tidligere, tilsyneladende ret entydigt ligger ved de store partier - og kun ved partierne.

Hvor, må man spørge, finder man den forståelsesramme, der effektivt kan distancere Enhedslisten fra det borgerlige samfund - fra den borgerlige økonomi- og virkelighedsforståelse, som størsteparten af det parlamentariske arbejde baserer sig på? Ikke her i hvert fald. Og det ville ellers ikke have været specielt svært at komme med en række kvalificerede bud.

Jeg kan da uden videre sagtens nævne en række områder, der burde kunne bruges til at danne grundlag for meningsfulde røde linjer: Strukturreformen og dens skævvridning af det demokratiske liv, for eksempel. Budgetlovgivningen og budgetpagten. De grasserende forringelser af arbejdsmarkedsreglerne og arbejdet med arbejdsmiljøet. Den skæve boligbeskatning. Og man kunne uden problemer blive ved med at nævne eksempler.

Men først og sidst kunne man have fremhævet den generelle tendens til hele tiden at underkaste sig kravene fra det såkaldte erhvervsliv - lavere selskabsskatter og de generelle effektiviseringskrav. Den tendens som den aktuelle regering helt og fuldt understøtter og som den tidligere socialdemokratisk ledede regering under Thorning og Corydon også - næsten uden undtagelser - bakkede op omkring. Man kunne have analyseret og kritiseret de mekanismer, der gør dette fokus muligt. Og man kunne have kritiseret konsekvenserne af det.

Man kunne have benyttet anledningen til at ridse hovedtrækkene op i et alternativt samfundsbillede - billedet af det samfund, som man som parti vil forpligte sig på at arbejde for, hvis vælgerne vil give partiet den fornødne styrke. Man kunne have sagt, hvem man vil arbejde sammen med og hvordan, når nu det parlamentariske arbejde ikke kan levere resultater. Man kunne have sagt: Hertil og ikke længere. Og man kunne have sagt - her vil vi hen.

Men nej - det er der ikke lagt op til. Det bliver der ikke talt om. Ligesom der heller ikke bliver talt om det så mange andre steder.

Og derfor reduceres diskussionen til en ny gang parlamentarisk tal-leg. Hvem skal sidde på taburetterne? Hvem skal have mest at sige? Og hvordan kan man i den politiske købmandsbutik på Christiansborg få en rimelig mængde valuta for sine stemmer? Det er ganske enkelt pauvert. Og forstemmende. Også selvom partiets årsmøde så ender med at vedtage et feministisk delprogram, sådan som der er lagt op til det.

Offentliggjort: d. 15. maj 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.