Liberalt hysteri

Af Jan Helbak medl. af Kritisk Debats redaktion

Med frenetisk energi jager Jyllands Posten (JP) ethvert spor i minksagen, der kan danne billedet af en magtfuldkommen regering. ”Tag opgøret med herskesygen” var JP’s hyldest til traktordemonstrationen ”Folkestyret hylder grundloven”. Koreografien var/er: ”civilsamfundets berettigede oprør mod en autoritær og magtfuldkommen stat”. De liberale trækker linjerne tilbage til Estrups provisoriske regering.

På Christiansborg udkæmpede de borgerlige headbangere frihedskampen for alle borgerne i almindelighed og minkavlerne i særdeleshed. Med fødevareministeriets angivelige fejltrin, som i den borgerlige fortælling blev til overgreb, var scenen sat for et forsvar af de borgerlige frihedsrettigheder  – ejendomsretten først og fremmest – og af en erhvervsgruppe, hvis livsværk blev trådt under fode af statsmagten sådan. De liberales sentimentale narrativ. 

Uden smålig skelen til de faktiske forhold øjnede blå blok muligheden for gennem en alliance med et i øvrigt hendøende erhverv – som en slags patetisk stedfortræder for det samlede erhvervsliv – at rette det første alvorlige stød mod regeringen siden Folketingets enstemmige vedtagelse af tilføjelserne til epidemiloven i marts. Siden marts har blå blok ikke haft noget at byde på, der kunne minde om en alternativ krisehåndtering. Det gælder også, hvad angår tiden efter covid-19. Hverken Konservatives eller Venstres finanslovsoplæg indeholder andet end den samme sang om, at velfærden bedst sikres gennem skattereduktion for de velstillede og en ”udstrakt hånd til de svageste”. Og så ellers megafonstøtte til samtlige erhvervsgruppers ublu krav om statsstøtte.

Men bag al virakken omkring fødevareministeriets angiveligt manglende hjemmel til at kræve alle mink i Danmark aflivet, tegner der sig et noget andet og mere betydningsfuldt billede.

Fordringen bag blå bloks kortvarige offensiv er: Den socialdemokratiske regering må ikke komme ud af coronakrisen uden ridser i lakken. De borgerligere må ikke fremstå som en broget skare af handlingslammede kulissevogtere, og den socialdemokratiske regering og Mette Frederiksen må ikke opnå en folkelig autoritet og et tilstrækkeligt stærkt mandat til at holde styr på det parlamentariske grundlag, når genopbygningsarbejdet skal i gang. Og tilliden til statssystemet må ikke stå usvækket!

Det konfliktbillede tegner essensen af de sidste måneders turbulens, fordi både de borgerlige, regeringen og erhvervslivets organisationer øjner et paradigmeskifte forude, og stadigt flere borgere fornemmer det. Den liberale dagsorden og dets urealistiske verdenssyn har overskredet sidste salgsdato. Skiftet blev om noget spredt allerede diskuteret før coronakrisen. Den har blot skubbet til diskussionen og til næsten alle de forhold i samfundet, der er i opbrud: Den liberale økonomiske ortodoksi. Det offentliges betydning. Den individuelle frihed versus fællesinteressen. Den galopperende ulighed og de voksende sociale spændinger. Den økonomiske vækst og de manglende investeringer, markedsideologiens tomhed overfor klimakrisen og ikke mindst globaliseringens indre svagheder og modsætninger.

Men uanset om vi vender blikket mod USA eller ned i Europa finder vi ikke statsledere eller større sammenhængende politiske blokke, der for alvor har turde indlede et opgør med den liberale utopis samfundsødelæggende tomhed og fremlægge tanker og konkrete forslag til en ny politisk og statslig regulering af samfundsøkonomien, den økonomiske vækst og de øvrige store samfunds- og velfærdsområder. 

Hele komplekset af modsætninger, som allerede havde hobet sig op i 2019, hvor IMF sluttede årets sidste statusopgørelse over verdensøkonomien med at advare mod eksorbitant gældsudvikling. Faretruende lave investeringer og en voksende ulighed, ”som intet moderne demokrati kan tåle i længden”.

IMF’s statusopgørelse op til jul i 2019 blev næsten glemt, da først verden for alvor blev ramt af coronakrisen i februar. Det politiske system, myndighederne og befolkningerne stod fuldstændigt uforberedte, da krisecentrum ret hurtigt bevægede sig ud over Kina, og epidemien blev til en pandemi. Alt det kendte i samfundsstyret, som godt nok haltede, viste sig nu helt utilstrækkeligt i de fleste større kapitalistiske lande. Nye metoder i politisk, økonomisk og ikke mindst sociale samfundsstyring skulle tilvirkes og afprøves. Det drejede sig om at handle hurtigt og etablere indsigt i pandemiens indre liv og natur. Hurtigt viste det sig for de mere neutrale iagttagere, at de berømte markedsmekanismer i og udenfor den offentlige sektor ikke duede til krisebekæmpelse. Hvis samfundets ve og vel skulle beskyttes og sættes over hensynet til erhvervslivet, måtte staten som samlende kraft træde afgørende op som bestemmende og regulerende magt indenfor alle områder i samfundet. Man kan ikke lukke et land ned i længere tid uden en stærk statsmagt med folkelig opbakning. Hvor galt det kan gå, er USA et strålende eksempel på.

Det skal siges, at den krævede omstilling og udvikling har den danske regering gennemført mere sikkert og smertefrit end de fleste andre regeringer verden over. Med det resultat, at det danske samfund indtil nu er sluppet relativt nådigt gennem covid-19. Det lykkedes faktisk også regeringen i vid udstrækning af dæmpe den udbredte liberale rethaveriske individualisme i befolkningen. Folk opførte sig i almindelighed fornuftigt og rettede sig efter myndighederne.

Det holdt til lige efter sommerferien. Så begyndte erhvervslivets organisationer igen at hævde markedets primat over politikken, hvis ikke dansk industri skulle miste arbejdspladser og skabe økonomisk ruin for tusinder. På den ene side krævede erhvervsorganisationer helt uhæmmet statslig kompensation for snart sagt alle tab og frihedsråbet hørtes på den anden side oftere i medierne. Myndighedernes opfordringer blev tilsvarende overhørt. Ikke kun i Danmark men i hele Europa. Lige indtil risikoen for anden bølge blev til virkelighed, og de fleste regeringer og myndigheder i Europa og USA endnu engang blev taget uforberedte.

I Danmark stod man ydermere overfor det særskilte problem, at smitten havde bredt sig til minkerhvervet, hvorfra smitten med foruroligende hast spredte sig til mennesker i områderne. Dertil kom frygten for mutationer. Pludselig skulle der handles ekstra hurtigt og rettes op på flere måneders bagatellisering af risici.  Regeringens og myndighedernes ellers sikre håndtering af covid-19 blev for en tid afløst af usikkerhed og forvirring. Som det fremgår af fødevareministeriets egen redegørelse til Folketinget både vidste og vidste man ikke, hvor langt den gældende lovhjemmel rakte, da statsministeren erklærede, at alle mink i Danmark skulle aflives (Lov om hold af dyre. Kunne man både bruge §1 og §30). Hjemlen ifølge §30 viste sig ikke at række til aflivning af raske mink. Alligevel fremsatte myndighederne aflivningen af alle mink som et krav til minkejerne. Denne lidt uforståelige fadæse – eller i hvert fald unødvendige uklarhed – blev hurtigt udnyttet af de borgerlige til at råbe op om knægtelse af ejendomsretten, krav om ekspropriationserstatning og tilsidesættelse af og brud på grundloven. Den ene ekspert efter den anden stod frem og bekræftede grundlaget for de borgerliges stormløb mod regeringen. Justitsministeriets meget overordnede rets- og forvaltningsbelæring og forsigtige kritik af fødevareministeriets forvaltningshåndtering blev takseret til noget af det mest alvorlige i nyere forvaltningshistorie.

Fejlen blev begået (og måske alligevel ikke). Men med skyldig reference til proportioner var den ikke graverende og set i forhold til, hvad der var på spil på smittefronten, må fejlen siges at være i den ikke graverende ende af skalaen. Fejlen kunne til og med være løst parlamentarisk, hvilket statsministeren også med det samme lagde op til ved at indkalde alle partierne i den hensigt at beklage forløbet og foreslå vedtagelse af en hastelov. Men den parlamentariske løsning var ikke i de borgerliges interesse. Den kunne kun styrke statsministeren. I stedet søgte blå blok tilflugt i retspolitisk rytteri omsat i kravet om en kommissionsundersøgelse. Andet vil nemlig ikke kunne samle den politisk uhomogene og visionsløse blok. At EL og de Radikale dels lod sig besnære af retspolitikkens sirener er til gæld ikke helt forståeligt, når nu det står så klart, at et af fremtidens politiske kamptemaer bliver den demokratiske parlamentarisme overfor den ulighedsbevarende liberale retsstatspolitik. Men da regnebrættet skulle gøres op, kunne man blandt regeringens støttepartier samles om de Radikales forslag om en parlamentsundersøgelse.

Man kunne måske i tilgift have ønsket sig en lidt mere vågen venstrefløj, der offentligt havde stillet de samme spørgsmål som tidligere departementschef Peter Loft. Efter en meget nøgtern gennemgang i Altinget af hjemmelsagens nøglepunkter slutter han artiklen med spørgsmålet: ”om, hvorvidt det var en god ide, da man i 2010 ændrede kriterierne for ansættelse af topchefer i staten, således at det udslagsgivende nu var generelle ledelsesmæssige færdigheder og evnen til at yde politisk rådgivning – og ikke specifik faglig indsigt”. 

Man kan gå skridtet videre og i dag konstatere, hvordan Moderniseringsstyrelsens markedsstrategi for incitamentsstyring af hele den offentlige sektor har svækket sammenhængskraften, kontinuiteten, overblikket og sammenhængskraften i en grad, der gennem de sidste år har skabt mange situationer på alle forvaltningsniveauer lig den i fødevareministeriet om end af mindre ”katastrofisk” tilsnit. Den politik, som Anders Fogh Rasmussen indledte i 2001, har over næsten to tiår svækket hele statssystemet og styrket markedets indflydelse på politikdannelsen og forvaltningen. Det mest kendte symptom er vel nok skandalerne i skatteministeriet. Langt hen ad vejen er det lykkedes for de liberale regeringer og forvaltningseliten at gøre de offentligt ansatte i hele statssystemet til privatpraktiserende, hvor enkeltsagen som resultat af incitament-styringen til enhver tid står over helheden.

I det lys så Mette Frederiksen helt rigtigt, da hun ved sin tiltræden som statsminister med det samme styrkede statsministeriet og kontrollen med hele sit ministerium. Formålet var og er at gøre op med hele statssystemets atomisering.

Indtil videre tyder alt på, at de borgliges taktik med stormløbet mod regeringen er slået fejl. Regeringen kommer måske oveni købet styrket ud af situationen. Den har indgået delforlig om miljøet, om antallet af elbiler i 2030, om minimumsnormeringer, flere ressourcer til ældreplejen og en finanslov med sit parlamentariske grundlag, grøn skattereform som sammen med vedtagelsen af endelig stopdato for olieudvinding i Nordsøen er blevet godt modtaget udenfor Christiansborg. Imens har den borgerlige opposition i det store billede placeret sig på et sidespor. 

Tilmed er det lykkedes eller i hvert fald delvist lykkedes den Socialdemokratiske regering at bruge covid-19 krisen til at forstærke respekten for almeninteressen og demonstrere, hvordan fællesskabet og dets institutioner (samfundssindet) er andet og mere end en aritmetisk samling af enkeltindivider. Her har Socialdemokratiet medvind på cykelstierne. For trods større eller mindre udbrud af ”frihedskampen” rundt om i Europa mod myndighedernes kriserestriktioner, er tidsånden ved at vende. Interessen for, hvordan den institutionaliserede almeninteresse omsættes til et nyt menneskesyn og ændret adfærd, hvorledes økonomien nu må rette ind efter humaninteresser og organiseret samfundsliv popper op alle steder. Hegels ”verdensånd til hest” rider igen. Hegels og Carl Schmitts ubarmhjertige teoretiske kritik af liberalismen vækker igen interesse, fordi især den anglo-amerikanske liberalismes illusoriske krav på universalitet er ved at gå op i limningen i takt med, at mange i og udenfor USA har fået øjnene op for, hvor dysfunktionel hele forfatningskonstruktionen egentlig er.

Nu materialiserer et paradigmeskifte og vendinger i tidsånden sig selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden eller for den sags skyld modsigelsesfrit. Fornuften som progressiv kraft skal altid samtidig overvinde sig selv som konservativ kraft. Men covid-19 har fremskyndet de ændringer indenfor en bred vifte af samfundsområder, der står i kø for at blive politisk behandlet på den anden side af krisen. Tilbage til det normale før februar 2020 forbliver en reaktionær drøm.

Allerede nu skærpes de førende økonomiske institutioners retorik: Mod den voksende og utålelige ulighed. Mod de manglende investeringer. Mod tabet af mange lavtlønsarbejdspladser. Næsten hver uge slår IMF i nyhedsbreve til lyd for at styrke statens strategiske regulering af de ufaglærte lønmodtageres omskoling. Målrettet statslig substituering af de manglende private investeringer. OECD har nærmest gjort det til en hovedopgave at skabe en sammenhængende kapitalbeskatning og lukke skattely. IMF advarer alle regeringer mod igen at stramme finanspolitikken og alene forlade sig på pengepolitikken. Den har vist sig ineffektiv, når det gælder regulering af samfundsøkonomien. Og i EU har man gjort udbetalinger fra genopretningsfonden afhængig af nationale målrettede investeringsprojekter, hvor udvikling af samfundsøkonomien og klimahensynet vægter mest.

Så hvor borgerligheden for blot et par år siden kunne dyrke Milton Friedman som økonomiens overvismand akkompagneret af de selvsamme økonomiske institutioner og kværne løs om markedets fortræffeligheder, har coronakrisen løftet sløret for et helt andet scenarie. Aktivistisk statsinterventionisme.

Når de mange økonomiske problemer skal løses efter krisen. Når de mange fallerede virksomheder skal skrottes. Når hele erhvervssektorer som eksempel flyindustrien skal saneres. Når de mange hundrede tusinder lønmodtagere skal omskoles. Når de mange ændrede adfærdsformer skal inkorporeres i en ny samfundsøkonomi osv., hvem skal så stå for initiativerne og reguleringen, hvis ikke det skal være det samlede statssystem, og hvor langt skal en statsmagt så kunne gå for at varetage den nødvendige regulering? Det vil blive et evindeligt politisk stridspunkt fra nu af. Men hvem skal forhindre, at markedets omstrukturering og den vidtstrakte økonomiske sanering ikke ender i kaos og ukontrollabel social polarisering, hvis ikke det skal være en stærk stat og en regering med folkelig opbakning? Der er snart sagt ikke et eneste samfundsområde, hvor covid-19 ikke i en vis grad har kastet lys over problemer eller direkte dysfunktioner, som ethvert parlament og regering bliver nødt til at adressere i de kommende år.

Men når det er sagt, og IMF’s opfordringer er hørt, er det også værd at have blå bloks regeringsstorm i minksagen in mente. Den er et varsel om hvilke kræfter og energier, de borgerlige er villige til at slippe løs, når og hvis de forskellige erhvervsfraktioner eller den borgerlige åndselite føler sig truet af en kommende statsregulering. F.eks. i forbindelse med klimapolitikken og kravet om massiv omskoling af alle de lønmodtagere, der kommer i klemme. Eller i forbindelse med stop for støtte til alle de zombievirksomheder, der er så forgældede, at de kun har holdt skuden oven vande på grund af statstilskuddene. Man kan med minksagen i frisk erindring og de højstemte beskyldninger om grundlovsbrud sagtens forestille sig tilspidsningen i det politiske klima og i mediebilledet, hvis den statslige regulering retter sig mod andre samfundssektorer end et falleret erhvervsområder som minkavlen. For selv om minkavlerne er højtråbende grænsende til det patetiske, udgør erhvervsgruppen en svag bagtrop af dansk erhvervsliv. Tænk blot, hvad der vil ske, hvis større og mere driftige erhvervsområder underlægges en øget statslig regulering.

Dette overgribende skisma er ikke begrænset til Danmark. Det går igen i samtlige europæiske lande for tiden. I centrum for modsætningerne og diskussionerne er den demokratiske parlamentarisme som den repræsentative folkesuverænitet versus liberal retsfiksering, hvor først og fremmest ejendomsrettens ukrænkelighed og domstolenes magt er i centrum. Vores held her i Danmark er, at vi som konsekvens af en fejl i regeringens krisehåndtering har fået et indblik, hvad vi kan forvente af politiske spændinger og mediebåren hysteri, når regeringen efter covid-19 skal i gang med sin genopretningspolitik.

Her vil den socialdemokratiske regering stå overfor et valg, der indtil dato har handlingslammet de forskellige socialdemokratiske regeringer: enten underlægge sig det liberale demokratis åndelige individualisme, hule frihedskrav og politiske dominans – altså markedets dominans – eller udnytte statens fornyede autoritet til at hævde almeninteressen og solidariteten som omdrejningspunkt for det igangværende socialdemokratiske opgør med neoliberalismen. Men ét er den fornyede statsautoritet i en krisesituation. Noget andet er i årene efter, hvor regeringen skal hente sin autoritet og legitimitet fra en revitaliseret demokratisk parlamentarisme. Dvs. en parlamentarisme, hvor politisk engagement og solidarisk reformpolitik vejer tungere hos borgerne end fastholdelse af illusionen om de liberale retsprincippers individdyrkelse som universelt gyldig.