Uden retning – uden kraft
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 13. marts 2017

Kommissionsformand Jean-Claude Junckers Hvidbog for EU år 2025 indeholder ingen reelle svar på de problemer, som hjemsøger den Europæiske Union. Værre er, at ministertopmødet torsdag-fredag, som skulle lægge sporene ud for den videre drøftelse af Hvidbogen, forløb som en farce.

Den 1. marts udsendte Jean-Claude Juncker sin Hvidbog for fremtidens Europa år 2025. Den formelle anledning er topmødet den 25. marts i Rom, hvor 60 året for EU skal fejres. Den reelle anledning er selvfølgelig Brexit og de voksende spændinger indenfor EU mellem ”Nord og Syd”, mellem de ”gamle” EU-lande og de østeuropæiske medlemslande og frygten for, at de populistiske bevægelsers EU-modstand bliver omsat til omfattende opgør med den nuværende unionskonstruktion. Hvis Wilders vinder i Holland, hvis Le Pen opnår et godt valg i Frankrig, og hvis Frauke Petry æder sig ind på Angela Merkels styrke i Tyskland, er udsigterne dystre.

De problemer berører Hvidbogen imidlertid ikke. Bogen lægger ud med en historisk sektion, som på næsten usmagelig måde forskønner EUs tilblivelseshistorie og alene af den grund fjerner det officielle EU sig endnu mere fra befolkningerne i medlemslandene. Dernæst fremlægger Hvidbogen fem hovedscenarier, som er så banalt beskrevet, at det næsten er pinligt.

Første scenarie er at forsætte som hidtil. Andet scenarie er en nedskalering af EU til næsten kun at bestå af det ”indre marked”. Tredje scenarie er det velkendte ”Europa i flere hastigheder” under ledelse af ”koalitioner af villige”. Fjerde scenarie går under titlen ”Mindre er mere”, hvor EU-fællesskabet skal satse mere på færre områder og repatriere opgaver til nationalstaterne. Og så er der det sidste scenarie, som vel bedst kan betegnes som gennemførelse af en fuldblods Europæisk Union – en ”stadigt tættere union”.

De enkelte scenarier får nogle indlæg for og imod med på vejen, og længere er den sådan set ikke. Man kan næsten allerede se skurke- og helterollerne fordelt. ”Lidt men mere” eller EU-reduceret til det indre marked passer Visegradlandene (Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet) udmærket. Et EU i flere hastigheder er Tysklands ønskescenarie, hvorimod der stort set ikke er nogen, der advokerer en stadigt tættere union eller et status quo.

Man skulle heller ikke længere hen i processen end til den 6. marts, før Tyskland, Italien, Spanien og Frankrig på fransk initiativ samledes i Paris, for at blive enige om et fælles udspil. Valget faldt selvfølgelig på et EU i flere hastigheder, som især Tyskland og Frankrig har brug for. Også selv om omkostningerne bliver et endnu mere splittet og ulige Europa. EUs sammenhængskraft som 27 lande er ikke længere tysk og fransk førsteprioritet. Det er derimod en stærk union, som kan styrke de store europæiske lande i den skærpede kamp på verdensmarkedet. Skulle Polen, Slovakiet eller Rumænien falde af i svinget, kan det kun være en beklagelig konsekvens, ”collateral damage”.

Reaktionerne kom prompte fra Polen og Ungarn. Her henviste man til, hvordan bestemmelsen om et EU i flere hastigheder allerede havde splittet Unionen, som det har været tilfældet med euroen og Schengen-aftalen. Finanspagten skulle først og fremmest redde euroen, men blev et diktat for næsten hele EU. Sådan ser man også den videre udvikling ad den vej. Et øget militært samarbejde mellem en række lande - en koalition af villige - kan skade NATO og tvinge de andre lande ind under fransk og tysk militært lederskab. Det samme gælder, hvis det bliver en realitet med nogle landes tættere sikkerhedspolitiske eller sociale samarbejde, hvor sidstnævnte helt sikkert vil resultere i, at de østeuropæiske lande får status som pariaer.

Forud for EU-topmødet 9.-10.marts trak de fire statsledere, der havde været samlet i Paris også i land og nedtonede betydningen af et EU i flere hastigheder. Men strategien er ikke død og formuleres hver eneste dag med forskellig ordlyd og styrke.

Det er også interessant, at slutteksten fra topmødet stort set ikke beskæftiger sig med Hvidbogen. Ligesom det er bemærkelsesværdigt, at hele mediebilledet først og fremmest var tunet ind på Polens indædte opposition mod genudnævnelsen af polakken Tusk til en ny periode som præsident for EU. Det hører dog med, at der sent torsdag nat udspillede sig et noget mere alvorligt drama.  Polens premierminister, Szydlo, truede med ikke at ville underskrive slutdokumentet og heller ikke at ville godkende jubilæumserklæringen den 25. marts i Rom. Modtrækket fra bl.a. Frankrigs præsident Hollande var en trussel om reduktion af EUs fondsmidler til Polen i fremtiden (Polen er en af EUs største nettonydere). Et magtspil, vi nok vil blive vidne til mange gange i den nære fremtid, når spillet om EU år 2025 for alvor går i gang.

Men ellers kom der intet ud af topmødet. Der blev ikke angivet nogen retning, og vi blev endnu engang præsenteret for en europæiske ledelse, der hverken ved, hvor EU skal hen eller udviser nogen som helst kraft til at sætte handling bag ordene.

Betyder det så, at hele spillet om Hvidbogen for 117. gang viser sig at være et cirkus? Som ikke kan andet end underbygge EU-kritikernes argumenter og efterlade EUs samlede befolkning i en tilstand af opgivelse og mangel på tillid til, at der overhovedet skulle vise sig at være en eneste politisk leder, der dels har en vision, som rækker ud over camoufleret national egoisme og dels en vilje til at slås for den?

Nej, det behøver ikke blive et cirkus. Spillet om Hvidbogen går langt videre, og det er her de mere diskrete følgetekster er interessante. Topmødet i Rom den 25. marts skal formelt sparke debatten om Hvidbogens fem scenarier i gang. Den debat skal efter planen løbe frem til et topmøde i september i år, hvorefter kommissionsformanden vil samle op på de mange inputs, som det hedder. Men i samme periode vil kommissionen selv bidrage til diskussionen ved at formulere en serie refleksionspapirer indenfor temaer som: EUs sociale dimension, øget integration indenfor euroområdet, Europas fremtidige forsvar, Europas fremtidige finansregulering og sidst men ikke mindst EUs bidrag til regulering af globaliseringen.

Samtlige disse områder, som absolut er påtrængende, fletter sig ind i dagsordenen med et EU i flere hastigheder, som kommissionsformanden også er tilhænger af. Hvidbogen kan således de facto få karakter af formel ramme om den kamp mellem de forskellige fraktioner i EU, som går i gang efter Rom-topmødet og Englands formelle anmeldelse af Brexit.

De endelige konklusioner på den lange debat, hvor alle ”interessenter i hele EU” opfordres til at deltage - herunder de nationale parlamenter - skal være endeligt udarbejdet inden sidste topmøde i december, hvorefter der så skal fremlægges en mere operationel plan for den videre udbygning af EU og løsning af de mange problemer, der bliver ved med at poppe op: Flygtningeproblemet, forholdet til Rusland, uroen i Middelhavsregionen, kuldsejlede frihandelsaftaler, ulige økonomisk udvikling, voksende folkelig utilfredshed, udvikling eller afvikling af euroen og en mere social udvikling af EU. Der er ikke enighed inden for et eneste af de nævnte problemområder. Af samme grund forekommer det heller ikke sandsynligt, at regeringslederne kan blive enige om et forpligtende slutdokument på mødet i december.

For bag regeringslederne står der ikke længere en række nationale parlamenter, hvor et flertal kender vejen. Der står ikke et europæisk borgerskab eller et industrifællesskab med et samlet sæt af visioner eller højrepopulistiske bevægelser i samlet opposition, og der findes slet ikke et centrum-venstre eller en venstrefløj med en fælles analyse af situationen eller forestillinger om hvilket Europa, som de europæiske lønmodtagere måtte have mest gavn af.

Af de grunde kan man ikke blot læne sig tilbage og mumle same procedure as last time, fordi den europæiske krises dybde og de indre centrifugale kræfter er så massive, at de kommende diskussioner er alvor, og der er ikke længere en Angela Merkel til at svinge taktstokken. Europa 2017 er ikke Europa 2011.

Eller sagt helt kontant. Ingen national, politisk og økonomisk magt besidder længere en styrke og en autoritet tilstrækkelig stor til at tvinge ganske bestemte løsninger eller løsningsmodeller igennem. Vi vil blive vidne til kamp- og magtpositioner dannet i alliancer på kryds og på tværs og midt i hele forvirringen skal der f.eks. afholdes valg i Tyskland, hvor Angela Merkel rent faktisk kan miste kanslerposten til socialdemokraten Martin Schulz, der repræsenterer en helt anden social- og demokratisk, europæisk vision, som nok er den dimension, der kommer scenarie 5 nærmest.

Det stiller unægtelig de europæiske socialdemokrater og den europæiske venstrefløj i en ansvarspådragende position, som man er uvant med. Hidtil har det været det liberale og kapitalistiske parnas i Europa, der vidste, hvad det ville med EU. Centrum-venstre kunne så følge trop med mere sociale aftapninger. Det ser ud til at være et overstået stadium. Det er en farefuld situation. For et EU i indre opløsning uden retning og uden solide politiske- og sociale kræfter er absolut ikke til lønmodtagernes fordel. De vil tværtimod blive ofre i et uhyggeligt og uoverskueligt sorteperspil, og vil for at redde dagen og vejen angiveligt klistre sig til deres nationale herskende klasser i kampen om jobs og social tryghed.

For kaosteoretikere kan det være en ønskesituation, og det kan det også være for den del af venstrefløjen, der ser et sammenbrud i EU som åbningen for en helt ny international arkitektur, der ikke fungerer på et neoliberalt fundament. Men indtil videre har denne vision ikke materialiseret sig i andet end meget luftige forestillinger, og det er absolut ikke det, der er brug for den nærmeste tid.

Det drejer sig overhovedet ikke om, hvorvidt EU udgør et godt fundament, som det står. Om Lissabontraktaten er god eller dårlig. Om euroen er en neoliberal konstruktion, og om bureaukratiet i Bruxelles er overdimensioneret og bestemmer for meget (hvilket det ikke er og gør). Det drejer sig derimod om, hvorvidt de socialdemokratiske partier og venstrefløjen vil træde ud af højrepopulismens skygge og formulere det, som de herskende klasser og deres liberale protagonister ikke kan finde ud af, men som de europæiske lønmodtagere har brug for, så de ikke ryger i totterne på hinanden – en vision om en social og demokratisk Union og ikke mindst vejen ad hvilken, man skal gå.

Udgangspunktet kunne være Hvidbogens femte scenarie. Udgangspunktet er et spørgsmål: Hvad skal der til for at opbygge en stadig tættere union, som lønmodtagerne dels kan være tilfredse med, og som styrker det demokrati, de samme lønmodtagere ikke vil være foruden? Man kan ganske simpelt om end ikke idealt samle sig om, at formulere et konkret politisk indhold for det femte scenarie, eller som Paul Mason har gjort i tidsskriftet Social Europe tage konkret fat på at formulere et sjette scenarie: ”Et Europa med demokrati og social retfærdighed”. Hans oplæg er spændende og kunne sagtens danne udgangspunkt for en omfattende debat om, hvordan centrum-venstre kræfterne kan skabe fremtidens Europæiske Union, når nu de liberale ikke kan komme videre end til fastholdelsen af en union for nationalegoismen ophøjet til den stærkes ret.

Men hverken centrum-venstre (altså fortrinsvis socialdemokrater) eller venstrefløjen har oceaner af tid til at udarbejde en linje. Til gengæld har de med Hvidbogen fået et ansvar, uanset om de vil det eller ej.

(https://www.socialeurope.eu/2017/03/option-six-a-europe-of-democracy-and-social-justice/ )

 

 

 

Offentliggjort: d. 13. marts 2017

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.