Har PD en fremtid i Italien?

Det er måske et brutalt spørgsmål at stille. PD (Partito Democratico) er i dag det centrale parti i en bredere centrum-venstre konstellation og kan mønstre knap 20% i meningsmålingerne.

Det er det næststørste efter Matteo Salvinis Lega, der nu ligger stabilt på omkring 25% efter en periode med højere tal, men som for længst har overhalet Berlusconis før så mægtige Forza Italia.

PD har tilmed gennemlevet en række frafald, da de tidligere partiledere Pier Luigi Bersani og Matteo Renzi hver har dannet deres eget parti med en opbakning på små 3-4%. Når spørgsmålet så alligevel rejses, er det med henvisning til PD’s noget tvetydige rolle i den aktuelle regering under Giuseppe Conte. Den blev sammensat i midten af 2019 og arvede sin åbenlyse dysfunktionalitet fra den forrige regering, også under Contes ledelse. Conte I var et resultat af parlamentsvalget i 2018, der gav stor fremgang for de to populistiske partier, komikeren Beppe Grillos Femstjernebevægelse (MoVimento 5 Stelle) og Lega. Det var første gang, at man fik en fuldtonet populistisk regering i et af EU’s kernelande. Der var dog flere forskelle mellem de to nye regeringspartier. M5S vandt mange utilfredse vælgere fra PD, der var tiltrukket af deres mærkesager (miljø, borgerløn). Lega havde derimod en klarere højrepopulistisk profil på migrationsområdet og forfægtede en udtalt euroskepsis. Som partner i Berlusconis mange regeringer fra 1994 til 2011 og med dets dybe forankring i de norditalienske kommuner og regioner havde Lega en langt større politisk erfaring end det uprøvede M5S.

Et år efter hen over sommeren 2019 brød regeringen sammen. Salvini ville have nyvalg i tillid til, at de meget fordelagtige opinionstal ville give Lega og højrefløjen et solidt flertal og ham selv noget nær ubegrænset magt. Det fik han ikke, da regeringspartneren M5S ikke var interesseret i nyvalg pga. faldende opbakning i befolkningen. I stedet blev der skabt et nyt parlamentarisk flertal under en Conte II, der nu bestod af M5S og PD, der ellers af de såkaldte grillini altid havde været opfattet som et magtparti og bærer af alle den traditionelle politiske elites dårligdomme. Det umage regeringspar har heller ikke fået det lettere af, at oven i den økonomiske krise og det anspændte forhold til Europa har den også måttet døje med Covid-19. Denne karruseltur har imidlertid skabt en vis usikkerhed om det politiske eksperiment PD, der blev søsat i 2007 ved en sammenlægning af DS (Democratici di Sinistra) og DL (Democrazia è Libertà-La Margherita). Det er derfor et ungt parti, som imidlertid blev født gammelt, da partiets forskellige komponenter har rødder tilbage i det forrige partisystems store folkepartier: la Democrazia Cristiana (DC) og Partito Comunista Italiano (PCI).

Det parlamentariske partidemokrati og dets krise

Forfatningen fra 1948 varslede en ny begyndelse efter fascismen og krigsnederlaget. Italien fik for første gang en demokratisk forfatning med alle de politiske, civile og sociale rettigheder, der hører til en sådan. Retten til uddannelse, sundhed og social forsorg vidnede om de socialistiske og katolske partiers indflydelse. Med forfatningen forsonede Italien sig med den omverden, landet havde været i krig med, og det banede vejen for engagementet i den europæiske integrationsproces, da den fremtrædende kristeligdemokratiske leder Alcide De Gasperi fik Italien med i Kul- og Stålunionen i 1950, en forløber for Rom-traktaten fra 1957.

For nærmere at forstå PD’s baggrund, opbygning og politiske kultur er det hensigtsmæssigt at tage dette stykke forhistorie med, fordi forfatningen fortsat udgør den konstitutionelle ramme om det politiske system, og fordi den definerer PD’s manøvrerum og værdigrundlag. I denne henseende sammenfatter forfatningen fire overordnede målsætninger, når den 1. sikrer et flertalsstyre; 2. indeholder de nødvendige modvægte (magtens tredeling, mindretalsbeskyttelse, menneskerettigheder, forfatningsdomstol mm.); 3. fremmer dannelsen af en repræsentativ politisk klasse ved at pege på parlamentet og de konkurrerende partier som et nødvendigt led mellem folkestemningerne og lovgivningen; 4. danner basis for en regering med de træk ikke bare af konsensusdrevet ledelse og retningsanvisning (hegemoni og inklusion) men også af tvang og disciplin (herredømme og eksklusion), som enhver regeringsførelse indebærer.

Så længe det politiske parti har været krumtappen i det repræsentative demokrati har det også været fulgt af kritik, der fik et første udtryk i Robert Michels’ klassiske fremstilling i Zur Soziologie des Parteiwesens in der modernen Demokratie (1911) om tendensen til oligarkidannelse i de moderne partiorganisationer. Michels var medlem af det tyske SPD men måtte konstatere, at selv et arbejderparti havde svært ved at unddrage sig et mere generelt dilemma i det moderne gennemorganiserede samfund. Et parti er nemlig i udgangspunktet hierarkisk opbygget med en topledelse af professionelle politikere og en bund af medlemmer og aktive mellemledere, der organiserer partiet territorialt og filtrerer folkestemningerne igennem de lokale partiforeninger, kongresserne, partipressen og ideologierne bag. Et arbejderparti, hvis ledelse tenderer mod at forskanse sig omkring egen ufejlbarlighed, gør sig dermed sårbart, da dets bestemmelse netop gør det til fortaler for de svage og de udelukkede ud fra nogle grundidéer om lighed og social retfærdighed.

Det er en model, der i store træk har fulgt partiudviklingen frem til sidst i det 20. århundrede. Dilemmaet i den oligarkiske tendens blev i den italienske kontekst udstillet i sin yderste konsekvens, da de regeringsbærende partier i 1980’erne: Det Kristelige Demokrati, DC, og Det Socialistiske Parti, PSI, sandede til i korruption og bestikkelse. For overhovedet at overleve kunne partierne ikke længere forlade sig på medlemsbidrag men måtte i stigende grad ty til en ulovlig finansiering af deres aktiviteter, hvad der blot forstærkede dannelsen af et egenrådigt fåmandsvælde i partitoppen.

Det italienske efterkrigstidsdemokrati blev ædt op indefra af de selvsamme partier, som forfatningen havde skrevet ind som en livline mellem institutionerne og det civile samfund. Globaliseringen og den ændrede geopolitiske situation med Murens Fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud fik dybere og mere langtrækkende konsekvenser i Italien end så mange andre steder, efterhånden som korruptionsskandalerne sendte flere af de prominente politikere for retten med det resultat, at den gamle politiske klasse og deres partier ganske enkelt imploderede i de første år af 1990’erne

.

Det kommunistiske parti, PCI, havde altid udgjort en ‘strategisk fare’ under Den Kolde Krig og kom derfor aldrig i nærheden af regeringsmagten. Af den grund undgik det i vid udstrækning at blive fanget i den udbredte korruption. Alligevel mente ledelsen omkring Achille Occhetto, at tiden var inde til at skippe ordet kommunist, da det associerede til en russisk revolutionshistorie, som Enrico Berlinguer allerede 1981 definitivt havde lagt bag sig efter knægtelsen af Solidaritet i Polen. Selvransagelsen mundede i 1991 ud i dannelsen af et nyt parti. Det fik navnet Partito Democratico della Sinistra eller PDS. Et mindretal med den mere ortodokse Armando Cossutta i spidsen valgte at grundlægge Rifondazione Comunista. Ændringen viste sig imidlertid hurtigt ikke at være tilstrækkelig over for de dybe forandringer, som Berlusconis på én gang liberalistiske og populistiske budskaber om deregulering, mindre stat, større frihed og privat foretagsomhed fremprovokerede.

Det nye politiske system. Berlusconi

Op til valget i 1994 blev PDS og centrum-venstre koalitionens forventninger til en valgsejr hurtigt forpurret og afslørede et organisatorisk og analytisk tilbageslag i forståelsen af den italienske virkelighed. I denne henseende havde centrum-højre koalitionen omkring Berlusconis Forza Italia været i stand til bedre at sætte ord og billeder på de stemninger, der afgjorde udfaldet og dannede grundlaget for den første af fire Berlusconi-regeringer frem til 2011. FI og de to regeringspartnere Umberto Bossis Lega Nord (som det endnu hed dengang) og Gianfranco Finis Movimento Sociale Italiano var alle partier, som ikke havde haft et medansvar for forfatningen af 1948 og heller ikke udviste videre respekt for den. Lega Nord anerkendte slet ikke forfatningens udsagn om Italien som ét og udeleligt, mens MSI var et nyfascistisk parti, der faktisk var forbudt ifølge en tillægsartikel i forfatningen, hvad der dog ikke hidtil havde fået følger. Det var første gang et nyfascistisk parti trådte ind i en regering i et europæisk kerneland, der selv havde gennemlevet den fascistiske katastrofe.

I slutningen af 1940’erne havde PCI bidraget til en vidtskuende demokratisk forfatning, der ganske vist havde svært ved at indfri alle sine løfter under Den Kolde Krigs indskrænkninger af det politiske råderum. Nu stod afløseren, PDS, i en verden, hvori det var Berlusconi, der i egen legemliggørelse definerede de ændrede betingelser og nødvendiggjorde en nytænkning af partiets strategi. Kriseforløbet fra grundlæggelsen af PDS i 1991 og frem til i dag har været frenetisk. For det første handlede det om at finde en egen identitet, der bevarede væsentlige dele af arven efter PCI. For det andet åbnede partiet for en fusion med andre beslægtede men mindre politiske grupperinger, der var blevet hjemløse efter sammenbruddet af det gamle politiske system i skæringsårene 1992-1994 og heller ikke så sig som en naturlig del af Berlusconis centrum-højre. For det tredje var det målet at skabe en mere slagkraftig centrum-venstre opposition, der kunne appellere til midtervælgerne.

Faktisk lykkedes det allerede i 1996 at få stablet en større koalition på benene under ledelse af Romano Prodi, der besejrede Berlusconi ved valget det år. PDS var dog langtfra det altdominerende parti i koalition. Det viste sig vanskeligt at holde sammen på de mange partier, hvilket tvang Prodi til at gå af. Koalitionen fortsatte dog under forskellige ministerpræsidenter frem til 2001, da Berlusconi vendte tilbage til regeringsmagten og denne gang for en længere periode. Imellemtiden havde PDS i 1998 på ny skiftet navn til Democratici di Sinistra (DS) og fik nu inkluderet tidligere socialister fra det nedlagte PSI og flere progressive grønne kræfter.

Berlusconismens hegemoni var drevet frem af det private reklamefinansierede Tv, som han havde bygget op siden 1980. Han forstod med sit forretningsparti at slå politisk mønt af forbrugersamfundets mange løfter, som han selv havde været med til at stimulere. Scenografien var ændret med de nye præmisser for den politiske kommunikation. Partioffentligheden, der før havde været afgørende for et partis kurs, mistede betydning, når medierne nu lagde op til en helt anden form for direkte appel til vælgerne. Inspirationen fandt man i marketingsmetodernes forventningsafstemninger og i mediernes reduktion af vælgerne til et publikum. Et parti som Forza Italia var et stærkt persondrevet parti og anviste dermed, hvorledes andre partier skulle gøre. Denne ‘jernhårde nødvendighed’ kunne PD heller ikke unddrage sig i et stadig mere polariseret samfund, hvori der ikke længere kun var tale om konkurrerende projekter om Italiens fremtid; men hvori det i endnu højere grad var forfatningens hidtidige fælles regler, der kom i spil.

Vejen mod PD. Organisation og identitet

Der var flere faser i forløbet, der i 2007 førte til den også formelle sammenlægning af DS (Democratici di Sinistra) og DL (Democrazia è Libertà-La Margherita). Forinden havde der været et valgteknisk samarbejde op til valgene i 1996 og 2006, der i begge tilfælde førte et bredere centrum-venstre under Romano Prodi til sejr. Koalitionens partier var imidlertid mange, for mange til at den også kunne regere. De små partier brugte deres regeringsdeltagelse til at true med at trække deres støtte, hvis ikke de fik deres mærkesager igennem. Det fremskyndede en sammenlægning mellem DS og DL i det øjemed at få skabt et stærkt samlende parti. Det var imidlertid to forskellige politiske og organisatoriske kulturer, der her skulle finde sammen. DS havde rødder i det gamle PCI, der fulgte den demokratiske centralisme og undsagde enhver tendens til fraktionsdannelse, og det havde fortsat et netværk af lokale sektioner. DL var løserede opbygget og hentede sin ledere fra den mere progressive del af det gamle DC.

Hvor den katolske og den kommunistiske kultur før stod over for hinanden, fandt de her et fælles grundlag, som faktisk tilbage i sidste halvdel af 1940’erne havde banet vejen for den demokratiske forfatning. Begge kulturer er da også enige i deres afvisning af den liberalistiske markedsøkonomi og stod bag forfatningens artikel 41, der nok anerkender den privatøkonomiske produktionsmåde, men under betingelse af, at den ikke udfolder sig i kontrast til den samfundsmæssige nytte og skader individets sikkerhed, frihed og værdighed. Med de seneste årtiers neoliberalistiske globalisering er denne formulering og værdigrundlaget bag blevet stærkt underløbet men står alligevel tilbage som et fikspunkt i den aktuelle kamp om det politiske og kulturelle hegemoni.

Efter amerikansk forbillede indførte PD primærvalget til at vælge partilederen og dermed også partiets kandidat til ministerpræsidentposten. Det nye var, at en leder ikke blev udpeget via partiapparatet og de tilbagevendende kongresser. Det var ikke længere alene op til partiets medlemsskare, i det omfang man inddrog partiets potentielle vælgere. Omkring 3,5 mil. vælgere deltog, hvilket blev udlagt som en stor succes. Valget faldt på Walter Veltroni, Roms borgmester. Selv om Veltroni tidligere havde været leder af PCI’s ungdomsafdeling repræsenterede han dog et klart sporskifte, eftersom han ikke fandt så meget inspiration i Antonio Gramsci, der ellers havde været PCI’s foretrukne intellektuelle kilde. Pensum bestod af angloamerikanske tænkere som John Rawls og Anthony Giddens, kendt for Labour og Tony Blairs ‘tredje vej’.

Det direkte valg af lederen gav denne en enorm prestige og bidrog til at styrke gennemslagskraften i mediebilledet, afgørende for adgangen til vælgerbefolkningen. Det både styrkede og svækkede partilederen. Alene det forhold, at legitimiteten var afledt af en mindre identificerbar del af vælgerne, gjorde lederen meget sårbar over for disses skiftende stemninger. Den loyalitet, som partimedlemmer havde, var ikke altid til stede i det større format, så meget mere som de sociale bindinger til bestemte partier, som det gamle industrisamfund sikrede, ikke længere gjorde sig gældende. Samhørigheden mellem arbejderklasse og arbejderpartier blev brudt. Med mellemklassegørelsen af store dele af befolkningen og fattigdomsgørelsen af andre dele har vælgermasserne fået en langt mere flydende karakter, der gør deres præferencer uforudsigelige og også har ført til, at mange af centrum-venstres vælgere har givet deres stemme til de nationalpopulistiske partier på højrefløjen. Selv om det i statutternes artikel 1 hedder, at PD består af medlemmer og vælgere, så har det indtil videre været svært at finde en model for at knytte de vælgere, der ikke er medlemmer, til partiet ved andre lejligheder end ved primærvalgene af partiets ledere.

En anden konsekvens af denne prioritering af lederen og ledelsesapparatet har været, at PD har mistet kontakten med de såkaldte intermediære organisationer, altså kvindeorganisationer, kooperativer og fagforeninger og lignende, der ellers var PCI’s styrke og garanterede dets forankring i det civile samfund. Forholdet til det største af fagforbundene CGIL skærpede de interne konfrontationer mellem ‘fornyere’ og ‘traditionalister’, der igen udsprang af, at arbejderklassen de sidste årtier havde fået en stadig mindre demografisk og sociologisk vægt. Ved at indkalde til en de største demonstrationer i mange år havde CGIL ganske vist held til i 2002 at blokere Berlusconi, der ville have et mere fleksibelt arbejdsmarked og derfor ønskede at tilbagerulle den vigtige artikel 18 om ansættelser i den såkaldte Arbejderstatut fra 1970. Året efter, i 2003, gik forbundet et skridt videre og ville have en udvidelse af Statuttens gyldighed til folkeafstemning. Nok kom der et flertal i hus for CGIL’s initiativ. Men emnet kunne åbenbart ikke mobilisere den helt store entusiasme. Da antallet af afgivne stemmer lå under det nødvendige quorum, blev afstemningsresultatet erklæret ugyldigt.

At partilederposten ikke i praksis blev styrket, fremgik af, at Veltroni allerede blev væltet efter valgnederlaget til Berlusconi i 2008. Pier Luigi Bersani trådte til som ny leder efter at have vundet endnu et primærvalg. Bersani havde ministererfaring fra sin tid i en Prodi-regering og repræsenterede den mere ortodokse fløj. Men igen måtte man konstatere de store vanskeligheder, der var forbundet med at skabe bare et minimum af kontinuitet i ledelsesapparatet. Også Bersani måtte trække sig efter det uforløste parlamentsvalg i 2013, der dog førte til en PD-ledet men svag regering under Enrico Letta. Det afslørede imidlertid, at PD ikke helt kunne indfri egne regler om, at partilederen også er ministerpræsidentkandidat.

Efter et par overgangsfigurer på partilederposten begyndte en meget ung Matteo Renzi at melde sig på scenen. Hans unge alder gjorde også, at han ikke rigtigt havde nogen konkret føling med de katolske og kommunistiske kulturer, der indgik i hans eget partis forhistorie. Som borgmester i Firenze havde Renzi allerede skabt sig en platform og hans udfordringer af PD’s ledergruppe fik stor opmærksomhed i medierne. Hans retorik var ikke uden et populistisk anstrøg, når han talte om at ‘skrotte’ partieliten. Ved primærvalget i 2013 fik Renzi stor opbakning. Man bemærker ud fra tallene, at Renzi var langt mere populær blandt de eksterne vælgere end blandt partiets egne medlemmer, hvad der igen bekræftede den voksende betydning af de eksterne vælgere for partiets indre liv.

Ambitionen om at efterleve statutternes artikel 3 om sammenfald mellem parti- og regeringsleder fik Renzi til at tvinge Letta til at gå af for selv i 2014 at overtage regeringsførelsen. Det lignede en paladsintrige af den slags, man var vant til fra det gamle DC, fortidens evige regeringsparti med de mange konkurrerende fraktioner. En sådan fremgangsmåde bidrog ikke just til at fremme stabiliteten i partitoppen endsige tilliden til samme, der i forvejen var udsat for populisternes voldsomme retorik mod de selvtilstrækkelige politiske kaster. Renzi fik dog flere af sine mærkesager igennem: skattelempelser til mellemindkomstgrupper og til de lavestlønnede, en månedlig bonus på 80 euro, flere penge til børnefamilierne, registreret partnerskab mellem personer af samme køn. Det bilagde dog ikke den interne uro, der ikke blev mindre af Renzis hasarderede forsøg på at revidere forfatningen.

For at fremme parlamentets beslutningsdygtighed lagde Renzi op til en reduktion af parlamentets to kamre, således at alene deputeretkammeret skulle vedtage love, mens senatet, der hidtil havde været sideordnet, skulle overgå til andre mere regionsbaserede opgaver. Ved en folkeafstemning om denne forfatningsreform i december 2016 skete der det, at Renzi kom i mindretal, hvad han ikke havde regnet med i forventning om, at hans popularitet nok skulle få et flertal på plads. Valget til Europa-parlamentet i 2014 gav nemlig Renzis PD 40%, et tal, som partiet ikke siden er kommet bare i nærheden af. Men det flydende vælgerkorps skaber netop meget stor usikkerhed om udfaldet af den næste afstemning. Det måtte Renzi sande, da han ved folkeafstemningen om sit reformforslag nok beholdt de 40% men fik 60% imod sig. Dem, der sagde nej, gjorde det ikke primært ud fra en særlig bekymring for forfatningen. Det særlige hensyn til denne var forlængst skubbet ud i periferien af den politiske diskurs. Afvisningen var snarere motiveret af udsigterne til at komme af med Renzi. Folkeafstemningsresultatet gav et fingerpeg om, at der var ved at tegne sig nogle skarpere konturer af et nyt populistisk flertal i befolkningen. Renzi måtte da også efterfølgende træde tilbage som regeringsleder og dernæst som partileder og give plads for endnu et skift, da Paolo Gentiloni tog over og Nicola Zingaretti, i dag præsident for regionen Lazio med Rom, blev udpeget til ny partileder.

PD’s dilemma

Mens PD har haft svært ved at finde fodfæste i et turbulent politisk system har partiet haft lidt mere succes i forhold til Europa. Der er næppe tvivl om, at PD er det blandt de italienske partier, der toner klarest ud i Europa-politikken, nu hvor de populistiske partier har vundet opbakning ved en mere udtalt euroskepsis. PD ser Europas integrering og voksende forfatningsgørelse som et nødvendigt projekt, der kan styrke demokratiet og retsstatens principper indadtil i Italien. Formanden for Europa-Parlamentet Davide Sassoli er således fra PD, der længe har været med i gruppen af socialdemokratiske partier. Kommissionens økonomiansvarlige, Paolo Gentiloni, er også fra PD og har været en vigtig figur i forhandlingerne om den europæiske Recovery Fund.

Skillelinjerne i italiensk politik udstiller på mange måder de dilemmaer, som PD i lighed med andre af Europas centrum-venstre partier står i. På den ene side har der altid været en universel appel i tankegodset og en positiv indstilling til det internationale samarbejde. Men man har så også måtte sande, at en løbsk globalisering har forpurret dette perspektiv og med dereguleringerne af de internationale finansmarkeder fjernet enhver kontrol fra de nationale politiske systemer. Store dele af den politiske klasse er i dag villige til at give køb på retsstatens og de internationale konventioners bærende principper. Det har på den anden side stillet PD over for at skulle tage stilling til de demarkationslinjer og eksklusionsstrategier, som højrepopulismen hidtil har haft succes med på eksempelvis migrationsområdet. I denne henseende har det politiske establishment haft betydelige vanskeligheder ved at finde de rette løsninger på den voksende ulighed og komme med overbevisende argumenter for, at Europa er en del af fremtiden og ikke et fortabt projekt, der hører fortiden til.

Ved regionalvalget her tidligere i år stod kampen især om regionen Emilia-Romagna i Mellemitalien. Op igennem efterkrigstiden havde den været et vindue for PCI’s gode styre på det lokale plan. Lega’s Salvini førte en aggressiv kampagne for at fravriste PD denne ikoniske region. Udgangspunktet var ikke dårligt, da højrepopulisterne tidligere havde vundet Umbrien, også i det såkaldte Røde Bælte, og lå godt i meningsmålingerne. Resultatet kunne meget vel få konsekvenser for den ikke i forvejen særligt funktionsdygtige regering Conte II. På dette kritiske tidspunkt dukkede der en ny bevægelse op, der kaldte sig Le Sardine. Med brug af de sociale medier fik den samlet folk på de store pladser, f. eks. i Bologna, der virkelig gav Salvini og hans kandidat et modspil og gjorde det med en vedvarende henvisning til Italiens forfatning og de fælles spilleregler, der var nedfældet dér. Der kan ikke være tvivl om, at denne mobilisering var afgørende for at centrum-venstres kandidat Bonaccini kom sejrrigt ud af valget, der meget vel kunne have været et tipping point og ført Italien yderligere ind i tidens postdemokratiske malmstrøm. Men det gav også en fingerpeg om mulighederne for at retablere forbindelseslinjerne til det civilsamfund, som PD synes at have glemt.

Vender vi tilbage til de fire overordnede målsætninger i forfatningen og placerer PD og ikke mindst Lega i forhold til disse, indkredser det nogle vigtige pejlemærker i den nødvendige tilstandsrapport. Når forfatningen her indtager en så central plads i analysen af PD, er baggrunden den, at partiets identitet i afgørende grad er hentet fra forfatningen ikke bare som et juridisk dokument men som et kulturhistorisk resservoir, der opsamler traditionenerne fra 1700-tallets Oplysningstid og Franske Revolution og fra de store sociale bevægelser i slutningen af 1800-tallet. Demokratiet, som det defineres af forfatningen, er en styreform, der 1. tilgodeser flertallet, 2. indeholder de nødvendige check-and-balances, 3. sikrer dannelsen af en repræsentativ og kompetent politisk klasse, og 4. fostrer et regeringsdueligt ministerium.

Det er et fremherskende træk ved højrepopulismen, at demokratiet reduceres til et spørgsmål om blot at have et flertal bag sig. Det handler om, hvem der regerer, og ikke hvordan der regeres. Derfor ser en politikertype som Salvini bort fra de modvægte, der i hans optik hæmmer folkeviljen i at ske fyldest. I denne optik er politikeren ikke en fortolker af folkeviljen, men en åbenbaring af den i dens reneste form. Det betyder i virkeligheden, at populismen som en politisk religion giver afkald på udviklingen af en politisk klasse og en regeringskultur. Da Salvini sad som indenrigsminister i Conte I, viste han med al ønskelig tydelighed denne mangel. Hvad angår PD vil man dér kunne spore en solidere forankring i en verdslig demokratisk forfatningsorden. Men følger man partiets fortsat korte historie, har vi også kunne iagttage svære vanskeligheder ved at udvikle et stabilt ledelsesapparat med dybe konsekvenser for tilliden til dets evner til også at respondere på Italiens og Europas dybe krise.

Litteratur

Goffredo Bettini, “La crisi delle forme della politica”. I Italianieuropei, nov. 2020 (online).

Gert Sørensen, “Det italienske demokratis mange irgange”. I Demokratiets krise (red. P. Seeberg og M. Thorup), Aarhus Universitetsforlag, 2020, s. 175-200.

Simone Tedeschi, Il Partito Democratico. Origine, organizzazione e identità, 2018.