Hvis tidlig pension er svaret – hvad er så problemet?

Af Jan Helbak medl. af redaktionen

Der er to hovedgrunde til regeringens udspil og nu gennemførte aftale om tidlig tilbagetrækning for bestemte grupper på arbejdsmarkedet:

  • At sikre den fortsatte opbakning til velfærdsforliget fra 2006, som socialdemokratiet har ladet sig binde af,
  • At søge rehabilitering af partiet overfor de kernevælgere, der bl.a. som konsekvens af velfærdsforliget vendte partiet ryggen, 

Om den indgåede aftale mellem regeringen, SF, EL og DF, så er det tilstrækkelige  svar, er noget ganske andet?

Da socialdemokratiet første gang lancerede udkastet om tidlig pension for nogle af de mest nedslidte faggrupper, gik der panik i den borgerlige lejr. Alt blev sat ind på at modernisere seniorpensionsordningen som modspil og nedgøre socialdemokratiets udspil med økonometriske trivialiteter. Det største problem for de borgerlige var egentlig ikke økonomien men derimod socialdemokratiets insisteren på, at pensionen skulle være en ret og ikke en visiteret mulighed.

Siden lanceringen har det været obligatorisk disciplin på alle redaktionerne at påpege alle de mulige svagheder og nye problemstillinger en sådan pension vil indebære. Grænse- og definitionsproblemer. Problematiske kriterier og ikke mindst en tvivl om, hvorvidt forslaget vil gavne ret mange. Fra lanceringen og indtil nu, hvor aftalen er i hus, har den ene faggruppe efter den anden været ude og dokumentere lige netop deres ”nedslidningsgrad” og beskyldt regeringens udspil for at være behæftet med ”for snævre kriterier for tidlig nedslidning”.

Vismænd, DR’s økonomer i faktaafdelingen, arbejdsgiverorganisationernes direktører, borgerlige politikere inklusive Det Radikale Venstre og CEPOS m.fl. har stået på skuldrene af hinanden for at dokumentere, at udspillet økonomisk måske slet ikke hænger sammen, hvis ordningen bliver en succes og i samme ombæring beklage sig højlydt over finansieringens to private hovedelementer: en ændret beskatning af selskabers ejendomsavancer og for det andet ”et samfundsbidrag fra den finansielle sektor” – en slags særskat. Trumfen har været udspillets negative indvirkning på udbuddet af arbejdskraft. ”Det influerer negativt på incitamentet til at blive på arbejdsmarkedet”. Ja, der har sandelig været argumenteret uden den ringeste skelen til, at den tidlige pension vil udløse 13.500 kr. om måneden før skat, hvilket vil være et mærkbart indtægtstab for langt de fleste. Ikke ligefrem en udbudsdrænende magnet.

Kernen i regeringens udspil er ganske simpel. Hvis man som 61 årig har været 44 år på arbejdsmarkedet får man ret til at gå på pension 3 år før pensionsalderen. Det nedtrappes med 1 år ved henholdsvis 43 og 42 år. Med aftalen er kriterierne for, hvad der tæller med som arbejdsår, udvidet i forhold til det oprindelige udspil, så ordningen nu også dækker f.eks. sygeplejersker, pædagoger og social- og sundhedsassistenter. Ordningen skønnes at koste i omegnen af 3.5 mia. kr., hvilket for det første ikke er en stor udgift og for den andet er af mindre betydning set i forhold til at rette op på velfærdsforligets øvrige konsekvenser for de store lønmodtagergrupper. Omkring 41.000 beskæftigede forventes at opnå ret til at gå på tidlig pension i 2022. 24.000 forventes at gøre brug af ordningen samme år. Ikke et stort tal, men det er heller ikke det, der får arbejdsgiverne til at ligge søvnløse. Det er ordningen som den blotte mulighed.

Men hvad er det egentligt for et problem, den tidlige pensionsmulighed og den let forbedrede seniorpensionsordning skal løse? Pensionsudspillet er et kompenserende svar på det kompleks af problemer, der ligger indbygget i velfærdsforliget fra 2006 – eller som det også benævnes ”den anden tilbagetrækningsreform”.

Forliget indebar, at pensionsalderen igen skulle forhøjes til 67 år. Fra 2015 skulle pensionsalderen reguleres hvert femte år, hvis levealderen var øget. Filosofien var og er, at når levealderen øges, skal det omsættes til længere tid på arbejdsmarkedet for at opretholde generationsbalancen og sikre den nødvendige arbejdskraft som forudsætning for fortsat økonomisk vækst. Altså udbudspolitikken som grundpræmis. SF og EL holdt sig fri af forliget, men socialdemokratiet accepterede det med partiets udfører, Lise von Seelens ord om, at en tilstrækkelig arbejdsstyrke udgjorde grundlaget for fremtidens velfærd. Det har været partiets politik siden.

Den 13. maj 2011 vedtog Lars Løkke regeringen sammen med DF og Det Radiale Venstre den tredje tilbagetrækningsreform. Aftalen betød, at reguleringen af folkepensionsalderen blev fremrykket med fem år, så folkepensionsalderen blev fremrykket med ½ år ad gangen i perioden 2019-2022. Der skulle indføres en seniorpensionsordning, og efterlønnen blev yderligere forringet. Kort og godt gennemførte regeringen et klokkeklart forligsbrud, som socialdemokratiet dog ikke gjorde til noget kardinalpunkt i den efterfølgende valgkamp, og som man i regeringsforhandlingerne med SF, R og EL besluttede at acceptere som element i det endelige regeringsgrundlag.

Siden er problemerne i hele velfærdsforliget blevet synlige for alle. For det første er det siden 2006 igen og igen blevet dokumenteret, at påstanden om ”en sund aldring” ikke holder. Tværtimod er de ældres brug af sundhedsvæsnet vokset i takt med udvidelsen af levealderen. For det andet er det ad flere omgange blevet dokumenteret, at ”livstilssygdomme” hænger sammen med beskæftigelsesforhold. For det tredje viser Sundhedsstyrelsens store undersøgelse om Social ulighed i sundhed og sygdom, at mennesker med korte uddannelser, faglært eller ufaglærte jobs på stort set alle parametre lige fra social ulighed til ulighed i sundhed scorer dårligst. For det fjerde viser denne og flere andre undersøgelser en voldsom nedslidning indenfor flere og flere brancher på grund af stress, en voldsom forøgelse af tempoet og ikke mindst uforudsigelighed i jobbet. For det femte viser en anden stor undersøgelse, at de samme samfundsgrupper, der scorer ringest hvad angår sundhed, social mobilitet og social tryghed, også lever kortere og med lavere livskvalitet end de højtuddannede fra den øvre middelklasse.

Der er således ikke på et eneste område belæg for de forudsætninger, der blev lagt til grund for velfærdsforliget i 2006. Hvorfor benyttede socialdemokratiet sig så ikke af forligsbruddet i 2011, da det allerede her stod klart, at forudsætningerne om ”sund aldring” var tvivlsom? Fordi partiet havde købt præmissen og helt op til nu styres af den.

Beskæftigelsesministeren udtrykker den udbudspolitiske præmis og ideologi ganske klart, når han i ”Socialdemokraten” siger: ”Vi synes det er rimeligt, at når vi lever længere, så skal vi også arbejde mere. Det er jo også hele forudsætningen for, at vi har råd til alt det andet, vi gerne vil……………………”. Det falder slet ikke de socialdemokratiske toppolitikere ind, at udbudspolitikken og gennemsnitsbetragtningerne i dag er reduceret til retorisk ortodoksi uden reel virkning i den moderne politiske økonomi. Selv i IMF, OECD og EU’s kommission har man måtte erkende, at udbudspolitikken har haft problematiske økonomiske og sociokulturelle konsekvenser. Udbudspolitikken har godt nok skaffet et overudbud af billig og villig arbejdskraft, der har kunnet bruges efter forgodtbefindende i profitmaksimeringen. Men nu viser det sig, at samme doktrin har hæmmet incitamenterne for produktive investeringer og dermed øget vækst på den lange bane. Udbudspolitikken har for det andet betydet, at samfundets syn på alle ikke arbejdsføre borgere er blevet så intolerant, at det har skabt store sociale og kulturelle modsætninger, der konstant ulmer som mulig social uro lige under overfladen. Samfundenes kapacitet til at integrere borgerne er blevet forringet. Det har gjort samfundsordenen mere skrøbelig.

Det har socialdemokratiets formand indset. Men partiet har ikke gjort op med præmissen. Derfor kan det heller ikke radikalt gøre op med de problemer, som pensionsudspillet skal være svar på. Af samme grund har partiet måtte binde sig til meget stramme kriterier og til den klassiske socialdemokratiske kvalmende og nedgørende medlidenhedsretorik, hvor målgruppen beskrives som den, ”der har slidt og slæbt” og som har ret til en ”værdig tilbagetrækning”, hvad det så end er for en størrelse. Arnetyperne hives frem på scenen, hvor de får lov til at udstille deres skavanker som det levende bevis for reformudspillets retfærdige nødvendighed. Men af samme grund bliver pensionsudspillet aldrig andet end en vag og begrænset kompensation på et problem, som socialdemokratiet også er ansvarlig for: den frapperende nedslidning på arbejdsmarkedet på grund af stadigt ringere arbejdsmiljø, den voksende økonomiske- og sociale ulighed og udbudspolitikkens meritdisciplinering af befolkningen. Når beskæftigelsesministeren end ikke finder det betimeligt at begrunde sin bemærkning om, at det er rimeligt, at vi arbejder længere, når vi lever længere, så har partiet et problem. De socialdemokratiske toppolitikere har bundet sig til borgerskabets Calvinske pligtetos og afskrevet de socialdemokratiske forestillinger om, at samfundets øgede produktivitet skal føre til øget frihed og mulighed for alsidig livsudfoldelse.

Det perspektiv er nu blevet indsnævret til en kompensatorisk reform for en begrænset gruppe, begrundet i en fad aftapning om ”værdig tilbagetrækning” og et fornærmeligt lille beløb på 100 mio. kr. til forbedret arbejdsmiljøindsats og 30 mio. kr. til forebyggelse af sygefravær.

Men alle sine svagheder til trods kan der være brug for aftalen her og nu, og der kan også, som regeringens støttepartier, SF og EL, kræver, være brug for at sætte aldersindekseringen ud af kraft og låse pensionsalderen fast på eksempelvis 68 år. Men heller ikke den fastlåsning af pensionsalderen er et svar på problemet, selv om det vil have en stor tryghedsskabende virkningskraft. Nu lægger aftalen ikke op til en fastlåsning af pensionsalderen. Den sejr har SF og EL ikke fået. Det kunne ikke blive mere end til god vilje vedr. den fremtidige pensionsalder: ”Aftalepartierne noterer sig, at der pågår en legitim diskussion af, om der skal være en grænse for den fremtidige pensionsalder”. Men udsigterne for den diskussion begrænses immervæk af efterfølgende afsnit, hvor der står: ”Aftalepartierne noterer sig endvidere, at regeringen og Dansk Folkeparti står bag Velfærdsaftalen, samt at Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten står udenfor Velfærdsaftalen”.

Regeringen og DF bekender sig altså fortsat til Velfærdsaftalen, som der er politisk flertal for, og så er der vel kun udsigt til at låse pensionsalderen fast, hvis flere forligspartier bryder med Velfærdsaftalen og åbner for en afskaffelse af indekseringen.

Men det egentlige problem er og bliver den fortsat omfattende nedslidning på arbejdsmarkedet og voksende social- og sundhedsmæssig ulighed. Derfor er det også her, der skal sættes ind. Lønmodtagerne i Danmark skal ikke slides ned. Borgerne i Danmark skal ikke opleve voksende social- og sundhedsmæssig ulighed. 

Pensionsreformen kan således kun takseres som en trædesten for et systematisk og radikalt opgør med det dårlige arbejdsmiljø på arbejdsmarkedet og nye radikale tiltag som eksempelvis indekseret ugentlig arbejdstid på grundlag af vedtagne nedslidningskriterier. Man behøver ikke at blive slidt ned, fordi man har hårdt fysisk arbejde, hvis arbejdstiden og tempoet indrettes herefter.

Og i stedet for at koncentrere alt krudtet på fastlæggelse af en relativ arbitrær pensionsalder, er der brug for, at socialdemokratiet og dens støttepartier udarbejder modeller for fleksibel tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, som kan forløbe flere år forbi den fastsatte pensionsalder. Det er jo ikke et mål i sig selv, at borgerne kan tilbringe 20-30 år udenfor arbejdsmarkedet. Det handler først og fremmest om, at alle kan være trygge i alderdommen, at alderdommen ikke skal fremstå som tyranniserende trusselsbillede for ungdommen, og at de ældre borgere har de sociale, økonomiske, sundhedsmæssige og kulturelle muligheder for at leve et alsidigt liv, hvor bl.a. arbejde og pensionstilværelse kan forenes.

Det afgørende her er dog, at det mål når socialdemokratiet og venstrefløjen ikke uden at gennemføre et åbent politisk ideologisk opgør med udbudspolitikken, den liberale økonomiske ortodoksi og dens førstefødte – budgetloven. Det bliver jo med aftalen sådan, at en del af aftalen over tre år skal finansieres ved træk på råderummet, hvad der ifølge budgetloven indebærer, at der så skal findes besparelser andre steder. Så længe udbudsdogmet accepteres, må både den foreliggende pensionsreform og andre arbejdsmarkedsreformer være af begrænset rækkevidde.

Vi hører allerede nu få dage efter aftalens indgåelse erhvervslivets hyleri og de borgerliges beskrivelse af aftalen som det moderne syndefald. Et forvarsel om, at skulle socialdemokratiet, SF og EL på et tidspunkt vælge nye og mere indgribende arbejdsmarkedsreformer, der eksempelvis konfronterer årsagerne til nedslidningen og ikke stopper ved de kompenserende aftaler, vil erhvervslivet ikke lægge fingrene imellem for at sabotere en sådan politik. Det skisma er ikke unikt dansk. Det udspiller sig stort set i alle europæiske lande for tiden. Det taler for, at de samme partier måske skal til at tage den begyndende sammenkædning af arbejdsmarkeds- og pensionspolitikken i EU mere alvorligt. Det er det, der er ved at ske for den europæiske fagbevægelse, som nu har sat fokus på arbejdsmiljøet og kravene om sunde og sikre arbejdspladser.