Historien om dansk kapitalisme

Del 1. Kapitalen indtil 1980

Artiklen falder i tre dele, der bringes i tre successive numre af Kritisk Debat.

Nærværende Del 1 ser på kapitalismens udvikling, fra den spæde start i 1800-tallet over den langsomme udvikling frem til 1980.

Del 2 beskæftiger sig med det virkelige gennembrud herefter, i den nyliberale epoke hvilket leder frem til en analyse af dansk kapitalismes aktuelle struktur, herunder koncentrationstendenser og finanskapitalens rolle.

Del 3 undersøger kapitalismens subjektive side, altså menneskernes organisering i klasser, og hvordan styrkeforholdet mellem disse udvikler sig; vi vil dér se at lønmodtagerne, både privatansatte og offentligt, ansatte vinder i styrke, mens selvstændige kontinuert mister vægt.

Der kan sættes tal på alle disse udviklingstendenser, så der er ikke tale om fornemmelser.

Del 1: Kapitalen frem til 1980

Kapital er penge, der gives ud for at generere en profit, altså blive til flere penge, og kapitalisme er et økonomisk system, hvor denne profitmaksimering er den herskende økonomiske drivkraft (1).

Hverken i dag eller for 200 år siden var dansk økonomi 100% kapitalistisk.

Der er også en offentlig sektor, hvis indretning bestemmes demokratisk af Folketing og kommunalbestyrelser; der er i dag stærke tendenser til kommercialisering, men målsætningen er stadig typisk at skaffe velfærd til befolkningen, altså ikke profitmaksimering. Og der er stadig dele af den private sektor, hvor den økonomiske aktivitet ikke sigter på profit og ekspansion, men at sikre udkommet for en familie; her er målsætningen brugsværdi/nytte.

Når man er interesseret i en analyse af dansk kapitalisme, må man derfor opdele økonomien i tre sektorer: den kapitalistiske sektor og dens to alternativer, nemlig den offentlige sektor og den ikke-kapitalistiske del af den private sektor.

Opgaven i denne artikel bliver først og fremmest at kvantificere de tre sektorer og beskrive den historiske udvikling i styrkeforholdet mellem dem.

Den årlige værdi af produktionen af varer og tjenesteydelser i den danske økonomi beskrives bedst af bruttofaktorindkomsten (BFI). Opgaven er at bestemme, hvor stor en andel, de tre sektorer bidrager med.

Vi véd alle, at i de sidste par hundrede år har den offentlige sektor og den kapitalistiske sektor fået langt mere vægt i forhold til den tredje sektor, men kan vi sætte tal på forskydningen? I 1800-tallet foregik den meste økonomiske aktivitet på landet, hvor husmænd og gårdejere bestræbte sig på at få det til at løbe rundt for sig selv og familien; i dag varetages den private del af økonomien helt overvejende af selskaber, der stræber efter maksimal profit. Men kan vi måle denne vægtforskydning? 10%’s kapitalisme i 1850, 85% i 2019?

I 1800-tallet er det statistiske materiale for spredt og usikkert til at foretage en sådan måling – her må vi nøjes med mere upræcise vurderinger – men efter 1901 øges kvaliteten af det statistiske materiale (2).

Som det vil fremgå benytter jeg mig her af to metoder: Frem til 1973 inddeler jeg den private sektor i kapitalistiske og ikke-kapitalistiske (eller mindre kapitalistiske) brancher, fx industri versus håndværk. Derefter ser jeg i stedet på ejerforholdene, idet selskaber vurderes at være kapitalistiske, mens de små enkeltmandsvirksomheder kategoriseres som ikke-kapitalistiske.

Til sagen! Vi starter med et kort blik på forhistorien til den danske kapitalisme, nemlig 1800-tallet.

1800-tallet: Mellem feudalisme og kapitalisme

I 1700-tallet var den danske produktionsmåde feudalistisk. Det meste af jorden ejedes af godsejerne (oftest adelige) og noget af den af Kongen. Bønderne var fæstebønder, idet der var meget få selvejere. Dermed var den danske feudalisme en af de ‘reneste’ i Europa, fx var selvejet betydelig mere udbredt i Frankrig og Norge.

Afviklingen af denne produktionsmåde begynder med landbrugsreformerne i slutningen af 1700-tallet.

De tidligere fæstebønder køber deres gårde og bliver selvejere, enten som husmænd eller som gårdmænd; taberne i denne proces bliver landarbejderne, der berøvet den relative sikkerhed i landsbyfællesskaberne må arbejde som mere eller mindre frie lønarbejdere for gårdmændene eller godsejerne (der stadig ejer den jord, der er umiddelbart knyttet til godset).

Hvordan skal vi karakterisere den nye produktionsmåde?

Nogle har talt om ‘agrar kapitalisme’ (3), men det er kun godserne, der profitmaksimerer, især ved at sælge korn til udlandet. Den største del af produktionen varetages af de nye selvejere, og de bestræber sig på at få et udkomme for sig selv og familien; den økonomiske ekspansion, der er indbegrebet i den kapitalistiske profitmaksimering, ligger dem fjernt og er faktisk umulig helt frem til omkring 1960, fordi det indtil da er forbudt at sammenlægge gårde. Produktionsmåden kan bedst karakteriseres som ikke-kapitalistisk markedsøkonomi, også kaldet simpel vareproduktion.

I starten af århundredet var der en betydelig grad af selvforsyning hos landboerne, fx i form af ‘husflid’; man producerede en stor del af livsmidlerne selv. Men efterhånden begynder man at sælge til og købe fra byerne; varehandlen næsten firedobler sin vægt, fra 3,2% af BFI i 1820 til 11,8% i 1890 (4).Anderledes udtrykt får pengeøkonomien stigende betydning. Endnu i midten af 1850’erne betalte sognebeboerne over halvdelen af skatterne i naturalier, men i slutningen af perioden (1900) var denne naturalieøkonomi helt forsvundet (5).

Kapitalismen eksisterer i udkanten af produktionsmåden, i form af først handelskapital, senere også finanskapital, med oprettelsen af Privatbanken (Tietgen) i 1857 og Landmandsbanken (Glückstadt) i 1871, men bortset fra godsdriften har den endnu ikke fået greb om produktionen. Dette forudsætter iflg. Marx en oprindelig akkumulation, nemlig dels pengeophobning, dels etableringen af frie lønarbejdere. Pengene kommer fra godsernes overskud og fra handelskapitalen, mens en urban arbejderklasse får betydning fra 1870’erne, da overskudsbefolkningen fra landet begynder at søge til byerne.

I 1890erne er scenen således sat for det kapitalistiske gennembrud.

1901-1957: Stækket kapitalisme

Den periodeinddeling, man opererer med, afhænger af ens forskningsinteresse. Forskellige valg af perioder giver meget forskellige billeder af udviklingen.

I en generel fremstilling af Danmarks økonomiske historie er det fx naturligt at betragte de to verdenskrige som skel, for her sker der dramatiske begivenheder, også på det økonomiske område, fx er vilkårene i 1930erne og i efterkrigstiden meget forskellige. Når interessen, som her, er kapitalismens strukturelle udvikling er der andre kriterier på spil.

De store industrivirksomheder inkarnerer byernes kapitalisme, og denne produktion går kraftigt frem i 1890’erne, så industriens bidrag til BFI i 1901 er nået op på paritet med håndværket, der indtil da var dominerende; de to erhverv bidrager nu med hver 10% til BFI og i de følgende år lægger industrien stadig mere afstand til håndværket (6). Kapitalismen har nu fået greb om produktionen. Når jeg netop vælger 1901 skyldes det også, at vi det år får parlamentarisme og dermed demokrati; tidligere måtte folket (Folketinget) dele magten med Kongen og overklassen i Landstinget, og som Estrup viste var det disse to spillere der fik sin politik igennem indtil ca. 1895. Det betyder at den offentlige sektor ændrer fundamentalt karakter i 1901, fra at være et redskab for overklassen til at være demokratisk.

Der er tre grunde til at afslutte perioden i 1957.

Indtil slutningen af 50erne foregår den økonomiske vækst, dermed også kapitalismens udvikling, i et moderat, for ikke at sige langsomt tempo. Først derefter buldrer den højkonjunktur, der varer frem til 1973. Videre er det i slutningen af 50erne, at landbrugets nedtur for alvor tager fart; Danmark ophører med at være et landbrugsland, og med det danske landbrugs overvejende ikke-kapitalistiske karakter betyder dette i sig selv en relativ styrkelse af kapitalen. Endelig markerer vedtagelsen af folkepensionen i 1957 begyndelsen til en grundlæggende ændring i den danske kapitalismes karakter, idet velfærdsstaten og med den en stor offentlig sektor vokser frem, således at en betydelig del af økonomien unddrages direkte kapitalistisk styring.

Lad os nu se på forskydningerne mellem de tre hovedsektorer i denne periode.

Bestemmelsen af den offentlige sektor og dens bidrag til landets BFI giver sig selv, men hvordan skelne indenfor den private sektor mellem den kapitalistiske og den mindre kapitalistiske del? Jeg bruger her den metode at se på de forskellige brancher og vurdere i hvilken udstrækning de er kapitalistiske. Vi starter med at se på udviklingen i de forskellige erhvervs relative (procentvise) bidrag til landets samlede BFI, jf. Tabel 1.

Tabel 1. Erhvervsudviklingen 1901-1957, andel af BFI (procent)

 

1901

1914

1922

1925

1929

1935

1939

1948

1957

Landbrug m.v.

31½

32

23½

24½

23

18

18½

21

17½

Håndværk

10

7

8

Bygge og anlæg

5

3

3

3

5

Industri

10

10

10½

11½

11

14½

15½

19

18½

Varehandel

14

15

18

19½

18

17

17½

16

14

Privat transport

4

5

7

5

7

5

7

7

Finans

4

2

2

Bolig-benyttelse

7

6

8

5

Det offentlige

9

10½

14

12½

12

13

12½

13½

15½

Øvrige

5

10

3

5

I alt

100

100

100

100

100

100

100

100

100

Kilde: Beregnet ud fra Hansen (1974) Økonomisk vækst i Danmark, Bd. II, Appendiks, Tabel 3.

Note: ‘Øvrige’ er hoteller, restauranter, biografer og teatre, der trods enkelte større virksomheder, helt er præget af smådrift, samt liberale erhverv og husgerning, der naturligvis er ikke-kapitalistiske.

Ikke overraskende er hovedtendenserne, at landbruget går kraftigt tilbage, mens industrien og den offentlige sektor oplever en betydelig fremgang; håndværket går tilbage, men ikke meget, dvs. det udkonkurreres ikke af industrien.

Hvilke erhverv er kapitalistiske?

Industrien er oplagt en del af kapitalismen, for det er store virksomheder, med over 5 ansatte, mens håndværksvirksomheder har mindre. Modsat håndværket styres industrien ikke af hensynet til familiens levefod, men af markedet, og her er det nødvendigt at profitmaksimere for ikke at tabe i konkurrencen.

Varehandel består af de store engros virksomheder (og agenturer) og detailhandelens utallige småbutikker; de første er helt klart kapitalistiske, de sidste ikke. Bidraget til BFI fra de to typer handel kan adskilles, omend det med det foreliggende statistiske materiale ikke er let. Det afgørende er her ikke om snittets lægges det helt rigtige sted, men at kriterierne for inddelingen fastholdes gennem perioden; tendensen er det vigtige (7).

Privat transport (den offentlige del er inkluderet i ‘det offentlige’) består overvejende af en mængde små vognmandsforretninger og et mindre antal store rederier af klar kapitalistisk karakter.

Indenfor den finansielle sektor er banker og til dels forsikring kapitalistiske, mens sparekasser og kreditforeninger var knyttet til andelsbevægelsen og dermed det økonomiske demokrati på landet. Den kapitalistiske andel har i de fleste år ligget mellem 33% og 40%.

Den sidste korrektion vedrører ‘boligbenyttelse’, hvis bidrag til BFI er værdien ved at bebo en lejlighed eller et hus. Dette er huslejen. Denne foreligger direkte ved beboelse af udlejningsejendomme, mens ‘huslejen’ ved beboelse ef eget hus skønnes ud fra huslejen for en tilsvarende bolig. Mennesker, der ejer deres bolig eller bor i almennyttigt byggeri, er ikke drevet af profitmotivet, men privat udlejning af boliger er klart en kapitalistisk aktivitet (ofte af spekulativ karakter).

Endelig skal nævnes at landbruget stadig er familiebaseret, altså ikke kapitalistisk orienteret (godserne mister hurtigt økonomisk betydning), og at bygge og anlæg i denne periode er klart håndværkspræget; de store entreprenørvirksomheder hører en senere epoke til.

Vi kan nu kvantificere de kapitalistiske branchers bidrag til BFI, hvilket sker i Tabel 2:

Tabel 2. Den kapitalistiske sektor 1901-1957, andel af BFI (procenter)

 

1901

1914

1925

1935

1948

1957

Industri

10

10

11½

14½

19

18½

En gros og agenturer

8

10½

8

8

Rederier

2

2

2

2

Finans-kapitalen

½

1

½

1

1

Udlejnings-firmaer

3

3

2

I alt

23

24½

28

28½

32½

33½

Kilde: Erhvervstællingerne for 1925, 1935, 1948 og 1958; Hansen, 1974; II: Tabel 3.

Den private sektors bidrag til BFI er landets samlede BFI minus den offentlige sektors bidrag (jf. Tabel 1), og ovenstående bestemmelsen af den kapitalistiske del efterlader residualet som den ikke-kapitalistiske del.

Vi kan nu sammenfatte udviklingen i de tre sektorers relative bidrag til BFI, jf. Tabel 3:

Tabel 3. De tre hovedsektorer 1901-1957, andel af BFI (procenter)

 

1901

1914

1925

1935

1948

1957

Offentlige sektor

9

10½

12½

13

13½

15½

             

Private sektor

91

89½

87½

87

86½

84½

– kapitalistiske

del

23

24½

28

28½

32½

33½

– ikke-kapitalistiske del

68

65

59½

58½

54

51

I alt

100

100

100

100

100

100

Når den ikke-kapitalistiske del af den private sektor mister vægt i økonomien, skyldes det helt overvejende landbrugets tilbagegang; i byerne går håndværket kun marginalt tilbage, men det kompenseres af fremgangen for bygge og anlæg (Tabel 1).

Tabel 2 viser at den relative fremgang for den kapitalistiske sektor alene skyldes industrien. Den danske økonomi bliver mere kapitalistisk, men det går langsomt, og i efterkrigstiden frem til 1957 sker der næsten ikke noget, hvilket må skyldes at økonomien generelt stagnerer. Kapitalen klarer sig rimeligt gennem 30’ernes krise, dels fordi konkurrencen fra udlandet stort set falder bort, dels fordi politiske indgreb holder hånden under byerhvervene.

For at kunne sammenligne må kategorierne have samme kvalitet over tid, men er specielt ‘industri’ det samme ‘dyr’ i 1901 og 1957? Det er det, for så vidt som definitionen – fremstillingsvirksomheder med mere end 5 ansatte – forbliver den samme. Men branchen ændrer karakter, fordi der bliver flere store virksomheder; kapitalen koncentreres. Denne tendens gælder hele perioden, men især i årene frem til første halvdel af 20’erne, da kapitalen stort set var ureguleret; karteller florerede og der var mange fusioner og overtagelser:

Det er åbenbart, at de danske kapitalinteressers greb omkring det politiske liv som helhed strammedes under krigen /1.Verdenskrig/og ikke mindre i de nærmeste år derefter. Koncentrationsprocessen i erhvervslivet havde før krigen taget nogle vældige skridt fremad, og den kapitalekspansion, som krigen skabte, øgede yderligere storfinansens opfattelse af egen styrke og prestige, en vurdering, som underbyggedes af, at meget få lovmæssige bånd begrænsede dens aktiviteter, og ved at statsmagten under krigstidens reguleringer og handelsforhandlinger i væsentlig grad støttede sig til de store finansielle foretagenders ledere. I de nærmeste efterkrigsår, inden krisen og Landmandsbankkrakket havde pillet glorien af stormagnaterne, talte man ligefrem om ‘Det tredie Ting’, som udtryk for den indflydelse, som storfinansen øvede på politisk administration og presse (Hansen og Henningsen (1984) Dansk Social Historie, Bd. 7, s, 66).

Dermed er vi fremme ved finanskapitalen.

Dennes magt udtrykkes slet ikke ved dens meget beskedne bidrag til landets BFI (Tabel 1). I stedet må vi se på den kapital (de aktiver), som den råder over, for det er gennem især udlån til erhvervslivet, at den gør sin indflydelse gældende.

Kapitalen er selvfølgelig ikke en del af landets BFI, men ved at sætte den i relation til landets BFI i de forskellige år, kan vi få et indtryk af udviklingen. Her viser det sig at hele den finansielle sektors vægt falder fra 179% af BFI i 1914 til 100% i 1957, og for så vidt foreligger der – måske overraskende – en affinansialisering af den danske økonomi; ser vi specielt på den egentlige finanskapital (banker og livsforsikring) er faldet fra 64% til 44%. Perioden er realøkonomiens, ikke ‘pengeøkonomiens’ tidsalder.

1957-1982: Velfærdskapitalisme

Som nævnt begynder perioden i 1957. Den internationale højkonjunktur buldrer nu ind over Danmark, og med indførelsen af folkepension begynder opbygningen af velfærdsstaten, med en kraftigt ekspanderende offentlig sektor. Perioden slutter i 1982, da denne sektor når sit maksimum; samtidig kommer Schlütter til magten og drejer politikken i nyliberal retning, på et tidspunkt, da landet stander i våde, med høj arbejdsløshed, kraftig inflation og stort underskud på betalingsbalancen.

I øvrigt består perioden af to skarpt adskilte dele, før og efter 1973. I det år vender jordskredsvalget op og ned på det politiske landskab, og i 1974 kommer oliekrisen til landet, med kraftigt stigende arbejdsløshed. Der er samtidig et jordskred på det metodologiske plan, for efter 1973 ophører Danmarks Statistik med at skelne mellem industri og håndværk; et nyt redskab, nemlig opdeling af økonomien på ejerforholdet må nu tages i brug for at bestemme den kapitalistiske sektors vægt i økonomien.

1957-1973: Højkonjunktur

Med samme metodologi som i forrige afsnit, altså baseret på branchernes kapitalistiske eller ikke-kapitalistiske karakter, fortæller Tabel 4 historien.

Tabel 4. De tre hovedsektorer 1957-1973, andel af BFI (procenter)

 

1957

1965

1973

Offentlige sektor

15,7

19,3

25,7

       

Private sektor

84,3

80,7

74,3

– kapitalistiske

del

33,0

32,0

31,5

– ikke-kapitalistiske del

51,3

48,7

42,8

I alt

100

100

100

Kilde: Se Lundkvist (2017) Dansk kapitalisme, Kapitel 5; efter 1970 opgøres den offentlige sektor lidt anderledes, hvilket formentlig har øget dens andel med ca. 2% af BFI.

Det, der springer i øjnene, er den voldsomme stigning i den offentlige sektors vægt. Det beror udelukkende på en vækst i offentlige tjenester (især uddannelse og sundhed), idet offentlige virksomheder (især værker, jernbaner og post) ligger konstant på godt 6%. Indkomstoverførsler (især offentlig pension, dagpenge og kontanthjælp) omfordeler blot, dvs. de bidrager ikke til BFI, men de øges også kraftigt i perioden, bl.a. grundet folkepensionen. De offentlige udgifter er således betydeligt højere end den offentlige sektors bidrag til BFI.

Denne relative vækst i den offentlige sektor går især ud over den ikke-kapitalistiske del af den private sektor; det skyldes at landbruget går voldsomt tilbage, nemlig med næsten 10 procentpoint (stadig som andel af landets BFI), mens håndværket ligger forbløffende stabilt og bygge/anlæg går faktisk frem. Men også den kapitalistiske del af økonomien mister vægt, omend i marginalt omfang (fra 33% til 31,5% af BFI); industrien ligger stabilt, men engros handel og især rederier går lidt tilbage.

Det samlede billede er at den private styring af økonomien, herunder kapitalens, fortrænges af den offentlige sektor, altså af demokratisk styring.

1973-1982: Krise

I stedet for den branchebaserede metode skelner jeg nu mellem kapitalistisk og ikke-kapitalistisk aktivitet ud fra ejerforhold.

Statistikken opdeler virksomhederne i de små enkeltmandsvirksomheder og selskaberne, nemlig aktieselskaber, anpartsselskaber (der er mindre aktieselskaber) og ‘ansvarlige selskaber’ (interessentskaber og kommanditselskaber). Enkeltmandsvirksomhederne havde i 1982 en gennemsnitlig omsætning på 0,6 mio kr, aktieselskaberne 25,8 mio, anpartsselskaberne 2,5 mio og de ‘ansvarlige selskaber’ 2,2 mio. På det grundlag vurderer jeg, at enkeltmandsvirksomhederne drives ikke-kapitalistisk, altså især fokuserer på nyttemaksimering, mens alle tre typer af selskaber har profitmaksimering som drivkraft, altså er kapitalistiske. Hertil kommer andelsforeningerne; målt på omsætningen er de større end aktieselskaber, men deres status er i denne periode uklar, fordi de er på vej til at blive forandret fra brugerstyrede foreninger til kapitalstyrede selskaber (i dag er de sammenfattet i de to multinationale selskaber Arla og Danish Crown); derfor får de deres egen kategori, altså hverken kapitalistiske eller ikke-kapitalistiske.

Problemet er nu at Danmarks Statistik indtil 1982 kun giver tal for virksomhedstypernes omsætning, ikke deres bidrag til BFI, så derfor kan vi ikke direkte sammenligne med tidsserierne frem til 1973. Omsætningen er naturligvis betydeligt større end bidraget til BFI. Tabel 5 angiver disse andele af privat omsætning.

Tabel 5. Procentuel andel af privat omsætning 1973-1982

 

1973

1982

Enkeltmandsfirmaer

30,6

20,4

Aktieselskaber

51,2

50,3

Anpartsselskaber

8,9

Ansvarlige selskaber

6,0

6,4

Andelsforeninger

12,2

14,0

I alt

100

100

Kilde: Statistisk Årbog 1985; i 1973 var anpartsselskaber endnu ikke oprettet.

Det ses at enkeltmandsvirksomhederne i løbet af blot 10 år på dramatisk vis har mistet vægt i forhold til de kapitalistiske selskaber; det kan tilføjes at de i 1958 stod for 36,3% af den private omsætning.

For at kunne sammenligne, dels med tidligere perioder, dels med den offentlige sektors bidrag til BFI, går jeg nu ud fra at omsætningsandelen er et rimelig godt mål for andelen af BFI; det er – indrømmet – et upræcist mål, men der er ikke andre, og der er ingen grund til at tro at tendensen i omsætning mellem 1973 og 1982 adskiller sig fra tendensen i BFI. Lidt forholdstalsregning giver da bidragene fra de tre hovedsektorer (plus andelsforeningerne) til BFI, jf. Tabel 6.

Tabel 6. De tre hovedsektorer (plus andelsforeningerne) 1973-1982, andel af BFI (procenter)

 

1973

1982

Offentlige sektor

25,7

30,6

     

Private sektor

74,3

69,4

– kapitalistiske del

42,5

45,5

– ikke-kapitalistiske del

22,7

14,2

– andelsforeninger

9,1

9,7

     

I alt

100

100

Kilde: Se Lundkvist (2017) Dansk kapitalisme, s. 169 (Tabel 5.2) om den offentlige sektor.

Vi ser at den offentlige sektor stadig går frem, trods Glistrups skatteoprør.

Krisen dengang gav altså ikke anledning til en nedskæringspolitik som efter krisen i 2008, snarere blev velfærdsstaten og det offentlige udbygget som kompensation for den private sektors krise. I 70’erne var de ledende politikere og økonomer Keynesianere, så man førte overvejende en ekspansiv finanspolitik for at stimulere efterspørgslen og dermed mindske arbejdsløsheden; offentligt forbrug og offentlige investeringer blev øget (mens private investeringer faldt med en tredjedel mellem 1973 og 1981). Før 1973 var der råd til at udvide den offentlige sektor, derefter var der ikke råd til at lade være.

Alt dette krævede øget beskatning, kulminerende med et skattebidrag på omkring 50% i 1982, således at halvdelen af rigdommen nu var fælles; husk at skatten ud over sundhed, uddannelse etc, der indgår i BFI, også finansierer overførselsindkomsterne.

Vi ser også at kapitalismen nu igen går frem, relativt set, efter stagnationen mellem 1957 og 1973. Dette til trods for at den økonomiske vækst blev halveret, fordi meget af den udenlandske efterspørgsel faldt bort, fordi omkostningerne i form af energipriser og renter steg kraftigt, og fordi de fortsatte reallønstigninger pressede profitten.

Den store taber var den ikke-kapitalistiske del af den private sektor, der mister mere end 8 procentpoint i vægt; det afspejler som sædvanlig landbrugets tilbagegang, men beror formentlig også på at mindre byvirksomheder ikke har volumen til at klare krisen; der luges ud.

I alle brancher går enkeltmandsvirksomheder tilbage, mens aktieselskaber vinder frem. Indenfor fremstilling (industri plus håndværk) mister enkeltmandsvirksomhederne 13 procentpoint, indenfor bygge/anlæg er forskydningen endnu kraftigere, fordi de store entreprenører nu vinder frem, og ved engros handel udslettes enkeltmandsvirksomheder næsten. Indenfor detailhandel stod enkeltmandsvirksomheder i 1958 for 68% af omsætningen, men dette tal er faldet til 38% i 1982; den lille købmand henne om hjørnet erstattes af supermarkeder. Disse tendenser betyder i øvrigt, at den branchebaserede metode ikke ville kunne anvendes efter 1973, selv i tilfælde af at statistikken fortsat skelnede mellem industri og håndværk: Alle brancher bliver mere kapitalistisk prægede, så det ville ikke længere give mening at udpege nogle som særlig kapitalistiske.

Lad os endelig se på finanskapitalen, hvor det nu atter går frem.

Efter lavpunktet i 1957, hvor dens aktiver (balance) kunne måles til 44% af BFI, er vi i 1982 kommet op på 79% (8). Men som vi skal se kommer gennembruddet for finansialisering først i den nyliberale periode efter 1982.

Sammenfattende står kaptalismen i stampe frem til krisen i 1973, og oplever derefter en behersket fremgang i relativ vækst. Årsagen er at den offentlige sektor tordner frem og beslaglægger en stadig større del af økonomien, men at dette kompenseres af at den ikke-kapitalistiske del af den private økonomi går kraftigt tilbage.

Noter:

  1. Artiklerne er baseret på min bog Dansk kapitalisme. Gennembrud, storhed og stagnation, forlaget Hovedland 2017, 395ss. Læseren henvises hertil for detaljerede kildeangivelser til det empirisk-statistiske materiale.
  2. Statistisk Årbog går tilbage til 1896; herudover har jeg især støttet mig på klassikeren indenfor dansk økonomisk historie, nemlig Svend Aage Hansen: Økonomisk vækst i Danmark, bind I og II, hhv. Gads forlag 1972 og Akademisk forlag 1974.
  3. Benito Scocozza (1984), Den borgerlige revolution i Danmark i slutningen af det 18. århundrede, Historisk Tidsskrift, Bd.14, række 5.
  4. Sv. Aage Hansen (1974), Økonomisk vækst i Danmark, Bd. II, (tabel 3).
  5. Kr. Hvidt (1990): Det folkelige gennembrud og dets mænd, 1850-1900, Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Bd. 11, s. 157.
  6. Anders Lundkvist (2017), Dansk kapitalisme, s. 82 (Tabel 3.1).
  7. Ibid, s. 116, note 11.
  8. Ibid, s. 176.