En Marche – hvorhen?
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 08. maj 2017

Efter en omtumlet valgkamp i Frankrig vandt Emmanuel Macron forventeligt anden valgrunde over højrenationalisten Marine Le Pen med ca. 65% mod 35%. Stemmeprocenten på 74 blev ikke som frygtet alarmerende lav. Der har ikke været den store begejstring for de to kandidater, og valget af Macron er først og fremmest den brede middelklasses fravalg af højrenationalismen. Hvad valget så reelt får af konsekvenser, ved vi ikke før parlamentsvalget i juni, og her er resultatet så langt fra givet.

Siden første valgrunde har en del kommentatorer sammenlignet situationen i Frankrig med valget i 2002, hvor socialisten Lionel Jospin røg ud i første valgrunde, og hvor valget i anden runde kom til at stå mellem Jaques Chirac og Jean-Marie Le Pen. Men sammenligningen er ikke helt retvisende. De bagved liggende forhold er grundlæggende forandret. Det samme gør sig gældende, hvis man sammenligner forholdet mellem præsidentvalget og parlamentsvalget i 2002 og 2017.

Selvfølgelig har nogle af tildragelserne i den franske valgkamp beroet på tilfældigheder, men måske ikke så store, som de tager sig ud. Fillon vandt over Alain Juppé i Republikanernes primærvalg. Måske en overraskelse, men måske også en fejllæsning af de underliggende nationalkonservative tendenser i det Republikanske parti. At Fillon så skred i svinget på grund af korruptionsanklager er måske en tilfældighed. Eller også er det ikke.

Ingen havde regnet med, at venstresocialdemokraten Benoit Hamon ville vinde primærvalget i Socialistpartiet. Men efter resultatet kom faneflugten prompte. Det meste af partiets højrefløj svingede over og støttede Macrons kandidatur. Og da venstrefløjens kandidat Melenchon med sin bevægelse France Insoumise afviste et samarbejde med Socialistpartiet, som han selv er udgået fra, var der lagt op til en helt uforudsigelig første runde. Resultatet blev knivskarpt. Kun ganske få procent skilte de fire øverste kandidater, og de efterfølgende valganalyser viser, at eventuelle taktiske alliancer kunne have betydet, at enten Fillon eller Melenchon/Hamon havde distanceret Le Pen. Det skete imidlertid ikke, og kun Socialistpartiet fik et forfærdeligt valg, der til gengæld har gearet fløjkrigen op og åbnet for nye partidannelsesmanøvre på den franske venstrefløj dagen efter præsidentvalget.

Det andet interessante aspekt, som også får stor betydning for parlamentsvalgkampen, er, at hverken Macron, Melenchon eller i realiteten Front National er stærke partier. Det er bevægelser med meget løse strukturer og en bred forankring i Frankrig. Det betyder måske, at hver af bevægelserne har relativt lave øvre grænser i vælgertilslutning mange steder i landet. Og desuden er både Melenchons og Macrons bevægelser så nye, at man end ikke har kandidater til alle valgområderne og kun en valgmaskine, der har erfaring med at føre valgkamp for én person, hvilket er noget helt andet end en parlamentsvalgkamp. Så selv med stor mandatfremgang til valget til Nationalforsamlingen er dette ikke tilstrækkeligt til at sikre politisk konsistens og stabilitet.

Resultatet kan med andre ord blive, at Macron ikke kan finde et flertal (eller et stabilt flertal) i det nye parlament. Det vil skabe en uhyre farlig situation, fordi præsidenten så ikke kan regere – dvs. sætte fart på sit politiske program. Venstrefløjen vil sandsynligvis endnu ikke være samlet. Det samme gælder det Republikanske parti, hvor den indre magtkamp kører på højtryk. Det vil åbne for en fornyet og revitaliseret offensiv fra Front National med beskyldninger om, at de gamle partier ikke kan finde ud af det, og at bankernes og finansverdens præsident ikke kan noget, når det kommer til stykket.

Dele af pressen kan ikke blive trætte af at portrættere Macron som en champagneboble uden politisk eller administrativ erfaring og substans. En Hollande II.

Det kan vise sig at være en fejlanalyse. Ingen er tvivl om, at Macron er en politisk konstruktion og indtil videre et hoved uden krop. En Marche blev skabt sidste år i april måned som en kampganeorganisation uden program. Her adskiller den sig ikke stort fra Melenchons organisation bortset fra, at han har et program.

Men Macron og En Marche er ikke skabt af hvem som helst, og det er måske et af valgkampens mest interessante aspekter. Macron er skabt og båret frem af de mest dynamiske og progressive fraktioner indenfor det franske (og europæiske?) borgerskab og den højere middelklasse. Det er ledende centrumintellektuelle og medier, der har konfigureret Macron, og det er moderne og ekspansive it-virksomheder og den ”progressive åndselite”, der har båret Macron frem og finansieret store dele af projektet En Marche som et modstykke til et stivnet Republikansk parti, der først og fremmest repræsenterer det traditionelle franske erhvervsliv og Frankrigs småborgerskab/middelklasse. Det er ikke tilfældigt, når Macrons slogan har været ”de progressive mod traditionalisterne”, og nu har han et program.

Faktisk er det heller ikke korrekt, når man kritiserer Macrons program for at være vagt. Hans program er ligeså klart som Melenchons og betydeligt mere sammenhængende end Benoit Hammons ”utopiske humanisme” og Front Nationals fuldstændigt usammenhængende slogans.

Macrons program er i hovedlinjen socialliberalt/globalliberalt. Man kan sige, at han med Schumpeter som ledestjerne distancerer Fillons nationaliberale stabiliseringspolitik. Disruption og styret afvikling af Frankrigs forældede industrisektorer står mest centralt blandt Macrons sigtelinjer. Øget statsligt engagement i uddannelsen af arbejdskraften for at tiltrække øgede investeringer til den moderne industri. Reform af det indre marked i EU hvad angår ensartet arbejdsløshedsunderstøttelse, andre sociale ordninger og indførelse af en mindsteløn. Ikke af hensyn til arbejdskraften, men for at fremme den geografiske mobilitet og integrere markedet yderligere.

Dertil kommer et ønske om en reform af ECB og eurozonen gennem den nødvendige udvikling af den politiske overbygning i form af en ægte politisk union, en finans/økonomiunion, en reduktion af de nationale parlamenters magt og en mere ensartet europæisk udenrigs- og handelspolitik. En EU-entusiastisk linje, som på ingen måde er tilfældig. Det er her Macrons argumentation rager op over de andre EU-venlige liberale. Macron har længe argumenteret for, at Frankrigs og de øvrige EU landes strukturelle økonomiske problemer ikke kan løses nationalt, men alene gennem et styrket og stærkt integreret EU med tilstrækkelig styrke til at inddæmme Tysklands ”egoistiske og farlige eksportpolitik”.

Og med den støtte Macron får fra Renzi i Italien og de øvrige statsoverhoveder i det Sydlige Europa, fra den tyske udenrigsminister Gabriel, fra den liberale Bayrou, de Grønnes leder Cohn-Bendit, en perlerække af europæiske stjerneøkonomer, Obama og store dele af det moderne europæiske erhvervsliv, kan valget af Macron godt blive indledningen til en ny styrkeprøve i EU mellem de nationalliberale tendenser, som bl.a. den danske regering repræsenterer, og de ”global-liberale” tendenser, der vil gøre op med austeritypolitikken og udvikle EU til en mere sammenhængende politisk-økonomisk blok med samme vægt som USA, Kina og Rusland, når det drejer sig om økonomisk og geopolitisk at positionere sig på verdensmarkedet.

Så blot at karakterisere Macron som endnu en neoliberal politisk leder, som den franske og europæiske venstrefløj gør, er ikke at tage de nye opgør om linjen i det europæiske borgerskab alvorligt. Macron er ingen tilfældighed. Han er en politisk konstruktion skabt til opgøret både med lønmodtagernes organisationer, et ”forældet arbejdsmarked” og med de fraktioner i de herskende klasser, der vil fastholde austeritypolitikkens ødelæggende disciplin. I den sammenhæng anses han som politisk figur også for at være det fremtidssikrede værn mod højrenationalismen.

Angiveligt holder få af ham, og endnu flere betragter ham som en karriereteknokrat. Men måske kan han levere varen? Dvs. skabe forståelse for, at radikal liberal politik kan forenes med social retfærdighed. Måske kan han stabilisere den franske middelklasse og forlene fransk liberal politik med teknokratisk effektivitet både i statssystemet og på arbejdsmarkedet. Og sidst men ikke mindst kan han måske udfordre Merkel og Wolfgang Schaüble (tysk finansminister) hvad angår de nødvendige politiske og strukturelle reformer af EU. Det er succeskriteriet, uanset om man finder ham sympatisk eller ej.

Som Macron selv formulerer det, står han for den nødvendige politik. Det gjorde Bjarne Corydon også herhjemme. Dengang var det austeritypolitikken. Nu gælder det opgøret med samme og advokaturet for en ny dynamisk globaliseringspolitik, som garanterer en form for social retfærdighed. Macron er ”skabt” til at nedbryde det bestående for at bevare fransk kapitalisme og holde klassekampen fra døren.

Men hvad nu hvis Macron ikke får sit parlamentariske flertal? Så er der dømt magtparalyse og skærpet politisk klassekamp på alle ledder og kanter.

Der vil ikke kunne blive tale om en traditionel ”cohabition” mellem parlamentsflertallet og præsidenten.

For det første er de reelle klassemodsætninger i Frankrig alt for tilspidsede. For det andet er centrum-venstre opløst ved, at centrum har løsrevet og selvstændiggjort sig som liberal progressiv tendens uden endnu at være et parti. For det tredje skal både det traditionelle højre, og det traditionelle venstre af samme grund gennem nogle meget dramatiske reorganiseringsprocesser, der ikke bare handler om personer og programmer, men også om, hvordan man overhovedet skal organisere politik i fremtiden. Skal man fortsætte med de traditionelle partistrukturer, men forsøge at forny dem med bevægelsernes dynamik, eller skal man fremover opbygge Podemos/France Insoumise eller En Marche lignende bevægelser – dvs. opgive klassepartierne til fordel for de nye folkebevægelser skåret over en elite-folk modsætning og en opfattelse af demokratiet som en udvælgelsesproces (af lederne forstås)?

Disse nye processer og politiske kampe starter dagen efter valget og vil selvfølgelig fortsætte, uanset om det skulle lykkes Macron at få flertal i parlamentet. Pointen er, at mislykkes det, vil det skærpe den politiske magtkamp i hele det franske politiske landskab, og handlingslamme en fransk præsident, der var udset til at være en vital avantgarde rolle i EU. Skulle det blive tilfældet, vil det bidrage til at øge demoraliseringen i Bruxelles og de øvrige europæiske hovedstæder.

Man skal huske på, at kommissionsformandens foretrukne scenarie, som han og kommissionen fremlagde i deres Hvidbog tidligere på året – et ”EU i flere hastigheder” – ikke bliver til noget, hvis ingen stiller sig i spidsen for ændringerne. Og den samlede politiske situation i Europa taget i betragtning vil det efter al sandsynlighed være en præsident som Macron og en eventuelt ”ny” premierminister Renzi i Italien, der kan stille sig spidsen for en reformulering af EU kursen. Angela Merkel skal træde varsomt. For selv om hun og hendes parti diskret måtte støtte dele af Macrons politik, vil hun ikke have samme politiske råderum til at handle.

Som det er fremgået har jeg ikke fokuseret på kampen mod højrenationalismen i Frankrig. Begrundelsen er, at jeg ikke opfatter den aktuelle højrepopulisme som en bevægelse i egen ret, men som sociale-politiske reaktioner på kapitalismens krise og de traditionelle politiske partiers manglende evne til at producere løsninger. Derfor har jeg valgt at fokusere på de bagvedliggende sociale- og politiske motiver for at konfigurere en Emmanuel Macron og en En Marche som et liberalt strategisk alternativ til den neoliberale austeritypolitik (Republikanernes politik), der er ved at køre EU i sænk og som en svækkelse af centrum-venstre ved at selvstændiggøre centrum som politisk tendens, der kan drive venstrefløjen ud i en opslidende reorganiserings- og reformuleringsproces.

Lykkes satsningen vil højrenationalismen være låst fast i sin naturlige størrelse på ca. 20% af befolkningen. Hvis ikke, er politisk kaos og retningsløshed sandsynlig. Det er Front Nationals naturlige vækstmiljø, og så kan præsidenten i 2022 godt ende med at hedde Marine Le Pen.

Offentliggjort: d. 08. maj 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.