Oraklerne i Washington
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 10. oktober 2016

Den 4. oktober meddeltes det på finansministeriets hjemmeside, at ”finansministeren skal repræsentere de nordisk-baltiske lande i en række møder i IMF’s rådgivende ministerkomite, IMFC”. Det sker i forbindelse med Valutafondens og Verdensbankens årsmøder i Washington 7.-9. oktober. Møderne skal fastlægge de overordnede, strategiske retningslinjer for IMF’s arbejde og fokusere på landenes produktivitets- og vækstudfordringer og sikre bred opbakning til den globale- og frihandelsorienterede verdensøkonomi.

Finansministeren har haft god grund til at drage afsted. Måske ikke for at rådgive, snarere for at blive rådgivet. Væksten i Danmark hutler sig igennem i og omkring én procent. Ifølge finansministeriets egen opgørelse refereret i Børsen har den samlede produktivitetsudvikling siden 2008 ligget på 0,2 %. Der er tilbagegang i investeringerne. I andet kvartal faldt investeringerne oven i købet med 1,2 % (Danmarks Statistik). Altså mere end den steg i første kvartal. Den lange trend tegner kun en lille stigning. Og det hele på trods af et favorabelt erhvervsklima og fem love siden 2011, der har forbedret erhvervslivets rammevilkår samt en løn- og omkostningsudvikling, hvor arbejdsomkostningerne i Danmark ligger under vores nærmeste og vigtigste samhandelspartneres.

Så finansministeren har ikke meget at komme med bortset fra, at Danmark klarer sig godt på beskæftigelsesområdet. Men også her er de faktiske forhold knap så flatterende. Den 30. september kunne Børsen offentliggøre en undersøgelse fra Greens analyseinstitut, hvor 30 % af de adspurgte virksomhedsledere forventer lavere indtjening i 2016, og at det lave overskud samtidig plages af, at virksomhederne i to år har ansat flere medarbejdere end ”bundlinjen tillader”. Fortsætter det billede, forventer mange økonomer, at Danmark igen kan opleve en vækst i ledigheden og et fald i beskæftigelsesraten. Arbejdsløshedstallene som indikator for vækst både herhjemme og i udlandet er blevet tiltagende utroværdige. Der er ikke længere en tæt sammenhæng mellem fald i arbejdsløsheden og vækst.

Men hvis nu ikke finansministeren har så meget at byde på, hvad kunne han så forvente at høre? I sammentrængt form dette:

  • At IMF endnu engang har sænket vækstskønnet for de højt industrialiserede lande fra 2,1 % til 1,6 % og sågar et fald i EU landenes vækst næste år til 1,5 %.
  • At den globale vækst kun forventes at blive på 3,1 %, og at det niveau alene er båret oppe af få lande som Kina og Indien. Trækkes de to lande ud, fremgår det klart, at den globale vækst er gået i stå. Det samme gælder stort set investeringerne og produktivitetsudviklingen. Dertil kommer, at ca. 40 % af Kinas vækst er gældsdrevet.
  • At pengepolitikken er overanstrengt, og at centralbankernes massive pengeudpumpning på 13.000 mia. dollar ikke ser ud til at virke på investeringerne i produktionen, og at de lave renter udhuler opsparingernes værdi og således også pensionskassernes afkast. Hvilket bliver et enormt problem om 1-2 år, hvor de helt store pensionsudbetalinger skal finde sted. Først og fremmest er pengeudpumpningen blevet omsat i aktiespekulation og virksomheders opkøb af egne aktier.
  • At den samlede, globale gæld er eksorbitant stor på hele 152.000 mia. dollar, og at gældsophobningen nu vokser hurtigere end den økonomiske vækst. I 2002 udgjorde den 200 % af BNP. I 2015 var den vokset til 225 %. Hvad, der måske er ligeså interessant om ikke faretruende, er, at det er de private virksomheder, som står for 2/3 af den samlede gæld, hvilket i virkelighedens verden selvfølgelig betyder, at det offentliges gæld ikke er af samme katastrofale omfang, som det ellers fremstilles.
  • At uligheden er voksende, og at lønmodtagernes andel af BNP er faldet fra 76 % i 1980 til nu 66 % i de rige lande, hvilket har fået både IMF, OECD og UNCTAD til tænde de røde lamper, fordi den voksende ulighed svækker efterspørgselssiden og reducerer arbejdskraftens sociale og geografiske mobilitet. Og ikke mindst giver næring til social utilfredshed.
  • At handelshindringer i alle variationer er i vækst i alle OECD-landene, og at modstanden mod frihandelsaftalerne (TTP, CETA og TTIP) vokser – både hos mainstream-økonomer og hos politikere – især i Europa. (rapport fra WTO).
  • At de samlede profitter nu falder relativt, og at omfordelingen for alvor rammer de mindst produktive sektorer, hvorimod profitudviklingen blomstrer indenfor de højteknologiske brancher både på nationalt og globalt plan. At den højteknologiske sektors udvikling og profitmaksimering indenfor de globale værdiøgningskæder er udfordret af den voksende nationalisme og opbrud i den nationale, politiske stabilitet alene indenfor G20-landene. (Mckinsey rapport 2016, Turbulence ahead).
  • At både IMF, OECD og Verdensbanken og snart sagt alle andre internationale, økonomiske institutioner finder de voksende, populistiske antiglobaliseringsbevægelser foruroligende, men nok så meget at globaliseringen også møder voksende modstand blandt arbejderne i lande som Kina og Indien og fra de internationale arbejderorganisationer.
  • At banksektoren er mere syg og svagere kapitaliseret end antaget. Sidste symptom er hele miseren om Deutsche Bank, der ifølge The Economist’s undersøgelser kun er det spektakulære symptom på en syg sektor med ophobede ”dårlige lån”.
  • Og sidst, men ikke mindst, at hele forestillingen om, at gode rammebetingelser, svag lønudvikling, massivt arbejdsudbud og lav rente skulle være den medicin, som får virksomhederne til at investere, nu bliver betvivlet – også videnskabeligt – af flere mainstream-økonomer. I lighed med analysen fra BIS i 2015 dokumenterer en anden analyse også fra 2015, der har fulgt industriinvesteringerne fra 1952 til 2010, at investeringerne er ”tæt forbundet med den aktuelle profitvækst og aktieafkast, men kun svagt relateret til ændringer i renterne, aktiebevægelser og konkurser”. (Eksempel: The behavior of aggregate corporate investment 2015, S.P. Kothari et al., Dubravko Lakos-Bujas fra J.P. Morgan)

Med disse beskeder fra IMF, OECD osv. har vores finansminister med stor sandsynlighed stillet spørgsmålet: Og hvad så?

De officielle svar har været: ”Vi” skal langsomt udfase centralbankernes pengeudpumpning. Der skal gennemføres en koordineret strukturpolitik, så vi under ordnede forhold kan få ryddet op i de usunde økonomiske områder og reduceret gælden. ”Vi” skal satse mere på finanspolitiske lempelser og sætte ind overfor de ulighedsskabende mekanismer, så den samlede efterspørgsel øges. Altså øget offentligt forbrug sammen med en kontrolleret lønudvikling. Og G20-landene må koordinere deres handelspolitik, så ”Vi” afværger voksende protektionisme. Virksomhedernes ramme- og lånebetingelser må forbedres yderligere, så vi får gang i investeringerne.

Svarene til finansministeren har godt nok stået at læse i sidste to års halvårsrapporter (IMF/OECD), men ikke desto mindre er det det, der skal til. IMF og OECD anbefaler, at man kombinerer en opblødet eller afdæmpet udbudspolitik med en mere målrettet satsning på efterspørgselspolitikken og finanspolitikken.

Men mellem møderne har finansministeren fået at vide, at markedsortodoksien ikke længere fungerer. At markederne ikke som antaget er selvkorrigerende. At omstrukturerings- og konkurrenceevnepolitikken har nået sine grænser, og at der globalt er 850 millioner mennesker, der er underbeskæftiget. At pengeudpumpningspolitikken godt nok har reddet finanssektoren, men samtidig har gjort det noget nær umuligt at hæve renterne uden at skabe kaos i verdensøkonomien. At en eller anden form for vending mod keynesiansk efterspørgselspolitik nok er nødvendig, men at alle de internationale og nationale institutioner er tøvende, og - som det rigtigt påpeges - at dette ikke er muligt uden et opgør med f.eks. EU’s krav om budgetbalancer, som det er formuleret i Vækst- og stabilitetspagten og Finanspagten – værnet om en fejlslagen Eurokonstruktion.

Men værst af alt, at man måske er ved at komme til det punkt, hvor de politiske ledere -   i hvert fald mellem møderne – må erkende, at den førte politik og markedsortodoksien har skabt så komplekse samfundsøkonomier, at de traditionelle og hævdvundne neoklassiske økonomiske teorier, der har legitimeret de sidste 30 års neoliberal politik, har mistet deres forklaringskraft. Og at man samtidig må indse at de økonomiske ubalancer, der er eskaleret siden 2008, gør det næsten umuligt at bekende sig til en ny, keynesiansk æra uden samtidig at ændre både de politiske og klassemæssige styrkeforhold. Hvis der er hold i påstandene om, at det er profitten, der driver investeringerne og kun i mindre grad renteudvikling og efterspørgsel, vil selv en bekendelse til neo-keynesiansk politik ikke repræsentere et tilstrækkeligt strategisk alternativ.

Således har finansministeren nok måttet rejse hjem med uforrettet sag, men nok så meget med den nedslående oplevelse af, at hverken han eller hans kolleger kan fortsætte ret meget længere med at ordinere og dosere den samme medicin, og at det kan blive mere end vanskeligt at hive nye troværdige og sammenhængende teorier ud af den økonomiske sagkundskab til at legitimere det politiske mulige og ønskelige.

Som en anden græsk statsmand må han forlade oraklet – ikke i Delfi, men i Washington – med tvetydige erklæringer, luftige prognoser og økonomiske anbefalinger, der teoretisk stritter i alle retninger og er indbyrdes modstridende.

Som sine ministerkolleger må finansministeren indse, at den neoliberale verdensidé ikke længere kan forklare verden, og at der ikke lige står en ny verdenside som pladsholder parat til at tage over samtidig med, at en voksende del af befolkningen ikke længere vil finde sig i de sociale og politiske konsekvenser af en ide, der ikke kan sandsynliggøre en bedre fremtid.

Men for de politiske ledere er alternativet så forfærdeligt, at tanken ikke kan tænkes til ende. ”Gud forbyde det”, som Martin Wolf fra Financial Times udbrød, da han kom til at formulere alternativet som en global depression, hvor den usunde kapital ryddes af vejen, og hvor der igen, som J.P. Morgan antydede ”…skal et mindre kapitalapparat til for at skabe det samme output”.

Så hellere lukke øjne og øren og fortsætte med 2025-planer, topskattejihad og boligdebat, og så håbe på, at det holder ens tid ud.

Offentliggjort: d. 10. oktober 2016

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.