Hold afstand – til nyliberalismen

AAf Carsten Jensen, medlem af Kritisk Debats redaktion

Først kom finanskrisen, så kom Trump og Brexit, og siden kom pandemien. Både over og under det hele har klimakrisen luret. Nyliberalismen har ikke selv kunnet finde løsninger på disse kriser. 

Og det er begrænset, hvor længe en ideologisk strømning kan bevare politisk tilslutning, hvis den ikke kan finde løsninger på så store problemer inden for sin egen logik. Så spørgsmålet er, om der snart er mere tilbage af det nyliberale hegemoni? Eller anderledes udtrykt: Er der ved at komme nye politiske historier og sandheder på dagsordenen? 

Set fra et centrum-venstresynspunkt er forestillingen om nyliberalismens krise isoleret set godt nyt. Den er med rette blevet set som et bump på vejen til en mere universalistisk velfærdsstat og et mere inkluderende velfærdssamfund – for nu at sige det mildt. I den forstand er den en direkte politisk udfordring til efterkrigstiden store moderniserende, demokratiserende og socialiserende projekt. At nyliberalismen er svækket betyder, at der bliver bedre plads til alternativerne og dermed i den aktuelle situation til centrum-venstre. Danmark er pt. et godt eksempel på denne tendens. 

Der er dog mindst to skår i glæden. For det første er nyliberalismens krise ikke et resultat af alternativernes styrke men snarere af udefrakommende … De forskellige kriser, finans-, klima- og fx corona-, har svækket dens status. Det er kun i langt mindre grad de organiserede politiske alternativers nye ideer, evne til at skabe begejstring og tilslutning, der har skabt den politiske krise. For det andet er neoliberalismens krise blevet skabt og synliggjort af højrepopulismens fremgang. Den nyliberale form for globalisering har understøttet dens slemme slægtning og givet den samlede højrefløj et nyt kort at spille.  

Nyliberalisme kan indkredses på flere måder. En af dem er negativ: neoliberalisme er en højrereaktion på socialdemokratisk statsliggørelse. Når man sagde nationalisering i 1940’erne, sagde nyliberalisterne privatisering i 1970’erne. Når socialdemokraterne ville lade staten regulere i 1960’erne ville nyliberalisterne deregulere fra 1980’erne. Den anden måde er positiv: nyliberalisme er en individualistisk politisk ideologi, der sætter individ over fællesskab, marked over stat og økonomi over politik. Vi accepterer begge (og flere) måder at indkredse neoliberalismen på, og fokuserer især på kritikken af den. Såvel som ideologi og politisk strømning. 

En af de få fordele ved Donald Trump var, at han under sit præsidentskab fra 2017 til 2021 fik rystet de ideologiske poser sådan, at der i dag er mere åbent spil for alternative tilgange end før midten af forrige årti. Politiske partier, politiske kommentatorer og hverdagserfaringer peger fx på, at staten efter den neoliberale æra igen har fået en højere politisk status, og at den rene markedsideologi er på tilbagetog. Det blev meget synligt under Trump, at det nyliberale hegemoni er udfordret. Den nærmest ubrudte højre front, der havde været dominerende siden dens etablering i 1980’erne var i opløsning under indtrykket af det nationalkonservative pres fra højre og af forskellige former for modstand mod effekterne af finanskrisen fra venstre. Donald Trump og Bernie Sanders repræsenterede hver for sig en ’ridder på en hvid hest’ i den nye tidsånd. 

Spørgsmålet er selvfølgelig, i hvor stor udstrækning denne beskrivelse er dækkende. Man kan spørge, om der er tale om et forbigående fænomen, og om nyliberalismen kan komme tilbage med hegemonisk kraft, hvis og når de aktuelle farer kommer under kontrol? Eller om vi er vidner til et afgørende politisk-økonomisk og ideologisk skifte?

Nyliberalismens krise er, som det er fremgået ikke en ren foræring til alternativerne, herunder centrumvenstre. Den er en del af en pakke af nye, aktuelle politiske, samfundsmæssige og naturlige omgivelser, der samlet kan se ret skræmmende ud. Derfor er det stadig relevant at diskutere nyliberalisme. 

Hvad er det egentlig for et fænomen, vi taler om? Er det en ideologi, en politik, en økonomisk teori, et menneskesyn, finanskapitalens foretrukne udtryk efter Den kolde krigs slutning eller fx et kompleks, der indeholder alle dimensioner? Dette kan dette nummer ikke gøre sig håb om at besvare. Der kan dog udkastes nogle bidrag til diskussionen.

Vi ved dog allerede, at håndteringen af disse spørgsmål er gennemtrængt af politik. For det første afgøres nyliberalismens eventuelle deroute af politiske styrkeforhold og for det andet vil svarene til dels afhænge af politiske vurderinger, interesser og identiteter. Den centrale vinkel i vores sammenhæng handler om, hvilken betydning nyliberalismens angivelige krise kan få for centrum-venstre og formuleringen af alternativer. Der er allerede intensive diskussioner desangående i Europa. Med dette nummers tema åbner også vi for diskussionen af en ny politisk-økonomisk og kulturel dagsorden, der har fået mere vind i sejlene under coronapandemien og nu skal stå sin prøve i den kommende politiske kampe om fremtiden.