Leder

Modsætninger og paradokser

Af Jan Helbak, medl. af Kritisk Debats redaktion

I en omvæltningstid, hvor grundstrukturer, grundopfattelser og verdensanskuelser ikke længere er mejslet i granit, bliver en række hidtil usete eller oversete modsætninger og paradokser ofte synlige.

Det præger også dette nummer af Kritisk Debat, hvor der endog er meget store afstande mellem de fælles forståelser artiklerne imellem. På den måde kan man sige, at nummeret er indfældet i sin umiddelbare samtid og godt for det!

Udenfor raser uenighederne om hvad som helst. Paradoksernes kø vokser.

USA har sammen med EU’s ledere inklusive den danske statsminister og hele hendes ministerium argumenteret heftigt for nødvendigheden af at opbygge en front af demokratier mod en anden front af autokratier, hvor den aktuelle anledning selvfølgelig er Ruslands invasion af Ukraine. Når man så gør regnebrættet op og underkaster fronten en tættere gennemgang, kan det ikke skjules, at adskillige autoritære styrer/magthavere fylder op i fronten af demokratier. (eksempelvis når frontens stemme skal afgives i FN). Det må siges at være et paradoks.

Ca. 30 vestlige lande har vedtaget de mest vidtgående økonomiske og politiske sanktioner mod Rusland, verden nogen sinde har været vidne til. Nu overvejer man at anvende de indefrosne mia. dollar som Ruslands krigsskade erstatning til Ukraine. Problemet er blot, som det er kommet frem på verdenselitens topmøde i Davos, at det indebærer et fundamentalt brud med respekten for ejendomsretten. Et skridt flere ledende økonomer og industri- og bankfolk advarer kraftigt imod, fordi konsekvenserne er uoverskuelige. Endnu et paradoks.

Allerede nu er vi vidne til en heftig aktivitet på de finansielle markeder og i regeringskontorerne udenfor USA og Europa. Opgaven og målet er at opbygge alternative finansielle kapitalstrukturer til dollaren, Swiftsystemet, direkte investeringer og kontrol med forsyningskæder. Det drejer sig om at gøre sig mindre sårbar overfor USA’s dollardominans. Hvad der virker nu, kan få den modsatte virkning i overmorgen. Et ikke ukendt historisk paradoks.

Under den spektakulære iscenesættelse af samlingen i den vestlige front skabes uro i undergrunden – udenfor fronten, hvis udvikling lige nu er uforudsigelig. Både USA, EU, Rusland og Kina har kastet sig ud i en frenetisk aktivitet for at skabe nye alliancer – både politiske, økonomiske og militære. Men på trods af deres aritmetiske volumen er de nye alliancer både uprøvede, skrøbelige og fyldt med kynisk opportunisme. Både fronten af demokratier og Kina og Rusland tæller kun på regnebrættet i Afrika, i Mellemøsten og i Asien kun, for så vidt de hver især fremmer helt snævre nationale interesser. Det større politiske og ideologiske modsætningsforhold er for mange af verdens lande at regne som ren luksus.

Herhjemme er vi i den sidste måned været vidne til et ganske interessant paradoks. I Hjortsagen er det blevet de liberales lod at forsvare folkets suverænitet. Dvs. parlamentets demokratiske suverænitet overfor retssystemet, den ”dybe stat” og regeringen. Og omvendt regeringens lod at afkræve Folketingsmedlemmernes afstemning i blinde. Noget der ellers hører konspirationsteorierne og de autoritære stater til – af hensyn til rigets og statens sikkerhed. Nu har Folketingets partier i årevis og politologer i årtier berømmet det repræsentative system, som det af alle systemer i verden, der er bedst til at løse konflikter og modsætninger i samfundet gennem åben debat og oplyst afstemning. Og så er det en socialdemokratisk og ikke en liberal regerings hensigt at skrotte den samfundsattribut for at imødekomme en rigsadvokats indstilling og et efterretningsvæsens påstande. Det må karakteriseres som en spændende paradoks med vidtrækkende konsekvenser i et samfund, hvor demokratiet i øvrigt knager i fugerne. Blot skammeligt, at det meste af den hjemlige verdenspresse diskuterer sagen, som enten en ”red Hjort sag” eller som en mistillidserklæring til retssystemet, hvor det først og fremmest er et spørgsmål om, at folkets repræsentanter, som det sig hør og bør i et demokrati, har valgt at forsvare parlamentets suverænitet og det enkelte parlamentsmedlems umistelige ret til at opnå indsigt i, hvad han/hun skal stemme om.

Men ovennævnte paradoks skal skam ikke stå alene. Samme dag, som Kritisk Debat udkommer, stemmes der om afskaffelse eller bevarelse af Danmarks forsvarsforbehold. Ikke at det ikke kan være fornuftigt af afskaffe forbeholdet eller for den skyld bevare det. Problemet er, at vi savner de reelle begrundelser for den ene eller den anden position, hvorfor en så vigtig afstemning i den aktuelle situation bliver ligegyldig.

Nu har næsten alle landes regeringer i det europæiske forsvarssamarbejde kastet al energi ind i at efterkomme amerikanernes krav om yderlige at afgive suverænitet og styrke det amerikansk dominerede Nato. De samme landes regeringer afsværger højlydt enhver tanke om opbygningen af en fælles EU hær til værn for Europa og støtte til EU’s vedtagne strategi – ”offensive autonomi” – på verdensmarkedet. Så spørgsmålet melder sig uundgåeligt; drejer afstemningen sig om at fjerne forbeholdet for Danmarks deltagelse i en ”sidevogn” til Nato, eller bliver Danmark med opgivelse af forbeholdet indlemmet i underliggende og skjulte bestræbelser for at frigøre EU fra amerikansk dominans, når stormen har lagt sig. Man bør i den forbindelse lytte nøje til de mange modstridende udmeldinger (mellem linjerne) fra Berlin, Paris og Rom og sammenholde dem med de mere konsistente og åbenlyse reaktioner fra de samme landes ledere, da Trump residerede i Det Hvide Hus.

Det største paradoks er nok, at mens der blæses til samling i den ene front, bidrager den samme samling til at øge de globale modsætninger og skabe flere nye fronter og især regionale opdelinger af verdenskapitalismen. De modsætninger øges yderligere af, at de vestlige demokratiers sanktionspolitik har bidraget til at fremprovokere Ruslands kyniske blokade af Ukraines korneksport, hvad der først og fremmest rammer de fattigste lander og puster til de i forvejen store politiske og sociale spændinger og bremser for demokratiseringsprocesserne. Samme sanktionspolitik strammer energiforsyningen til bristepunktet bl.a. i Europa, hvilket også omsætter sig i sociale spændinger, der ikke over en længere periode kan holdes nede af patriotisk solidaritet med fronten mod Rusland.

Især ikke, hvis den eneste kur på den faretruende inflationære spiral, viser sig at være ”Paul Volker løsningen”: radikal pengepolitisk stramning gennem stejl rentestigning og efterfølgende recession. Men det er de overvejelser, der overvejes i centralbankernes kontorer og indfældes i de bløde linjer fra centralbankcheferne.

Eller sagt på en anden måde er vi der, hvor verden kun kan forekomme styrbar og alle de aktuelle modsætninger og paradokser alene opleves som forbigående – kollateral dammages – hvis man tilskriver det liberale verdenssyn samme status som den katolske kirkes frem til perioden op til reformationen og Luthers udfordring af Pavens og den kirkelige ortodoksis overøvrighed i 1517.

Men det vil nok i den nære historiske tid vise sig at være et forkert historisk sats. Modsætningerne og paradokserne hører om nogen en opbrudstid til, og fungerer som sådan som vores politiske kanariefugl i minegangenes mørke. Af samme grund hilser vi de mange spændende artikler i Kritisk Debat velkommen.

Nummeret indledes med et interview med Thomas Piketty, hvor han advarer mod fremvæksten af en aggressiv neonationalisme, som reaktion mod den neoliberale globalisering og den ekstreme ulighed som konsekvens. Modgiften er markant omfordeling af indtægter og formuer gennem verdensskat og et fælles skatteregime i EU. Men hvilke kræfter, der skal stå i spidsen for omvæltningerne, kender vi kun de vage omrids af. Især når Melenchons (La Franche insoumise) store fremgang i det franske præsidentvalg ikke ligefrem slog offensivt til lyd for en europæisk samling af de undertrykte klasser for en social demokratisering af EU. Det fremgår meget klart af artiklen Halimis artikel om det franske valg. Vi venter stadig på den forandringskraft, der skal omsætte Pikettys spændende forslag.

Spændvidden i nummeret kommer nok tydeligst frem mellem interviewet med Bertel Heurlin og hans politologisk vinklede analyse af de aktuelle geopolitiske konturer, Morten Ougaards økonomisk vinklede artikel om de globale styrkeforhold og Ukrainekrigen og Jan Øbergs sikkerhedspolitisk vinklede kritiske kommentarer til Sveriges og Finlands ansøgning om medlemskab af Nato. Jan Øbergs præmis er paradoksal. I hans vinkel har udvidelsen af Nato over flere årtier bidraget til at presse Rusland og skabe den nuværende konflikt, og vil med Sveriges og Finlands optagelse yderligere spærre for en egentlig holdbar sikkerhedsstruktur i hele Europa inklusive Rusland og de tilgrænsende stater.

Rasmus Nørlem leverer et vigtigt bidrag til beskrivelsen af paradoksernes spil på bordene med artiklen om Ventotene dokumentets mulige aktualitet i dag. Kritisk Debat har over to numre bragt hele dokumentet ud fra den betragtning, at det er et af de mest sammenhængende bud på et EU som en fremtidig socialistisk og sikkerhedsskabende føderation. Altså forudsætningen for en samlet europæisk sikkerhedsstruktur.

Nu er dokumentet skrevet mellem 1941 og 1943 – altså midt under 2. Verdenskrig – som et opgør med fascismen men også som en grundlæggende kritik af kapitalismens og atomiseringen af Europa. Som Rasmus Nørlem skriver, skal man abstrahere fra retorikken og i højere grad anvende dokumentet som kompas for en fremtidig pragmatisk reformpolitik, hvor blandt andet demokratiseringen af EU’s institutioner og processer står centralt.

Som ramme om en pragmatisk reformpolitik kan Ventotene dokumentet tages frem som alternativ forståelsesramme til den europæiske venstrefløjs uafklarede holdning til EU og manglende socialistisk reformstrategi. Som folkeligt alternativ til den europæiske elite i EU.

Den sidste artikel i nummeret er af ældre dato. Dvs. den er fra januar 2022 og er velvilligt stillet til rådighed af det norske Le Monde diplomatique. Artiklen er skrevet af Benoít Brevílle og Serge Halimi og handler hovedsageligt om den brede venstrefløjs tilbagegang gennem de sidste fyrre år, hvor den både praktisk politisk og teoretisk har tilpasset sig neoliberalt tankegods og i sin sociologiske konstitution fjernet sig fra arbejderklassen og ophøjet andre sociale grupper i samfundet til progressiv drivkraft.

En bevægelse med alvorlige politiske konsekvenser, hvor kritikken af kapitalismen er blevet middelklassens eklektiske kritik uden indre sammenhæng i det uoverskuelige hav af snævert interessebetonede temaer, der konstant popper op og stjæler mediebilledet. Glemt og gemt af vejen er de klasser i samfundet, der står for den grundlæggende produktion og vedligehold af samfundet. Disse klassers kritik – den oprindelige socialistiske kritik – er blevet erklæret kondemneringsmoden og som sådan ubeboelig og ubrugelig. Men de forhold, som disse klasser oplever, og som der kun tales om som punktuelle sociale undtagelsestilstande, vil ikke gå væk. Og da disse bortgemte sociale klasser, lag og grupper ikke længere har en anerkendelsesværdig teori og verdensfortælling at tilslutte sig og samle andre klasser og sociale lag omkring, har de måtte tage til takke med den yderste højrefløjs pøbelretorik og bevægelsesmani. Det sidste ikke helt ulig venstrefløjens bevægelsesmani.

Hvad er så artiklens konklusion, og her spiller den op ad Rasmus Nørlems artikel om Ventotene dokumentets aktuelle relevans: At følge Friedrich Hayeks radikale brud med den lunkne borgerlige defensiv overfor socialismen og i nutiden vende strømmen og i stedet for socialdemokraternes og venstrefløjens usikre og famlende opgør med Hayeks ideologiske barn, neoliberalismen, vælge det radikale opgør og organisatorisk gendemokratisere og genopbygge partierne som bærere af opgøret og samlingen af arbejderklassen og middelklassen og frigøre sig fra illusionerne om de store massebevægelser, der hver gang kommer ud af intet og bevæger sig sammen sted hen.

Anskuet bagfra bringer dette nummer af Kritisk Debat fem artikler, der forsøger at trænge gennem de aktuelle konflikters tåger og etablere et overblik, der også holder i morgen for at afslutte med to artikler, som påtager sig den utaknemmelige opgave at diskutere, hvad der skal gøres, af hvem og hvordan.