Sammenhængsreform
Af Jan Mølgaard
Offentliggjort: 10. april 2017

Hvad mener de egentlig? Og hvad skal man mene? Altså om det nyeste udspil i reformbølgen. Om den Sammenhængsreform, som den såkaldte innovationsminister Sophie Løhde kaldte den såkaldte reform, som hun har sat sig selv i spidsen for, da hun holdt pressemøde for et par dage siden. Forudsætningen for at mene noget er jo nok, at man ved hvad man skal mene noget om. Så derfor holder vi os i denne kommentar temmelig tæt på teksten.

Sophie Løhde mente altså, at hun nu kunne sprøjte flødeskummet på lagkagen. Hvilket også fremgår af den mere end almindeligt selvtilfredse indledning på udspillet:

”Danmark har et af verdens bedste velfærdssamfund. Gennem generationer har vi i fællesskab opbygget en velfungerende offentlig sektor med mange fagligt dygtige og engagerede medarbejdere. Men vi har også en stor og kompleks offentlig sektor, hvor vi år for år har lagt lag på lag af regulering og nye opgaver.” [1]

Og på pressemødet sagde innovationsministeren blandt andet følgende:

”Der er medarbejdere og borgere, som hver dag oplever den mangel på sammenhæng, der er i vores tilbud, og hvor vi taber for mange borgere. Eksempelvis den ældre medicinske patient i overgangene fra sygehusene, eller den udsatte familie, som har et hav af forskellige handleplaner og sagsbehandlere. Vi skylder dem at skabe en bedre kvalitet i vores velfærdstilbud, og det er en af udfordringerne, at vi har alle de her siloer og myndighedsgrænser i den offentlige sektor, som ikke fungerer særlig godt på tværs, og som vi skal have bundet langt bedre sammen.”

Vi andre ved bare, at nu skal der kulegraves. Der skal analyseres. Og alle medarbejdere inviteres med om bord.

Der er - i det i øvrigt meget lidt konkrete udspil - udpeget fire kerneområder. Som det formuleres:

  • Medarbejderne skal have mere tid til kerneopgaven og ikke bruge tid på unødvendige krav og registreringer. Der skal ses kritisk på de nuværende regler og gives plads til nye og enklere måder at løse offentlige opgaver på. Færre krav og regler skal sikre, at medarbejderne får mere plads til at udfolde deres faglighed. Det er en fælles indsats, og regeringen vil derfor drøfte en national målsætning for afbureaukratisering med kommuner og regioner.
  • Der skal skabes bedre velfærd på tværs af sektorer. Vi skal have mindre silotænkning og mere sammenhæng i den offentlige sektor. Styringen skal gentænkes ud fra, hvad der giver mest værdi for borgeren. Opgaver skal løses, så borgeren oplever bedre service og sammenhæng, og så vi får mest velfærd for pengene. Det kræver en klogere styring af velfærdsområderne med fokus på kvalitet og resultater, og det kræver, at vi nogle gange ser på tværs af den offentlige sektor for at finde de gode løsninger.
  • Vi skal have en mere tidssvarende offentlig sektor. Ny teknologisk udvikling skaber dels nye muligheder for en mere smidig og sammenhængende opgaveløsning, dels nye forventninger fra borgerne om mere fleksible løsninger. Vi skal sikre, at den offentlige sektor er ”up to date” og bruger nye teknologier og digitale velfærdsløsninger til at skabe bedre kernevelfærd.
  • Vi skal understøtte bedre ledelse i den offentlige sektor med afsæt i de rammevilkår og udfordringer, der gør sig gældende for den offentlige sektor. Bedre ledelse skaber bedre velfærd. God ledelse har stor betydning for de mere end 800.000 offentligt ansatte og er afgørende for den service, som borgere og virksomheder modtager. Regeringen har derfor nedsat en ledelseskommission, der skal se på, hvordan vi kan fremme bedre ledelse i den offentlige sektor.

Lad os kigge på målene ét for ét.

Mere tid til kerneopgaven. Ideen er vist nok, at hvis man reducerer registreringskravene og simplificerer beslutningsgangene, så kan man frigøre tid til kerneopgaven. Uden at det kommer til at koste en krone ekstra. Men oplægget tager slet ikke stilling til, hvad denne såkaldte kerneopgave egentlig består i. Hvem skal definere kerneopgaven? Hvordan vil man sikre, at denne kerneopgave bliver tidsmæssigt tilgodeset? Og hvordan skal det kunne implementeres i en offentlig sektor, der nu gennem mere end 25 år er blevet gennemsyret af New Public Management? Hvor hele kulturen i det offentlige er blevet styret i denne retning - hvor lederne er blevet ansat efter deres evne til at udføre NPM - hvor politikerne er opdraget til at forvente akkurat det og intet andet? Og hvor løbende nedskæringer er blevet gennemført netop med henvisning til de effektiviseringer, som New Public Management påstår at have leveret? Svarene i oplægget er bureaukratiske og formelle - ikke indholdsmæssige. Man skal - siges det - kulegrave velfærdområderne. Man skal satse på udfordringsret (en forskønnende omskrivning af flere udbudsforretninger). Og man skal arbejde med frikommuneforsøg. Reelt er det, man vil rette skytset imod, mere af det samme. Mere af alt det, der har skabt en række af problemerne. Der er flere undermål i oplægget end de nævnte. Men de er af samme karakter.

Mere samarbejde på tværs i den offentlige sektor. Hvordan vil man implementere det i en sektor, hvor de enkelte økonomiske og administrative enheder i stigende grad - i kraft af budgettyranniet - er blevet sig selv nok - hvor de måles og vurderes på deres individuelle budgetmæssige effektivitet - og hvor de tilgodeses budgetmæssigt i forhold til, hvor dygtige de er til at levere resultater (økonomiske resultater) uden hensyn til kvaliteten af deres resultater? Og disse mekanismer er der ikke tale om at gøre op med. I stedet bliver man underholdt med endnu en række abstrakte formuleringer om, at ”Regeringen vil skabe bedre sammenhæng for borgere og medarbejdere gennem en klogere og mere sammenhængende styring samt bedre overgange mellem sektorer. Vi skal gentænke styringen ud fra, hvad der giver værdi for borgeren. Regeringen vil desuden styrke samarbejdet på tværs af den offentlige sektor”. Men hvis styringslogikken er problemet, hvordan skal fromme ønsker om en klogere (hvad det så end betyder) og mere sammenhængende styring så kunne hjælpe noget?

Man har dog også nogle ideer om at tilføre området midler med henblik på at forebygge bedre. Men disse ideer går nu mest af alt ud på, at gøre forebyggelse til et nyt interessant investeringsområde. Man siger nemlig: ”Regeringen vil have større fokus på tidlige, forebyggende og helhedsorienterede indsatser. Det kan bl.a. ske gennem anvendelsen af sociale investeringsprogrammer (Social Impact Bonds). Sociale investeringsprogrammer er en ny form for offentlig-privat samarbejde, hvor private investorer (fx fonde eller pensionskasser) finansierer nyskabende og ambitiøse initiativer med henblik på at forebygge omkostningsfulde problemer og mindske udgiftspresset”. Den moderne hattedame … som oven i købet kan tjene penge på veldædigheden. Og i øvrigt spiller øget inddragelse af frivillige også en rolle i denne sammenhæng-

En mere tidssvarende offentlig sektor. Nye teknologier tales der om, og flere digitale løsninger for borgerne. De nye teknologier er nu ikke så nye endda - og digitale løsninger for borgerne har efterhånden mest karakter af tvangsdigitalisering. Som oftest begrundet i akkurat den budgetmæssige effektivitet, som indtil videre primært har været begrundelsen for konstante nedskæringer og bureaukratisering.

Bedre koordinering og synkronisering af data (fin idé) - simplificering af den digitale registrering og sagsbehandling (også en fin idé, selvom sporene godt nok skræmmer) - men en ukritisk dyrkelse af AI og andre tilsvarende teknologier er bestemt ikke uden problemer. Navnlig når man så også siger følgende: ”En række lande med UK og USA i spidsen har de senere år arbejdet systematisk med adfærdsindsigter – også kendt som nudging. Flere danske myndigheder er også i gang med forskellige initiativer. Regeringen vil tage initiativ til at styrke arbejdet med nudging i den offentlige sektor”. Som det siges (noget indforstået) i en artikel af Pelle Guldborg Hansen og Clara Zeller på Kommunikationsforum:

Nudging er brugen af en bestemt type af interventioner til at skabe adfærdsforandring. For at være mere præcis så er det en tilgang til adfærdsforandring, der arbejder med et givet uhensigtsmæssigt adfærdsmønster under den antagelse, at dette skyldes indvirken af kognitive bias, rutiner eller vaner. Et nudge er en intervention, der baserer sig på denne antagelse og herefter sigter på at forandre det pågældende adfærdsmønster ved at vende disse kognitive bias, rutiner eller vaner”. [2]

Eller sagt på en anden måde - umærkelig, diskret manipulation af adfærd baseret på omfattende registrering af bestemte adfærdsmønstre.

Bedre ledelse i den offentlige sektor. For det første aner man reelt ikke, hvad der ligger i det begreb. Skal man vurdere det ud fra, hvad der er sket hidtil under den samme overskrift, så handler det mest af alt om, at alt for mange (mellemledere) bliver sendt på alt for mange kurser, hvor de lærer at bytte deres vanlige begreber ud med andre begreber og hvor man bekræfter hinanden i, at ledelse som systematisk disciplin (ja, næsten videnskab) i og af sig selv kan føre til bedre (??) resultater.

I den daglige praksis betyder dette her som oftest, at ledere taler med ledere om ledelse, at chefer ser sig selv som ledere, og at det vigtigste af alt i den verden er, ikke at pådrage sig ansvar, som måske kunne tænkes at udløse sanktioner.

Et mørkt billede af ledelse i den offentlige sektor? Ja, men i de sidste mange år har cheferne her primært været målt på deres evne til at kunne leve op til målsætningerne, kunne overholde budgetterne, forhindre eller afværge reaktioner fra medarbejderne og til at kunne få underbemandede, underbudgetterede og problemplagede arbejdspladser til udadtil at fremstå, som om de både virker og virker godt.

På skolerne styrter lærerne rundt og forsøger at få skolereformen til at virke. De forsøger også at tilgodese alle eleverne - til trods for at de konstant bliver mødt med afvisninger (budgetbegrundede) af materialekøb, med krav om ulønnet ekstra indsats for at kunne levere en ordentlig undervisning, og med kontrol og overvågning. Bedre ledelse vil ikke løse de problemer.

På landets hospitaler presses det sundhedsfaglige personale af underbemanding, reducerede budgetter, dårlig planlægning - presses ud i stress eller anden elendighed - og stilles konstant overfor konflikter (på enkeltpersonniveau) imellem respekt for faglige standarder og respekt for ledelseskrav. Hvor det mere er reglen end undtagelsen, at patient / bruger og menigt personalemedlem bliver taberen, mens systemet beskytter sig selv.

I kommuner kvæles sagsbehandlere i den sociale sektor af effektivitetskrav, registreringstyranni og regelkaos. Alt for massive problemer, alt for få timer, alt for mange regler. Og enten resulterer det i, at man - som social sagsbehandler - vælger at beskytte sig selv ved at lægge fokus på formaliteter og derved i mange tilfælde føler at man svigter borgerne - eller at bruge sig selv op, så man går ned med stress.

I daginstitutionerne er der mere som regel end som undtagelse alt for mange børn til alt for få voksne.

Og sådan kunne man blive ved.

Og ærligt talt så hjælper det mindre end ingenting, at sætte fokus på en sammenhæng, der - hvis man skal tage regeringens udspil for pålydende - primært skal etableres fra oven og ned. Uden at man i noget nævneværdigt omfang har valgt at se de reelle problemer i øjnene. Det hjælper heller ikke det store, at Bente Sorgenfrey på vegne af FTF siger, at man hilser udspillet til reformer velkommen. [3]

Enhedslisten har helt igennem ret: Regeringens sammenhængsreform er mere New Public Management. Og hvad der er brug for er noget helt andet. Først og fremmest etableringen af en forståelse af, hvad der er gået galt de seneste mange år - for det andet en erkendelse af, at (mere) styring, (mere) registrering og ledelse ikke er vejen frem. Og dernæst en erklæret og konkret vilje til at tage et opgør med den øgede centralisering, den reducerede demokratiske kontrol og den udgrænsning af borgerne (som kunder eller brugere), der er blevet resultatet af strukturreformer, nedskæringer og privatisering over de seneste mange år.

Hvis de faglige organisationer virkelig vil gå forrest, så kunne de jo starte der.

Offentliggjort: d. 10. april 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.