Rodskud – socialromantisk snæversyn
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 03. april 2017

”Rodskud kaldes de skud, som vokser frem fra højtliggende rødder. På den måde kan der dannes nye planter, når disse ungskud vokser til og danner deres eget bladsystem”. (Wikipedia)

En banal metafor til beskrivelse af den aktuelle politiske tilstand og håbet om, der kan vokse noget vokse frem derude, som kan sætte det gamle på plads. Mere står der sådan set ikke i bogen ”Rodskud – Venligboerne, nærvarme og trivselstanter”, som to fremtrædende socialdemokratiske kommunalpolitikere - Jacob Bundsgaard og Johannes Lundsfryd - og formand for frivilligrådet Vibe Klarup har skrevet. Eller sagt med deres egne ord i Mandag Morgen: ”Christiansborg er handlingslammet. Det politiske lederskab i både stat og kommune er låst fast i gammeldags tænkning”. Ergo må et dynamisk civilsamfund træde til og demonstrere, hvordan problemerne løses.

Begrundelserne ligger et lag længere nede i teksten og kan forklare, hvordan en bog med et sådant ”kontroversielt” program har spiret frem ved to håbefulde socialdemokratiske politikere med fremtiden for sig. Som de ser det, har konkurrenceudsættelse og regelstyring ikke afstedkommet det nødvendige nybrud. (hvem havde også regnet med det?) Det har ellers været god latin også i socialdemokratisk ledede kommuner og dyrket af Thorningregeringen. De tror heller ikke på, at socialdemokratiets og venstrefløjens automatreaktion - send flere penge - er vejen frem. Den fremgangsmåde har jo heller ikke løst problemerne bl.a. med at bryde den sociale arv.

Med andre ord er den socialdemokratiske vej frem ad de kendte politiske spor blokeret. Igen ifølge forfatterne har vi løbende udbygget velfærdsstaten, og alligevel står vi tilbage med et hav af problemer, og må samtidig indse, at der ikke er penge nok til flere velfærdsydelser. Vi er nødt til at gøre noget radikalt anderledes for at fastholde velfærden. Og vi er nødt til at gøre op med den offentlige sektor som en velsmurt maskine, der ekskluderer borgerne fra indflydelse. Civilsamfundet må mobiliseres. Det er i det vækstlag, at de nye løsninger kan gro.

Som Jacob Bundsgaard siger i et interview i ugebrevet A4, så er borgernes engagement og ønske om selv at gøre noget for at løse problemerne det ”eneste værktøj, der kan forbedre velfærden”. (et interessant dobbeltsyn. Borgerne skal både være engagerede og værktøj på en og samme tid – værktøj for hvem?).

Forfatternes udgangspunkt og budskab kan ridses op i seks punkter:

  • Velfærdsstaten har brug for nye ideer og inspiration for at løfte sig op til et nyt niveau.
  • Forandringsagenterne er mere optaget af at opnå resultater end politisk drilleri, skarpe markeringer og symbolpolitik. (det er politikerne åbenbart ikke. Årsagen kender vi ikke).
  • Vi ser moderne pionerkommuner, der sammen med borgerne er skredet til handling for at løse de komplekse problemer. I det konservative England hed det ”avantgardekommuner”.
  • Fællesskaberne får en renæssance. De er forandringens salt. Det er ude i kommunerne, det sker. Ikke på Christiansborg.
  • Rodskud vil møde modstand både fra de offentligt ansatte, der har deres interesser i at beskytte sig selv og fra det traditionelle forenings-Danmark – men fremtiden ligger i de fagprofessionelles og de frivilliges partnerskab.
  • Mobiliseringen af borgerne kommer til at ske udenfor de traditionelle organisationer.

En slags kommunitaristisk manifest som er interessant set i lyset af, at bogen er skrevet af socialdemokrater, og må formodes at nyde en vis accept i partiets ledelse. Jacob Bundsgaard er trods alt borgmester i Århus og næstformand i KL.

Men temaerne er også interessante, fordi hovedpointerne eksempelvis konvergerer med hovedpointerne i David Camerons Liverpool tale i 2010, hvor han lancerede strategien med The Big Society og igen og igen betonede: Mere magt til lokalsamfundene. Tilskynd borgerne til mere engagement, overfør magt fra regeringen til kommunerne. Støt sociale virksomheder, frivilliges indsats og andelsforetagender. Herefter kunne nedskæringspolitikken begynde, og det gjorde den. I 2016 var der ingen i den konservative regering, der overhovedet nævnte The Big Society, og den generelle tilslutning ude i civilsamfundet var alarmerende lav. Hele frivillighedspolitikken og civilsamfundets engagement havde uddybet uligheden. Ikke reduceret den.

Før Cameron havde Tony Blair dyrket ”den tredje vej”, som var stærkt inspireret af Robert Putnams bog Bowling Alone, hvor opløsningen af civilsamfundets sammenhængskraft analyseres, og hvor en revitalisering af civilsamfundets ”sociale kapital” sættes på dagsordenen. For Blair blev social kapital i civilsamfundet den bærende ide. Hvad Putnam og med ham Blair og Cameron havde overset var dog, at social kapital og det sammenhængende civilsamfund ikke kan blomstre i samfund, hvor den strukturelle ulighed vokser

Den store forskel på linjen i Rodskud og dens forgængere er, at hvor man her først forfægtede en ide for så efterfølgende at gå i gang med at fjerne dens samfundsøkonomiske underlag, er situationen i dag, at underlaget allerede er fjernet, og at man nu mangler en vej til at komme videre og stadig forblive socialdemokrat. Ironisk nok adskiller de tre forfatteres situation sig på ingen måde fra partiets gruppeformand Sass Larsens, som i Informations spalter dyrker en bedrøvelig form for småborgerlig leflen for arbejderklassen i forsøget på at retfærdiggøre partiets tiltagende velfærdschauvinistiske kurs både overfor flygtninge, indvandrere, vandrende arbejdskraft og EU.

I begge tilfælde griber man til det forhåndenværende for at få det til at se ud, som om man kender en vej ud af det politiske dødvande. Desværre er retningen baglæns.

Blandt ledende socialdemokrater ved man godt, at tidligere tiders tilpasning til neoliberalismen er definitivt forbi, og at dyrkelsen af New Public Management i den offentlige sektor er en død hund. Man ved også, at de evige nedskæringer i kommunerne, som på seks år har måtte skære 36.500 stillinger bort og på samtlige områder forringe velfærdsydelserne, ikke kan fortsætte. Hvor meget man end kalder det effektiviseringer.

Men fordi selv relativt beskedne løsninger forudsætter ret voldsomme politiske opgør og politisk mobilisering af lønmodtagerne, som de nye generationer af politiske ledere er helt ude af vane med, er det vel ikke så mærkeligt, at det man formår er snæversynede vildskud, som strøs ud til høj og venstre (mest til højre).

Det bringer os frem til problemets kerne – samfundets tilstand. Uligheden vokser fortsat, og vælgerne anser det for et stadigt større problem. Det samme gælder den forringede offentlige service. Enhver kan i Danmarks Statistiks nyhedsbreve læse, at der ikke er gang i investeringerne, at produktivitetsudviklingen er lav, at selv den gode betalingsbalance i virkeligheden er et symptom på, at vækstgrundlaget er skrøbeligt. Og de fleste kan også fornemme, at beskæftigelsesministeren snart ikke kan presse mere ud af udbudspolitikken. Forarmelses- og stigmatiseringseffekten taber i kraft. Hvad hulen skal man gribe og gøre i på Christiansborg, når nu optimismen, trygheden og tilliden til fremtiden ikke vil indfinde sig i samfundets brede lag?

Bundlinjen er i hvert fald, at det største oppositionsparti for tiden ikke magter at udrulle en politisk linje, der tager fat om disse problemer. Hvorfor? Fordi problemerne ikke er skabt på Christiansborg eller i kommunerne. De udgår fra markedet og civilsamfundet. Det er her uligheden skabes. Det er her folk føler sig overladt til sig selv og hjælpeløse. Det er her, der begås økonomisk snyderi, udbytning, udnyttelse, tvang osv., og det er netop her grænsen går for socialdemokratisk intervention.

Egentligt ikke noget historisk nyt. Faktisk kæmpede bl.a. Socialdemokratiet og fagbevægelsen m.fl. for en stærk offentlig velfærdssektor, som kunne kompensere for uligheden og undertrykkelsen i civilsamfundet. Som værn dannede man foreninger og fællesskaber, der kunne modvirke den liberale konkurrencekultur, som dyrkede hin enkelte og pengenes vægt. Og for at sikre velfærdsstatens legitimitet og skabe et holdbart grundlag for alliancen mellem arbejderklassen og middelklassen, lagde man universalitetsprincippet til grund og afviste, at velfærdsstaten kun skulle være for de svageste og de ”værdigt trængende”.

Så hvorfor er det lige, at det selv samme Socialdemokrati og de forskellige strømninger indenfor partiet - bl.a. forfatterne bag bogen Rodskud - nu vender ryggen til de mest progressive sider af velfærdsstaten og i stedet udråber civilsamfundet i almindelighed til progressionens og innovationens vugge? Der hvor de nye radikale forandringer skal komme fra, og vel og mærke ikke fra de ”traditionelle foreninger”, men fra de nye ”spontane fællesskaber og projekter”, der skyder op alle steder omkring friskoler, fribørnehaver og andre i realiteten kompensatoriske foranstaltninger, hvor den bedst stillede del af middelklassen kan pleje sine interesser. For det er det billede SFI påviser i sin seneste rapport og ikke det glansbillede, som Rodskud anekdotisk maner frem.

Rodskud er ikke bare en af mange ligegyldige debatbøger. Bogen repræsenterer en bagstræberisk socialromantik og et kommunitaristisk snæversyn som en afmagtserklæring, der afleder fra de egentlige og uomgængelige politiske opgaver, hvis de kritiserede tilstande skal ændres. Der er jo ikke noget til hinder for, at et opgør med magtcentraliseringen både i Socialdemokratiet, i fagbevægelsen, i de traditionelle foreninger, på de danske virksomheder eller på Christiansborg kan gennemføres. Der er heller ikke noget – endnu – der forhindrer et opgør med den udhuling af det politiske demokrati, der foregår, og som alle beklager. Men det forudsætter selvfølgelig nødvendige radikale skridt på samfundspolitikkens område uden et færdigt facit.

Så hellere drømme om Rodskud ude i civilsamfundet, hvor især middelklassen kan kompensere for magtesløsheden på Christiansborg, og som fremsynede socialdemokrater kan køre parløb med. Eller på den modsatte pol småborgerlig arbejderisme og velfærdschauvinisme, som Mette Frederiksens og Sass Larsen og med dem mange andre i Socialdemokratiet kan orientere sig efter i opgøret med Thornings og Corydons fallerede centrumpolitik.

Problemet er bare, at det godt kan være, at Rodskuds kommunitarisme virker tillokkende for en geskæftig middelklasse, og at Sass Larsens socialkonservatisme appellerer til mange arbejdere, der ellers har skævet til DF. Men det udvikler hverken det politiske, ideologiske eller organisatoriske grundlag for et nyt socialdemokratisk lederskab. Tværtimod cementerer begge retninger den politiske tomgang, bidrager til at skærpe modsætningerne i civilsamfundet ved at favorisere de mest ressourcestærke og fordumme de sociale grupper, der som minimum skal være motiverede for forandringer i ”den store politik”, for at Socialdemokratiet kan komme igennem med et nyt politisk lederskab.

Offentliggjort: d. 03. april 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.