Af Carsten Jensen, medlem af Kritisk Debats redaktion

Kunst kan spille en rolle i underminering af nyliberalisme og i radikalisering af demokrati. Det var budskabet, da Chantal Mouffe for tyve år siden sprang ud som én, der også deltog på kunstbiennaler og i debatten om kunstens rolle i stillingskrigen i det civile samfund. I en ny bog sammenfatter hun sammen med kunstneren Anna Ostoya sine ideer om den kritiske kulturkamps potentialer.

A pro pos Anna Ostoyas og Chantal Mouffes (2021) Politics and Passions. UK, Mackbooks.

Det er ikke ret tit, man ser bøger, der i selve deres layout vil afspejle et særligt politisk projekt. Men en sådan bog er Politics and Passions, der er et resultat af et samarbejde mellem Chantal Mouffe og Anna Ostoya. Chantal Mouffe er en gramsci-inspireret, poststrukturalistisk politisk filosof, der går ind for en fortsat rodfæstelse, radikalisering, af det liberale demokrati. Og så går hun også op i kunst og politisk kunstkritik. Det er det sidste, der er emnet her. Multikunsteren Anna Ostoya har udstillet i en lang række lande på institutioner som Museum of Modern Art, New York og Tate St. Ives. Ostoya veksler mellem forskellige udtryksformer, men har til bogen valgt en kombination af collage og portrætkunst baseret på håndtegnede skitser fra New Yorks undergrundsnet. Hun ser sine kunstneriske aktiviteter i en politisk kontekst, og opfatter Mouffe som én, der har sat ord på opfattelsen af kunstnernes rolle på en konstruktiv måde.

Parrets samarbejde om Politics and Passions, har især fungeret sådan, at Ostoya har leveret bogens illustrationer, og Mouffe har leveret svar på de spørgsmål, der danner basis for det store interview, der afslutter bogen. De har desuden har de samarbejdet om den tekst, der udgør det oprindelige oplæg for bogen, nemlig Mouffes tiltrædelsesforelæsning som professor på University af London, Centre for Democracy. Mouffe leverede teksten og Ostoya bidrog med dens æstetiske efterbearbejdning.

En egentlig anmeldelse af Politics and Passions på dens egne præmisser ville nok forudsætte en meget sjælden anmeldertype, nemlig en, der kombinerede lige gode kompetencer inden for æstetik og politisk filosofi. En kombination få besidder. Så jeg vil afholde mig fra i egentlig forstand at anmelde bogens æstetiske dimensioner. Hvad der derfor kan blive tilbage, er en omtale, – hvilket er lidt mindre ambitiøst, ud fra bogens politiske dimension: et bidrag til debatten om, hvad politik er og skal være i dag.

Det skal dog ikke afholde mig fra at udtrykke en banal personlig mening om udgivelsen. For jeg synes ikke rigtigt, at den virker i starten, selv om den har en spændende del 2, der omtales nedenfor. Ostoya har ombrudt Mouffes oprindelige tekst på en sådan måde, at det nok vil være de færreste, der får særlig meget ud af læsningen. Jeg siger ikke, at det slet ikke kan lade sig gøre, men blot at selve ombrydningen afbryder de fleste almindelige måder at læse en politisk tekst på. Man skal simpelthen sætte mere tid af til at læse den på denne måde. Og da teksten ligger frit og legitimt tilgængelig på nettet, er der nok en del, der vil finde det lettere at gå til den som ’uæstetisk tekst’. Samtidig har jeg ikke kunnet finde nogen sammenhæng mellem teksten og de mere traditionelle illustrationer/collager, som udgivelsen er forsynet med. Så fra et ’lægmandssynspunkt’ forekommer det samlede koncept blot være en mere besværlig måde at gå til et arbejde på. Men der kan være dimensioner og pointer, som jeg simpelthen ikke kan se, fordi jeg går til bogen som politisk dyr – og dermed med forud-antagelser – i stedet for med et ægte åbent sind. So be it. Man bliver ikke ustraffet udstyret med en uddannelse for snart 40 år siden uden samtidig at vælge nogle potentialer fra.

Imperiet, de politiske institutioner og miljøet

Men til den anden dimension, politikken. Anna Ostoya, der tydeligvis har taget initiativ til udgivelsen, fortæller i den store afsluttende interview-artikel, at hun især blev optaget af Chantal Mouffes arbejde af to grunde. Fordi Mouffe altid fremhævede, at der var politiske muligheder i alle situationer. Og fordi Mouffe ikke, som mange liberale og marxister gør, går ud fra at fjendskab kan fjernes endeligt. Og Ostoya havde fra barnsben optaget den erfaring, at fjendskab og vold er dele af tilværelsen, man ikke kan vælge fra, bare fordi man ikke selv bryder sig om dem. De kan komme ude fra.

Chantal Mouffe har i en årrække været meget skeptisk over for den strømning på venstrefløjen, der lod sig oprindeligt inspirere af Michael Hardts og Toni Negris tanker om ’Imperiet’ og ’Multitude’ (den mangfoldige masse). Hardt og Negri har hævdet, at det kapitalistiske samfund i det 21. århundrede var så udbygget og smart, at det ikke var muligt at kæmpe mod det inden for dets egne rammer. Der var ikke handlerum i denne situation. Modstand mod kapitalismens globale imperium vil blive vendt mod modstanderne selv, så deres kulturelle udtryk bliver indoptaget i systemet og gjort til elementer i reklame, marketing, forskning i nye produkter med videre. Fx blev modstand mod miljøsvineriet efter behandling i ’Imperiet’ til el- og hybridbiler, der bliver solgt til befolkningerne med det ideologiske spin, at ’de sviner mindre’.

Alle ved, at det er en sandhed med endda meget store modifikationer, hvis overhovedet en sandhed. Alligevel bliver gamle biler udskiftet med nogen, der bliver produceret med et kæmpe miljøsvineri til følge. Og som, når de er færdige, kører på el, der i stort omfang er produceret ved afbrænding af kul og andre fossile brændstoffer. Mao.: imperiet vandt over miljøbevægelsen, netop ved at give en del af bevægelsen, hvad den ville have. Kapitalismen fik indpakningen og datomærkningen ændret, men systemets angreb på klimaet kørte eldrevet videre. Fordismen er blevet til nyliberal post-fordisme, men cheferne er de samme.

Mouffe hævder, at en sådan ’imperium-agtig’ analyse simpelthen er for kynisk og for handlingslammende. Hun mener desuden, at det er bekymrende, at en så stor del af fx kunstverdenen og de professionelle i forskellige områder af samfundet har accepteret denne tankegang, hvor individuel tilpasning og kollektiv ’udvandring’ fra systemet er de eneste handlingsanvisninger.

I stedet hævder hun, at systemet ganske vist er i stand til at indoptage meget kritik via bløde tilpasningsmekanismer, men at det stadig er muligt at gøre modstand inden for dets rammer. Og at det ikke mindst stadig er meget nødvendigt. Hvis man overlod parlamenter og undervisningssystemer, elektroniske og skrevne medier, kunstbiennaler og filmfestivaler til nyliberalister og højrepopulister ville verden hurtigt blive meget sortere at leve i. Det er selvfølgelig vigtigt ikke bare at acceptere alt, hvad der foregår. Men endnu vigtigere er det at se de kulturelle og politiske institutioner som slagmarker, hvor man kan tage kampen op og vinde sejre, der kan bygges videre på, i stedet for at se dem som rene instrumenter for ’imperiets’ magt. At man så i overgangsperioder stadig må leve med kulforurening, er endnu en grund til at fortsætte det politiske arbejde, ikke en grund til at opgive det og udvandre fra det politiske institutioner i hendes perspektiv.

Krig og nyliberalisme

Ifølge Mouffes politiske filosofi, skal man være opmærksom på, at der altid kan opstå situationer, hvor gamle venner bliver til modstandere eller endog fjender. Ostoya kan i dette genkende elementer af tidligere debatter fra 1930’erne og 1950’erne, hvor fx psykoanalytikere som Sigmund Freud og atomfysikere som Niels Bohr diskuterede, hvordan man kunne forholde sig til farlige fjendskaber som dem, der opstod omkring det nazistiske styre i Tyskland og omkring kernevåbnene i efterkrigstiden.

En af de helt centrale ideer, som Mouffe også i denne bog forsvarer, er forestillingen om, at fjendtlighed er et uudsletteligt potentiale i samfund. Hendes sigte med dette forsvar er ikke at udbrede eller understøtte fjendtlighed som sådan. Tvært i mod mener hun, at det at benægte eller overse fjendtlighed er ekstremt farligt, fordi det gør grupper eller hele samfund forsvarsløse overfor den. Kun ved i praksis at se dette uhyggelige potentiale i øjnene kan man inddæmme det.

Derfor bekymrer Mouffe sig over tendenser til at undvige denne indsigt. Nogle anerkender, at fjendskab findes i dag, men hævder, at det kan fjernes, hvis man fjerner årsagerne til det. Liberalister mener, at fx fjendskab mellem nationer og stater kan fjernes ved at skabe gensidig afhængighed. Det kan ske ved øget samhandel, investeringer i hinandens lande og generelt internationalt samarbejde(jf. Tysklands aktuelle afhængighed af Putins gas). Kort sagt ved ’nationalstatens’ bortdøen. Marxister har ment, at man kan fjerne fjendskab ved at fjerne den økonomiske basis for klassekampen, altså i vores tid kapitalismen. Mouffe er ikke modstander af disse strategier. Hun mener bare, at de kun vil fjerne nogle former for fjendskab, men langt fra alle. Og at fjendskabet som potentiale ikke forsvinder ved, at nogle af dets former bliver hæmmet.

’Radikalisering af demokratiet er den eneste løsning’, argumenterer hun for. Eftersom man ikke kan være sikker på at kunne fjerne fjendskab, må man lede det over i former, hvor det bliver mindre farligt. En af disse former er parlamentarisk demokrati. Her kan større uenigheder bearbejdes på en sådan måde, at man kan ’tælle sig ud af vanskelighederne’ i stedet for at slå hinanden ihjel for at finde løsninger. Mouffe har foreslået betegnelsen ’agonistisk’ (til forskel fra antagonistisk) for en politik, der på den måde søger at undgå at skabe egentlige åbne fjendtligheder. En politiker, der har været inspireret af Mouffe, nemlig Pablo Iglesias fra Podemos, har mere mundret foreslået at ’gøre politik til skak i steder for boksning.

Det forudsætter selvfølgelig respekt for og forankring af de demokratiske spilleregler. Blandt andet derfor bruger Mouffe da også udtrykket ’radikalt demokrati’ om sin tankegang. Det spiller på cirka samme betydningsindhold som den gode danske sommergrøntsag radisen. Altså noget som er stærkt rodfæstet. Man skal demokratisere vores samfund, ikke bare overfladisk set, men til rødderne. Det vil også sige, at i Mouffe univers er der principielt ingen grænser for demokratisering. Ligesom fjendskab kan opstå omkring mange emner, der er til debat – religion, køn, indkomstfordeling, nationalt tilhørsforhold, hudfarve, kan også demokrati opstå omkring dem. Hvis man vil inddæmme fjendskabet og forhindrede dets dræbende potentiale (åben krig), skal man demokratisere de relationer, det opstår af. Formalistisk udtrykt siger Mouffe, at opfattelsen af ’os’ og ’dem’ skal holdes inden for rammer, hvor vi kan være modstandere i en debat, man kan stemme sig ud af. Og man skal omvendt forhindre, at de bliver til poler af et fjendskab, man kan blive tvunget til at slås sig ud af (i parentes bemærket: som ukrainerne har måttet siden 24. februar).

Kunstens og følelsernes rolle i radikalisering af demokratiet

Hvad har dette så med kunst at gøre? En hel masse ifølge Chantal Mouffe. Kunsten er et af de livsområder, hvor kamp mellem fjender kan gøres til konkurrence (agonisme) mellem modstandere. I Mouffes politiske filosofi spiller to fænomener sammen, som ofte slet ikke behandles inden for en sådan ramme: de kollektive følelsers, ’passionernes’ (som hun kalder dem), rolle og den kunstneriske aktivitet. Mouffe mener, at passioner er nødvendige i udvikling af politisk mobilisering. Hun har mange argumenter for denne påstand, men de kan koges ned til den praktiske erfaring, at ingen mobiliseres til politisk handling af fornuft alene. Der skal også nogle følelser til, før folk flytter sig ud af lænestolene. I den enkleste form handler det om at elske eller hade politiske projekter. Men der er selvfølgelig mange mellemformer i pladsen mellem disse to yderpunkter.

Uden følelser for ideer kan der altså ikke opretholdes støtte til aktiviteter, der handler om samfunds store spørgsmål. Ligegyldighed skaber apati. Og netop her kommer kunsten ind. Æstetiske udtryk er gode til at vække følelser eller forstærke dem, der allerede er aktive. Mange aktivister har sikkert oplevet, at det føles godt og stærkt motiverende at have gode slagsange. Det er lidt lige som til fodbold: man bliver en del af fællesskabet, når man synger med. Hvad enten er det er ’Sejle op ad åen’, ’Der er ingen ting, der maner’ eller ’Når jeg ser et rødt flag smælde’. I princippet mener Mouffe, så vidt jeg kan se, at al kunst potentielt har denne understøttende effekt på mobilisering, og at det er en af grundene til, at hun finder det så vigtigt at diskutere, hvordan den fungerer i politik og til støtte for hvem.

Hendes egen interesse går dog ikke så meget i retning af de mere folkelig udtryk. Hun er mere optaget af nyere former. Dvs. mere eksperimenterende kunstneriske aktiviteter. Collager, installationer, performance, street art, konceptkunst, mv. Måske fordi disse former set under ét er opstået og forholder sig til emner, der er tæt på vores tid. Da Mouffe i praksis har anset kunstens vigtigste rolle i de seneste årtier for at være, at bidrage til at underminere det neoliberale hegemoni, ville det være en nærliggende tanke. De arbejder hun især har behandlet over tid, har ofte været nogle, der på den ene eller den anden måde forhold til sig til forskellige aspekter af dette hegemoni. Det har fx været værker, der har problematiseret den rolle USA har spillet i udbredelsen af markedsideer i Latinamerika eller værker, der har understøttet kritik af forbrugerisme.

Til gengæld har hun også kritiseret en tendens til at acceptere den overfor nævnte dagsorden, der siger, at det er umuligt at bekæmpe Imperiet, fordi det optager kritikken netop via kunstneriske praksisser og drejer den på en sådan måde, at den når alt kommer til at kommer til at bekræfte kapitalismen. Som fx når tøjfirmaer vender kritik af politiske stereotyper til en måde at sælge tøj til subkulturer på. Eller når sodavandsfirmaer drejer unges drøm om fællesskab og tilhørsforhold til en tro på, at netop denne eller hin sodavandsfabrik på magisk vis også producerer dette. Af lutter skræk for at understøtte sådanne tendenser afholder nogle kunstnere sig fra at deltage i kampen om main stream, men vælger på forhånd ekstremt snævre udtryksformer, eller former der kun helt abstrakt forholder sig til det omgivende samfund.

Mouffe mener imidlertid, at der er brug for kunst, der modvirker det neoliberale hegemoni i alle sfærer. Der er både brug for andre normer end Coca Colas og for kunstneriske, passionerede bud på livsformer, der overskrider Bennetons forslag. I sig selv er de æstetiske former ikke afgørende, ligesom rammerne ikke skal afgøre, hvilke politiske kampe kunsten skal tage op. Traditionelle museer er fx ifølge Mouffe også slagmarker for kulturkampen, – hvis nogle vel at mærke forholder sig kritisk og fornyende til dem. Kunst der problematiserer neoliberale normer og kunst, der foreslår og understøtter andre demokratiske og solidariske normer er lige nødvendige. Det er den politiske retning, der er afgørende for Mouffe. Ikke former, institutioner eller lignende.

Er der brug for en agonistisk kunstkritik og en radikaldemokratisk kunst?

I det ovenstående er nogle af de vigtigste temaer fra Politics and Passions fremstillet. For den, der er fortrolig med Mouffes arbejde de sidste 20 år, er der måske ikke så meget nyt at komme efter på den rene indholdsside. Men på den anden side er nok heller til dem, at bogen især retter sig. Man kunne snarere forestille sig at sigtet har været at finde de læsere, der mere direkte går efter en kulturel/kunstnerisk tilgang end Mouffes sædvanlige læsere. På den måde kan bogen sikkert finde et publikum.

Mere generelt er åbningen af den politiske diskussion for kunstneriske og emotionelle emner nok også tiltrængt. I andre arbejder har Mouffe peget på, at venstresiden af politik ofte glemmer de store følelser, og at det har gjort livet nemmere for højrepopulister, der netop bevidst går efter disse registre i politik for at finde vrede vælgere, de kan repræsentere. Hvis det politiske venstre kan blive bedre til at håndtere en ansvarlig mobilisering af følelser, bliver det efter denne tankegang også nemmere at slå højrepopulismen og dens mentor neoliberalismen tilbage. Og hvis kunsten også kan spille en rolle i den sammenhæng som mobilisator, er der i hvert ingen grund til, at den ikke skulle indgå.

Hvordan man så mere præcist skruer ’radikaldemokratisk kunst’ sammen, er et helt andet spørgsmål, som i hvert fald denne artikelskriver, trygt overlader i andres kompetente hænder.