Af Detlef Siegfried

Dette rids er skrevet ikke fra et filosofisk eller litterært, men fra et historiografisk perspektiv, der betragter de intellektuelle som aktører inden for et politisk-socialt felt, som har en interesse i at give de idéer, de er med til at producere, gennemslagskraft i det offentlige rum.

Da mediernes tilstedeværelse er uundværlig for dette, spiller de medier, som de bruger til at popularisere deres holdninger, en central rolle. I det følgende vil jeg kort skitsere den rolle, som Wolfgang Fritz Haug og hans kreds spillede for den popularisering af marxismen, som havde sin storhedstid mellem 1960erne og 1980erne ved at inddrage mediernes rolle – ikke mindst tidsskriftet Das Argument, som Haug grundlagde i 1959. Det ligger i karakteren af en historiografisk indplacering, at der også fremkommer aspekter, som må betragtes kritisk i tilbageblik.

Das Argument, der var tæt forbundet med de sociale og politiske bevægelser i den nævnte periode, var i begyndelsen påvirket især af bevægelsen mod atomoprustningen og senere af studenterbevægelsen og dens udløbere. Dermed var tidsskriftet en del af et medieensemble, der især i løbet af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne blomstrede, dannede rammen for venstrefløjens diskussioner og bragte samfundskritiske, især marxistiske idéer ud til befolkningen. (1) Det vigtigste blad for et bredere publikum var Konkret, de vigtigste tidsskrifter for den unge intelligentsia ud over Das Argument også Kursbuch, die alternative og Probleme des Klassenkampfs. (2) Især i de første år afspejlede Das Argument udviklingen i det nye venstre, som havde brudt med stalinismen, men som holdt fast ved en position til venstre for socialdemokratiet. Haugs udvikling fra eksistentialismen til Frankfurterskolen og endelig til marxismen kan spores i tidsskriftet. Haug var og forblev redaktør, men udviklingen af hans teori var resultatet af en kollektiv proces. I de første år kan man således næppe undervurdere indflydelsen fra filosoffen Günter Anders, som introducerede ideer fra Frankfurterskolen i tidsskriftet. Gennem Margherita von Brentano og Peter Fuhrt blev Das Argument et centralt sted for debatten om fascismen, og samarbejdet med medarbejdere af Marburgs professor i politologi Wolfgang Abendroth bestemte debatten om kolonialismen. En vigtig katalysator for den videre udvikling var den tidlige beskæftigelse med emnet seksualitet og emancipation, formidlet af Herbert Marcuse, som ud over at være en vigtig impulsgiver omkring emneområdet seksualitet, undertrykkelse og emancipation, samtidig også var genstand for en principiel kritik fra Haugs side. Denne kritik skulle blive skelsættende for hans egen fremtidige filosofiske udvikling. Ud over de eksistentialistiske rødder førte diskussionen om Marcuses idéer Haug og Argument-redaktørerne til at komme til Marx ud fra et kulturelt perspektiv. De afviste en økonomistisk fortolkning af marxismen og gjorde den kulturelle dimension stærk – en linje, der skulle blive den centrale kontinuitetsfaktor i Haugs marxisme. At der var tale om en kollektiv søgebevægelse fremgår især af det faktum, at tidsskriftet blev ledsaget og forberedt af en diskussionskreds, Argument-Clubben, som især havde beskæftiget sig med de kulturelle betingelser for fascismens opståen og så paralleller i nutiden. En autoritær opdragelse kombineret med distraktion gennem forbrug og mediemanipulation havde ført til, at folk ikke længere var i stand til at gennemskue deres situation. Nu gjaldt det om at gennembryde dette blændværk og at oplyse borgerne.

Marxismens betydning i samtiden fremgår af denne tankegang. Den var på ingen måde blot et modefænomen eller noget, der blev påført humaniora og samfundsvidenskab udefra. Marxismen blev snarere af nogle unge vesttyske intellektuelle betragtet som en hidtil undertrykt “måde at forstå moderniseringsprocessen på”, som den berlinske litteraturforsker Helmut Peitsch udtrykte det. (3) I betragtning af den kraft, hvormed omvæltningerne i alle samfundets ender ændrede virkeligheden, var henvisningen til marxismen nærliggende. For kategorierne af indadvendthed, tilbagetrækning i privatsfæren, men også en bagudrettet kulturkritik kunne ikke længere klare den nye blanding af samfundsforandringer, politisering og hedonisme. Frem for alt reducerede marxismen ikke de intellektuelles rolle til bare at kommentere samtiden, men muliggjorde og krævede deres indgriben i historiens gang.

Emnet forbrug lod Haug ikke slippe. Som en teoretisk refleks på inflationen af farverige kendsgerninger i 1960’ernes forbrugerverden præsenterede han i 1971 med Kritik der Warenästhetik i landets fornemmeste forlag Suhrkamp en marxistisk analyse af det “smukke udseende” af kapitalistiske varer fra design til reklame. (4) Haug, der siden begyndelsen af 1960’erne havde publiceret om dette emne i Argument, fremlagde dermed et første systematisk forklaringsforsøg, hvorefter købsmotivationen udløstes af et “æstetisk løfte om brugsværdi”: Den konstante æstetiske innovation øgede varens bytteværdi, men udøvede også en skjult dominans og ændrede de menneskelige behov. Ved at bruge eksemplet med Rolling Stones LP Sticky Fingers, der udkom i 1971, og hvis omslag viste en jeansklædt mandlig underkrop, demonstrerede Haug det uopfyldte løfte: Ingen kunne modstå fristelsen til at åbne den ægte lynlås, som Andy Warhol havde monteret her, men bag den var der – ingenting. Haugs “vareæstetik” fandt et bredt ekko og udløste en række praktiske initiativer, ikke mindst af pædagogisk karakter. (5) Den store tilslutning var også et udtryk for den stigende bevidsthed om det der kaldtes “Grænser for vækst”. Økologibevægelsen, der begyndte i de tidlige 1970’ere og i høj grad blev støttet af unge mennesker, omsatte den teoretiske kritik af spild, som lå til grund for “smid-væk-samfundet”, til praktisk handling. Kunsthistorikeren Diethart Kerbs roste Haugs bog som et marxistisk standardværk om emnet, men problematiserede, at med dekonstruktionen af det “smukke udseende” kunne det sanselige i sig selv afvises: “Den tyske venstrefløjs allerede meget splittede forhold til æstetisk og erotisk nydelse ville blive endnu mere antagonistisk – den permanente forbindelse mellem kapitalisme og hedonisme på den ene side og socialisme og asketisme på den anden side ville jo også blive cementeret fra venstre”. (6)

Kerbs’ kritik tyder på, at Haugs begreb allerede dengang var kontroversielt, og set fra nutidens perspektiv, hvor varernes hverdagsverden er blevet allestedsnærværende, men også vores omgang med den mere rutinepræget og samtidigt mere reflekteret, indeholder hans bog måske ikke længere forfærdelig meget nyt. Siden slutningen af 1970erne er bl.a. Haugs tanker om vareæstetikken hen ad vejen indgået i en slags moderat-kritisk hverdagsbevidsthed i mere konsum-skeptisk og økologisk indstillede dele af offentligheden. Folk er i al almindelighed blevet mere bevidste om vareæstetikkens funktion og virkninger end det var tilfældet hos efterkrigsbørnene fra 68-generationen, der udgjorde størsteparten af bogens sensationelt store læserskare i årene umiddelbart efter den først var udkommet i 1971. Set fra et historisk perspektiv er den ikke mindst vigtig som en sonde i en tid, hvor venstrefløjen på en eller anden måde måtte finde mening med den samtidige fremkomst af masseforbrug og politisering. (7)

Jeg vil gerne nævne et andet punkt, som kunne give anledning til en afbalanceret vurdering. Det første dansksprogede bind af Haugs skrifter udkom i 2013 i anledningen af, at RUC havde besluttet at tildele ham en æresdoktortitel. Selvfølgelig skulle Haugs fortjenester fremhæves, og det var rigeligt grund for. Sådan skal også Klaus Schultes ros forstås, hvis han i indledningen skriver, at Haug havde “placeret sig lige langt fra 60ernes og 70ernes akademiske elfenbenstårnsmarxisme og fra officialmarxismen made in East German og Sovjetunionen”. (8) Men det er måske alligevel en sandhed, der skal tages med et gran salt. For i 1970’erne blev Haugs tidsskrift Das Argument anset for at stå DKP meget nær. En ikke nødvendigvis repræsentativ, men ikke desto mindre slående indikator for dette er, at det konservative dagblad Die Welt beskrev den nyudnævnte professor som “Moskvas mand nummer et for universitetspolitikken i Vestberlin”. (9) Faktisk var DKP’s indflydelse åbenlys i tidsskriftet fra slutningen af 1970 og frem og sørgede for, at Arguments koncept om “videnskab som politik” “nu blev grundigt forstået som en praktisk tjeneste for den revolutionære sag”, som historikeren David Bebnowski udtrykker det. (10)

I 1974/75 tog Das Argument f.eks. Lenins parti i en strid om genspejlingsteorien og tog dermed stilling mod hans kritikere som f.eks. Karl Korsch. Men samtidigt kan man også iagttage en afstandtagen fra dogmatiske holdninger. Haug havde siden 1973 vendt sig mod troen på marxistiske klassikere og åbnede sig siden slutningen af 1970’erne mere for eurokommunistiske holdninger og dermed for Antonio Gramscis politiske teori. Dette kan f.eks. illustreres ved Haugs stilling til Peter Weiss’ epokegørende roman “Modstandens æstetik”, som skildrer den tyske og internationale arbejderbevægelses historie fra et antistalinistisk perspektiv nedefra, og som Haug var en af de mest aktive propagandister for. Haug havde i sinde, som han skrev til Weiss, at indarbejde romanen ”i vores ‘anden kultur’, at bruge den, på ingen måde at overlade den til germanisterne”. (11)

“Anden kultur” – det betød en alternativ kultur, der blev sat over for en formodet “første”, borgerligt domineret hegemonisk kultur. For det første bliver det klart, at Haug vil bruge “modstandens æstetik” til refleksion og politisk praksis for en venstrefløj, der stræbte efter kulturelt hegemoni. For det andet skulle arbejdere inddrages, hvilket han gentagne gange understregede. Haugs hensigt var helt på linje med Peter Weiss, som allerede i 1977 havde skrevet til germanisten Klaus Scherpe, at han i løbet af mange år havde “udviklet ideen om en proletarisk klasse – som også defineret af Gramsci – (i en vis forstand også af Brecht), hvor grænserne mellem manuelt og intellektuelt arbejde sprænges, og som nu også svarer til synspunkterne inden for de kommunistiske partier i Frankrig, Italien, Spanien, Sverige”. Og Weiss videre: “Jeg ser ikke noget paradoks i, at de unge arbejdere i min bog beskæftiger sig med emner, som ikke kun ifølge borgerlige, men ofte også socialistiske synspunkter er for ‘høje’ for deres uddannelsesniveau. Tværtimod, hvis jeg vil henvise til en ‘videnskabelig tidsalder’, kan intet være differentieret nok for dem. Alene det faktum, at disse arbejdere beskæftiger sig med materiale, som hidtil har været forbeholdt akademisk kunstteori og litteraturteori, siger, at de ubetinget må have ret til disse ting.” (12) Dette var ideelt tænkt og helt i tråd med Haugs koncept, som henviste til Gramsci. I hvilket omfang arbejdere rent faktisk bøjede sig over mammutværket er dermed naturligvis ikke sagt. I hvert fald blev der på den 2. Volksuni Westberlin i 1981, som Haug havde oprettet efter forbillede af Folkuniversitet, der blev organiseret af Venstrepartiet/kommunisterne i Stockholm, afholdt et arrangement “Læs Peter Weiss!”, annonceret som et “Volksuniprojekt af fagforeningsfolk”.

Ved årtiskiftet fra 1970’erne til 1980’erne spillede det fragmentariske, tænkningen i modsætninger, det inkonsekvente en vigtig rolle i den intellektuelle debat, også i marxistiske kredse. I den famlende usikkerhed, der afspejlede sig i den konstante afvejning af mulige politiske skridt og i evalueringen af det skete, repræsenterede Peter Weiss’ roman netop en holdning, som allerede i årevis var blevet praktiseret i de ikke-stalinistiske kommunistiske partier i Europa. Haug så netop dette som en væsentlig fortjeneste ved Weiss’ roman og rådede til at undgå en overidentifikation med værket og forfatteren: “Vi må ikke kanonisere, ikke absolutisere. Det er æstetikken for et nyt projekt, som ikke længere er monolitisk, men som inddrager uenighed og uforløsthed i sit konstruktionsprincip. Den udvikler bevægelsesformer af en modsigelse, der accepteres som vital.” (13) Det er ikke underligt, at Haug fra midten af 1980’erne var en af hovedpersonerne på den vesttyske venstrefløj til fordel for Gorbatjov, hvis projekt med “glasnost” og “perestrojka” lovede en fornyelse af Sovjet. (14) David Bebnowski daterer Haugs brud med DKP og SEW til året 1984, da han propaganderede for begrebet “plural marxisme”, og DKP brugte en hel antologi på at tage afstand fra Haug. (15) Det forekommer mig, at man kan lære meget om den vesttyske og vestberlinske venstrefløjs historie, hvis man oparbejder disse brud. Ikke mindst fordi de fremhæver post-stalinismens centrale problem, nemlig konflikten om demokratiets og ytringsfrihedens rolle, uden hvilken en socialisme, der er dette navn værdig, ikke kan eksistere.

Noter:

1 Om de intellektuelles rolle i vesttyske medier se Axel Schildt, Medien-Intellektuelle in der Bundesrepublik, udgivet af Gabriele Kandzora og Detlef Siegfried, Göttingen 2020.

2 Detlef Siegfried, Time Is on My Side. Konsum und Politik in der westdeutschen Jugendkultur der 60er Jahre, Gættingen ⁴2022, s. 281ff. og 525ff.; Moritz Neuffer, Die journalistische Form der Theorie. Die Zeitschrift „alternative“, 1958–1982, Göttingen 2021; Kristof Niese, „Vademekum“ der Protestbewegung? Transnationale Vermittlungen durch das Kursbuch von 1965 bis 1975, Baden-Baden 2017.

3 Helmut Peitsch, „Warum wird so einer Marxist?“ Zur Entdeckung des Marxismus durch bundesrepublikanische Nachwuchsliteraturwissenschaftler, i: Rainer Rosenberg/Inge Münz-Koenen/Petra Boden (red.), Der Geist der Unruhe. 1968 im Vergleich Wissenschaft – Literatur – Medien, Berlin 2000, s. 125-151, her s. 127.

4 Wolfgang Fritz Haug, Kritik der Warenästhetik, Frankfurt am Main 1971.

5 En anmelder talte i „Konkret“ om et „analytisk vendepunkt i det tyske ’nye venstre’“ (Konkret, no. 5, 24.2.1972, s. 54).

6 Således hans anmeldelse fra begyndelsen af 1972, trykt i Diethart Kerbs, Design, Kosmetik, Mode, Werbung – manipulierte Sinnlichkeit ohne Sinn? Zur Grundlegung einer Kritik der Warenästhetik, i: Wolfgang Fritz Haug (red.), Warenästhetik. Beiträge zur Diskussion, Weiterentwicklung und Vermittlung ihrer Kritik, Frankfurt am Main 1975, s. 69-83, citat s. 74. I hvor høj grad den i løbet af 1960erne eskalerende forbrugerisme og politiske radikalisering havde påvirket Haug, fremgår f.eks. af, at han så sent som i 1963 i et essay i ”Arguments” fokusnummer “Massemedier og manipulation” selv havde talt imod en “negation af det sanselige”: Wolfgang Fritz Haug, Zur Ästhetik von Manipulation, in: Das Argument, Nr. 25 v. Mai/Juni 1963, s. 23-36, s. 35.

7 En aktualisering af analysen findes i værkets nyskrevne udgave: Wolfgang Fritz Haug, Kritik der Warenästhetik. Gefolgt von Warenästhetik im High-Tech-Kapitalismus, Frankfurt am Main 2009.

8 Klaus Schulte, Indledningen, i: Wolfgang Fritz Haug, At filosofere fra neden. Udvalgte artikler 1971-2010, redigeret af Klaus Schulte, Roskilde 2013, s. v-xiii, her s. v.

9 Cit. efter David Bebnowski, Kämpfe mit Marx. Neue Linke und akademischer Marxismus in den Zeitschriften Das Argument und PROKLA 1959-1976, Göttingen 2021, s. 372.

10 Ibid., s. 286. Bebnowski analyserer forholdet mellem ”Das Argument” og DKP/SEW indgående fx s. 266ff., s. 312ff. mm.

11 W.F. Haug an Peter Weiss, 17.11.1981, Archiv der Akademie der Künste, Berlin, Peter-Weiss-Archiv, 483.

12 Peter Weiss an Klaus Scherpe, 2.7.1977, Archiv der Akademie der Künste, Berlin, Peter-Weiss-Archiv, 971.

13 Wolfgang Fritz Haug, Vorschläge zur Aneignung der „Ästhetik des Widerstands“, in: Karl-Heinz Götze/Klaus R. Scherpe (red.), Die „Ästhetik des Widerstands“ lesen. Über Peter Weiss (= Argument Sonderband 75), Berlin 1981, s. 29-40, her s. 32.

14 Wolfgang Fritz Haug, Versuch, beim täglichen Verlieren des Bodens unter den Füßen neuen Grund zu gewinnen. Das Perestojka-Journal, Hamburg 1990.

15 Bebnowski, Kämpfe mit Marx, s. 420.