Halvårsstatus på Ukraine krigen

Jens Jørgen Nielsen, Historiker

Mange filosoffer har gennem tiderne sagt mange kloge ord om krigen. En af de første var Sun Tsu, der ca. 4-500 år før Kristi fødsel skrev bogen Krigskunsten. Heri skriver han bl.a. at hvis du hverken kender dig selv eller din modpart, så vil du tabe alle slag. Hvis du kender dig selv men ikke din modpart, vil du vinde halvdelen af alle slag. Det samme gælder hvis du kender din modpart men ikke dig selv. Men kender du dig selv og din modpart, vil du vinde alle slag. Måske kan Sun Tzu gøre os lidt klogere på krigen i Ukraine.

Det militære aspekt

Sun Tzu´s visdom vil det være relevant at tage frem, hvis vi skal foretage en evaluering af krigen i Ukraine her et halvt år efter, at den begyndte. Den første konklusion er nok den, som de fleste analyser af krige ender med, nemlig, at krige aldrig følger de planer, som man havde da man indledte dem. Der viser sig altid nogle uforudsigelige dynamikker i krigene. Kort sagt ingen kan kontrollere krigene. Russerne havde næppe kalkuleret med, at den ukrainske hær var så effektiv, som den viste sig at være, godt hjulpet af flere års træning af NATO-landene og forsynet med NATO våben. Rusland havde fejlkalkuleret situationerne især omkring Kharkiv og Kiev. Formentlig havde de næppe heller kalkuleret med NATO-landenes villighed til at levere så store mængder af våben og penge, som det viste sig at være tilfældet. Men lad os se på forventninger og resultater af den vestlige politik over for Rusland og Ukraine både de militære og de politiske.

Militært har Vesten klart satset på en ukrainsk sejr, fordi ukrainerne angiveligt skulle være mere motiverede end russerne. Derfor hælder Vesten milliarder efter milliarder i Ukraine, fordi alt andet end en sejr vil fremstå som et nederlag for Vesten. Men en ukrainsk sejr ser ikke umiddelbar sandsynlig ud. Alt tyder på en udmattelseskrig med titusindvis af dræbte soldater og civile, inden man kommer til det nødvendige forhandlingsbord. Russerne har begrænset deres indsats, det betyder, at de kan skrue op for den på et tidspunkt. Det er vanskeligt at forestille sig, at russerne vil overgive sig som Tyskland i foråret 1945. Rusland har langt flere våben, de kan skrue op for i krigen. Ultimativ har de ca. 45% af verdens atomare våben, nogle taktiske nogle strategiske, som kan komme i anvendelse, hvis landet bliver trængt i defensiven. I 2018 præsenterede Putin en række temmelig skræmmende våben, der for det første med stor sandsynlighed ville kunne trænge igennem NATOs forsvars missiler og anrette enorm skade i vestlige lande. For det andet kan flere af disse nye våben flyve med en hidtil uset hastighed op mod 20 gange lydens hastighed.

Men indtil videre tegner alt til en udmattelseskrig. Perspektivet om forhandlinger synes meget fjernt. Rusland vil ikke give sig, den ukrainske præsident Volodymyr Zelenski udvider sine krav, ønsker nu også Krim tilbage. USA synes ikke at ville kunne acceptere en russisk vej, tværtimod har bl.a. USA’s forsvarsminister, Lloyd Austin, givet udtryk for, at Rusland skal svækkes, gerne opløses i mindre håndterbare stater. Så krigen fortsætter, og dermed også de toksiske effekter på både økonomi og sikkerhed, som vi allerede nu er vidne til. Det indebærer også en fare for en eskalering af krigen. Det er et springende punkt, hvornår NATO egentlig er deltager i krigen. Indtil videre har NATO leveret enorme mængder af våben, træning af ukrainske soldater og efterretningstjenester til Ukraine. Risikoen for at glide ind i en atomkrig stiger selvfølgelig dag for dag, så meget desto mere, som der reelt ikke er nogen som helst kontakt og dialog mellem Rusland og USA eller EU for den sags skyld.

Det er med andre vanskelig at se, at militæret kan levere en løsning på de temmelig komplekse situation i Ukraine. Politik og diplomati er nøgleordene, men de er reelt ikke til stede i dag.

Sanktionerne

Flere vestlige politikere brugte udtrykket den sanktionsmæssige atombombe, som var Ruslands udelukkelse fra SWIFT-systemet og i det hele taget fra kreditmuligheder i det vestlige banker. Den blev taget i anvendelse efter den russiske invasion. Hertil kom en næsten total isolering af Rusland på finansielle, kulturelle, sportslige m.m. områder. På mange vestlige universiteter blev russiske emner fjernet, bl.a. Dostojevskij, russisk klassisk musik blev taget af repertoiret, russiske musikere fyret fra vestlige symfoniorkestre m.m. Russisk fly blev forbudt at flyve til vestlige lande m.m. Formålet med sanktionerne var artikuleret og klart. De skulle få de russiske oligarker og den russiske befolkning især den middelklasse, man nærede så store forhåbninger til, til at vælte Putin og etablere en ny ledelse, der ville anerkende Ukraines medlemskab af NATO og i det hele taget også anerkende den vestlige samfundsmodel og Ruslands underordnede rolle i den. Sanktionerne ville nemlig angiveligt smadre den russiske økonomi, som mange sagde var en tankstation maskeret som en stat, underforstået et land, som var helt afhængig af salg af olie og gas, og som ikke kunne producere noget selv, og som altså angiveligt var helt afhængig af vestlig teknologi og salg af gas og olie. Holdt det stik?

Effekterne af sanktionerne i Rusland

Modsat forventningerne klarede Rusland sig overraskende godt efter indførelsen af sanktionsregimet. Rublens værdig steg markant, det havde ikke mindst noget at gøre med, at prisen på olie og gas steg markant, Rusland kunne i vidt omfang stille betingelserne for salg af olie og gas. Vestens sanktionspolitik viste sig modsat hensigten langt hen ad vejen at styrke Putin. Det overraskede mange. Men Putin har faktisk gennem flere år søgt at finde en måde at få de russiske oligarker hjem og under en vis kontrol. Med sanktionspolitikken gjorde vesten det svære arbejde for Putin. Oligarkerne er i dag endnu mere afhængige af Putin end før. Den russiske middelklasse beskylder nu i vidt omfang Vesten for at have udelukket dem fra Europa. Nettoresultatet er, at en meget stor del af den russiske befolkning bakker om Putin. Diskrimineringen af russisk kultur, fyring af kulturpersonligheder i Vesten har måske mere end noget andet i den brede befolkning øget de anti-vestlige strømninger i Rusland. Midt i august var jeg i Rusland, og havde lejlighed til at tale med ganske mange russere. Begejstringen for krigen i Ukraine var til at overse. Men holdningen til vesten var mere negativ, end jeg nogensinde har oplevet i de snart 40 år, jeg regelmæssigt har kommet/boet i landet.

Noget kunne tyde på, at de vestlige politikere ikke havde nærstuderet Sun Tsu´s idéer om at kende sig selv og fjenden. De vestlige sanktioner var kontraproduktive, fordi de med Sun Tzu´s ord ikke kendte hverken sig selv eller modparten. For det første var Rusland ikke blot en tankstation. Rusland havde faktisk gjort sig selv mere usårlig for den slags situationer siden især 2014 efter Krims tilslutning til Rusland. Rusland viste sig at være betydeligt mindre afhængig af vestlige teknologi og import, end mange vestlige analytikere og politikere havde antaget. Hertil kommer det ganske væsentlige aspekt, at Rusland i Asien, Mellemøsten og Afrika havde mange partnere, som ønskede at samarbejde med dem. Rusland var langt fra isoleret på den internationale scene. Det økonomisk muskulære Kina var Ruslands hovedallierede. Meget tyder på, at mange vestlige politikere levede i en liberal ideologisk drømmeverden, hvor de troede, at de realiserede historiens indbyggede mening, som var at virkeliggøre den liberale globaliserede verdensorden. Havde vestlige politikere fejlkalkuleret Ruslands muligheder, så syntes de endvidere heller ikke at kende sig selv og sine begrænsninger.

Effekterne af sanktionerne på Vesten

Mens det indtil videre er gået nogenlunde godt for Rusland, kan der spores en vis panik især i EU. De voldsomme prisstigninger på energi, især gas har udløst chokbølger i europæisk økonomi og politik. De høje priser på energi og ikke mindst usikkerhed om selve energiforsyningen har skabt usikkerhed og dermed usikre investeringer. Tyskland afskaffede sin a-kraftværker for godt ti år siden i kølvandet på en ulykke på et atomkraftværk i Japan. Som erstatning satsede Tyskland på gas fra Rusland hentet gennem gasledninger fra Rusland gennem Østersøen, så man ganske belejligt kunne omgå de hidsige slagsmål om gaspriser mellem Rusland og Ukraine. Ukraine havde flere gange lukket for hanerne på gasledningerne, som gik videre til Tyskland. Politisk var gasledningerne omstridte. USA var imod, fordi de selv ønskede at sælge LNG gas til Tyskland og gøre deres fracking gas områder rentable, og politisk for at svække forbindelserne imellem ikke mindst Tyskland og Rusland.

Rusland sætter nu betingelserne, bl.a. nemlig at EU-landene skal betale i rubler. I løbet af sommeren skulle nogle af Nord Stream´s gasturbiner til eftersyn, så der blev leveret betydeligt mindre gas gennem sommeren. Det kunne se ud, som om Putin legede med Tyskland. Den tyske økonomi- og klimaminister Robert Habeck søgte desperat at finde andre sælgere af gas, han tog bl.a. til Qatar og andre mellemøstlige lande, som dog ikke havde meget gas, de kunne undvære. USA havde heller ikke så forfærdelig meget, i hvert fald ikke nok til at dække Tysklands behov, hvis landet skulle forblive det konkurrencedygtige industrilokomotiv, som landet havde bygget sin identitet på gennem flere årtier. Hertil kommer, at Tyskland har levet af det åbne globaliserede internationale marked. En meget stor del af Tysklands eksport går til Kina. Om det vil fortsætte som hidtil er næppe sikkert, så meget desto mere som Tyskland har valgt at støtte NATO´s udbygning i Asien.

Der er grund til bange anelser for den kommende vinter især i EU-landene, men også andre steder. En ikke ufarlig cocktail med giftige ingredienser synes at være på vej. 1) Arbejdsløshed som følge af manglende investeringer og produktion i de tyske virksomheder samt i et vist omfang måske selskabsflugt af de store klassiske tyske virksomheder. 2) Nedskæringer i den offentlige sektor på uddannelse, sundhed, omsorg m.m. Det bliver en følge af lavere skatter samt markant voksende udgifter til militæret. 3) Udskydelse af klimakampen og den grønne omstilling. Tyskland har sammen med flere andre EU-lande for nylig slået ind på en betydelig forøgelse af kulkraftværker, som udleder markant mere Co2 end f.eks. naturgas. 4) Der er en vis sandsynlighed for, at der vil komme et voksende antal flygtninge, noget som vi af erfaring kan skabe politisk uro og desuden i hvert fald for en tid belaste statsbudgettet. Mange flygtninge vil komme fra Ukraine, men måske endnu flere fra Mellemøsten og Afrika, hvor høje priser på hvede og brød traditionelt udløser politisk uro med borgerkrigslignende tilstande, måske endda flere islamistiske terrorgrupper. 5) Politisk uro, flere europæiske regeringer er allerede faldet til dels som følge af sanktionspolitikken mod Rusland. Andre kan følge. 6) Potentiel ustabilitet i EU. Ungarn har allerede erklæret, at de ikke vil gå længere med sanktioner mod Rusland. Man kan forestille sig at flere lande vil føle sig fristet til at indgå separate aftaler med Rusland.

Modsvar: kontrol med medier

Hvad stiller regeringerne især i EU, men også i Nordamerika, op med de enorme udfordringer? Flere regeringer har forberedt deres befolkninger på, at der i de kommende ca. 10 år vil komme smalhans, men enorme prisstigninger på energi og måske rationering af den. Flere lande har desuden indført forsvar mod russisk disinformation. Der findes et hav af især amerikanske institutter, som angiveligt arbejder på at afsløre russisk disinformation. Der er flere problemer knyttet til disse institutter. For det første skelnes der ofte ikke mellem på den ene side konstruerede løgne og så andre vinkler på en given situation. For det andet er det ofte uklart, hvordan disinformation defineres, ligesom der ofte savnes klare kriterier på hvilke kilder, der er troværdige. Man kunne få den fornemmelse, at disse løgnedetektorer på sigt vil få den funktion at mistænkeliggøre f.eks. krigsindsatsen og det vestlige engagement. Den ukrainske regering har også med finansiel støtte fra det amerikanske udenrigsministerium oprettet en komite til at modgå russisk disinformation i de vestlige lande. Der var sat 72 ikke-ukrainske og ikke-russiske personer på listen, heriblandt undertegnede. Ikke nok med det, formanden for komitéen, Andrey Shapovalov, mente, at disse personer skulle sættes for en international krigsforbryderdomstol. Vi var tre fra Danmark, ud over mig var det fredsforskeren Jan Øberg og professor ved Aalborg Universitet, Li Xing. Ingen af os har i øvrigt forsvaret den russiske invasion. Ud for hver af os var der på listen angivet, hvad vi havde gjort os skyldige i. Jeg havde f.eks. citeret OSCE observatører, der bl.a. dokumenterede, at den ukrainske hær allerede d. 16. februar 2022 havde intensiveret deres bombardementer i Donbass mangefold. Så må man forstå, at også OSCE driver russisk misinformation. Li Xing havde sagt, at sanktionerne mod Rusland ikke virkede efter hensigten. Skulle det virkelig kvalificere til at blive sat for en krigsforbryderdomstol? Denne liste er vel at mærke ikke blevet fordømt af vestlige regeringer. Den danske udenrigsminister Jeppe Kofoed afviste i et samråd at fordømme listen, tværtimod mente han, at det var vigtigt at imødegå Putins disinformation. Det henstår dog i det uvisse, hvad russisk misinformation er og ikke er.

Tendenserne er ubehagelige, vi ved ikke, hvor det ender. Frem for alt er der ikke nogen klar definition på, hvad der falder ind under begrebet russisk disinformation eller misinformation. I takt med, at krigen fortsætter lang tid endnu, og det er der meget, der tyder på, at den vil, så vil utilfredsheden i befolkningen efter al sandsynlighed vokse. Og dermed regeringernes behov for kontrol med medierne. Det er en alvorlig sag, selvom der for så vidt ikke er noget nyt i, at krig ikke fremmer demokratisk dialog.

Slut med det unipolære moment

Det var den politiske kommentator Charles Krauthammer, der i 1990´erne lancerede begrebet ’the unipolar moment’. Efter Sovjetunionens dramatiske sammenbrud i 1991 var der kun én supermagt, én global politibetjent med et selverklæret magtmonopol og en vision og en ideologi for en liberal verdensorden. Kina havde ikke foretaget sit industrielle ’take off’, og Rusland lå i ruiner. Hvad man ofte overser, er, at Krauthammer talte om ’the moment’, altså øjeblikket, underforstået, det ville ikke vare evigt. En del tyder på, at disse 1990´ere med de optimistiske liberale universelle drømme nu uigenkaldeligt er slut. Det har været på vej længe især med Kinas iøjnefaldende optur og indflydelse i især Asien, Mellemøsten, Afrika og nu også Rusland. Også Ruslands voksende styrke og meget prægnante udfordring til Vestens selvforståelse har bidraget til det. Som et tydeligt symbolsk udtryk for det må man nok regne afstemningen i FN’s Generalforsamling om sanktionerne mod Rusland. For sanktionerne mod Rusland efter invasionen d. 26. februar stemte lande, der repræsenterede ca. 13 % af planetens befolkning for sanktionerne. Det var ud over EU/NATO landene plus Australien, New Zealand, Japan, Syd Korea, Singapore og et par enkelte andre mindre lande. En meget stor gruppe undlod at stemme, nogle ganske få stemte imod. Gruppen, der ikke stemte for sanktionerne, udgjorde i alt 87 % af verdens befolkning.

USA oplevede, at det ikke længere på samme måde var muligt at presse lande i Afrika og Mellemøsten til at følge USA politik. Joe Biden rejste f.eks. til Saudi Arabien, hvor han nærmest tryglede landets de facto leder, Mohammed Bin Salman, om at øge produktionen af olie, så prisen kunne falde, og dermed svække Rusland finansielt. Joe Biden havde i øvrigt tidligere fordømt Salman for delagtighed i det makabre mord på journalisten Jamal Khashoggi. Biden blev nærmest ydmyget, Salman sagde, at den beslutning ville blive truffet af OPEC Plus, og Plus står i denne sammenhæng for Rusland. Amerikanske politikere og diplomater arbejdede ihærdigt for at få disse afrikanske, mellemøstlige og afrikanske lande over på deres side og støtte sanktionerne mod Rusland. Men med meget ringe succes. Det russiske forsvarsministerium afholder hvert år en sikkerhedskonference i Moskva med deltagelse af ganske mange lande, heriblandt også repræsentanter fra Vesten. I år var hovedvægten tydeligvis lagt på Sydøstasien og Afrika. Europa spillede ingen rolle på konference. Der var mere end en snært af den velkendte situation fra den gamle kolde krig, hvor de afrikanske, latinamerikanske og asiatiske lande spillede på modsætningsforholdet mellem Moskva og Washington. At fastholde det ’unipolære moment’ synes at ville koste stadig mere for amerikanerne og på sigt vise sig at være umulig.

Det bliver stadig mere tydeligt, at krigen i Ukraine er et udtryk for bevægelser i de geopolitiske tektoniske plader. USA kan ikke længere, som det kunne engang styre verden, presse regeringer i Asien og Afrika. Stadig flere indflydelsesrige internationale organisationer arbejder uden om Vesten, BRIKS, Shanghai Cooperation Organization m.fl. De seneste amerikanske præsidenter (med undtagelse af Donald Trump) har gået ud fra, at det var USA’s rolle at forsvare demokrati, menneskerettigheder og åbne liberale økonomier. De synes at have glemt den realistiske geopolitik, som præsident Richard Nixon og Henry Kissinger stod for. De forstod, at man f.eks. ikke kunne ligge i strid med Rusland og Kina på én gang. De amerikanske slagord vækker i dag kun ringe genklang i det, vi engang kaldte den tredje verden.

Europa i den nye multipolære verden

Et skred er også på vej i europæisk selvforståelse. Men foreløbig kan de fleste europæiske politikere ikke tænke på andet end at vise solidaritet i NATO og EU. I praksis betyder det at administrere amerikansk udenrigspolitik, følelsesmæssigt bakket op om tilslutningen til liberale værdier. Symbolsk kom det til udtryk januar 2022, da den tyske kansler Olaf Scholz var på besøg i Det Hvide Hus. Under et pressemøde med Joe Biden og Olaf Scholz spurgte en journalist, om Tyskland i tilfælde af russisk invasion i Ukraine ville lukke for gasledningen Nord Stream 2. Inden Olaf Scholz nåede at svare, tog Biden ordet ud af munden på Scholz og sagde, at ja det ville Tyskland selvfølgelig. Intet mindre end en ydmygelse, men også udtryk for herskende relationer. EU har vist, at de ikke kan føre en konsistent udenrigspolitik, og at de store lande som f.eks. Tyskland og Frankrig er hæmmet i bestræbelserne på at føre en selvstændig udenrigspolitik. EU har overraskende lidt indflydelse i Ukraine krisen, ligesom EU heller ikke sætter de store aftryk f.eks. i forhandlingerne om en form for fred i Syrien. Det bliver stadig mere klart, at den transatlantiske solidaritet er en illusion. USA dyrker sine egne interesser, som især handler om et opgør med Kina. Minsandten om ikke flere europæiske NATO-lande har vist støtte til den helt nye NATO Asien politik. Europas interesser falder ikke sammen med USA. Det er en illusion. Trumps America First Politik var ikke en enlig svale, den deles af langt de fleste amerikanske politikere.

Bolden ligger så at sige for fødderne af europæerne. Hvordan slipper vi ud af den Ukraine krig, der truer med at smadre ikke bare Ukraine, men også langt hen ad vejen Europa? Hvordan opbygger vi en ny relation til Rusland? Skal europæisk politik i forhold til Kina defineres af USA eller af EU? Jeg er udmærket klar over, at det ikke bliver inden jul, at det sker. Det er også uklart, om det eksisterende EU med meget divergerende meninger om disse spørgsmål kan udgøre platform for den politikudvikling. Men på længere sigt er der ikke nogen vej udenom, medmindre Europa skal ende på den tabende side i den nye verdensorden.