Kommentar: Venstrefløjen på den internationale reaktions side

 

Af Gorm Winther, Professor (em)

Med Enhedslistens landsmøde i Bededagsferien afgik den danske venstrefløj ved døden. Både SF og et flertal i Enhedslistens ledelse bakker nu op om NATOs aggression og imperialismens forsøg på at inddæmme og omringe Rusland med henblik på at få uhindret adgang til den russiske økonomis enorme ressourcer og den billige højtuddannede arbejdskraft.

Venstrefløjens knæfald for den internationale reaktion, og sanktioner, som lønarbejdere i Danmark og Vesten skal betale, er imidlertid også en enestående chance for at få taget et opgør med identitetspolitisk tågetale og opportunisme. Sanktioner er forbryderisk krig, der ikke rammer de herskende klasser i Vesten og Rusland. De relativt velhavende medlemmer af det urbane småborgerskab, nogle kalder dem venstre- eller socialliberale, dominerer resterne af venstrefløjen. Disse navlebeskuende ”salonsocialister” betegnes rammende af den tyske venstrefløjspolitiker Sarah Wagenknecht som de illiberale.

Illiberalismen udgør et fænomen, som bedst kan sammenfattes med begreber som kognitiv hjernevask af hele befolkninger eller en vækkelsesbevægelse med et fanatisk fokus på minoriteters rettigheder og tildeling af privilegier til disse angiveligt forfulgte grupper. Det er med andre ord ikke ofrene for det kapitalistiske klassesamfund, som er en altomfattende majoritet inklusive minoritetsofrene – i stedet er det kun minoriteterne. At denne moderne vækkelse kun ser på minoriteter ud fra racemæssig-, etnisk-, sexuel-, køns- eller anden diskrimination tjener til at afspore det essentielle- som udspringer af den basale modsætning mellem lønarbejde og Kapital.

Undertrykkelsen er i dag – uanset et andet teknologisk udviklingsniveau – den samme; det handler fortsat som udbytning eller merværditilegnelse, kapitalakkumulation, profitrater og magtkampen omkring fordelingen af det samfundsmæssige merprodukt skabt af arbejdet. Det er ud af dette, at magtfordelingen viser sig som en betydelige magt og formuekoncentration under kontrol af relativt få oligarker og monopolkapitalister i den markeds- og statskapitalistiske verdensøkonomi.

Wokebevægelsen, som denne vækkelsesbevægelse også hedder, er hverken venstreorienteret eller liberal. Den er skamløst ligeglad med ofrene for sanktionspolitikken. For de vækkede handler det om ”me me me” på portaler som facebook og lignende fremfor tilbundsgående studier af socialistisk ideologi og økonomi. Det nyeste skud på det samfundsmæssige vanvid, der ledsager vækkelsesbevægelsen, går på de ukrainske ofre for en angivelig russisk aggression I Ukraine. Disse ofre har ny-vækkelsen helt og holdent taget til sig, i overensstemmelse med de social portalers bud og den internationale imperialisme, der ivrigt puster til vækkelsens sindssyge blindhed overfor, hvad der virkeligt foregik og foregår omkring den antirussiske, nationalistiske undertrykkelse af mindretal i Ukraine.

En række medlemmer af Enhedslisten har begået, hvad de ubeskedent kalder teser. Skråsikkert taler man om russisk imperialisme eller ”Putins krig”. Burde man ikke kende sin begrænsning og kalde den slags for hypoteser? Den ubeskedne retorik synes at dække over, at man tror, man har patent på sandheden. Historien skabes ifølge disse åndfulde debattører af personer. Det er kejsere, konger, huldsalige engle og inkarnerede forbrydere som Hitler, Stalin, Pol Pot, Putin, der skaber historien. Putin, som faktisk er moderat sammenlignet med høge i rådgivningsapparatet bag ham, er den reinkarnerede kong Vlad af Transsylvanien, der skal have en pæl hamret gennem sit hjerte. Han skal dø og alt bliver godt igen. Som i en dårlig Western findes der både ”good guys” og ”bad guys”. De mest ædle eller diabolske af dem har en enestående vilje, der kan bestemme historiens gang.

Den slags kalder vi for historisk voluntarisme, og det har intet med Marxismens historieopfattelse – den dialektiske og historiske materialisme – at gøre. Enhedslisten melder sig med sin ”analyse” ind i flokken af brægende politisk korrekte urbane småborgere. Store dele af Enhedslisten udstiller frejdigt den intellektuelle fattigdom, der præger de sociale portaler.

Hvad enten russere er kunstnere, forskere eller sportsfolk udsættes de for en forfølgelse, der står i en skærende kontrast til andre minoriter, der nyder vækkelsesbevægelsens beskyttelse!

I et notat skriver Enhedslistens historieløse medlemmer, at Ruslands forsvar vendt mod NATOs aggression siden 90’erne og afnazificeringen af Ukraine er en imperialistisk aggression i stil med krigen mod Irak i 2003. Ikke nok med, at man henfalder til voluntarisme, demonstrerer man også, at forståelsen af imperialisme og international politisk økonomi er fraværende. Det er ikke Lenins, Luxemburgs, Gramscis og afhængighedsteoretikernes imperialisme disse venstreliberale ”salonsocialister” refererer til. I stedet hedder det sig om den såkaldte ”russiske imperialisme”, at den er et brud på folkeretten. USA’s Imperialisme, der ikke lever op til folkeretten, har med 19 krige og mange indirekte krige pr. stedfortræder millioner af døde på samvittigheden. Så store ulykker kan den såkaldte ”russiske imperialisme” ikke præstere. At enhver stat har ret til at føre sikkerhedspolitik, fjerner beklageligvis det folkeretlige aspekt, hvad de selvretfærdige på venstrefløjen glemmer.

At NATO og US-imperialismen internationalt f.eks., brugte begrebet ”humanitær interventionisme” som undskyldning for at terrorbombe Serbien for at ”beskytte” et rabiat muslimsk mindretal i Bosnien og Kosovo har skam ikke en parallel i nye stater som Ukraine, hvor russiske mindretal søges etnisk udrensede? At fredsbevarende interventioner søges retfærdiggjort på den måde, er kun Vestens ret og ikke Ruslands. Imperialisme handler ifølge Enhedslisten om angreb på en suveræn nation og et overfald på dens befolkning. Imperialisme er når en stormagt dominerer og bestemmer skæbnen for lande i sin interessesfære, siger de.

Medlemmer af Enhedslisten, der tror at Rusland er imperialistisk, tager fejl på to afgørende punkter. For det første er der forskel på en imperialistisk stormagt og en regional hegemonisk magt. For det andet er Ruslands forsvar af Østukraine en handling vendt mod den vestlige imperialismes centre med USA i spidsen. Spørgsmålet mht. den første fejlslutning går komparativt på om de træk, der kendetegner den vestlige imperialisme, genfindes i Rusland efter perestrojkaens tilbagetog og opløsningen af Sovjetunionen. Den russiske blandingsøkonomi i dag er kendetegnet ved dels en fortsat etatisme (statsliggørelse eller statskapitalisme) i økonomiens strategiske sektorer (råstoffer og militær), dels kapitalisme som følge af 90’ernes vilde liberaliseringer og nyliberalismens chokterapi. Allerede her er der en forskel til de vestlige kapitalistiske systemer domineret af de store privatejede økonomiske foretagender indenfor Big Tech., det militærindustrielle kompleks og andre privatejede monopoler.

Russiske internationale aktører optræder ikke på samme måde som aktørerne i det verdenskapitalistiske system. Det er korrekt at sige, at i forholdet mellem Rusland og de postsovjetiske CIS stater optræder Rusland hegemonisk. Det er imidlertid forkert at sige, at Rusland er imperialistisk. Rusland, der kun begrænset er i stand til at påvirke internationale anliggender, er en regional hegemon i forhold til tidligere Sovjetrepublikker (CIS staterne). Rusland er i defensiven overfor NATOs og USA’s aggression siden 90’erne. Ruslands økonomi har nykoloniale træk, fordi man er afhængig af produktion og eksport af gas og olie, mens overførslen af teknologi og luksuskonsum foregår fra imperialistiske lande. Et tegn på at det etatistiske hegemoni skulle være det samme som imperialismen fordrer, at omfanget af russiske transnationale selskabers investeringer antager samme omfang som hos de nordamerikanske og Europæiske selskaber indenfor den globale kapitalisme. Dette er ikke tilfældet!

En af Imperialismeteorierne forfægtet af Rosa Luxemburg fokuserer på staters søgen efter nye markeder med henblik på at akkumulere og eksportere kapital til de imperialistiske centre, der underlægger sig kolonier politisk, økonomisk og militært. Luxemburgs og andres vigtigste pointe var, at imperialismen og udbredelsen af klassesamfundets magt, dels kunne forklares ved vigende profitrater i de kapitalistiske centerøkonomier, dels også ved de transnationale selskabers økonomiske konkurrencekamp om nye landområder. Imperialismen var et resultat af kapitalakkumulationens grænser nationalt. Når kapitalen ”lå brak” i centerøkonomierne – der akkumuleredes mere kapital end der kunne investeres – og når kapitalejerne ikke kunne realisere profitter som før, måtte man søge nye markeder. På grund af profitratens tendens til fald og en øget udbytning af lønarbejderklassen blev købekraften i befolkningen lavere. Dette nødvendiggør fri adgang til nye markeder med henblik på en fortsat øget udbytning gennem adgang til billig arbejdskraft og råstoffer.

Imperialismens ageren siden 90’erne er forankret i profitøgning og kapitalakkumulation for multinationale selskaber understøttet af den politiske og militære elite i Nordamerika, NATO og EU. Transformationen af planøkonomien muliggjorde multinationale selskabers adgang til det russiske ”marked”. Vesten fik adgang til at etablere sig i det tidligere USSR. De anseelige ressourcer olie, gas og andre rå- og hjælpestoffer skulle bidrage til at modvirke profitratens tendens til fald i mere end 100 år. Den højt uddannede arbejdskraft, der ovenikøbet var billig, og et svækket politisk system, der kunne kontrolleres af vestlige økonomiske og politiske vestlige beslutningstageres magt, ændrede Rusland og CIS landene til stater med vasallignende træk.

De multinationale selskabers direkte investeringer muliggjorde en kapitaleksport, der hæmmede den russiske økonomis udviklingspotentialer og evne til at skabe en selvbåret økonomisk vækst. Hvis denne udvikling havde kunnet fortsætte, ville det højest sandsynligt lede til det samme som set i udviklingsøkonomierne og i Ukraine i dag – deindustrialisering, kapitalmangel og stagnation efterfulgt af en negativ vækst og en lav udviklingsevne. Den fortsatte eksistens af den etatistiske produktionsmåde i Rusland er ikke kompatibel med nyliberalismens røveri af ressourcer. Den er kimen til imperialismens genoptagelse af den kolde krig, så længe staten besidder kontrollen med ressourcerne. USA og NATO har lige siden 1990 på trods af James Bakers og Hans Dietrich Genschers løfter om ikke at ekspandere mod øst rykket sin interessesfære helt over til Ruslands grænser ved at optage Øst- og centraleuropæiske lande i NATO. Dette fortsætter med optagelsen af neutrale Skandinaviske lande og med en intention om at optage de sydlige CIS lande. Krigen i Ukraine er som andre steder i verden USA’s krig via en stedfortræder denne gang vendt mod Rusland. Det er en konflikt, der daterer sig tilbage til 90’erne med et NATO, der udnyttede umodne østeuropæiske demokratier og en naturlig skræk for Stalinismen, til at manipulere befolkningerne til at sige ja til NATO.

Man kan spørge sig selv, hvorfor NATO skulle fortsætte, nu der ingen fjende var mere. Det bliver forståeligt, dels på grund af en institutionel sklerose, dels når den imperialistiske strategi handler om at få indlemmet Rusland som en perifer økonomi underordnet den globale kapitalismes centre. Den russiske nation, statsapparatet, de russiske institutioners sikkerhed har siden 90’erne måtte imødese økonomiske og militære trusler udefra. Her handler det ikke kun om den ydre militære trussel påtvunget af imperialismen; det handler i lige så høj grad om en indre trussel iværksat af imperialismen. Undergravende støtte til femtekolonne-virksomhed og til subversive kræfter skal bane vejen for iværksættelse af statskup. At Putin indenrigspolitisk som en del af dæmoniseringen af russere er en autokratisk galionsfigur for den herskende klasse af nykonservative i Rusland ændrer ikke på, at selv det reformerede kommunistiske parti og andre partier ved magten i Rusland ikke vil ændre Ruslands og CIS landenes sikkerhedspolitiske krav.

At Rusland stillet overfor NATOs samlede militære styrke selvmorderisk skulle kaste sig ud i et angreb på Vesteuropa og indlede en 3. verdenskrig, kan kun forklares ved den hjernevask, vi udsættes for fra mediegiganterne og CIA. Rusland har ikke den militære kapacitet til at vinde en storkrig. Oveni dette skal man ikke glemme århundreders historie spændende fra Napoleon Bonapartes felttog, de hvide horders hærgen efter Oktoberrevolutionen og Hitlers angreb i 1941 med ufattelige tab i menneskeliv og materielle ødelæggelser. Afskrækkelsen mht. en ny krig, NATOs avancerede krigsteknologi og et teknologisk overlegent vestligt atomarsenal har tvunget Rusland i defensiven. Det er i den sammenhæng ikke uinteressant at læse, at Rusland står svagt i krigsscenarier lavet i NATO regi. Samlet set var det Sovjetiske konventionelle militær under den kolde krig fem gange større, end hvad det er i dag. Studier af Ruslands nuværende militær sætter spørgsmålstegn ved evnen til at være en reel trussel mod NATO i en langvarig, all-out militær konfrontation. Det ser hverken regeringen, oppositionen eller den nu afdøde Venstrefløj midt i et ufatteligt krigshysteri, der truer menneskeheden med total ødelæggelse.