Spændingsforholdet mellem ret og politik

Af Jan Helbak, medl. af Kritisk Debats redaktion

Gennem de sidste fyrre år har vi vænnet os så meget til den liberale retstænknings stadig mere centrale plads i samfundsdebatten, at vi i vores demokratiske politiske debatter og beslutninger styres af retstænkningens legalitetskrav. Dvs. om der er overensstemmelse mellem det politisk ønskelige og det retligt mulige. Det i sig selv fremmer politisk konservatisme og begrænser politiske forandringsprocesser.

I perioden efter 2. Verdenskrig var der blandt de ledende lag en optimistisk tro i Vesten på, at den politiske vilje og en bred demokratisk deltagelse endegyldigt kunne styre de sociale og økonomiske kræfter, der havde givet næring til politisk ustyrlighed afløst af autoritære og totalitære regimer. 

I flere europæiske lande fik man nogle helt nye forfatninger, som man mente kunne sikre mod tilbagefald ved at styrke den liberal demokratiske styreform og skrive menneskerettigheder og internationale konventioner ind som grundnormer. Med oprettelsen af  forfatningsdomstole havde man til hensigt at skabe en instans, der ”kunne se politikerne over skulderen”. Kort sagt holde politikerne på den demokratiske dyds smalle sti. De liberale rettigheder blev i de næste tiår i nogen lande suppleret med formelle sociale rettigheder til sundhed, uddannelse og social forsorg. 

Med den neoliberalistiske og nationalkonservative vending er efterkrigstidens velfærdsmodel kommet under voksende pres og udstiller i dag tendenser, der peger i forskellige retninger. Det har givet den demokratiske styreform en mere ustabil og tiltagende elitær karakter, der er med til at erodere dens folkelige fundament. 

Det er nogle af de spørgsmål, som dette nummer af Kritisk Debat tager op, når det ser på demokratiets almene tilstand. I henseende til spørgsmålet om politik og ret kan der spores modsatte og ganske uafklarede tendenser, der her blot skal slås an. 

De uafklarede tendenser i den aktuelle situation blotlægger samtidig også en politisk og lovgivningsmæssig afmagt, der åbner for, at vi i vores demokratiske politiske debatter og beslutninger styres af en voksende retliggørelses legalitetskrav, som nærmest kræver, at der er overensstemmelse mellem det politisk ønskelige og det retligt mulige. Det i sig selv fremmer politisk konservatisme og begrænser politiske forandringsprocesser, der igen har banet vejen del for de populistiske bevægelser og deres bestræbelse på at løsrive demokratiet fra enhver form for indbyggede modvægte og dels for en individualiseret og privatiseret kontraktliggørelse af de sociale relationer.

Der er flere eksempler på, at retssystemer træder ind i stedet for det politiske system. Det blev man vidne til, da George W Bushs fik sin valgsejr over Al Gore. Mindre end 1000 stemmer skilte de to kandidater. Det førte til et juridisk tovtrækkeri over flere uger og sejren blev i sidste ende tildelt Bush af USA’s højesteret. Men hvilken løsning skulle man ellers have valgt, når det politiske demokratiske system herunder et uigennemskueligt valgsystem, der gør brug af gerrymandering, svigtede? Obamacare blev aldrig fuldt gennemført, fordi der blev anlagt den ene retssag efter den anden. Obamacare blev anklaget for at intimidere den enkeltes frihed. Men reformen blev ikke stoppet politisk. Under den amerikanske valgkamp blev hele verden vidne til et farverigt skue, da retssystemet i USA fik en meget central rolle, da Trump ville omgøre det politiske resultat ved de amerikanske domstole. Det lykkedes som bekendt ikke. Mange af hans vælgere sværgede imidlertid til, at valget var blevet dem frastjålet og anerkendte slet ikke domstolenes stadfæstelse af valgresultatet. Det udstillede for alvor nogle dybe svagheder magtdelingen og en dyb mistillid til samme.

I Tyskland vedtog Forbundsdagen efter finanskrisen den såkaldte Schuldenbremse med krav om at føre en stram sparepolitk og gav loven status af en grundlovsbestemmelse, hvorefter nye politisk parlamentariske flertals udfordring af loven altid kunne indbringes for forfatningsdomstolen. Det har eksempelvis forsinket effektueringen af EU’s Recovery Plan i forbindelse med Covid-19 krisen men ikke forhindret et begyndende opgør med de rigide budgetkravs indskrænkning af det politiske råderum. På de europæiske breddegrader taler vi helt uden problemer om illiberale demokratier som eksempelvis styret i Ungarn, der nok har et flertal af befolkningen bag. Men Orbáns styre lader også hånt om de almindelige retsstatsprincipper, der er nedfældet i EU’s traktatgrundlag, og som overhovedet er en betingelse for medlemskab. Det overordnede politiske ønske på europæiske plan bliver på dette punkt hæmmet af den reelle vetoret, som andre politiske beslutninger blandt medlemsstaterne har vedtaget for ikke at give for Bruxelles for meget indflydelse på de enkelte landes førte politik. 

Men måske er den vestlige retshorisont ved at nå sine grænser, fordi den i takt med de mange internationale konflikter fremstår som en særlig vestlig dominansform, hvor de internationale retsprincipper, konventioner og menneskerettighederne opleves som centrale elementer i Vestens gammelkendte dobbelt standarder for politisk-økonomisk- og militær optræden. Som sådan udfordres retshorisonten fra flere kanter i verden. Her er det ikke et spørgsmål, om udfordringen er rimelig eller urimelig. Men mere det, at udfordringerne dukker op selv på øverste diplomatiske plan. Det blev eksempelvis tydeligt, da den nye amerikanske udenrigsmister Blinken og den kinesiske topdiplomat røg i totterne på hinanden. Den amerikanske udenrigsminister som alle andre vestlige udenrigsministre hævdede det universelle i den liberale retsorden, hvor den kinesiske repræsentant hævdede den politiske statsret. Kort sagt gjorde han voldsomme indsigelser mod Vestens brug af menneskerettighederne som legitimering af interventionspolitikken og til at udfordre nationernes selvbestemmelsesret.

Men den liberale retstænknings tiltagende indflydelse på de politiske mulighedsbetingelser folder sig ikke kun ud på den ”store klinge”. Den opleves også indenfor nationalstatens rammer. Forskydningerne har været mangfoldige, men retningen har været klar: Kontraktliggørelsen af politikken og borgerne, hvor retten er blevet sidste instans.

Ironisk nok er det de liberales frihedsopgør med ”den stærke stat” og hele det velfærdsinstitutionelle system bl.a. gennem udlicitering, privatisering, effektmåling af kerneprocesserne i den offentlige sektor, der har affødt et helt uigennemtrængeligt kompleks af kontrakter, som dels har stillet politikken og de politiske beslutninger overfor retlige prøvelser og dels successivt begrænset det politiske mulighedsrum. Der er blev væsentligt færre områder i de fleste vestlige landes politiske systemer, der kan reguleres politisk.

Herhjemme behøver man blot at gå strukturreformen fra 2007 og de mange ”frit valgs” ordninger ekstra efter i sømmene for at se forskydningerne fra de politisk demokratiske beslutninger til de kontraktafhængige juridiske afgørelser og legalitet og den juridiske regulering af forholdet mellem offentligt ansatte og borgerne. Endvidere har reformen medført en voldsom styrkelse af den udøvende magt gennem ministerbeføjelser. Politisk ideologsik er det af samme grund blevet vanskeligere og mindre comme il faut at begrunde politiske forslag eller beslutninger med legitim politisk interesseforvaltning og mere respektabelt at henvise til ”saglig” (rationel) kontrakt- og transaktionsforvaltning.

Billedet er det samme på verdensmarkedet. Hvor handelsaftaler tidligere først og fremmest skulle regulere samhandlen på verdensmarkedet, har de i dag fået et indhold, der ikke blot løsriver dem for demokratisk kontrol, men udstyrer dem med eksterne voldgiftsretter, der i legalitet hævder kommercielle interesser overfor de enkelte landes lovgivende forsamlinger/parlamenter. 

Kontrakten som begreb er ovenikøbet blevet en central politisk og mytisk tanke- og kommunikationsfigur i dagens hegemonikamp. Hvor forestillingen om en ”kontrakt mellem folk og regering” for blot nogle få årtier siden ville være blevet opfattet som det rene nonsens og Rousseaunostalgi, er det i dag blevet daglig politisk tale. Reifikationen er blevet total. Befolkningen er siden Fogh regeringens første dage systematisk blevet omdannet til retssubjekt, der kan indgå kontrakter med et givet antal medlemmer af Folketinget eller en regering.

Markedsgørelsen har godt nok ”frisat” individet som markedsagent, men har i samme bevægelse fjernet den politisk betingede kollektive beskyttelse. Derfor opleves kontrakten og den eksisterende retsbeskyttelse som nødvendig og mere nærværende end politikken. Der er en udbredt oplevelse af, at det politiske system har fjernet sig mere og mere fra velfærdskravet og respekten og forpligtelsen overfor borgerne som både borgere og vælgere. Som demokratiet har taget form de sidste 30 år, oplever borgerne sig som adskilt fra det politiske system og uden indflydelse på politikken. I sin atomiserede tilstand orienterer flere sig forståeligt nok mod de individuelle retskrav.

Med dette nummer af Kritisk Debat forsøger vi som sagt at åbne for en kritisk analyse og behandling af forholdet mellem ret og politik ud fra flere af de nævnte vinkler. I sagens natur magter vi kun at åbne for spredte analyser med det forfængelige håb, at de forskellige artikler vil inspirere andre til at bidrage med kritiske analyser i de kommende numre.

Bevæggrunden for at åbne for temaet skyldes som sagt den synlige polarisering af forholdet mellem ret og politik og ikke mindst et politisk ønske om at udfordre den nuværende liberale retstænkning for at give politisk plads til borgerretsperspektivet som alternativt verdenssyn, hvor social retfærdighed, frihed og tryghed først og fremmest tænkes som en kollektiv og politisk aktiv forpligtelse og handling frigjort fra individets passive og abstrakte retssikkerhed, der i virkelighedens verden alligevel bliver krænket.

Som i det foregående nummer bringer vi også artikler udenfor det valgte tema. Det gælder en artikel om den politiske udvikling i Tyskland. En vurdering af Bidens offensive økonomiske politik. Et længdesnit af dansk kapitalisme samt et interview med Pelle Dragsted i forbindelse med hans bog om Nordisk socialisme.