Historien om dansk kapitalisme

Del 2. Nyliberalismen efter 1982

Socialdemokratiet havde regeringsmagten i langt de fleste år efter 1957; politikken var overvejende Keynesiansk, hvilket i krisetiden efter 1973 betød en ekspansiv finanspolitik, med øget offentligt forbrug og offentlige investeringer. Overhovedet var ideologien at velfærdssamfundet skulle udbygges. Derfor fik den offentlige sektor stedse større vægt.

I 1982 kom Schlütter så til magten. Roret blev lagt om, først med fastkurspolitikken, der betød at økonomien ikke kunne stimuleres med devalueringer, til gavn for beskæftigelsen; arbejdsløsheden falder ganske vidst i de første år – hjulpet på vej af en udenlandsk højkonjunktur – men fra 1986 vokser den igen og når et maksimum på 12,4% i 1993.

Økonomien liberaliseres. I midt-firserne tilslutter Danmark sig det Indre Marked, hvilket betyder at kapitalen sættes fri, dels for egentlige kapitalbevægelser, dels for handel med varer- og tjenesteydelser (der overvejende varetages af multinationale selskaber). Denne frigørelse – eller mægtiggørelse – af kapitalen er det definitoriske kendetegn ved nyliberalismen; de øvrige elementer, såsom privatiseringer og kommercialisering af den offentlige sektor, bliver først mulig efter dette magtskifte.

Lidt senere (omkring 1990) dereguleres den finansielle sektor, idet de traditionelle mure mellem pengeinstitutter, realkredit og forsikring nedbrydes. Kapitalejere kan nu investere, hvor de vil og i hvad de vil.

1994-2000 er den socialdemokratiske regering under Nyrup ved magten, men det ændrer ikke hovedtendensen, tværtimod er det i disse år at de helt store privatiseringer gennemføres, især den elektroniske infrastruktur (TDC).

Tabel 7 fortæller om tendensen for de tre hovedsektorer i perioden efter 1982.

Tabel 7. Fordelingen af BFI på de tre sektorer 1982-2015, procenter

% af BFI 1982 1988 1994 2000 2007 2015
Offentlige sektor 30,6 29,3 29,8 27,2 26,1 26,0
Selskaber 45,0 50,0 51,1 55,5 58,8 59,1
Ikke-kapitalistisk produktion 21,9 18,6 17,7 14,7 12,8 12,4
Residual 2,6 2,1 1,4 2,6 2,3 2,5
I alt 100 100 100 100 100 100

Kilde: Hovedkilden er Statistikbanken, NAT03, der har tal for selskaberne og ‘husholdningerne’, som stort set svarer til enkeltmandsvirksomheder. For den offentlige sektor er kilden Statistikbanken, NAT03 (1982 og 88), OFF14 (1994 og frem); for detaljer se Lundkvist (2017) Dansk kapitalisme, ss. 265f. Der er databrud mellem 1988 og 94, fordi den offentlige sektor efter 1994 opgøres lidt anderledes; det skønnes ikke at have den store betydning. ‘Selskaber’ er private selskaber, idet de offentlige er placeret under den offentlige sektor. Andelsforeninger er nu blevet kapitalistisk orienterede andelsselskaber.

Den store historie er, at den kapitalistiske sektor øger sin vægt ganske betydeligt i den nyliberale æra, nemlig med næsten 15 procentpoint.

Produktionsmåden i Danmark bliver således langt mere kapitalistisk domineret. Dette er sket på bekostning af den offentlige sektor, der er gået knap 5 procentpoint tilbage, med en tilbagegang på omkring 2 procentpoint for både offentlige tjenester og offentlige virksomheder. Men især er det gået ud over den private, men ikke-kapitalistiske sektor, der har lidt et tab på næsten 10 procentpoint i relativ vægt. De traditionelle selvejere – gårdmanden, husmanden, den lille købmand eller håndværker – går under som klasse, og det kan ikke kompenseres af småvirksomheder indenfor service (fx pizza eller IT-konsulenter). Disse selvejere erstattes med de mere upersonlige selskaber. Som Marx forudså, udkonkurreres de små virksomheder af den store kapital. Når udviklingen er så kraftig i den nyliberale periode skyldes det naturligvis, at den reducerede offentlige regulering (den øgede liberalisering) giver mere konkurrence, således at de store fisk lettere kan spise de små. Den rene modsætning mellem demokratisk og kapitalistisk styring tegner sig stadig tydeligere.

Vi ser også at finanskrisen har stoppet disse tendenser; krisen har også været en krise for den kapitalistiske produktionsmåde. Siden 2007 er økonomiens grundstrukturer frosset fast.

Lad os nu se på de strukturelle ændringer indenfor denne styrkede kapital. Den danske kapitalisme oplever nogle kraftige koncentrationstendenser i den nyliberale æra.

Vi analyserer først den økonomiske magt på de forskellige markeder, fra landbrug til bankforretninger, hvor der konkurreres mere eller mindre. Vi undersøger i hvilken udstrækning markedet sætter vilkårene for virksomhederne (fuldkommen konkurrence) eller virksomhederne bestemmer over markedet (’markedsmagt’, mest ekstremt ved monopol). Dernæst går vi bag om markedet og virksomhederne, til den kapital der kontrollerer disse. Spørgsmålet er nu ikke, hvem der har magt over markedet, men hvem (eller hvad) der har magt over virksomhederne. Vi ser ikke længere på de enkelte markeder og deres virksomheder, men på hele økonomien, den danske kapitalisme.

Dette er meget forskellige spørgsmål, for det kunne jo tænkes – teoretisk set – at der er næsten fuldkommen konkurrence på 5.000 markeder, fordi der er 20 lige store virksomheder der konkurrerer på dem alle, men det giver selvfølgelig en stor forskel mht. den økonomiske magtkoncentration om alle virksomheder er uafhængige af hinanden (således at der er i alt 100.000 selvstændige virksomheder), eller om det er de samme 20 der opererer på alle markeder; og i det sidste tilfælde om de 20 er selvstændige eller forbundet i et netværk af krydseje, kæder og strategiske alliancer (eller måske ejet af samme kapitalfond). Det kan tænkes at magten på markedet er spredt, men magten over den danske kapital koncentreret.

Vi ser altså først på markedskoncentrationen. Har der været en tendens til at konkurrence afløses af store virksomheders markedsmagt?

Konklusionen af min undersøgelse er som følger (2):

1) Indenfor den primære sektor er landbrug, fiskeri og råstofudvinding blevet betydeligt mere koncentreret. Dette er oplagt indenfor landbruget, hvor aktieselskaber og sammenlægninger er blevet tilladt, så erhvervet nu præges af store svinefarme mm.

2) Indenfor den sekundære sektor (varefremstilling) er koncentrationen øget meget betydeligt for industrien. Når vi ser på gennemsnittet for de forskellige underbrancher viser det sig at de 3 største virksomheder har øget deres andel af omsætningen fra 33,4% i 1985 over 42,7% i 2007 til 53,4% i 2015; de tilsvarende tal for de ti største virksomheder er 51,5%, 60,5% og 71,9%.

3) Indenfor den tertiære sektor (service) – der nu er den helt dominerende i dansk økonomi – er koncentrationen steget væsentligt for handel, teletjeneste og transport. I 2000 vurderede Erhvervsministeriet:

Servicesektoren er præget af mange små virksomheder. Men derfor er servicevirksomheder ikke nødvendigvis selvstændige ’øer’. Således indgår næsten halvdelen af servicevirksomhederne på den ene eller anden måde i faste samarbejdsstrukturer. 22% indgår i en egentlig koncernstruktur. 6% af virksomhederne er baseret på et franchise- eller licenskoncept. Endelig indgår 35% af virksomhederne i andre faste alliancer – fx en kæde, et fast samarbejdsnetværk eller lignende. Erhvervsministeriet (2000) Service i forandring, s. 97.

Hvad enten økonomisk samarbejde om markedsdeling etc. er godt eller skidt, så er det det modsatte af konkurrence.

Det ovenstående dækker kun en del af brancherne, fordi der ikke er mange tal for service-sektoren, men det har været svært at finde eksempler på faldende koncentration, med forretningsservice som sandsynlig undtagelse.

Vi kommer nu til kapitalkoncentrationen.

Tabellen nedenfor angiver de største selskabers vægt i økonomien ved at sætte deres omsætning i relation til BNP. De 10 største omfatter både finansielle og produktive, de 50 største kun de produktive virksomheder.

Tabel 8. De største selskabers vægt 1980-2015

1980 2000 2006 2015
10 størstes omsætning/BNP 20% 48% 45%
50 størstes omsætning/BNP 45% 70% 75%

Kilde: Tallet for 1980 stammer fra Iversen (2005) 25 år som revolutionerede dansk erhvervsliv, Den Jyske Historiker, nr. 109. Senere tal er fra Børsens magasin ‘Business’, Top1000 listen (eller Guld500), diverse årgange. Offentlige virksomheder er naturligvis ikke medregnet.

I 1980 havde de 10 største danske virksomheder (koncerner) således en samlet omsætning, der svarede til 20% af BNP; listet efter størrelse drejede det sig om ØK, FL Smidth & Co, FDB, ESS-FOOD, DLG, Lauritzen-koncernen, Dansk Esso, De Danske Sukkerfabrikker, Handelsbanken og Dansk Shell. I 2006 var de 10 størstes omsætning vokset til at udgøre 48% af BNP, og de 10 udgjordes nu af A. P. Møller-Mærsk (inkl. Dansk Supermarked), Danske Bank, ISS, Danish Crown, TDC, Arla Foods, Carlsberg, Nykredit Holding, Novo Nordisk og Coop Danmark; og antallet af ansatte hos de 10 største er samtidig vokset fra 83.000 i 1980 til ikke mindre end 628.199 i 2006, især grundet en voldsom ekspansion i udlandet (alene ISS har 363.000 ansatte).

Kapitalismens krise efter 2006 har standset denne tendens; faldet til 45% i 2015 skyldes også at Dansk Supermarked i 2014 blev en selvstændig virksomhed, idet APM solgte de fleste af sine aktier. I 2015 var de 10 største A.P. Møller-Mærsk, Danske Bank, Novo Nordisk, Arla, ISS, Carlsberg, DLG, Danish Crown, Dansk Supermarked og USTC (energi).

For udviklingen efter 2000 er der tal for de 50 største produktive virksomheder. Det ses at de har øget deres vægt væsentligt mellem 2000 og 2006, derefter i mere afdæmpet form.

Endelig kan vi se på den egentlige koncentration af kapitalen (ovenfor målte vi ud fra omsætningen) indenfor de produktive selskaber, jf. Tabel 9, der relaterer de 10 størstes kapital (balance) til de samlede aktiver for disse selskaber.

Tabel 9. De 10 størstes kapitalandel blandt produktive selskaber 2001, 2006 og 2014

Produktive virksomheder 2001 2006 2014
10 størstes kapital/samlede kapital 22,3% 34,2% 30,6%

Kilde: De 10 størstes kapital (balance) er fra Børsens Top1000 listen, de produktive selskabers samlede aktiver fra Statistikbanken.NASF.

Kapitalkoncentrationen er således øget kraftigt frem til 2006, men derefter aftaget lidt.

Læren fra de to tabeller er, at de største selskaber har øget deres økonomiske magt siden 1980, og især siden 2000, men at denne tendens er stoppet efter at kapitalismen gerådede i krise efter 2006.

Alle de nævnte virksomheder er multinationale selskaber, og ofte stammer mere end halvdelen af omsætningen fra udlandet. Tallene fortæller derfor en historie om disse danske virksomheders stejlt stigende økonomiske og politiske magt, men angiver ikke i sig selv stigende indflydelse på det danske marked. At udtale sig om dette sidste ville kræve en adskillelse af danske og udenlandske aktiviteter.

Vi kommer nu til den absolutte top i danske kapitalisme.

A.P.Møller-Mærsk (APM) er den suverænt største indenfor den produktive kapitalisme. Koncernens vægt i den danske økonomi var voksende frem til finanskrisen: Omsætning (inkl. Dansk Supermarked) udgjorde i 2002 37% af den samlede omsætning for de 10 største selskaber i Danmark, en andel der i 2006 var steget til 46%. I 2015 var denne omsætningsandel imidlertid faldet drastisk, nemlig til 27%; frasalget af Dansk Supermarked i 2014 forklarer knap 6% af denne tilbagegang, resten må tilskrives finanskrisen generelt og de faldende oliepriser specielt.

Danske Bank (DB) indtager en tilsvarende dominerende stilling på det finansielle område. Efter en række fusioner og opkøb de sidste 20-30 år havde koncernen i 2014 en vægt indenfor den finansielle sektor på 27½%, målt på balancen. Hvor meget den nylige hvidvask-skandale og de efterfølgende retssager vil skade DB, er ikke til at vide i øjeblikket.

APM ejer omkring 20% af DB’s aktiekapital, og da de øvrige aktier er spredt på mange ejere er dette mere end nok til at have kontrol, for et par år siden illustreret ved at APM fik bestyrelsesformanden i DB fjernet i forbindelse med hvidvask-skandalen. APM vejer således tungt indenfor den produktive kapital og kontrollerer via DB en stor del af den finansielle kapital. Denne centralisering af den økonomiske magt er formentlig enestående, fx er magten langt mere spredt i sammenlignelige mindre økonomier, for slet ikke at tale om store økonomier som den franske eller amerikanske; dette ændres ikke af, at de to koncerner har haft store problemer i de sidste år. Hvordan denne økonomiske magt oversættes til politisk magt er velkendt, især i forbindelse med olieaftaler med den danske stat. Hvis Danmark – således som de nyliberale ønsker sig det – var én stor forretning, ville det være en underdrivelse at kalde APM for ’markedsførende’.

Lad os til slut trække den finansielle sektor frem til særskilt behandling, så vi kan sammenligne med tidligere perioder og afgøre om den finansialisering, der så småt begyndte efter 1957 er fortsat. Det er den.

Tabel 10 fortæller historien.

Tabel 10. Den finansielle sektors balance/BFI 1957-2014

Mia. kr 1957 1982 1994 2000 2007 2014
Samlede balance i den finansielle sektor 35,9 859 2.785 4.902 10.062 12.549
BFI 32,67 437,0 862,2 1.138,5 1.473,3 1.667,8
Balance/BFI 110% 197% 323% 430% 682% 752%

Kilde: Finansrådet, dk (‘sektoren i tal’).

Tallene er for hele den finansielle sektor, og angiver derfor en højere vægt end for den egentlige finanskapital. Dette gælder 1957, hvor finanskapitalens vægt kun var 44%, men derefter er hele den finansielle sektor blevet subsumeret under finanskapitalen. Det skyldes at sparekasser og realkredit er blevet til selskaber og dermed har mistet deres tidligere foreningspræg, hvor brugerne havde stor indflydelse. Det skete omkring 1990.

Vi ser altså at finansialiseringen er nærmest eksploderet siden 1982, så sektorens balance nu er 7-8 gange så stor som realøkonomien (BFI).

Koncentrationen indenfor sektoren øgedes fra 2001 til 2007, idet markedsandelen for Danske Bank koncernen (der også inkluderer Realkredit Danmark og Danica Pension) voksede fra 29% til 33%, målt på balancen, men derefter er andelen faldet tilbage til 27½% i 2014; bankens problemer begyndte altså noget før hvidvask-skandalen. Nr. 2 har været Nykredit koncernen, hvis vægt har ligget på konstant 11%; nr. 3 var Nordea koncernen, der er gået relativt tilbage fra 10½% i 2000 til 6½% i 2014 (2).

Det store billede af dansk kapitalismes historie

Vi kan nu sammenfatte udviklingen, idet jeg fokuserer på den offentlige og den kapitalistiske sektor.

Tabel 16. Den offentlige og kapitalistiske sektor 1901-2015, procenter af BFI

1901 1957 1982 2015
Offentlige sektor 9 15,7 30,6 26,6
Kapitalistiske sektor 23 33,0 45,5 59,1

Kilde: Tabel 3, 6 og 7. Der er databrud i 1982, fordi vi nu skifter fra en metode baseret på brancher til én baseret på ejerforhold.

De fire perioder har forskellig længde, så for at få et præcist indtryk af udviklingen må vi beregne den årlige fremgang i procentpoint i perioderne.

Stækket kapitalisme 1901-1957 (56 år): Årlig vækst i den offentlige sektor på 0,1 procentpoint, i den kapitalistiske sektor på knap 0,2 procentpoint.

Velfærdskapitalisme 1957-1982 (25 år): Årlig vækst i den offentlige sektor på 0,6 procentpoint, i den kapitalistiske sektor på knap 0,5 procentpoint.

Nyliberal kapitalisme 1982-2015 (33 år): Årlig vækst i den offentlige sektor på -0,1 procentpoint, i den kapitalistiske sektor på godt 0,4 procentpoint.

Udviklingstempoet i den offentlige sektor kan ikke overraske, ej heller at den kapitalistiske udvikling forløber meget langsomt frem til 1957, især sammenlignet med årene derefter. Det er lidt mere opsigtsvækkende, at tempoet i den kapitalistiske udvikling under den nyliberale kapitalisme forløber marginalt langsommere end under velfærdskapitalisme. Kapitalen sættes jo fri til at udfolde sig, så hvad er sket? Svaret er simpelt, nemlig krisen i 2008, hvorefter kapitalismen har stået bumstille, kvantitativt set.

Noter

Anders Lundkvist (2017) Dansk kapitalisme, ss. 224-246.

Kilden er bankernes hjemmesider.