Rethinking i Aarhus! Fagbevægelsen som innovator?
Af Klaus Krogsbæk
Offentliggjort: 20. marts 2017

Under overskriften ”Let’s Rethink” vil Europæisk Kulturhovedstad omdanne Aarhus til et ”kulturelt laboratorium, hvor alternative løsninger kan spire og gro”. Byen byder da også på mange spændende arrangementer, men måske kommer den virkelige nyskabelse fra en noget uventet kant …

’Smilets by’, kaldte Aarhus sig engang. Det gør den ikke længere, alligevel lader det til at aarhusianerne i dag har meget at glæde sig over.

Byen er som bekendt ’Europæisk Kulturhovedstad 2017’ og en række events, ”mega events” (ja, sågar ”fuldmåne events”) samt meget andet tilbydes såvel fastliggere som turister. Der lader til at være noget for enhver smag.

Selv glæder jeg mig til, at en skulptur til ære for arbejderne på havnen bliver indviet - den havn som alle dage har betydet meget for byen, og som stadig den dag i dag fylder godt og grundigt i bevidstheden hos aarhusianerne. Det er billedkunstneren Jens Galschiøt, der skaber skulpturen, og LO Aarhus anerkender havnearbejdernes slid og slæb ved at være en central drivkraft bag projektet.

Europæisk Kulturhovedstad i Aarhus 2017 handler ikke mindst om ”involvering”. Borgerne skal ”engagere sig, deltage og være med til at skabe”. Under overskriften ”Let’s Rethink” skal ikke alene Aarhus men også hele Region Midtjylland således omdannes til et ”kulturelt laboratorium, hvor alternative løsninger kan spire og gro” - ifølge Kulturhovedstadens hjemmeside.

Det er nok lidt overdrevet – sagt på jysk. I hvert fald når man som jeg ser det hele fra en søvnig villavej i Åbyhøj. Eller når man taler med kolleger, venner og bekendte på de aarhusianske arbejdspladser. Alle har selvfølgelig hørt om Kulturhovedstaden, og mange deltager også i dens begivenheder, men det er nok de færreste, som direkte føler sig ”involveret” i skabelsen af ”alternative løsninger”. I hvert fald er dagligdagen og arbejdslivet, som det plejer at være; så vidt jeg da kan vurdere.

Alligevel sker der noget, som har potentialet til at kunne forvandle de lovende ord om involvering af borgerne til virkelighed. Det handler om ’Aarhus for Velfærd’. En række aarhusianske fagforeninger med LO og FTF i spidsen har startet et samarbejde med det formål at styrke det kommunale demokrati og selvstyre. Selv om det ikke lyder fancy eller trendy som Kulturhovedstadens kaospilotretorik, indeholder det måske i virkeligheden et større og langt mere realistisk potentiale for at revolutionere den aarhusianske kultur i bredeste forstand.

Lidt baggrund er nødvendig: Samarbejdet ’Aarhus for Velfærd’ blev stiftet i kølvandet på sidste års modstand mod det såkaldte ’omprioriteringsbidrag’. Foruden LO og FTF i Aarhus var en række lokale afdelinger af bl.a. HK, 3F, FOA, Dansk Metal, Danmarks Lærerforening, Dansk Sygeplejeråd og BUPL blandt initiativtagerne. De er alle enige om at sige nej til mere central styring og stramning af kommunernes økonomi og mener modsat, at der er brug for at forsvare og udvikle det kommunale selvstyre. Derfor tager samarbejdet også byrådets vision om et ”aktivt medborgerskab” alvorligt og vil i løbet af 2017 åbent diskutere, hvordan borgerne kan få større politisk indflydelse på byrådets beslutninger og praktisk indflydelse på kommunens velfærdsordninger.

Man vil således invitere til såkaldte folkemøder, ikke centralt i byen på rådhuset el.lign. men i kommunens mere upåagtede områder – dér, hvor folk lever og bor. Møderne skal arrangeres i fællesskab af både offentlige og privatansattes fagforeninger, deres tillidsvalgte og også meget gerne relevante borgerinitiativer, interessegrupper m.fl. Det første møde har fundet sted og handlede om velfærd i førskolealderen. Mødet blev arrangeret af BUPL, FOA og Dansk Metal og afholdt på en skole i forstaden Stautrup sydvest for Aarhus. Det er tanken, at erfaringer og inspiration fra møderne bæres videre til byrådspolitikerne forud for kommunalvalget den 24. november.

Med folkemøderne kan den aarhusianske fagbevægelse vise nye veje for den offentlige diskussion om byens udvikling. Og mere end det. Folkemøderne kan de facto sætte diskussionen om selve demokratiets væsen på dagsordenen. Ønsker vi at fortsætte de senere mange års udvikling i retning af et demokrati, hvor vi på valgdagen afhænder beslutningskompetencen til en elite - for "hvis man vil have en mekaniker til at reparere sin bil, vil man vel også have en højtuddannet politiker til at sidde i folketinget?", som den liberale økonom Joseph Schumpeter er citeret for at sige.

Eller ønsker vi tværtimod, at demokratiet skal forstås i sin græske oprindelse, som ’folkets herredømme’, hvorfor vi alle både har ret og pligt til at tage del i samfundets diskussioner? Eller som socialdemokraten Hal Koch sagde det: ”- Demokratiet kan aldrig sikres, netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet”.

Med en diskussion mellem borgere, ansatte i kommunen og byrådspolitikere på folkemøder rundt om i forstæder og bykvarterer kan ’Aarhus for Velfærd’ bidrage til en udvikling i den sidstnævnte forstand. Møderne kan således gå hen og få en eksemplarisk betydning, som rækker langt ud over både den aarhusianske Kulturhovedstad og den kommunale valgkamp, som venter lige om hjørnet.

Også fordi der med samarbejdet afdækkes nogle muligheder for at øge fagbevægelsens kollektive styrke. Det vender jeg tilbage til. Inden da vil jeg dvæle ved en enkelt problemstilling, som uvilkårligt kommer på dagsordenen ved fremkomsten af et initiativ som ’Aarhus for Velfærd’, nemlig forholdet mellem regeringsmagten og kommunerne.

Kommunerne er (selvfølgelig) underlagt nogle betingelser fastlagt af Folketinget. I dag er disse udformet på en måde, der langsomt tømmer det kommunale selvstyre og den borgernære velfærd for indhold. Baggrunden for ’Aarhus for Velfærd’ var således sidste års økonomiaftale mellem regeringen og KL, hvor det stærkt kritiserede omprioriteringsbidrag blev erstattet af et krav til kommunerne om årligt at skære én mia. kr. på budgetrammen. Halvdelen af besparelsen skal indgå i en central pulje, som regering og folketing kan disponere over i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Sammen med de stramme budgetlofter og sanktionsmekanismen bidrager de centrale puljer til at ødelægge det kommunale selvstyre og demokrati og selvfølgelig den borgernære velfærd.

Selvfølgelig eksisterer der fortsat en vis kommunal bevægelsesfrihed – bare ikke stor nok til at foretage væsentlige ændringer. Derfor er det vigtigt, at fagbevægelsen skærper sin politiske evne (og vilje) til at adressere det rette niveau, når der protesteres, problemstillinger tages op og krav rejses. Ingen skal fredes for berettiget kritik - og da slet ikke borgmestre, som skærer ned frem for at søge alternativer. Men skal kritikken rent faktisk have en chance for at føre til ændringer af virkeligheden, skal den rettidigt adresseres til det rette politiske niveau.

’Aarhus for Velfærd’ kan bidrage til at skærpe erkendelsen heraf; at vedtagelser på de højere niveauer har betydning for mulighederne på de lavere. Vil vi have flere ressourcer i kommunerne, afhænger det af beslutningerne på Christiansborg, som igen afhænger af de beslutninger, som stats- og regeringslederne har truffet i EU.

En sådan erkendelse åbner muligheder for etablering af en bred kommunal bevægelse for fjernelse af det årlige effektiviseringskrav, for mere fleksible budgetlofter og større kommunal selvbestemmelse. En bevægelse, som kan dannes af fagbevægelsen, forskellige borgergrupper m.v., borgmestre og byråd. Dermed perspektiveres den kommunale kamp med det formål at ændre de centrale beslutninger.

Men tilbage til fagbevægelsen - med et initiativ som ’Aarhus for Velfærd’ afdækkes nemlig nogle problemstillinger af stor betydning for dens kollektive styrke. For det første relationen mellem offentligt og privat ansatte. For det andet fagbevægelsen som enten faglig interesse organisation eller social bevægelse. Og endelig for det tredje den rolle medlemmerne skal spille.

Til det første af disse tre forandringspotentialer, nemlig forholdet mellem offentligt og privat ansatte lønmodtagere: Hvis kampen for at sikre velfærd, tryghed og muligheder for alle uanset indkomst skal føres med sejr for øje, er den offentlige sektor ikke alene de offentligt ansattes ansvar, men derimod en fælles forpligtelse for hele fagbevægelsen – private som offentligt ansatte. Et initiativ som ’Aarhus for Velfærd’ kan være med til at understrege dette.

Dertil kommer en nok så væsentlig, men ofte overset pointe, at velfærdssamfundet ikke alene kan defineres ud fra eksistensen af den offentlige velfærdssektor, men også må defineres ud fra lønmodtagernes kollektive styrke - på arbejdspladserne og i samfundet.

Et firkantet eksempel: sundhed handler selvfølgelig om at blive behandlet, hvis man brækker benet. Men det handler vel først og fremmest om at undgå at brække benet! Altså at arbejdspladsen er tilstrækkelig sikker, så man ikke bliver syg af at gå på arbejde (at stilladset ikke er så usikkert, at man falder ned af det). Eller at trafikken ikke er så farlig og myldrende, at risikoen for ulykker bliver overhængende, at det ydre miljø ikke er giftigt og livstruende, at familielivet ikke er så stresset, og far og mor så fraværende, at børnene overlades til sig selv. Og så videre.

Ergo begynder velfærdssamfundet med opbygningen af den faglige styrke på arbejdspladserne, så vi kan gribe ind, når profitjagten fortrænger hensynet til vores liv; det handler om overenskomster og aftaler, der bl.a. sikrer familierne tid til at være sammen. Og velfærdssamfundet begynder også med, at fagbevægelsen engagerer sig i de samfundspolitiske spørgsmål, så vi kan gribe ind over for markedets vilkårligheder, når disse truer med at rive samfundet i stumper og stykker; det handler om social og demokratisk planlægning, regulering og kontrol. Velfærdssamfundet bygger altså på, at vi har en engageret fagbevægelse på arbejdspladserne og i samfundet (og bestående af både private og offentligt ansatte) - for hvem skal ellers kæmpe for det?

Dermed er vi fremme ved det andet forhold, nemlig spørgsmålet om fagbevægelsens rolle – faglig interesseorganisation eller social bevægelse? Den faglige interesseorganisation fokuserer snævert på de aspekter, som forbindes med medlemmerne som arbejdskraft – især løn, arbejdsforhold og uddannelse samt nogle af arbejdsmarkedets rammeforhold. Dermed holdes store dele af medlemmernes liv ude af fagforeningernes fokus, og interessen er ikke stor for almene samfundspolitiske spørgsmål som eksempelvis børn, folkeskole, folkesundhed, ældreliv, demokrati, klima og miljø. Spørgsmål som er af stor betydning for medlemmernes dagligdag.

Selvfølgelig har en række ydre faktorer som det voldsomt udvidede globale arbejdsmarked, udflagningen af virksomheder og arbejdskraftens frie bevægelighed på tværs af grænserne i Europa skabt grundlaget for fagbevægelsens nuværende udfordringer. Men skal vi blive klogere på vores egne fremtidige handlemuligheder, bør vi også se på, om vi selv har et medansvar for tilbagegangen og tabet af politisk styrke. Min vurdering er, at det stigende faglige fokus på bekostning af det samfundspolitiske, og vægtningen af den snævre faglighed på bekostning af det tværfaglige fællesskab har været fatalt både for fagbevægelsen og for velfærdssamfundet. Efter min opfattelse er ’Aarhus for Velfærd’ derfor et skridt i den rigtige retning, hen imod et bredere samfundspolitisk ansvar, hvor fagbevægelsen bruger sin kollektive styrke i et samarbejde med enkeltsagsbevægelser, borgerinitiativer, interessegrupper osv.

Det tredje og sidste forandringspotentiale er medlemmernes rolle og betydning for fagbevægelsen. Helt grundlæggende bygger fagbevægelsens magt på graden af opbakning fra lønmodtagerne og den brede befolkning; ikke alene på den formelle tilslutning, som kan aflæses i antallet af medlemmer men også - og ikke mindst - på den reelle opbakning. Jo større involvering, jo mere medlemmerne kollektivt ”kan engagere sig, deltage og være med til at skabe” (Kulturhovedstaden), og jo mere bevægelsens interne demokrati opfattes som en ”livsform” (Hal Koch), desto stærkere står fagbevægelsen. Styrken måles gennem lønmodtagernes erkendelse af sig selv som et kollektiv, der kan ændre samfundet, hvis viljen er tilstede.

Netop det sidste er vigtigt. Når et fagforeningsinitiativ - som eksempelvis ’Aarhus for Velfærd’ - reagerer på kommunale appeller om ”aktivt medborgerskab” og lignende, bør det derfor aldrig være som kompensation for en forringet offentlig velfærd. En sådan moderne ”hattedameri” vil kun bidrage til yderligere individualisme og svækkelse af de kollektive strukturer. Fagbevægelsen kan derimod tage appellerne anderledes alvorligt ved at samle medlemmer og borgere bag et perspektiv om kollektive løsninger på kollektive problemer. Og vise, at den er villig til at være primusmotor i en bred samfundsmæssig bevægelse med netop det for øje.

Hvis ’Aarhus for Velfærd’ kan føre til, at nogle af de oven for nævnte temaer fremover kan diskuteres bredere og mere åbent end hidtil - ja, så har vi faktisk fået en lille aarhusiansk revolution ud af det europæiske kulturhovedstadsår.

Offentliggjort: d. 20. marts 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.