Kritisk Debat, et centrum-venstre tidsskrift

Af Jan Helbak medl. af redaktionen

Kritisk Debat har været nede i tre måneder for at blive ombygget og relanceret. I den forbindelse har vi brugt anledningen til at skærpe vores grundlag, som vi fremlægger i lederform her i første udgave af det ”ny Kritisk Debat”. (det egentlige grundlag kan læses andet sted på hjemmesiden).

KD opfatter Centrum-venstre, som det er blevet fremført gennem årene, som en historisk blokfigur, hvor flere grupper fra de forskellige klasser finder sammen både gennem deres partier og forskellige bevægelser i en mangeartet politisk og social modstand mod de kapitalistiske klassers strategi – neoliberalismen. Det er her KD skal være!

I den historiske blok indgår socialliberale, Grønne, socialdemokrater, venstresocialdemokrater og en række venstresocialdemokratiske organisationer, der i egen selvforståelse opfatter sig som socialister (det gælder herhjemme og i resten af Europa). Det, disse partier og politiske strømninger kan være fælles om, er en progressiv kritik af den aktuelle kapitalisme og ønsker om gennemførelse af en række sociale reformer. Det er således den indre dynamik i dette projekt, der er afgørende og ikke de formelle programmatiske krav. Det er således det samlede billede af den politisk-sociale kamp og styrkeforholdene mellem de store samfundsgrupper, der afgør hovedstrømningerne i centrum-venstre.

Kritisk Debat blev i 2004 oprettet for at tale ind i den blok til de mest progressive og lydhøre elementer. Den allerførste artikel hed: ”Kampen om definitionsmagten”, fordi det var det problem, man kæmpede med på det tidspunkt, hvor det neoliberale hegemoni også sprogligt forekom overvældende. Den linje har været håndhævet siden. KD har aldrig defineret sin opgave som at henvende sig til venstrefløjen/socialister i deres egen ret, men kun for så vidt venstrefløjen faktisk ønskede at deltage positivt og seriøst i den politiske kamp om analyser og retning indenfor partierne og bevægelserne i centrum-venstre.

KD’s linje er ikke en moderne udgave af den tidligere folkefrontstaktik. Centrum-venstre har udviklet sig til en politisk strategisk blok og som eneste aktuelt eksisterende alternativ bl.a., fordi stalinismen og hele KP-bevægelsen efterfølgende i den grad har bidraget til at kompromittere socialismen som historisk alternativ til kapitalisme og i en sådan grad, at socialister står overfor en enorm teoretisk og praktisk genopbygningsopgave, hvis de skal gøre sig håb om igen at få historisk betydning. 

Historisk erfaringsmæssigt ved vi, at sådanne situationer eller ligefrem perioder vil være præget af omfattende praktisk politiske og teoretiske modsætninger og diskussioner bl.a. hvad angår analyse af kapitalismen og politisk strategi. Det er uundgåeligt, men de politisk-teoretiske sværdslag er og bliver komplet ligegyldige, hvis de ikke foregår i forhold til og ikke mindst indenfor de de partier og bevægelser, som det brede flertal af lønmodtagere orienterer sig i mod. 

Hvad betyder det konkret for redaktionen på KD? Det betyder ikke, at vi på forhånd afviser artikler med en radikal kapitalismekritik. Men det betyder, at vi opfatter de fleste af dem (i øvrigt i lighed med alla andre artikler) som uinteressante, hvis ikke de orienterer sig mod de brede bevægelser på det niveau og i den politisk historiske kontekst, de nu engang befinder sig og indgår i en seriøs og fordragelig (også sprogligt) drøftelse med de øvrige kræfter indenfor centrum-venstre. 

Tusindvis og atter tusindvis af lønmodtagere fra arbejderklassen og middelklassen og fra forskellige sociale undersegmenter henhørende til forskellige kulturer og traditioner indenfor deres klasser, tror på, at der kan skabes et nyt velfærdsprojekt som afløser for neoliberalismen, hvor øget lighed, social tryghed og bred solidaritet udgør de bærende søjler. Det er begrundelsen for, hvorfor centrum-venstreperspektivet i KD udgør det politiske-teoretiske hovedperspektiv. 

Hvordan vi end vender og drejer det, vil vi i det daglige politiske arbejde løbe ind definitoriske problemer, som afspejler reelle politisk-teoretiske uenigheder og sociale vilkår. Det har præget KD gennem alle årene. Vores fortjeneste har dog hidtil været, at vi har bestræbt os på at holde alle ansatser til sekterisme og dannelse af et menighedsblad fra døren. Den stil skærpes med relanceringen. 

Vi har valgt at skelne mellem et centrum-venstre spektrum og en centrum-venstre alliance/bevægelse, hvor det, vi har i Danmark, med lidt god vilje kan kaldes en centrum-venstre alliance (R, S, SF, EL), hvor der i tre af partierne er socialdemokrater og demokratiske socialister i forskellige afskygninger uden et egentligt enhedspræg. Faktisk opfatter vi alle tre partier som socialdemokratiske indenfor en glidende skala. Når vi derimod taler om et centrum-venstre som spektrum, gælder det f.eks. Die Linke, SPD og Der Grüne som et muligt men endnu ikke udformet grundlag for en alliance/bevægelse.

Med til vores politisk-redaktionelle fokus hører den antagelse, at klassekampen er en meget uegal og kompliceret størrelse, hvor forskellige samfundsgrupper udviser forskellige interesser, og hvor klarheden over opgaverne og betingelserne alene udvikler sig i kampen og er afhængig af den løbende politiske og teoretiske dialog mellem vidt forskellige analyser, antagelser og strategier. Af samme grund drejer det sig heller ikke for os om, hvorvidt artiklerne kommer fra det socialistiske venstre eller fra socialliberale, men om artiklerne bidrager til at kaste lys over de pågående kampe, tendenser, politiske og skred og de mangeartede opgaver. 

F.eks. rækker den aktuelle kritik af kapitalismen lige fra grundsubstansen i John Stuart Mills kapitalismekritik i midten af 1800 tallet til venstrekeynesianisme, hvor det først og fremmest er kritikken af kapitalens cirkulationsformer og fordelingspolitikken, der er bærende. Venstrekeynesianismen har så i årenes løb antaget mange former og rækker langt ind i de grupper og partier, der opfatter sig selv som henhørende til det marxistiske spektrum. Sådan er det, og det kan ikke være anderledes, hvis vi vælger at tage kapitalismens- og klassekampens faktiske udviklingshistorie alvorligt. Dynamikken i de mange og vidt forskellige centrum-venstre alliancer består i de evige konfrontationer med den måde, som kapitalismeformen udvikler sig på i realverdenen. Politisk støder de forskellige dele af centrum-venstre igen og igen sammen med ikke bare højrefløjen men også de lag i samfundet, der forsvarer et teknokratisk styre. Og de gør det på forskellige måde, med forskellig intensitet og hastighed. Derfor fordrer det stor tolerance og politisk-teoretisk åbenhed at holde centrum-venstre lige fra Stuart Mills efterfølgere i Det Radikale Venstre til Enhedslisten gående på vej fremad.

Der er konstant indre spændinger i alliancerne både herhjemme og i udlandet. Man diskuterer f.eks. så det brager forholdet til EU, analysen af globaliseringen, klimapolitikken, de forskellige økonomiske doktriner og de forskellige vilkår for de forskellige klasser. Det er ikke uforståeligt set på baggrund af en x-akse for klasseforholdene og en Y-akse for stratificeringen og hierarkiseringen mellem klasserne og internt i klasserne, hvor Y siden 70’erne er vokset markant og overskygger den faktiske styrke af X. Klasserne som sociale livs- og referencekollektiver er på afgørende vis svækket i forhold til mindre konsistente værdi- og interessefællesskaber.

I den sammenhæng er det vigtigt, at KD som centrum-venstre tidsskrift tager progressive partier, alliancer og bevægelser alvorligt alle steder, hvor de skyder frem. Hvilket dog ikke er det samme, som at vi tager deres selvforståelse og selvfremstilling for pålydende. Det gælder uanset, om det er partier, alliancer og bevægelser herhjemme, i Europa, i den Vestlige verden i almindelighed, eller i Latinamerika og Afrika og Asien. Historien er overlæsset med eksempler på hvor problematisk, det har været at tage diverse progressive partier og bevægelser og deres lederes proklamationer for pålydende. Ingen nævnt ingen glemt. 

Kritisk Debat har kun sin berettigelse ved at åbne for artikler, der kritisk undersøger samtlige områder af samfundslivet og på en sådan måde, at tidsskriftet i beskeden målestok kan bidrage til et progressivt opgør med en kapitalisme, hvis grundrationale er profitmaksimering uden hensyn til de samfundsmæssige, menneskelige og økologisk-klimamæssige konsekvenser. For redaktionen drejer det sig ikke om god eller dårlig kapitalisme men om et bredt og mangeartet opgør med de kapitalistiske samfunds grundvilkår som nationalstater og som verdensmarked.