Det franske præsidentvalg en katastrofe for centrum-venstre
Af Bent Gravesen
Offentliggjort: 01. maj 2017

”Hvis Macron som ventet vinder præsidentvalget den 7. maj, har PS med Macron helt ukritisk og uden alternativ leveret Marine le Pen noget nær det ideelle fjendebillede for den udbredte politikerlede og folkelige mistillid til den politiske elites politik, mens Mélenchon med sin venstrepopulisme har været med til at nære dette fjendebillede på en måde, som Marine le Pens højrepopulisme alt for let kan gribe og overtage, mens Mélenchons kampagneorganisation taber pusten og slikker sårene.”

Lad os erkende det åbent: Først runde af det franske præsidentvalg blev en katastrofe for det franske centrum-venstre. Mange på den franske og danske venstrefløj har glædet sig over Jean-Luc Mélenchons markante fremgang den sidste måned op til valget og de op mod 20 pct. af stemmerne. Mindst ligeså mange har især glædet sig over, at Marine Le Pen trods alt ikke fik flest stemmer i første runde, og over at hun ser ud til at tabe anden runde. Men det bør ikke skjule de politiske realiteter. Første valgrunde blev en politisk katastrofe for både Benoît Hamons Parti Socialiste (PS) og Jean-Luc Mélenchons La France Insoumise. Den ene med det dårligste stemmetal siden 1969 og den andet med større vælgeropbakning end tidligere. Men begge sat politisk skakmat efter første valgrunde.

Da Benoît Hamon blev valgt som præsidentkandidat vidste alle i PS, at uanset valgkamp og valgprogram ville han være helt og aldeles ude af stand til at præsentere franskmændene for en troværdig politik og præsidentkandidat. En række fremtrædende PS-politikere, specielt blandt de mere liberale, valgte straks at svigte Hamon for åbenlyst at støtte Emmanuel Macron, der allerede i 2016 havde brudt med PS.

Trods François Fillons skandalesager og utroværdighed som præsidentkandidat for Les Républicains (LR) formåede Benoît Hamon ikke udfordre Fillon som Parti Socialistes traditionelle borgerlige politiske modpart. Heller ikke Marine Le Pen fik noget nævneværdigt politisk modspil fra Benoît Hamon. PS overlod det til andre at slå hende.

I stedet for at udfordre til højre blev Benoît Hamon politisk ydmyget fra venstre. Først og fremmest af sine egne tidligere socialistiske vælgere, der i stort tal valgte at gå til enten Emmanuel Macron eller Jean-Luc Mélenchon. PS – både den blødende liberale højrefløj og ikke mindst partiets venstrefløj omkring Hamon – døde med første valgrunde som betydende faktor i fransk politik.

Venstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon, der selv tilhørte venstrefløjen i PS frem til 2008, satte alt på ét bræt i første valgrunde. Med sin store spektakulære satsning på at tiltrække tilstrækkeligt mange vælgere fra PS og sofaen satsede han alt på at kunne gå videre til valgets anden runde. Bl.a. afviste Jean-Luc Mélenchon undervejs at indlede et samarbejde med Hamon og det grønne parti, der i bedste fald kunne have haft et politisk perspektiv, der rakte ud over 7. maj og bl.a. frem mod sommerens parlamentsvalg.

Jean-Luc Mélenchons satte i stedet alt på ét bræt og tabte, selv om det lykkedes at opnå en betydelig vælgersucces i løbet af valgkampens sidste måned.

Første valgrunde blev et atomiserende nederlag fra Frankrigs gamle centrum-venstre. Den liberale tredje vejs socialdemokratisme havde med Macron forladt PS til fordel for en rendyrket liberal centrumpolitik. De gamle socialdemokratiske værdier med Hamon var blevet repræsenteret i en uklar aftapning med ringe vælgerappel, mens Jean-Luc Mélenchon med sit valgprogram mindede om 1970’ernes og 1980’ernes PS og venstrealliancen med det dengang endnu indflydelsesrige fransk kommunistparti PCF.

I 1981 var Francois Mitterand i 1981 blevet præsident på et sådant politisk program og havde sammen med en række kommunistiske ministre fået muligheden for at afprøve et økonomisk program med nationaliseringer, beskatning af de rige og udbygning af den offentlige sektor med bl.a. en isoleret fransk ekspansiv keynesiansk politik. Den afgørende forskel på Mélenchon og Mitterand var, at Mitterand formåede at vinde det franske valg og forsøge at gennemføre sin politik, inden han et år senere måtte opgive og slå politisk bak, mens Mélenchon med sin ’Plan B’ politik aldrig nåede i nærheden af at knække halsen på den moderne finansdrevne kapitalismes realiteter.

Politisk abstentionisme

Men ikke nok med det. Den virkelige politiske katastrofe for det franske centrum-venstre består ikke bare i, at man tabte første valgrunde. Resultatet af første valgrunde efterlod både PS og Jean-Luc Mélenchons La France Insoumise i politisk abstentionisme. På hver sin måde, og den ene tydeligere end den anden.

Det dybt splittede og svækkede PS blev tvunget til at afstå fra selvstændig politisk profil i anden valgrunde. Partiet kunne kun støtte Macron og dermed følge i hælene på den række fremtrædende PS-politikere, der i åbenlys protest mod valget af Benoît Hamon støttede Macron i første valgrunde. Den økonomisk liberale højrefløj i PS havde slet ingen argumenter for ikke at støtte Macrons liberalistiske udbryderkandidatur uhæmmet og bidrog dermed til at sende endnu flere vælgere væk fra PS og over til Macron frem mod det franske parlamentsvalg den 11. juni.

Jean-Luc Mélenchons abstentionisme var endnu mere markant og eksplicit. Efter at have tabt første valgrunde stod han i bogstavligste forstand uden andet bud end at afstå fra politik ved anden valgrunde den 7. maj. Mélenchon var ude af stand til at udnytte den betydeligt fremgang i den seneste måneds valgkamp for at ’redde Europa’ gennem et opgør med EU’s liberalistiske nedskæringspolitik og en genforhandling af EU-traktaterne via ’ensidig fransk ulydighed’ i form af bl.a. en keynesiansk kickstart af den franske økonomi og fransk udtræden af EU’s udstationeringsdirektiv. Selv med den største politiske lup var umuligt for Mélenchon at finde det politiske guldkorn hos nogen af de to kandidater i anden runde og dermed ingen politisk begrundelse for at stemme på den ene kandidat frem for den anden i anden runde. Mélenchon var politisk handlingslammet ligesom en masse franske centrum-venstre-vælgere og vor hjemlige Pelle Dragsted, der i en Facebook-opdatering ikke havde anden kommentar til valget mellem Marine le Pen og Emmanuel Macron end ”Stakkels Frankrig (og Europa).”

Mélenchons politiske dilemma var tydeligt. Skulle han gå på kompromis med sin klare venstreprotestprofil med venstrepopulistiske undertoner og anbefale ærkeliberalisten Macron for at undgå le Pen? Eller skulle han forsøge at fastholde sin egen politik og afvise, at der var nogen plads på stemmesedlen til de mange Mélenchons-stemmer i anden valgrunde den 7. maj?

Mélenchon valgte den politiske abstentionisme. Med lavest mulig cigarføring nægtede han at vælge mellem ærkeliberalisme og højrepopulisme. Mélenchons abstentionisme fik hurtigt dele af baglandet i La France Insoumise til at gøre sofaen og abstentionismen til dét politiske standpunkt. Det skete ikke mindst i form af en omfattende twitter-kampagne #Sansmoile7mai (’Uden mig den 7. maj’).

Her i weekenden meddelte Mélenchon så kryptisk, at han selv personligt ville stemme den 7. maj, men uden at fortælle, om han stemte Macron. Dermed holdt han alle muligheder åbne. Til både de omkring 20 pct. af hans vælgere, der ventes at stemme på le Pen i anden runde, de 40 pct., der ventes at stemme på Macron, og de andre 40 pct., der formodentlig bliver hjemme i anden runde.

Ved ikke at udnævne Marine le Pen til en endnu større fare end Macron gav Mélenchon ekstra plads til Marine le Pen til at gøre Mélenchons venstrepopulistiske kritik af Macron til hendes egen for at lokke venstrefløjsvælgere til i anden runde. Marine le Pen kunne uhindret gøre Mélenchons venstrepopulistiske fjendebillede af Macron til sit eget. Den chance greb Marine le Pen øjeblikkeligt ved at iscenesætte sig selv som den sande ven af de franske arbejdere, der rammes af globaliseringen.

Det skete første gang på den amerikanskejede fabrik Whirlpool, der har besluttet at lukke produktionen i Amiens, fyre de 290 ansatte og flytte produktionen til Polen i juni 2018 for at få billigere arbejdskraft. Macron havde i 3 måneder afvist en invitation fra fagforbundet CGT til at besøge fabrikken og arbejderne, selv om det var hans egen fødeby. Da Macron så efter første valgrunde besluttede sig for alligevel at mødes med fagforeningsrepræsentanter og udvalgte ansatte fra Whirlpool, kom Marine le Pen ham i forkøbet. Hun tog direkte ud på fabrikken og lod sig tiljuble af alle de arbejdere, som efterfølgende mødte Macron med buh-råd, da han trods advarsler fra sine rådgivere valgte at mødes med dem. Bedre illustration i alle franske medier af den arbejdervenlige Marine le Pen over for Macron som den elitære globalist, fandtes ikke.

Begivenhederne på Whirlpool kan samtidig tjene som en forsmag på centrum-venstres rolle i fransk politik fremover. Hvis Macron som ventet vinder præsidentvalget den 7. maj, har PS med Macron leveret Marine le Pen noget nær det ideelle fjendebillede for den udbredte politikerlede og folkelige mistillid til den politiske elites politik, og Mélenchon har med sin venstrepopulisme været med til at nære dette fjendebillede på en måde, som Marine le Pens højrepopulisme alt for let kan gribe og overtage – alt imens Mélenchons kampagneorganisation taber pusten og slikker sårene.

Men kunne der have været alternativer for det franske centrum-venstre? Det undlader jeg at kloge mig på fra en københavnsk forstad og nøjes i stedet med her 1. maj at mindes 2002, da FN med Marine le Pens far, Jean-Marie le Pen, første gang nåede videre til anden valgrunde ved i 2002 at slå socialisternes kandidat Lionel Jospin, der i første valgrunde (lidt ligesom Hamon) måtte afgive mange venstrefløjsstemmer til adskillige venstrefløjskandidater. Dengang var der ikke den samme politiske abstentionisme som i dag på det franske centrum-venstre. Dengang kunne venstrefløjen godt finde ud af at mobilisere mod Marine le Pens far, selv om alternativet var den ærkeborgerlige Jacques Chirac. Dengang blev der op til anden valgrunde organiseret kæmpemæssige demonstrationer mod Front National, og det bidrog til at det franske centrum-venstre dengang kunne tage sin del af den politiske ære for, at Jean-Marie le Pen tabte stort til den ærkeborgerlige Chirac. 2017 er ikke 2002, og 2022 bliver ikke 2017. I værste fald kan 2022 blive Marine le Pens, hvis ikke det franske centrum-venstre rejser sig igen.

Offentliggjort: d. 01. maj 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.