Mange penge, men ingen ny forsvarspolitik

Bent Gravesen, medlem af Kritisk Debats redaktion

Det er ikke meget ny sikkerheds- og forsvarspolitik, Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, SF og Radikale Venstre har aftalt i det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik.

Knapt var det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik blevet indgået den 6. marts, før de politiske aktører og kommentatorer gik i gang med at motivforske og fortælle historier, om hvad der var aftalepartiernes motiver til at indgå en så hurtig aftale med det indhold. Fra både venstre og højre side blev der hurtigt opbygget en fortælling om en nærmest konspiratorisk forbrødring fra Konservative til SF om fælles gammelkendte politiske mål, såsom øget oprustning og EU-hær.

Dansk Folkeparti var særlig hurtig ude med sin motivhistorie. Måske fordi det kriseramte parti øjnede nye muligheder for endnu engang at tiltrække vælgere på at give modstand til de integrationsglade EU-tilhængerpartier. Både DF’s nuværende formand Morten Messerschmidt og tidligere formand Kristian Thulesen Dahl var hurtige til at kalde aftalen ’beskæmmende’, fordi regeringen sammen med Venstre, Konservative, Radikale Venstre og SF med aftalen forsøgte at benytte Ruslands krig mod Ukraine til at realisere en gammel, men folkeligt upopulær politisk drøm om dansk deltagelse i den EU-hær, som Angela Merkel og Emmanuel Macron ifølge Morten Messerschmidt for længst har annonceret, og som EU nu kort efter den danske aftale allerede har vedtaget ”i form af oprette en egentlig EU-kampgruppe på 5.000 mand med soldater, støttet af helikoptere, droner, fly og hele pivtøjet.”

Enhedslisten var lidt mere tilbageholdende end DF med deres motivforskning og historiefortælling. Måske holdt lidt tilbage af partiets interne uenigheder om Ukraine-krigen, NATO og den forestående landsmødediskussion om partiets holdning til EU. Men også Enhedslisten brugte lejligheden til at beskylde partierne bag aftalen for at benytte sig af situationen i Ukraine til at realisere allerede nærede politiske ønsker dansk oprustning.

Dansk Folkepartis og Enhedslistens fortælling har et fælles fortællemønster. Partierne bag aftalen beskyldes for at benytte sig af situationen i Ukraine til at realisere allerede nærede politiske ønsker, som de under andre omstændigheder ville have haft væsentlig sværere ved at få den fornødne folkelige opbakning til. Selv om den konkrete historie er en anden, svarer fortællemønstret til Naomi Kleins, da hun i 2007 skrev sin bog Chokdoktrinen.

Hvor Naomi Klein i sin bog Chokdoktrinen anklagede erhvervslivets top for sammen med neoliberale økonomer og politikere for at udnytte natur- og menneskeskabte katastrofer til at gennemføre afregulering af kapitalmarkederne og ellers upopulære offentlige nedskæringer, beskylder Dansk Folkeparti og Enhedslisten nu på hver sin måde de fem aftalepartier for at udnytte Ruslands krig mod Ukraine til at få gennemført upopulær dansk oprustning og tilslutning til en EU-hær.

Denne chokdoktrin-fortælling er aftalepartierne selvfølgelig ikke enige i. De har en helt anden mere eller mindre synkroniseret fortælling, som bl.a. kan læses i selve aftalen og partiledernes udtalelser i forbindelse med aftaleindgåelsen. Her er der sættes der meget lidt fokus på partiernes tidligere politiske positioner og ønskedrømme. Aftalepartiernes fokus er derimod på de nye sikkerhedspolitiske udfordringer i Europa efter starten af Putins krig mod Ukraine. Ifølge aftalepartierne er det disse nye udfordringer, som ligefrem ’nødvendiggør’ aftalen og nye politiske tiltag. Det er Putins krig og den nye tyske sikkerhedspolitik, der bruges til at forklare, at partierne har fået nye standpunkter. For aftalepartierne er det såkaldte nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik ny politik i en ny verden.

Måske har Mette Frederiksen og Pia Olsen Dyhr frygtet at vække minder om tidligere finansminister Bjarne Corydon finanspolitiske linje, hvis de døbte aftalen den nye nødvendigheds sikkerhedspolitik. Men sikkert er det, at det er det argument og den begrundelse, der går igen i både aftaletekst og partiledernes kommentarer til aftalen.

For at gøre denne fortælling om ny politik i en ny tid troværdig for offentligheden, har aftalepartierne klogelig afstået mere eller mindre fra at skilte for meget med, at alle aftalepartierne hver især kan sætte flueben ved et eller flere gamle politiske ønsker. Listen er ellers relativt lang.

Venstre og konservative har fået opfyldt et længe næret ønske om flere penge til forsvaret, og både Jakob Ellemann Jensen og Søren Pape har da også haft svært ved at skrue ned for glæden og de store smil i den anledning. Efter Venstre blev oppositionsparti, har partiet siden evakueringen fra Afghanistan sidste sommer været tilhænger af en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, og nu har Venstre så fået Mette Frederiksen til at tage den afgørende politiske risiko ved en sådan folkeafstemning. Heller ikke at kimse af for nogen af de to borgerlige statsministerkandidater.

Regeringen har først og fremmest fået et aktuelt og presserende ønske opfyldt. Regeringen har fået bred tilslutning til, at Mette Frederiksen kan deltage i de aktuelle og kommende sikkerheds- og forsvarspolitiske forhandlingerne i EU og NATO uden nævneværdig fra aftalepartierne. Hun har dermed i udgangspunktet fået bred politisk tilslutning både til at deltage i EU’s aktuelle forsvarspolitiske diskussioner og til at deltage i de strategiske diskussioner med ikke mindst USA og fremtidens europæiske sikkerhedspolitiske strategi og arkitektur – og vel at mærke gøre det med det politiske rygstød, at Danmark er på vej til at opfylde daværende statsminister Helle Thorning Schmidt gamle løfte fra 2014 om at bruge mindst 2 pct. af BNP på forsvaret. For Mette Frederiksen må aftalen være et vigtigt politisk skridt til at ruste både Danmark, EU og NATO til den nye sikkerhedspolitiske situation i Europa.

Radikale Venstre er med folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet kommet et skridt nærmere partiets ønske om, at dansk forsvar i højere grad at arbejde som en del af en samlet europæisk udenrigspolitik. Men ellers synes det at være småt med radikale mærkesager i aftalen. Hvis man vel at mærke ser bort fra Radikale Venstres aktuelle overordnede politiske mærkesag: det brede politiske samarbejde hen over midten.

Det i hvert fald dengang antimilitaristiske SF frygtede for 30 år siden en egentlig EU-hær, og SF stod i 1992 politisk fader til forsvarsforbeholdet. Men allerede godt 10 år senere ændrede partiet politik. Under indtryk af Irak-krigen og ændrede SF politik og begyndte fra 2003 at foreslå forsvarsforbeholdet ophævet. Efterfølgende indledte SF lange og fortrolige forhandlinger med Anders Fogh Rasmussen om dansk forsvarspolitik inden for EU’s rets- og forsvarsdimension. Med den nye aftale om bl.a. en folkeafstemning om ophævelse af forsvarsforbeholdet indfries således at gammelt SF-ønske.

Havde aftalepartierne opstillet denne relativt lange liste med politiske flueben ved fortidens politiske ønskeliste, ville have været benzin på Dansk Folkepartis bål. Så hellere flage en ny nødvendigheds nye politik.

Et nyt sikkerhedspolitisk landskab i Europa

Ser man bag aftalens indpakning og iscenesættelse, opdager man imidlertid hurtigt, at aftalen ikke indeholder en nærmere bestemmelse af det nye sikkerhedspolitiske landskab i Europa. Der sættes ikke indhold på den nye nødvendighed. Der er kun en helt stikordsagtig henvisning til et nyt sikkerhedspolitisk landskab i Europa, som så bruges som begrundelse for, at Danmark bør reagere. Den europæiske sikkerhed er truet, og derfor skal Danmark ruste sig til den nye situation i fællesskab med vores ‘allierede i EU og NATO’. Aftalepartierne er så at sige kun enige om en fælles politisk dagsorden: Vi er enige om, at det sikkerhedspolitiske trusselbillede er med krigen i Ukraine forandret. Vi har endnu ikke overblik over det, og vi er sikkert uenige om det. Men vi er i det mindste enige om, at det kræver en ny dansk og europæisk sikkerhedspolitik.

Med Mette Frederiksens behov for en hurtig aftale har aftalepartierne tydeligvis allerede på forhånd opgivet at diskutere det nye sikkerhedspolitiske landskab i Europa nærmere, endsige nå til fælles trusselvurderinger, der kan lægges til grund for en ny sikkerhedspolitik. At dømme efter den offentlige debat er partierne langtfra enige om hverken trusselsvurderingen eller de sikkerhedspolitiske svar på de nye udfordringer. Det eneste, man er blevet enige om, er, at det er nødvendigt, at de fem partier (og andre partier, der som Kristendemokraterne tilslutter sig principaftalen) går sammen om at finde og aftale de nye svar på de nye udfordringer.

Som led heri er aftalepartierne enige om nogle institutionelle og økonomisk kvantitative rammer for de ’tiltag’, der i de kommende måneder og år skal aftales og gennemføres. I aftalen er partierne kun enige om et rent kvantitativt formål med alle disse tiltag. De skal ‘styrke det danske forsvarsberedskab og mulighederne for at manøvrere i den nye sikkerhedspolitiske situation’. Hvem – udover notoriske pacifister – vil ikke gerne det?

Det nærmere formål med et styrket forsvarsberedskab beskrives slet ikke. Heller ikke det kvalitative indhold i en ny kommende forsvarsaftale beskrives. Det skal først analyseres nærmere og diskuteres blandt aftalepartierne må man forstå.

Aftalen indeholder intet om, hvad Danmark ønsker at bruge en afskaffelse af forsvarsforbeholdet til. I aftalen står der kun, at den nye sikkerhedspolitiske situation i Europa ’stiller nye krav til Danmarks helhjertede engagement i udviklingen af den europæiske forsvars-og sikkerhedspolitik´, og at ’tiden kalder på et gearskifte’. Mere indholdstomt kan man næsten ikke forestille sig en politisk anbefaling om, at Danmark tilslutter sig EU’s forsvarspolitiske dimension midt i en tid, hvor de toneangivende EU-lande diskuterer indholdet af EU’s forsvars- og udenrigspolitik på livet løs.

Læser man EU’s 40 sider lange netop vedtagne Strategiske Kompas på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område er der ellers nok, som Danmark kan have en interesse i at præge og være med til at tage stilling til. EU’s nye Strategiske Kompas indeholder både et stort afsnit om investering i fælles militære kapaciteter, en forhandlet europæisk trusselvurdering og en plan for at etablere en 5.000 mand stor fælles kampgruppe samt en række andre fælles initiativer inden for bl.a. cyberforsvar og bekæmpelse af desinformation.

Men alt det har partierne bag det hurtige nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik tydeligvis først sat på en langt senere dagsorden efter den forventede ophævelse af forsvarsforbeholdet. Resultatet er blevet en aftale om at anbefale en ophævelse af forsvarsforholdet, men uden et fælles svar på, hvad Danmark kan og bør bruge dansk deltagelse i forsvarsdimensionen til. Derfor er det nu op til de enkelte partier at beslutte, om de vil give vælgerne deres bud på, hvilken europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik Danmark skal arbejde for i EU. Et godt gæt er desværre, at de fleste eller alle aftalepartierne vil afstå herfra og nøjes med generelle defensive argumenter om fordelen ved at sidde med ved et bord, hvor vi alligevel altid kan sige fra over for dansk deltagelse.

Tiltag

Partierne er ligeledes blevet enige om at sætte nogle foreløbige overskrifter og nogle økonomiske rammer for de tiltag, som de senere vil diskutere og beslutte. Frem mod 2034 skal der bruges mange flere penge på forsvaret. Mindst ligeså mange, som daværende statsminister Helle Thorning Schmidt i 2014 aftalte med de andre NATO-lande under en helt anden sikkerhedspolitisk situation og en noget anden amerikanske tilgang til europæisk sikkerhed end den, der prægede Trump-administrationen og som nu videreføres i modereret form af Biden-administrationen. Fra 2034 skal der bruges mindst 2 pct. af BNP. Det svarer formodentlig til ca. 18 mia. årligt i 2034. Onde tunger kunne fristes til at kalde det opfyldelse af en gammel NATO-målsætning under et nyt europæisk trusselbillede.

Aftalepartier er ligeledes blevet enige om at trække indfasningen af de 18 mia. kr. Det skal ske inden for de kommende 10 år, så de 18 mia. kr. ekstra nås fra 2034. Men hvor hurtigt indfasningen skal ske, vil først blive aftalt i forbindelse med indgåelse af et nyt forsvarsforlig.

Aftalen gør derimod absolut intet forsøg på at indkredse, hvad de mange penge skal bruges til. Det skal aftalepartierne først diskutere engang ud i fremtiden. Aftalen indeholder ikke engang enighed om, hvad der skal være de sikkerheds- og forsvarspolitiske mål med at bruge ekstra 18 mia.

Partierne har udelukkende aftalt, at det skal diskuteres forud for de kommende forsvarsforhandlinger. Pengene skal – trods alt – ikke bare smides i grams til de stærkeste eller højest råbende værn i forsvaret. Men aftalen indebærer ikke nødvendigvis, at partierne skal nå frem til en fælles vurdering af det nye sikkerhedspolitiske landskab i Europa og en fælles dansk målsætning for fremtidens danske sikkerheds- og forsvarspolitik. Derfor er der en risiko for, at forsvarsforhandlingerne bliver præget af politiske studehandler om fly, flåde, kampvogne, krudt og kugler.

Det eneste, der er opnået en vis enighed om, er, hvad ekstra 3,5 mia. til forsvaret i 2022 og 2023 skal bruges til. Men selv her er der absolut intet nyt under solen. Disse penge skal ifølge aftalen bruges til at afhjælpe forsvarets umiddelbare funktionsmangler samt et ’forhøjet beredskab, afledte indsatser, styrket diplomati, humanitær indsats mv.’

Politisk binding

Aftalen er først og fremmest en gensidig politisk binding. Aftalen binder først og fremmest de fem partier til at indgå en ny forsvarsaftale, der skal øge forsvarsudgifterne med omkring 18 mia. årligt Den hurtige aftale er dernæst et politisk bindende bagtæppe for regeringens aktuelle ageren i EU og NATO. Med disse to sammenhængende politiske bindinger har først og fremmest regeringen og de mest forsvarsivrige partier, Venstre og Konservative trukket de længste strå. Mette Frederiksen har fået opfyldt sit behov for politisk rygdækning til at agere på den internationale arena i den kommende tid. Det er en klar og stor gevinst for regeringen. For de to oppositionsledere og statsministerkandidater Jakob Ellemann Jensen og Søren Pape kan det også blive en politisk gevinst på sigt. Men det har en kortsigtet pris. Med aftalen må de to se sig reduceret til noget, der mest ligner rygklappere eller mandagstrænere, når det gælder Danmarks internationale ageren under og efter Ukraine-krigen.

Til gengæld har både Jakob Ellemann Jensen og Søren Pape med aftalen fået gode kort på hånden i forhold til selve den kommende forsvarsaftale. Her har Venstre og Konservative fået lukket op for godteposen. Om de så vil lade sig bruge i den indbyrdes kamp mellem de tre værn om materiel, mv., kan man endnu kun gisne om. Men aftalen er umiddelbart ikke det bedste værn mod noget sådant, da aftalen ikke giver noget bud på, hvilke sikkerheds- og forsvarspolitiske mål de mange milliarder skal bruges på. Dermed er risikoen øget for, at de forskellige værn vil få mulighed for at spille på de forskellige politiske heste under de kommende forsvarsforhandlinger.

Man må formode, at Mette Frederiksen og forsvarsminister Morten Bødskov på forhånd har kalkuleret med en sådan risiko, og at de har vurderet det som en uundgåelig politisk pris for at få den hurtige, brede aftale, som regeringen har brug for, hvis den skal kunne agere effektivt i EU og NATO i de kommende måneder og år.

Særlig risiko for SF

Denne risiko har spillet en stor rolle for SF og må vurderes som den måske væsentligste pris for SF i aftalen. SF har længe argumenteret for, at et kommende forsvarsforlig bør forberedes efter samme recept, som den daværende forsvarsminister Søren Gade brugte i 2008, da han som forberedelse af forsvarsforhandlingerne nedsatte en forsvarskommission med politikere, embedsmænd, militærfolk og forskere. Kommissionen fik til opgave at forberede forhandlingerne om et forsvarsforlig på grundlag af en trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Kommissionens arbejde kom i høj grad til at præge bl.a. det trusselbillede, der blev lagt til grund for det forsvarsforlig, der blev indgået i 2009, hvor SF for første gang i partiets historie tog politisk medansvar for forsvarspolitikken.

Det fremgår ikke direkte af den nye aftale, om det kommende forsvarsforlig også vil blive forberedt efter en noget tilsvarende proces. Sker det ikke, kan det specielt for SF udgøre en risikabel cocktail af manglende risikovurdering, manglende sikkerhedspolitisk målsætning og et usikkert forhandlingsforløb. Den cocktail kan indebære en betydelig risiko for, at bliver indskrevet i et nyt forsvarsforlig præget af mere eller mindre ineffektiv oprustning.

Det ville ubetinget have været en fordel for SF (og Radikale Venstre), hvis aftalen om dansk deltagelse i EU’s forsvarsdimension havde handlet om, hvad partierne ønsker af bruge dansk deltagelse til. Læser man EU’s 40 sider lange netop vedtagne Strategiske Kompas på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område, fremgår det tydeligt, at der er meget, som Danmark kan have en interesse i at præge og være med til at tage stilling til. EU’s nye Strategiske Kompas indeholder både et stort afsnit om investering i fælles militære kapaciteter, en forhandlet europæisk trusselvurdering og en plan for at etablere en 5.000 mand stor fælles kampgruppe samt en række andre fælles initiativer inden for bl.a. cyberforsvar og bekæmpelse af desinformation. SF (og Radikale Venstre) havde givetvis gerne taget en sådan diskussion. Men det var på forhånd udelukket på grund af enighed mellem regeringen, Venstre og Konservative om en hurtig, bred aftale.

SF havde reelt ikke noget alternativ til at deltage i det nationale kompromis. Det samme gjaldt Radikale Venstre. Hverken SF eller Radikale Venstre ville kunne anklages for sidde Putins krig og Europas nye sikkerhedspolitiske situation overhørig. Samtidig ønskede begge partier at fremstå som regeringsduelige. Derfor var det politisk nødvendigt for både Radikale Venstre og SF at deltage i ’det nationale kompromis’. Skulle nogen af partierne komme med i en regering, ville de under alle omstændigheder skulle tilslutte sig både principaftale og et kommende forsvarsforlig. Derfor var det hensigtsmæssigt for begge partier at søge størst mulig indflydelse på principaftalen. Pia Olsen Dyhr og Sofie Carsten Nielsen kunne således reelt kun true med at blive ved forhandlingsbordet og håbe på at få et acceptabelt resultat.

Både SF og Radikale Venstre lægger traditionelt stor vægt på en samlet national sikkerhedsstrategi, hvor det danske forsvar er et af mange instrumenter i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske værktøjskasse. Når de alligevel måtte sige ja til en aftale, der ikke indeholder politisk-kvalitative sigtelinjer for en samlet dansk sikkerhedsstrategi på det nye internationale vilkår, skyldes det imidlertid ikke blot, at det var et must for begge partier at deltage i det nationale kompromis. Det skyldes formodentlig først og fremmest, at Mette Frederiksen ønskede en hurtig aftale, som både Venstre og Konservative kunne sige ja til. Dermed var det reelt udelukket, at SF og Radikale Venstre kunne opnå enighed om et sikkerheds- og forsvarspolitiske indhold i aftalen, selv om det givetvis har været et ønske fra begge partier.

Ændret finanspolitisk rammeværk

Partierne bag aftalen var også nødt til at blive enige om finansiering af de 18 mia. kr. ekstra til forsvaret. Det var på forhånd udelukket, at Venstre og Konservative ville acceptere øgede skatter og afgifter som ny finansiering af de 18 mia. kr. Tilsvarende var det politisk utænkeligt at indgå en hurtig og bred aftale om nye arbejdsudbudsreformer, der vil kunne finansiere de øgede forsvarsudgifter. Hverken regeringen eller SF ville være med til at finansiere mere militær ved at skære ned på velfærds- og klimaambitionerne, og de ville under ingen omstændigheder give politisk køb på, at der skal følge penge med, når der i fremtiden kommer flere børn og ældre i dagtilbud, ældrepleje og sundhedsvæsenet.

Når alle disse finansieringsveje endte blindt, var den eneste mulighed for en hurtig aftale at lade de 18 mia. kr. ekstra til forsvaret finansiere af fremtidens såkaldte økonomiske råderum. Men med en ekstra forøgelse af det offentlige forbrug med mindst 18 mia. kr. fra 2034 vil der ikke med den nuværende budgetlov og regneregler kunne beregnes et tilstrækkeligt stort økonomisk råderum. Derfor var den eneste mulighed for at nå til enighed om de 18 mia., at aftalepartierne samtidig blev enige om at ændre på det eksisterende finanspolitiske rammeværk og den politiske forståelsesaftale mellem regeringen og støttepartierne om at sigte efter såkaldt strukturel balance på de offentlige finanser i regeringens kommende 2030-plan.

Derfor indeholder det nationale kompromis om sikkerhedspolitikken en aftale om at ændre både budgetloven og det såkaldte mellemfristede mål for en 2030-plan, så det økonomiske råderum kan beregnes på ny og give et resultat, hvor der er plads til både at sikre velfærden og de stigende forsvarsudgifter. Dermed slap regeringen og SF for en helt umulig politisk dagsorden, hvor de med rette kunne beskyldes for, at stort set alle 18 mia. nødvendigvis skulle skaffes gennem politiske omprioriteringer, f.eks. fra klima og velfærd til soldater, krudt og kugler.

Dermed blev en aftale, der handler om fremtidens danske sikkerhedspolitik til en effektiv rambuk for et mindre finanspolitisk paradigmeskift og et delvist nyt finanspolitisk rammeværk. Tidligere havde venstrefløjen, fagbevægelsen, KL, AE og Det Økonomiske Råd argumenteret for, at budgetlovens økonomiske spændetrøje godt kunne spændes et par huller ud og dermed give plads til flere politiske ønsker om bedre velfærd, klimainvesteringer, ligelønsløft, mv. Men det havde ikke været nok til, at hverken regeringen, Radikale Venstre, Venstre og Konservative havde tilsluttet sig. Men med aftalen som rambuk blev den økonomiske spændetrøje syet om for at gøre plads til øgede forsvarsudgifter. Konkret skal det ske ved at lempe Budgetloven, sådan at staten fremover kan køre med et strukturel underskud på op til 1,0% af BNP mod i dag 0,5%. Dermed bliver det muligt at øge de offentlige underskud i de kommende mange år. Samtidig er det aftalt at sigte mod et strukturelt underskud på 0,5% af BNP i 2030, hvor forståelsespapiret mellem regeringen, Enhedslisten, SF og De Radikale lagde op til at sigte efter balance.

Regeringen og SF har med aftalen sikret sig støtte fra V, K og RV til ændringer, som disse partier ellers ville have strittet voldsomt imod. Regeringen har således sit flertal for en budgetlovsrevision hjemme – hvis regeringen vel at mærke afstår fra yderligere væsentlige ændringer. Dermed er det blevet endnu sværere, for ikke at sige umuligt, for SF at få yderligere væsentlige indrømmelser ved selve de kommende budgetlovsforhandlinger. Reelt om end ikke formelt og i alle detaljer var den hurtige forsvarsaftale samtidig hovedforhandlingen om de kommende års budgetlov.

Den samlede råderumseffekt af disse ændringer kendes endnu ikke. Den vil først blive offentliggjort i forbindelse med regeringens fremlæggelse af en 2030-plan i 3. kvartal 2022. Isoleret set betyder en underskudgrænse på 1,0 pct. af BNP, at man kan bruge op til ½% af BNP eller ca. 13 mia. kr. ekstra om året (beregnet på grundlag af BNP i 2022). Hertil skal lægges den mellemfristede lempelse frem mod 2030.

Ikke nogen nem aftale for centrum-venstre

Aftalen indeholder hverken noget om indholdet af den kommende 2030-plan eller om den finanspolitik, der ønskes ført inden for det nye finanspolitiske rammeværk. Derfor må man forudse, at forsvarsaftalen indvarsler en tilspidset politisk diskussion og uenighed om fremtidens finanspolitik frem mod et kommende folketingsvalg. De borgerlige partier vil givetvis bruge prioriteringen af de 18 mia. kr. til forsvaret som argument for yderligere sparsommelighed på andre områder. Regeringen har allerede bebudet meget stramme politiske prioriteringer frem mod et folketingsvalg, mens venstrefløjspartierne vil foreslå nye måder at finansiere bedre velfærd, klima og ligelønsløft.

Centrum-venstre har en række muligheder for at bruge sammenfaldet af store strukturelle udfordringer, demografi, genopretning af velfærden, klima, lønløft og nu også sikkerhedspolitik til at foreslå både ny ekstra finansiering, yderligere udvidelse af det finanspolitiske rammeværk og en finanspolitik med plads til både klima, bedre velfærd og ligelønsløft. Men det er endnu uklart, om og hvordan det i givet fald vil ske. Endnu har hverken regeringen eller SF dog løftet nævneværdigt at sløret for en sådan politik. Ved siden af selve det kvalitative indhold af en ny dansk sikkerheds- og forsvarspolitik kan behovet for en sådan ny økonomisk politik meget vel blive centrum-venstres største politiske udfordringer i kølvandet på det nationale kompromis om sikkerhedspolitikken.

Med hensyn til folkeafstemningen om det danske forsvarsforbehold den 1. juni giver det nationale kompromis centrum-venstre en særlig udfordring. Folkeafstemningen skal vindes på positive argumenter for, hvad dansk deltagelse i udformningen og udførelsen af EU’s forsvarsdimension kan og skal bruges til. Ellers er der en risiko for, at frygten for oprustning, EU-hær og tab af dansk selvbestemmelse vil få for meget vind i sejlene.

Selve aftalen om sikkerhedspolitikken gør ikke nogen af disse udfordringer til nogen nem sag. Aftalen svarer ikke helt til aftalepartiernes varedeklaration om nye nødvendige svar på nye udfordringer. Det er snarere en aftale om at møde nye udfordringer med ny, endnu ukendt politik. Derfor gør centrum-venstre klogt i at lade det såkaldte nationale kompromis være startskuddet til en politisk kamp om indholdet af fremtidens danske og europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik.