Centrumvenstre og/eller venstrepopulisme?

Af Carsten Jensen medl. af Kritisk Debats redaktion

Det politiske landskab i Europa har været udsat for mange rystelser og forskydninger i det seneste tiår. Finanskrisens eftervirkninger på politik har været mange og forskelligartede. Venstrepopulismens fremvækst har været en af dem. 

Den europæiske venstrepopulisme efter finanskrisen har imidlertid ikke været revolutionær i nogen klassisk betydning af ordet. Hvis den under et og til husbehov skal indkredses i politiske termer, har den snarere været en bevægelsesorienteret socialdemokratisme, der har holdt sig fri af neoliberal indflydelse. 

Når der bortses fra Grækenland, hvor det venstrepopulistiske Syriza i løbet af få år helt vendte op og ned på landets politiske styrkeforhold, og gik fra at være intet til at være næsten alt som regeringsparti, må det indrømmes, at succesen har været mindre end højrepopulismens. Men set fra et centrumvenstre synspunkt har udfordringen fra denne nye politiske strømning været mærkbar i en række lande. 

Spaniens Podemos og Frankrigs alternative venstrebevægelse omkring Melonchon har været blandt de erfaringer, hvor udfordringen har været mest synlig på det organisatoriske plan. I lande som Portugal har partier til venstre haft succes med at lade sig inspirere. I Storbritanniens to seneste parlamentsvalg, var Jeremy Corbins valgstrategier direkte inspireret af venstrepopulismen. Med stor succes i det første, hvor Labour fravristede det konservative parti det absolutte flertal, og i det andet, der gik mindre godt, men hvor Labour trods alt undgik en Brexit-betinget katastrofe. 

Denne politiske fornyelse skal ses i relation til den renæssance som bevægelsespolitik i det hele taget har fået i samme periode: Det tidlige spanske eksempel var De vrede omkring finanskrisepolitik, senere kom bl.a. MeToo og Black Lives Matter i USA, De gule veste i Frankrig, Sardinerne i Italien uden sammenligning i øvrigt. 

Venstrepopulismen har både fisket i dette vand og samtidig været en del af det. Derfor er den også blevet en udfordring til det mere klassiske europæiske centrumvenstre. De venstrepopulistiske partier har dels søgt vælgere, der potentielt ville gå til højrepopulister og dels har de i praksis fået vælgere, der ellers ville have stemt på centrumvenstrepartier. Så alene derfor. Nogle af venstrepopulisterne har imidlertid også udstillet centrumvenstrepartierne som nogle, der er gået for langt i ’systemets’ retning og som derved har løsrevet sig fra deres sociale basis. Udfordringen er altså egentlig og mærkbar.

*

Til en vis grad kan venstrepopulismen, ligesom i øvrigt højrepopulismen, kendes på dens stil. I Spanien modsvarer Pablo Iglesias’ hestehale den hollandske højrepopulist Geert Wilders afblegede garn og Boris Johnsons omhyggeligt designede ’morgenhår’. Dens slags tegn er set i den rationalistiske venstrefløjs optik overflade og spil for galleriet, men i vore TV-tider gør man klogt i at indse, at de gør en forskel. Måske ikke på langt sigt, men hvem tænker på det, når man kan finde de sidste marginaler til en valgsejr derved? Alene af den grund er ’populismen’ og dermed også venstrepopulismen værd at tage alvorligt.

Der er imidlertid også gode grunde til at diskutere venstrepopulismens udfordring i et mere langsigtet politisk systemperspektiv. Den er også en strukturel politisk udfordring for centrumvenstre, der i mange årtier har stået som et ligheds- og resultatorienteret modstykke til både højreside og venstrefløj. I praksis betyder centrumvenstre her især partier som de socialdemokratiske og socialistiske, det aktuelle britiske Labour og det norske Arbeiterpartiet. 

Set i et partisystemsperspektiv udfylder venstrepopulisme og centrumvenstre samme plads på en venstre-højreakse. Det samme gælder, hvis man ser på partiernes sociale basis og politiske ideologier. Både centrumvenstre og venstrepopulisme afgrænser sig fra højresiden (forstået som konservatisme, neoliberalisme, nationalisme mv.) og venstrefløj (som nyleninisme, ekstrem multikulturalisme, etc.). Dette sammenfald af positioner må nødvendigvis fremprovokere nogle spørgsmål om partiernes politiske identitet. Hvordan adskiller de sig fra fx hinanden, når det ikke er på deres position og politiske modstandere? Er deres positioner gensidigt udelukkede eller tværtimod komplementære? Er venstrepopulismen et angreb på centrumvenstre eller en fornyelse af det? 

*

Venstrepopulismen i dag er set på indhold både baseret på erfaringsopsamling fra Latinamerika, hvor ’Den lyserøde populisme’ dominerede kontinentet politisk i nullerne, og en opsamling af de erfaringer, som især Syriza, Podemos og La France Insoumise har gjort sig. 

De sydamerikanske venstrepopulister i nullerne ville ud af den politiske isolation som leninistisk revolutionsteori og/eller tilknytning til Sovjetunionen havde bragt venstrefløjen i. De ville i stedet udvikle uafhængige politikker, der tog udgangspunkt i nationale erfaringer, som forsvarede de demokratiske landvindinger i 1990’erne og starten af det nye årtusinde, og som kunne gøre dem uafhængige af neoliberalismen. 

De europæiske venstrepopulistiske partier har været skeptiske over for centrum-venstrepartiernes evne til at møde de samfundsmæssige kriser på en passende måde. Især har de været skeptiske overfor den økonomiske krisepolitik, hvor de har ment, at socialdemokrater og socialister gik for langt i indrømmelser til traditionel neoliberalisme eller omvendt, og som i tilfældet med det græske PASOK ligefrem havde gældsat landet ud over enhver økonomisk rimelighed.

I forhold til venstrefløjen har venstrepopulisterne afvist tendensen til at holde fast i leninistiske skemaer, der angiveligt videreførte forestillinger om arbejderklassens ledende rolle. Det var et opgør med klassereduktionismen og den politiske isolation, den ofte medførte, med det resultat af de nye sociale bevægelsers rolle blev nedtonet i forhold til deres potentialer som motorer for forandring. Især Podemos og La France Insoumise har understreget denne udfordring.  

Det samlede tema i det nummer af Kritisk Debat belyser på den baggrund den venstrepopulistiske udfordring til centrumvenstre i både tid og rum. Der er plads til både teoretiske og konkrete problemstillinger. Derved belyses et emne, der, uanset hvordan man forholder sig politisk til venstrepopulismen, har været med til at sætte nogle nye dagsordner for venstrepolitik i Europa i det seneste årti.