National samling og splittelse

Af Jan Helbak, medl. af Kritisk Debats redaktion

 Det har forekommet redaktionen indlysende at bringe flere artikler i dette nummer med fokus på den i dansk historie noget umage regeringsdannelse mellem Socialdemokratiet, Venstre og det nye parti Moderaterne. Det er blevet til fire artikler ud af syv.

 Regeringsdannelsen ligger i logisk forlængelse af det nationale kompromis om forsvarspolitikken og Mette Frederiksens Grundlovstale i foråret 2022. Vel sagtens som den umiddelbare reaktion på Ruslands invasion af Ukraine og samlingen af store dele af Vesten i en fælles front mod truslen fra Moskva. Invasionen blev set og ses stadigt skingert som et angreb på Vestens værdier og hele sikkerhedsstruktur.

I dette eksplosive konfliktfelt er nationalstaternes interne klassestridigheder og politiske kampe blevet underordnet national samling. I valgkampens forløb blev det omsat til nødvendigheden af dannelsen af en regering hen over midten. Efter valget begravede de traditionelle politiske modstandere stridsøksen for ansvarligt at finde sammen og sikre den bredest mulige opbakning bag en for Danmark nødvendig politik.

En regering hen over midten – en flertalsregering – blev af først Mette Frederiksen og senere Jakob Ellemann og Lars Løkke Rasmussen fremstillet som eneste mulighed for at genopbygge og vedligeholde stabiliteten internt i Danmark og som eneste ansvarlige garant for landets bidrag til forsvar af Europas og Vestens interesser mod truslen fra autokratierne i bl.a. Moskva og Beijing.

Regeringsdannelsen blev til under en mediebåren stemning af belejring, hvor vores velfærdssamfund er udfordret af et kompleks af kriser. Ruslands invasion af Ukraine og krig igen på Europæisk grund. Inflationsspøgelsets genopdukken. Usikker energiforsyning med store omkostninger for både husholdninger og erhvervsliv. Brudte forsyningskæder og frygten for fremover at være afhængige af enkelte lande både hvad angår råstoffer, energi og vareproduktion indenfor især tech-sektoren. Klimakrisen og ændringen af hidtidig ordinær infrastruktur til kritisk infrastruktur nu, hvor verdenshandlen er blevet militariseret og underlagt en ny geopolitisk sikkerhedskonflikt.

En ordentlig mundfuld efter et valg, der næsten endte uafgjort mellem de traditionelle politiske blokke i dansk politik. De efterfølgende politiske diskussioner under de langstrakte regeringsforhandlinger blev de facto opslugt af hensynet til den nationale sikkerhed og den fælles løsning af de mange kriser. Der måtte gennemføres utraditionelle løsninger, hvor alle måtte bidrage. Tiden var ikke og er ikke inde til at pleje særinteresser. Hvis landet skal indgå i et stærkt sikkerhedspolitisk forsvar af Europa, skal der flere penge i krigskassen – også kaldet øgede forsvarsudgifter. Hertil skal alle bidrage. Alt andet er useriøst.

Men er det nu også det? Vel var Mette Frederiksens hidtidige parlamentariske grundlag svækket. Men var der ikke alternative svar på de mange såkaldte kriseproblemer, som Mette F ville kunne have gennemført sammen med SF, EL og R? Var det nødvendigt at danne en regering sammen med Venstre og Moderaterne og give store indrømmelser på velfærds- og skatteområdet? Eller havde Socialdemokratiet allerede indregnet disse indrømmelser for at bevare magten og skille sig af med en venstrefløj, som nok er sympatisk og mere i overensstemmelse med Socialdemokratiets eget bagland, men som ganske legitimt også forfølger en strategi om at presse Socialdemokratiet til venstre, selv om det skulle blive i konflikt med Det Radikale Venstre og den ”nationale samling”.

Noget tyder på, at det modsatte – splittelsen – ligger indbygget i selve regeringsgrundlaget, i regeringskonstellationen og i statsministerens politik- og selvforståelse.

Første prøve på den nationale samlings holdbarhed er vi allerede blevet præsenteret for. St. Bededagsudspillet og konfrontationen med fagbevægelsen og nok så meget Socialdemokratiets bagland. Måske er det et forvarsel. Måske er det et udslag af ringe politisk håndværk. Måske åbner samlingsregeringen i virkeligheden for en lang periode med splittelser, interne kampe i regeringen og idelige konfrontationer i Folketinget men nok så meget for omrokeringer i de politiske styrkeforhold både i det samlede politiske landskab og internt i partierne. Både dem i regering og dem i opposition. Den kendte blokstruktur er i hvert fald lagt på huggeblokken.

Artiklerne i dette nummer berører disse temaer fra flere forskellige vinkler. I den første artikel spørges der til, ”Hvis SVM’s program er løsningen, hvad er så problemet”? Den tilgang bunder i den opfattelse, at oppositionen og især oppositionen på venstre side ikke kommer udenom at give svar på de samme problemer og udfordringer, der ifølge SVM kalder på national samling.

Men splittelsen af den nationale samling er allerede her halvanden måned efter synlig i porten. Regeringens eklatante fejllæsning af stemningen i befolkningen og dens selvfiksering i krisestemningens lyskegle har forledt til et nationalsymbolsk opgør med St. Bededag for at betale for øgede forsvarsudgifter. Hertil rækker krisebevidstheden i befolkningen åbenbart ikke. I hvert fald er protesterne voksende og udfordringen af fagbevægelsen og ”den danske model” har for det første vakt fagbossernes vrede, for det andet befordret en vis form for nyslået legitimitet blandt medlemmerne og for det tredje gjort vanskelige overenskomstforhandlinger endnu vanskeligere. Det skisma behandles i artiklen ”Den danske model og ST. Bededagstyveriet”.

Selvfølgelig har SF og EL været tvunget til at gå i tænkeboks og overveje deres politiske strategi, nu hvor de ikke har en Socialdemokratisk regering eller et Socialdemokratisk parti at danne alliancer med. Derfor har det været oplagt at bede repræsentanter for de to partier give deres bud på de fremtidige politiske skridt. Alene overskrifterne på de to bidrag antyder måske større forskelle i de respektive partiets svar på den aktuelle situation. ”SF i konstruktiv opposition” giver næsten sin egen fortælling. Tilsvarende med bidraget om EL’s stilling, ”Rød-Grøn Venstreopposition”, hvor et selvstændigt regeringsalternativ indgår i strategien.

Midt i det hele bringer vi en kun delvis aktuel artikel om ”Indkomstfordeling, økonomisk vækst og fordelingspolitik i et postkeynesiansk perspektiv”, hvor det er hypotesen om, at indkomstfordelingen ikke er et politisk redskab, undersøges, hvorfor effekten på den økonomiske aktivitet i højere grad afhænger af de underlæggende stød end af selve ændringerne i indkomstfordelingen.

Krigen i Ukraine spiller i dag en afgørende rolle for positionerne på næsten alle politikområder. Både nationalt, i Europa, i Vesten og ikke mindst i tilspidsningen af den internationale geopolitik – rammet ind af Jo Bidens forsimplede binære feltråb: ”Demokratier versus Autokratier”. I artiklen ”Fred i vor tid – i Ukraine” fremstilles en noget mere nuanceret og skarp analyse af krigen i Ukraine, dens forudsætninger og indføjning i et større strategisk herredømmespil end de på bjerget herskende og mediedominerende fortællinger. Tilsvarende behandles brugen af analogier som metode i de ensidige narrativer i begrebsanalysen, ”Analogier”.

Februar nummeret afsluttes apropos med en bogomtale af ”Kunst, krig og neoliberalisme”, som er blevet til i et samarbejde mellem Chantal Mouffe og kunstneren Anna Ostoya, hvor ledetråden er: radikaldemokratisk kunst. En kunst der i et bredt spekter indgår i den optimistiske kamp for det radikale demokrati – den permanente demokratisering.