Kriseøkonomi og klimagæld

Diskuterende anmeldelse af Jesper Jespersens bog, Kriseøkonomi og klimagæld. Hvor kommer pengene fra.

”Hvis økonomerne derfor blot kunne lære at betragte sig selv på niveau med andre veluddannede teknikere, som f.eks. en god tandlæge, så ville meget være vundet”. John Maynard Keynes, 1931.

Citatet er hentet fra indledningen til afsnittet om ”Det økonomiske råderum” i Jesper Jespersens nye bog. Det beskriver rammende forfatterens udgangspunkt, som han deler med mange yngre progressive økonomer fra diverse økonomiske tænketanke, der yder en stor teoretisk indsats for at frigøre sig fra neoliberal tænkning. Blot for at nævne nogle få: Institute for New Economic Thinking, Social Europe, Ebert Institute mv. Det gælder for dem alle, at de i opgøret med neoklassisk økonomisk tænkning, der har hjemsøgt verdensmarkedet i hen ved fyrre år, bygger på det socialtekniske gods fra 30’erne hos Wiksell, Keynes og Kalecki m.fl. i deres opgør med repræsentanterne for den ”naturlige økonomi” for at redde kapitalismen fra den selv. Ønsket og målet var den gang som nu en ”ny social kontrakt”.

Den ekstra dimension til krisediskussionen bliver nu klimaproblemet, som Jesper Jespersen kalder ”klimagælden”, uden at det står helt klart, hvem udlåneren er.

Bogen er faktisk vanskelig at placere genremæssigt. Er den et kampskrift mod en økonomisk teoretisk doktrin, der har været dyrket siden 80’erne og for en samling omkring en progressiv grøn økonomi, der samtidig er en politisk genindsættelse af samfundsreguleringen af økonomien? Eller er bogen snarere et lille oplysningsskrift, hvor det didaktisk forklarende element har forrang? Eller er det en blanding af de to formål og vinkler? Det kan være svært at afgøre, men bogen er ikke et klart analytisk opgør med hele det økonomiske teoretisk underlag under de sidste fyrre års økonomiske politik både herhjemme og i hele den vestlige verden. Dertil dominerer kampskriftformen og de mange postulater for meget.

Bogen er opdelt i tre store hovedafsnit (Kriser og klima kan ikke adskilles, Råderummet i den økonomiske politik og Hvor kommer pengene fra), der fyldes ud af mange mindre essays. Det resulterer desværre i en noget springende fremstilling med alt for mange gentagelser.

Jeg bifalder Jesper Jespersens og alle de mange nye og progressive økonomers opgør med udbudsortodoksien. Men hele bogen igennem har jeg siddet og savnet et udfoldet politisk-økonomisk opgør med Says lov, den statiske markedslov og hele udbudstækningen. I stedet er jeg i næsten hvert essay blevet præsenteret for mange harske ord om økonomerne i finansministeriet, om urealistiske regnemodeller osv. uden at blive klogere. Jeg savner forklaringer på, hvordan veluddannede teknikere i så mange år har kunne dyrke så åbenlyst urealistiske teoridannelser og økonomiske modeller i ministerier, tænketanke og universiteter verden over? Eller hvordan de neoklassiske teoretiske varianter har kunne vise sig så sejlivede? Men forklaringerne henviser i det store hele ”atomistiskefejlslutninger” i den metodiske individualisme eller til ideologiernes tågekammer.

En og anden sur advokat kunne spørge; når nu Jesper Jespersen gør sig til talsmand for Keynes teori om den effektive efterspørgsel som produktionens drivkraft og statens synlige og regulerende hånd i markedsøkonomien, som blev samfundskuren efter krisen i 30’erne, hvorfor var det så, at samme økonomiske doktrin faldt sammen i 70’ernes kriseårti og relativt smertefri blev erstattet af den såkaldte neoliberale tænkning? Det helt grundlæggende spørgsmål ofrer bogen ikke mange linjer på. Det kan måske hænge sammen med, at bogen i sin didaktiske modelopbygning fortrinsvis beskæftiger sig med modelmetodiske problemer og langt mindre med den politiske økonomis reale udvikling, som på trods efterkrigstidens glorværdige vækst, var indfældet i klassemodsætninger, politiske interessemodsætninger osv. Af samme grund antager bogen i lange stræk lærebogskarakter uden at åbne for større politisk-økonomisk indsigt.

Den tilgang betyder også, at bogen ikke dykker ned i den faktiske udvikling siden ”Washington concensus” og giver svar på, hvorfor investeringsraten er faldet over de sidste fyrre år i hele den vestlige verden. (Keynes abstrakt psykologiske svar på investeringsproblemet var heller ikke overbevisende i 30’erne). Den giver heller ikke svar på, hvad den enorme globale gældsophobning betyder for fremtiden, eller hvad centralbankernes eksorbitante pengeudpumpninger får af betydning for den samlede kapitalstruktur med øget koncentration og et meget stort segment af virksomheder, som kun holdes i live via centralbankernes opkøb af private obligationer. I det hele taget savner jeg, at bogen forholder sig undersøgende til den faldende nettoprofits/”marginale kapitalafkasts” betydning for de lave investeringer, gældsophobningen og i forhold til den effektive efterspørgsel.

Det får til følge, at alle de mange gode afsnit om kritikken af ”det økonomiske råderum”, kritikken af budgetloven og skattefradraget for pensionsindbetalingerne osv. ikke læses ind i en bestemt politisk-økonomisk kontekst men mere kan forstås som beklagelige tilfældige resultater af kortsigtet økonomisk politik, dårlig økonomisk vejledning og ideologisk forblindelse. Og så tænker man, hvordan er nogen af ideologiske grunde sluppet afsted med at gennemføre krisepolitikken efter 2008, hvis det forholder sig sådan, at der er masser af penge og ingen problemer med statsfinanserne? Hvorfor har politikere og de mange teknikere i eliten ikke hørt på Jesper Jespersen og hans mange dygtige åndsfæller, når de atomistiske fejlslutninger ligefrem står i kø? Skal skellene bare fjernes fra øjnene?

Forklaringen er enkel. Fordi der ikke findes økonomi i almindelighed, men kun politisk økonomi indfældet i specifikke historiske modsætningsfelter og styret af bestemte klasseinteresser og magtkonstellationer. Hvor interessante mange af bogens modelredegørelser og analyser end er, bliver de underligt uinteressante, fordi man som læser ikke får at vide, hvem der skal og kan gøre op med ”krisegælden” og hvad, det vil betyde for samfundsharmonien. Bogen lider af samme svaghed, som den kritiserer hos de teoretiske skolemodstandere. Den behandler økonomiske grundlag og processer som selvvirkende. Dvs. som teknik og ikke som aspekter i samfundenes historisk indretning og udviklingsbaner, hvor bl.a. klasseinteresser og magtpolitiske dominansformer kan spænde ben for selv de mest intelligente korrektioner og strukturomlægninger.

En problemstilling, som corona pandemien i den grad har eksponeret. Både løsningen af krisen under og efter pandemiens foreløbige kulmination har i den grad været hæmmet af markedsøkonomisk anarki og profitstyrede investeringer i hele sundheds- og medicinalindustrien. Måske ville Keynes her have advokeret for skrappe statslige indgreb. Men i dag kender vi de politiske konsekvenser og voldsomme klassereaktioner. I den forstand var ”Minkgate” en gave til den politisk-økonomiske oplysning i den forstand, den viste hvilke voldsomme politiske kræfter, selv nok så fornuftige politisk-økonomisk indgreb kan afføde, hvis de truer magtstrukturerne.

Det fører over til bogens andet fokus – ”klimagælden”. Hele afsnittet og de underordnede essays virker noget anneksagtige. Der tales meget om grønne investeringer. Om nødvendigheden af at gribe ind nu. Om vedtagelsen af en grøn økonomisk politik, hvis ikke de kommende generationer skal undgælde for vores synder. Men det er for nemt. Det er ikke og har ikke været et generationsproblem. Helt almindelige mennesker har aldrig været ligeglade med naturen eller forurening. Tværtimod har mange kæmpet mod forureningen, fordi den helt konkret ødelagde deres liv. Men samfundsstrukturen, produktionsstrukturen og profitten som drivmiddel har indenfor de kapitalistiske magtstrukturer udviklet sig på en måde, hvor den enkelte ikke har kunnet handle uden at bidrage til klimakrisen. Det er ikke et generationsproblem. Det er et samfundsproblem og et verdensmarkedsproblem.

Det betyder ikke, at Jesper Jespersens forskellige forslag i bogens sidste essays til at gribe forandrende ind (grønne skatter, co2 afgift, grønne investeringer mv.) ikke er interessante i sig selv. Men man sidder som læser tilbage og tænker: ” hvem skal så lige stå i spidsen for den politik, og hvad skal der ske, når den ene og den anden store forurenende virksomhed efter den anden boycutter omstillinger, eller når betalingsbalancen belastes af faldende konkurrenceevne på grund af krav om co2 neutral produktion i nationaløkonomien. Hvem skal betale for co2 afgifternes sociale slagside? Hvordan skal omfordelingspolitikken gennemføres? Hvordan skal en grøn skattepolitik gennemføres, hvis ikke de helt store aktører som EU, USA, Kina m.fl. enes om en standard, som nødvendigvis må indsnævre det ”nationaløkonomiske råderum”.

Desværre dominerer bogens oplysningsdidaktiske metode. Der så igen spænder ben for dens mulige funktion som kampskrift for et mere bredspektret opgør med den kapitalistiske neoliberale strategi. Det nytter ikke at henvise til den fornuftige fagøkonomi og de dygtige teknikere, hvis samfundets politiske og økonomiske magthavere ikke konkluderer med Keynes men med Kalecki: at kontrollerede kriser og en vis arbejdsløshed er en nødvendighed i et samfund, hvor profitten er produktionens motiv og ikke borgernes behov.

På trods heraf og på trods af min fortrinsvis politiske kritik af bogen er det velgørende, at den er blevet udgivet. Den er heldigvis i selskab med en række andre progressive økonomers opgør med den neoliberale samfundstænkning, og man skulle være et skarn, hvis man ikke billigede stormløbet på en politisk-økonomisk samfundsopfattelse og magtdominans, der har bragt samfundene ud i ekstrem ulighed og kaos, og som ikke har et eneste svar på, hvordan fremtiden skal formes.

Men ethvert stormløb mister i kraft, hvis ikke det konkret kan beskrive, hvad der skal ændres, hvem der skal gøre det, og hvad der kan forventes af modstand og oveni købet sabotage. Det må komme i den næste bog eller andre bøgers opfølgning. Centrum-venstre i Europa har i den grad brug for politiske økonomer som Jesper Jespersen og hans kolleger rundt om i EU til at skærpe debatten og kritikken.