Med Pelle Dragsted på vej mod en demokratisk økonomi

Lad mig starte med en advarsel. Dette er en dårlig anmeldelse. Vel at mærke ikke en anmeldelse, der fortæller, at Pelle Dragsted med Nordisk socialisme. På vej mod en demokratisk økonomi har skrevet en dårlig bog. Det har han ikke. Pelle Dragsted har skrevet en god og relevant bog. En bog, der bestemt er en nærmere diskussion værd. Det er derimod selve anmeldelsen, der er dårlig. Hvorfor? Fordi anmeldelsen på en måde er unfair mod bogen. Jeg tillader mig nemlig at gøre det, som kun dårlige anmeldere gør. Nemlig at kritisere bogen for ikke at være den bog, jeg gerne havde set Pelle Dragsted skrive.

Som læser bliver jeg selv sur, når en anmelder bruger en anmeldelse af andres bøger til at advokere for netop den bog eller det synspunkt, som de selv enten har skrevet eller gerne ville have skrevet. Den slags kommer der sjældent noget godt ud af. Som mulig læser vil man gerne kunne bruge en anmeldelse til at få et indtryk af, hvad man kan forvente sig, hvis man vælger at læse bogen. Her duer det ikke, hvis det eneste, man får fortalt, er, hvad man ikke kan læse i den anmeldte bog.

Når jeg alligevel har valgt at løbe risikoen for at begå denne dødssynd for en anmelder, har det en særlig grund. Det skyldes et helt særligt forhold ved Dragsteds bog. Dragsted bruger nemlig de første 100 sider af bogen til at give læseren en grundig og velskrevet analytisk begrundelse for, hvorfor vi som socialister har brug for netop den bog, som Dragsted har skrevet.

Skal jeg tage Dragsted på ordet og anmelde bogen som en indledning til på en debat om udviklingen af en moderne socialisme, er jeg derfor nødt til at trykprøve Dragsteds egen argumentation for at indlede debatten om moderne socialisme på netop den måde, han gør i bogen.

Leder debatten i en bestemt retning

Det er en styrke ved Dragsteds bog, at han argumenterer både grundigt og klart for at lede debatten om moderne socialisme i én bestemt retning. Tilmed en retning, som jeg på store strækninger er enig i. Men inden vi alle sammen tager debatten fuldt og helt på Dragsteds præmisser – eller står helt af på at tage debatten -, er det nødvendigt at stille spørgsmålet, om ikke der også kan argumenteres for andre tilgange til den samme debat.

Udover en indledning, der præsenterer bogens tema og formål, indeholder Dragsteds bog 5 kapitler og en epilog. I det kapitel gives der først en diagnose af den moderne kapitalisme som oligarkisk og ubæredygtig. I det andet kapitel analyserer Dragsted, hvorfor det ikke er lykkedes for hverken de socialdemokratiske eller venstreorienterede partier at vinde tilstrækkelig folkelig opbakning til de socialistiske ideer. Disse to kapitler på tilsammen omkring 100 sider bruger Dragsted til at begrunde, hvorfor vi som socialister har brug for hans bog. Umiddelbart kan det forekomme både omstændeligt og selvsmagende. Det er det ikke. Hverken omstændeligt eller selvsmagende. Det er derimod både velskrevet og selvkritisk.

Dragsteds udgangspunkt er den vigtige konstatering, at vi socialister selv bærer selv en betydelig del af skylden for, at vi ikke har formået at vinde større opbakning endsige flertal for vores ideer om en demokratisk/socialistisk økonomi. Denne fiasko skyldes ifølge Dragsted enten, at vi som socialdemokratiske partier ’helt har opgivet at sætte socialistiske ideer i spil og accepteret forestillingen om, at kapitalismen er afslutningen på historien’, eller at de ideer, vi har fremlagt (på venstrefløjen), ’ikke har haft overbevisningskraft’, men tværtimod blevet opfattet som ’utopiske, urealistiske og virkelighedsfjerne’. De socialistiske ideer har kort sagt årti efter årti tabt kampen om folkelig opbakning, enten fordi man som de socialdemokratiske partier slet ikke er mødt op til kampen, eller fordi man som venstrefløjen er mødt op med utroværdige ideer.

Fortælling med klare roller

I fortællingen af socialismens fiasko uddeles der klare roller. Helterollen tildeler Dragsted tydeligvis det potentielle flertal i befolkningen, der gerne vil bakke op bag socialisme og demokratisk økonomi, hvis de vel at mærke præsenteres for ideer herom i en tilstrækkeligt realistisk og virkelighedsnær form. Skurkerollen går – udover selvfølgelig de kapitalistiske kapitalejere – til den hidtidige praksis i arbejderbevægelsens socialdemokratiske og venstrepartier. Disse partier har på hver deres måde undladt at præsentere befolkningsflertallet for tilstrækkeligt realistiske og virkelighedsnære bud på demokratisering af økonomien. Socialdemokratiet har ifølge Dragsted slet ikke præsenteret nogen, mens venstrefløjen har stået for det utopiske og urealistiske. Endelig udnævner Dragsted også, indirekte ganske vist, sig selv og bogen til den hjælperrolle, der er i alle eventyr, der skal ende godt med prinsessen og det halve kongerige. Hjælperen er i bogen ham eller hende, der påtager sig opgaven med at hjælpe arbejderbevægelsens partier med at give de realistiske og troværdige bud på reformskridt mod en mere demokratisk økonomi.

Selve bogens denne grundfortælling er langtfra ny. Dragsted videregiver i bogen nogle figurer og roller, som man nemt kan genkende fra dansk politik, hvis man blot har en smule kendskab til mange års interne diskussioner i arbejderbevægelsen og på venstrefløjen. Det nye i bogen er, at den velkendte kritik af både de socialdemokratiske partier og af venstrefløjens forskellige partier kommer samme sted fra og tilmed fra et fremtrædende medlem af Enhedslisten. Den kritiske pegefinger peger både udad og indad. Både kritik og selvkritik.

Som læseren opdager man imidlertid hurtigt, at samlingen af kritik og selvkritik ikke er det egentligt nye i Dragsteds bog. Det rigtigt nye er, at Dragsted forklarer både selvkritikken og kritikken af de socialdemokratiske partier med, at alle de forskellige dele af arbejderbevægelsen indtil nu har abonneret på en fastlåst opfattelse af kapitalismen som et altomfattende økonomiske system. Ifølge Pelle Dragsted har begge grene i den socialistiske bevægelse – den socialdemokratiske og den revolutionære/kommunistiske – populært sagt brugt det samme misvisende analytiske kompas til at løbe ind i hver sin politiske blindgyde.

Ifølge Pelle Dragsted har både de socialdemokratiske partiers opgivelse af de socialistiske ideer og de revolutionære partiers forestillinger om en samlet total afskaffelse af kapitalismen og erstatning med en socialistisk økonomi den samme forklaring. De har alle tegnet abonnement på en opfattelse af kapitalismen som et totalt system, der omfatter hele samfundet og økonomien.

Har man en sådan opfattelse af kapitalismen, er der ifølge Dragsted kun to politiske muligheder. Enten lever man med kapitalismen og nøjes med at forsøge at regulere eller fjerne dens værste vildskud. Man helbreder kapitalismen, når den bliver syg, som Mette Frederiksen ynder at udtrykke det. Eller også satser man på, at det på et tidspunkt bliver muligt at gennemføre et revolutionært brud med kapitalismen og opbygge en helt ny samfundsform. Som det engang var moderne at udtrykke det i Enhedslistens program.

Opfatter man kapitalismen som et altomfattende økonomisk system er det derfor ifølge Dragsted – nærmest udelukket, at der vil kunne skabes et folkeligt flertal for socialistiske ideer. Enten udvikles og præsenteres de socialistiske ideer slet ikke, eller også er ideerne så utopiske og urealistiske, at chancen for at opnå bred folkelig opbakning er noget nær nul.

Syndefaldsfortælling

I bogen får denne tese nærmest karakter af en syndefaldsfortælling. Ligesom Adam og Eva spiste af den forbudte frugt fra “træet til kundskab om godt og ondt” og dermed brød Guds regler, har både de socialdemokratiske partier og de revolutionære strømninger indtaget forbuden frugt ved at opfatte kapitalismen som et totalt system, der omfatter hele samfundet og økonomien, og som følge heraf bliver de af demokratiets Gud, folkeflertallet, forment adgang til det socialistiske paradis.

Jeg vil ikke helt fraskrive denne fortælling en vis forklaringskraft. Den rummer et vis mængde sandhed, når det gælder om at forklare, hvorfor vi som socialister endnu ikke har kunnet få flertal for socialistiske ideer. Men derfra og til i den grad at gøre det til hele forklaringen på bl.a. Socialdemokratiets og Enhedslistens udvikling og aktuelle politiske strategi, som Pelle Dragsted gør, er der langt.

Jeg finder ganske enkelt ikke historien om Socialdemokratiets politiske syndefald over de seneste 30-40 år retvisende. Tilsvarende har jeg svært ved at købe dette som den altafgørende forklaring på, at en række indbyrdes meget forskellige såkaldt revolutionære strømninger kun har formået at fremlægge mere eller mindre utopiske, urealistiske og virkelighedsfjerne ideer om socialisme. Jeg ved fra egen erfaring, at der også har været andre fejltagelser og politiske utilstrækkeligheder på spil.

Det forekommer mig, at Pelle Dragsted her har gjort opgaven nemmere for sig selv, end godt er. Det har han gjort ved at tage udgangspunkt i ret endimensionale karikaturer af både det socialdemokratiske og det revolutionære standpunkt.

I det ene ringhjørne finder vi i Dragsteds beskrivelse socialdemokratiske regeringer overalt i Europa, ”som en underkuet ægtefælle, har tilpasset sig til at stadig mere brutal og enerådig økonomisk elite” (s. 86), mens vi i det andet hjørne finder de revolutionære, der tilskrives det synspunkt, at ”socialismen ikke kunne indføres gennem gradvise reformer, men måtte tage form af et omfattende systemskifte, hvor kapitalismen blev erstattet af et socialistisk samfundssystem, hvor den private ejendomsret til produktionsmidlerne blev ophævet, og markedsøkonomien blev erstattet af demokratisk planlægning.” (s. 96)

Det er let – for let – at forstå socialismens manglende opbakning de sidste 150 år ved at lade som om, det eneste, befolkningsflertal er blevet tilbudt de sidste 150 år, er disse to karikaturer i hvert sit ringhjørne af arbejderbevægelsen. Gid det var så enkelt. Men det er det desværre ikke.

Hvis man er interesseret i en nærmere analyse af de socialdemokratiske og kommunistiske partiers forfaldshistorie de sidste 50 år, er det ikke Dragsted bog, man skal gribe til. Det har da heller ikke været Dragsted formål med bogen. Men ved på den måde at overdrive sin pointe gør Pelle Dragsted sig unødvendigt sårbar. Alle de, der givetvis vil forsvare henholdsvis et socialdemokratisk og et venstreorienteret standpunkt over for Pelle Dragsteds kritik får det på den måde for nemt. De vil med en vis ret kunne anklage Dragsted for stråmandsargumentation. Det er en skam. Dragsted – og vi andre – risikerer dermed, at de, der føler sig udsat for Dragsteds karaktermord, lukker af for at tage stilling til det, der er Dragsteds egentlige ærinde, at få en diskussion om, hvordan en moderne demokratisk socialistisk økonomi kan indrettes, og hvordan der kan opnås tilstrækkelig støtte og magt til at demokratisere økonomien.

Nye positioner

Pelle Dragsteds opfodrer med sin bog både Socialdemokratiet og den revolutionære venstrefløj til at indtage nye positioner i det mere end 100 år gamle stridspunkt i arbejderbevægelsen: Skal socialismen indføres ved en revolution eller ved gradvis at erobre magt fra kapitalen? Det er Pelle Dragsteds efter eget udsagn måske naive håb, at en vision om en demokratisk og pluralistisk økonomi kan være med til at bygge bro over splittelsen i arbejderbevægelsen om dette spørgsmål. Dragsted har et håb om, at en sådan vision vil kunne forene den revolutionære venstrefløjs ønsker om grundlæggende samfundsforandringer med ’reformisternes’ insisteren på en gradvis strategi, der lægger sig i slipstrømmen på de socialdemokratiske partiers mangeårige succeser med at udvikle velfærdsstaten, stærke fagforeninger og en række sociale bevægelser og politiske reguleringer på en lang række forskellige livsområder.

Det er dette politiske projekt, som Pelle Dragsted forsøger at tegne et økonomisk omrids af i sin bog. Bogen kan således på mange måder ses som et forsøg på at genoptage et oprindeligt socialdemokratisk projekt om at forene konkrete, gradvise forbedringer af det arbejdende folks liv med en politisk erobring af stadigt flere magtpositioner i samfundet. Som et bud på en strategi for gradvist at svække kapitalinteressernes økonomiske og politiske magt og indflydelse på samfundets udvikling for så efterhånden at tilendebringe afskaffelsen af den kapitalistiske produktionsmåde til fordel for en socialistisk. I den forstand springer Pelle Dragsted ud som en moderne version af fortidens socialdemokrati.

Når jeg her bruger udtrykket ’springer ud’, som normalt bruges bl.a. i forbindelse med annoncering af en ikke-heteroseksuel identitet, så skyldes det, at jeg ønsker at understrege det bevidst intentionelle med Pelle Dragsted bog. Der er for Dragsted tale om en bevidst bekendelse til og argumenteret annoncering af et særligt standpunkt i arbejderbevægelsens lange diskussion om reform og samfundsrevolutionering, der i sit kvalitative indhold bedst kan karakteriseres på linje med mange af fortidens socialdemokratier, herunder bl.a. det svenske og østrigske socialdemokrati i mellemkrigstiden. Pelle Dragsted annoncerer ganske vist ikke selv helt sit standpunkt som tilbagevenden til fortidens socialdemokratiske standpunkter. Men han kommer tæt på. Det gør han ikke mindst sin til tider overdrevne hyldest til fortidens socialdemokratiske resultater for velfærdsstat og kooperation. Allertydeligst kommer det måske til udtryk i bogens åbenlyse fascination af det svenske socialdemokratiske partis såkaldte funktionssocialistiske strategi, der kort sagt gik ud på at socialisere stadigt større dele af dispositionsretten over produktionsmidler, boliger, mv. uden nødvendigvis at ændre på den formelle juridiske ejendomsret.

Udtrykket om ’at springe ud’ er også brugt for at understrege, at noget, man ikke med bogen som argument retvisende kan beskylde Pelle Dragsted for at afsløre sig selv som socialdemokrat. Det gør han på ingen måde. Tværtimod er bogen ét langt argument – ikke hele vejen lige overbevisende – mod virkelighedens socialdemokratier anno 2021.

Socialistisk sameksistens

Ifølge Dragsteds forståelse sameksisterer kapitalisme og socialisme i et samfund som det danske, selv om der hele tiden bølger en kamp frem og tilbage. Dragsted beskriver f.eks., hvordan den privatejede kapital ikke mindst inden for den finansielle sektor over de seneste 30 år har vundet frem på bekostning af demokratisk styrede virksomheder som Girobank, andelssparekasser og realkreditinstitutter. Han giver i bogen Socialdemokratiet et afgørende ansvar herfor. Socialdemokratiet har ifølge Dragsted både har tilladt og aktivt medvirket til denne udvikling.

Selve Dragsteds empiriske analyse er meget overordnet. Den bidrager ikke med ny analytisk indsigt, hvad der heller ikke har været formålet for Dragsted. Hans ærinde er et andet. Han ønsker med gennemgangen blot at understrege nogle bestemte analytiske pointer. Disse pointer peger frem mod bogen sidste del, hvor han diskuterer forskellige økonomiske reformer, som han mener vil være hensigtsmæssige skridt mod en mere demokratisk økonomi.

Den første og i bogen mest udfoldede pointe er netop selve sameksistensen af kapitalisme og socialisme. I et land som Danmark er der ikke en altdominerende kapitalisme, men både kapitalisme og socialisme. Vi har langt mere socialisme, end Pelle Dragsted og Enhedslisten hidtil har fortalt os. Danmark er ifølge Dragsted nærmere lige så socialistisk, som Trump har fortalt amerikanerne. Og vi kunne have været endnu mere socialistisk og den privatejede kapital fortrængt endnu mere fra den økonomiske og politiske magt, hvis ikke Socialdemokratiet havde valgt at føje kapitalen så meget. Og hvis Enhedslisten og andre ikke havde været så forblændet af at se en altdominerende kapitalisme på hvert gadehjørne og i hver afkrog af samfundet, som kun kunne afskaffes gennem en mere eller mindre revolutionær omvæltning.

På et meget, meget overordnet plan køber jeg noget af Dragsteds pointe. Jeg er helt enig med Pelle Dragsted i at betone mulighederne for gradvist at gennemføre forskellige former for demokratisering af økonomien og tilbagetrængning og begrænsning af kapitalens magt. Men at det skulle være helt så enkelt, som Dragsted gør det, tror jeg til gengæld ikke. Men at det både kan og bør gøres, er jeg enig i.

Jeg er også enig i analysen så langt, at det har ligget rigelig tungt med venstrefløjens anerkendelse af, at de socialdemokratiske partier ikke mindst i de nordiske lande er lykkedes med at udvikle velfærdsstat og andre former for demokratisering af økonomien. Tilsvarende har det kun modstræbende været erkendt og sagt, at dette har betydet konkrete forbedringer for mange mennesker, mindsket uligheden og fravristet den private kapital økonomisk og dertil knyttet politisk magt til at præge samfundsudviklingen.

Mindre enig er jeg derimod i Pelle Dragsteds måde at opfatte den samlede samfundsøkonomi som en slags indbyrdes kæmpende, men grundlæggende fredelig sameksistens mellem kapitalisme og socialisme. Jeg er enig i, at kapitalismen ikke er en slags automat, der uafbrudt og altædende vil kværne løs, indtil den eventuelt bryder sammen under enten de indre modsætningers tryk eller en ydre revolutionær ’storm på Vinterpaladset’. De, der har læst Karl Marx ’s værker på den måde, og overført det til såkaldt revolutionær strategi, uden blik for, hvordan århundreders praktiske klassekamp mellem kapitalister og arbejdere har formet og forandret samfundsøkonomien, har intet forstået. Hverken af Karl Marx eller virkelighedens kapitalisme i det 21. århundrede.

I min optik har fremvæksten af den kapitalistiske produktion kridtet banen op for en økonomisk og politisk klassekamp, mv. I lande som de nordiske har denne klassekamp historisk vist sig at føre til en række fremskridt og sejre for det, som Karl Marx i sin tid kaldte arbejderklassens politiske økonomi.

Men arbejderklassens politiske økonomi aflejrer sig ikke nødvendigvis, men ofte kun undtagelsesvist som en særlig sektor i samfundsøkonomien, som Pelle Dragsted lægger op til med sit begreb om sameksistens af kapitalisme og socialisme. Arbejderklassens politiske økonomis principper indlejres derimod typisk i selve den kapitalistiske økonomi som særlige farvninger, strukturer og dynamikker. Det sker på utallige måder og samfundsniveauer. Fra de associerede arbejderes særlige kooperationsformer på tværs af produktionskæder over en ny frihed og tryghed på et politisk styret og reguleret arbejdsmarked til demokratiets allokering af samfundsmæssige ressourcer til velfærd, miljø og klima.

Arbejderklassens politiske økonomi

Der foregår således løbende en kamp for arbejderklassens politiske økonomi – eller med Pelle Dragsteds ord for demokratisk økonomi, og den føres på alle samfundets niveauer og selvfølgelig ikke mindst gennem udøvelse af politisk magt gennem staten og internationale politiske institutioner. Disse mange kampe rummer i deres mest organiserede og generaliserede former ansatser til en anden og ny samfundsorden, som passende kan kaldes socialisme i mangel af bedre begreb.

Dragsteds noget rosenrøde og firkantede fremstilling af socialismens fremmarch i Danmark som en ganske vist skrøbelig sameksistens af socialisme og kapitalisme bruges i bogen som argument for, at arbejderbevægelsens partier vil kunne få succes med at skabe opbakning til socialistiske ideer hos et flertal i befolkningen ved at gå i brechen for en række nye rent økonomiske reformudkast. Dermed har Dragsted også i bogens første del argumenteret for bogens anden del, der netop er et forsøg på at opstille en række økonomiske reformudkast, som ifølge Dragsted vil kunne tjene til at igangsætte en fornyet holdbar fremmarch for demokratisk økonomi. Vejen til socialisme og demokratisk økonomi kan passende brolægges med Dragsteds forslag til ti reformer på vejen mod en demokratisk nordisk socialisme.

Ti reformforslag

Inden Dragsted præsenterer læseren for de ti reformforslag, præsenterer han læseren for sin vurdering af de historiske erfaringer i specielt de nordiske lande med forskellige former for demokratisk fællesskabsøkonomi, som han kalder det. Her kommer han hele vejen rundt: andelsbevægelse, kooperation, brugsforeninger, sparekasser, alment boligbyggeri, forsyningsvirksomheder, velfærdsstat, økonomisk demokrati, mv. Samtidig inddrages undervejs, men i langt mindre systematiseret form, en præsentation og kort diskussion af fortidens internationale diskussioner om planøkonomi, socialistisk markedsøkonomi, udenlandske medarbejderkooperativer, demokratiske fællesejede sociale velstandsfonde, der fordeler kapitalafkast til hele befolkningen samt den nu afdøde amerikanske sociologiprofessor Erik Olin Wrights store Real Utopia-forskningsprojekt om at planlægge og opbygge forskellige samfundsprojekter baseret på demokratiske og egalitære principper.

For de læsere, der i forvejen er bekendt med disse diskussioner og erfaringer, er der her ikke meget at hente i bogen. Men for de givetvis mange læsere, for hvem disse debatter hidtil har været uinteressante, giver bogen både gode argumenter for at interessere sig for dem og en udmærket introduktion til de enkelte temaer.

De ti afsluttende reformforslag præsenteres som ’reformer på vejen mod en demokratisk nordisk socialisme’. Selve de 10 forslag er der ikke så meget nyt i. Men det udelukker på ingen måde, at Dragsted skal have tak for at sætte de konkrete forslag til debat. Jeg kan være enig i nogle og er uenige i andre. Men det skal ikke udfoldes nærmere her.

Her blot et par mere overordnede observationer. Flere af forslagene bygger på Pelle Dragsteds påstand om, at jo mere kapital, der investeres med udgangspunkt i demokratiske beslutninger, jo mere vil de investeringer tage brede samfundsmæssige hensyn. Hvis denne påstand ikke skal tages som en ren tautologi – at demokratiske beslutninger modsat privatøkonomiske beslutninger tager sit afsæt i argumenter for bestemte samfundsmæssige hensyn – udtrykker påstanden en overdreven tiltro til, at disse samfundsmæssige hensyn så nødvendigvis også er udtryk for et progressivt samfundsmæssigt fremsyn. Selv demokratiet – også demokratiet i økonomien – kan ’tage fejl’. Demokrati udgør ingen forsikring mod politisk legitimering af kortsigtede eller snævre særinteresser som fælles samfundsinteresse. Det er snarere demokratiets dyd, at det kan ’tage fejl’ og lade det samfundsmæssige fremsyn tage andre og nye beslutninger.

Magtspørgsmålet

Når man læser de enkelte forslag, opdager man hurtigt at Pelle Dragsted næsten udelukkende præsenterer reformforslagene som rent økonomiske skridt mod en mere demokratisk økonomi. Derimod forbigår han næsten helt spørgsmålet om, hvilke forandringer af samfundet reformerne skal fremme, og hvordan der skal skabes tilstrækkelig folkelig opbakning bag forslagene.

Dermed bliver det alt for nemt for Dragsted at indfri det formål med bogen, som han opstiller i indledningen, og som han bruger bogens første 100 sider til at begrunde. Nemlig at fremlægge ideer til socialistiske reformer, der er tilstrækkeligt realistiske, virkelighedsnære, og som giver troværdige svar på centrale spørgsmål og indvendinger, at det formår at overbevise et flertal i befolkningen. Her er der efter min opfattelse brug for langt mere klare og præcise overvejelser over, hvordan de enkelte reformforslag kan begrundes i nutidens og fremtidens konkrete udfordringer for den samfundsmæssige produktion. Samtidig er det en selvstændig opgave at begrunde forslagene normativt. Uden det er det svært for ikke at sige umuligt at se, hvordan Dragsteds 10 reformforslag skal kunne danne grundlag for en historisk blok, der både vil og kan gennemføre forslagene.

Selve magtspørgsmålet om, hvordan den historiske blok skal udvikles, og hvordan reformerne skal gennemføres og bringes til at virke efter sit formål, undlader Dragsted udtrykkeligt at behandle i bogen. Givetvis af bl.a. pladsmæssige årsager. Men det forekommer mig, at dette fravalg også er sket med baggrund i Dragsteds særlige tilgang til samfundsanalysen som beskrevet ovenfor. Ifølge denne tilgang vil det nemlig kunne give de socialistiske ideer den tiltrængte, folkelige vind i ryggen, hvis blot man er i stand til at se mulighederne for at gennemføre økonomiske reformer, der gradvis trænger den oligarkiske privatkapital tilbage. Det tvivler jeg meget på, og netop derfor tillader jeg mig at kritisere Dragsted for ikke at have skrevet en anden bog. En bog, der også inddrager spørgsmålet om, hvordan demokratiske økonomireformer udformes og begrundes, så de kan indgå i en bredere hegemonisk blok, der vil kunne skaffe sig tilstrækkelig politisk magt til at gennemføre reformerne.

En anden væsentlig mangel ved bogen, er at den er meget vag og uafklaret på det internationale aspekt. Det skyldes ikke blot Dragsteds afgrænsning af bogens emne, men måske nok så meget, at bogens kapitalisme-analyse kun i meget ringe udstrækning analyser vor tids kapitalisme som et internationalt system med helt uoverskuelige myriader af globale kapital og produktionskæder. Endelig skyldes det givetvis Pelle Dragsteds egen politiske uafklarethed omkring internationale politiske institutioners rolle i en demokratiske økonomi. Det gælder ikke mindst EU, hvor det mest konkrete Dragsted kan svinge sig op til er, at Danmarks tilknytning til EU må vurderes løbende ud fra, hvilken vej samarbejdet bevæger sig hen. Man ser det for sig: EU som et bussystem, hvor Dragsted står med sine økonomireformer ved stoppestedet og tjekker om den næste EU-bus kører i den rigtige retning.

En god bog at diskutere

Alt i alt har Pelle Dragsted skrevet en vigtig bog om et demokratisk alternativ til den økonomi, vi har i dag i et land som Danmark. Det er en bog, der giver en række politiske begrundelser, hvorfor vi har brug for en demokratiske økonomi og ikke mindst forsøger at anvise økonomiske veje hertil.

Inden man starter på at læse bogen, kan man være i tvivl om, hvorvidt der først og fremmest er tale om en debatbog om politik eller en bog om økonomi og økonomiske reformer. Når man har læst den velskrevne bog, er man ikke længere i tvivl. Det er det sidste. Bogens titel skal tages meget bogstaveligt. Bogen handler først og sidst om Pelle Dragsteds bud på et demokratisk alternativ til den nuværende økonomi. Det er en samfundsøkonomi, som Dragsted selv kalder nordisk socialisme.

Analysen af den nuværende økonomis revner, sprækker, modsætninger og udviklingsdynamik fylder meget lidt og indeholder få politiske kalorier. Bogens anden del, der udelukkende handler om rent økonomiske reformer som mellemstationer på vejen til en demokratisk økonomi, har desværre meget lidt, ja nærmest intet at sige om de politiske og magtmæssige veje hertil. Kan man affinde sig med disse for mig væsentlige begrænsninger (og det kan jeg trods alt godt), kan bogen kun anbefales. Læs den, uanset om du politisk hælder mest til Socialdemokratiet, Enhedslisten eller folkesocialismen. Læs den og tag debatten. Både med Pelle Dragsted og hinanden.

(1)Jf. Steffen Lund Skov Madsen: At springe ud af skabet – en lingvistisk-etnografisk, queerteoretisk undersøgelse af homo- og heteroseksuel identitetsarbejde (speciale). Her omtaler han flere forskellige praksisser, der falder ind under betegnelsen at springe ud og være i skabet, bl.a. det han kalder præannoncering: ”Der er noget, jeg skal fortælle jer”, som efterfølges af en slags nyhedsannoncering: ”Jeg er homoseksuel.”