Globaliseringens afmystificering og nyliberalismens coronachok

Original i Blätter fur Deutche und internationale Politik, 4. maj 2020. Teksten er oversat af Carsten Jensen.

Coronapandemien har sat globaliseringens defekter i skarpt relief. På tværs af spektret udfordres nyliberalismen. Kan fortællingen om den velgørende globalisering genoplives? Og kan institutionerne til global styring overleve, efterhånden som det amerikanske hegemoni svinder?

Omkring år 1320 brød der pest ud i Hubei, den samme centrale kinesiske provins, med hovedstaden Wuhan, som COVID-19 opstod i. På trods af alle de historiske forskelle er der alligevel slående paralleller mellem udviklingen og konsekvenserne af begge epidemier. Det tog 25 eller 30 år for pesten at nå den kinesiske kyst og tage fat i handelshavne og udgangspunkterne for de centralasiatiske karavaneruter, der forbandt Kina med Europa. Derfra bevægede den sig dog hurtigt: inden for et år rasede sygdommen i Tana på Det asovske av, der endte den centralasiatiske rute, og i Aleppo, slutningen på den rute, der gik gennem Persien. Den spredte sig lige så hurtigt langs den maritime rute, der løb gennem Det sydkinesiske hav og Den bengalske bugt til Det Arabiske Hav, og derefter gennem Det røde hav til Nildeltaet eller op i Den persiske golf og Eufrat til den syriske kyst. Der blev den mødt af italienske galejer, der ventede på at få de bord værdifulde varer fra karavanerne om bord og distribuere dem i hele Europa. I 1348 havde pesten ramt Italien med fuld styrke. (1)

De politiske, sociale og økonomiske konsekvenser var katastrofale. Ud over det store antal mennesker, der døde langs handelsruterne og i handelscentrene, forårsagede pesten også det første globale økonomiske systems, hvoraf Norditalien og Nederlandene var den vestlige periferi, sammenbrud. Virkningerne af dette kollaps var dybtgående: en længere periode med økonomisk stagnation; opløsningen af det mongolske imperium; og arven fra den sorte død, som satte et dybt præg på Europas kollektive hukommelse og holdes i live i dag gennem pestsøjler og passionsspil.

Denne ’globalisering før globaliseringen’ – det første verdenssystem, før Europa begyndte sin erobring af kloden – faldt meget hurtigt fra hinanden. Verden forblev fragmenteret i lang tid, indtil de tidlige maritime ekspeditioner fra Ming-perioden genoprettede systemet fra øst i begyndelsen af det femtende århundrede. 70 år senere opdagede portugiserne søvejen til Indien og etablerede ‘Estado da Índia’ som den nye orden i Det indiske hav.(2)

Store fortællinger om globalisering

Globalisering er intensivering, acceleration og samtidig geografisk udvidelse af grænseoverskridende samkvem (handel, finansiering, migration, information og endda epidemier). Med andre ord er det kompression af rum og tid. Men som coronavirusset har vist, er tekniske fremskridt inden for transport og kommunikation ikke i sig selv nok. Globaliseringen kan ikke finde sted uden global styring: en institutionel ramme, der garanterer de internationale offentlige goder for økonomisk stabilitet og politisk sikkerhed. Dette kan opnås ved hjælp af traktater og organisationer, enten af flere aktører i samarbejde eller gennem en førende magts indsats, hvor andre høster fordelene som free riders.(3) De første garanter for denne institutionelle ramme var mongolerne og italienerne. Rollen overgik derefter til Ming Kina, derefter til Portugal og Spanien, så til Holland og Storbritannien og endelig til USA.

Men der også er noget andet, som globaliseringen har brug for: en stor fortælling, der kan forklare, hvorfor den er normativt god og til fordel for alle involverede. Uden en sådan fortælling ville de respektive magter aldrig kunne mønstre hverken tilstrækkelig politisk vilje eller de ressourcer, der er nødvendige for at opretholde globaliseringens rammer, fastlægge dens regler og om nødvendigt håndhæve dem voldeligt.

Den oprindelige globaliseringsprofet var David Ricardo, som fremlagde sin berømte teori om komparative fordele i 1817. (4) Ricardo argumenterede for, at den internationale handel finder sted – og bør finde sted – fordi den internationale arbejdsdeling ved at reducere omkostningerne er til gavn for alle deltagere. Det var et nyt paradigme, der gik imod den fremherskende teori om merkantilisme. Ricardo anbefalede ikke blot et internationalt netværk af frihandelsaftaler, men hævdede også, at det var legitimt at tvinge andre nationer til at åbne sig for handel. Han havde flere vigtige forløbere, som også bidrog til den store fortælling om globalisering, herunder Hugo Grotius, den hollandske fortaler for princippet om havenes frihed. (5)

Den store fortælling om globalisering i traditionen fra Grotius og Ricardo ville imidlertid have været ineffektiv uden fortalere, der kunne forklare og udbrede den, eller magtfulde politikere, der var i stand til at hævde tanken om liberalisme. Globaliseringens fremdrift har været afhængige af dem. Fra midten af 1800-tallet blev den promoverende rolle taget op af Storbritannien. Det opbyggede et indbyrdes forbundet system med bilaterale handelsaftaler og brugte fra 1842 “kanonbådsdiplomati” til at tvinge lande som Kina til at deltage. Japan gav efter for amerikansk pres og fulgte trop i 1854. Så begyndte den økonomiske genopblussen af Kina og Japan, der tidligere havde været hæmmet af selvisolation. Globaliseringen tog fart.

Globalisering i det tyvende århundrede

Før udbruddet af Første Verdenskrig havde dampskibe og jernbaner bragt globaliseringen til nye højdepunkter. Efter krigen var Storbritannien imidlertid for svagt, og det isolationistiske USA var endnu ikke villigt til at træde frem som leder af en liberal orden. Dette tomrum forhindrede en hurtig genopretning efter den store depression, der begyndte i 1929. Et radikalt skift i retning af globalisering blev intensiveret af Anden Verdenskrig. Det var først på Bretton Woods-konferencen i 1944, at USA overtog styringen. Grundlæggelsen af Verdensbanken, IMF og WTO – som gentagne gange sænkede toldsatserne, og hvis jurisdiktioner blev udvidet til at omfatte tjenesteydelser, kapitalbevægelser og udenlandske investeringer – genoplivede Ricardos ideer og bragte globaliseringen tilbage på sporet.

Med den kommunistiske verdens sammenbrud og det neoliberale hegemoni i 1990’erne satte alle, der ikke var imod globaliseringen som sådan, men kun mod den uhæmmede markedsfundamentalismes udskejelser, deres håb til global styring. Globaliseringen ville blive holdt under kontrol gennem internationale organisationer, aftaler og normer. I lang tid virkede denne tilgang vellykket, i det mindste i Europa – på trods af EU’s udvikling til drivkraften bag den interne europæiske globalisering.

Kosmopolitisme opstod som et indenlandsk modstykke til globalisering og global styring. Idéen appellerer til en uddannet, mobil og flersproget højindkomstklasse. Det er mennesker, der støtter den frie bevægelighed for kapital og varer samt multikulturalisme og universalistiske værdier. Men også en større del af befolkningen har vænnet sig til globaliseringens bekvemmeligheder: billige tekstiler og forbrugerelektronik, eksotiske frugter hele året rundt, ferier over hele verden, ubegrænsede rejser i Schengenområdet og rejsende arbejdere, der udfører alle de fysisk krævende eller dårligt betalte job.

Fire brudflader

Tvivlen på den store fortælling dukkede første gang op i Vesten, da de østasiatiske nationer – Japan, Sydkorea, Taiwan og Kina – blev mere økonomisk konkurrencedygtige. Globaliseringen viste sig at være et nulsumsspil. Industrialiseringen i Asien skete på bekostning af afindustrialiseringen i Vesten. Den første amerikanske nedgang i 1980’erne, som Japan fremskyndede – og det andet amerikanske fald, som Kina fremskyndede – svækkede den store fortælling i neoliberalismens hjerte, og nu kommer der krav om protektionisme fra Rustbæltet.

Den anden store krise begyndte at ramme tanken om globalisering i 2008, da den globale finansielle krise skubbede mange nationer til randen af konkurs. Kramper var særligt voldelige, fordi det ikke kun påvirkede globale finansielle spillere – eufemistisk kaldet investeringsbanker – men også almindelige mennesker, der havde risikeret deres opsparing i deres ønske om høje afkast. Nul renter på indlån og skyhøje ejendomspriser og huslejer, mens ejendomsmarkedet blev oversvømmet af kapital på jagt efter nye udbytter, var den pris, der stadig betales for globaliseringen af de finansielle markeder.

Revner i myten om den velgørende globalisering dukkede op for tredje gang med bølgen af massemigration til Europa i 2015. Set ud fra et neoliberalt perspektiv er migration – eller i det mindste migration af arbejdstagere – en god ting. I betragtning af de demografiske ændringer giver den mållandene hårdt tiltrængte arbejdere og samtidig sænker den lønningerne. I oprindelseslandene reducerer den arbejdsløsheden og øger lønningerne. Kort sagt afbalanceres de globale arbejdsmarkeder. Men i endnu højere grad end konkurrencen fra Østasien og finanskrisen har migration haft ekstra-økonomiske konsekvenser, hvoraf den vigtigste er populismens vækst, hvis tilhængere er i modsætning til kosmopolitterne.

Et fjerde hårdt slag mod globaliseringsfortællingen kom fra den modsatte retning. En række tørker, skovbrande, voldsomme regnskyl, oversvømmelser og storme havde længe været umulige at ignorere, selv for dem, der ikke var bevandrede i klimapolitikken. Med Fridays for Future blev økologi en massebevægelse. For disse kritikere af globaliseringen, ligger svaret i at spise rent lokale, økologiske fødevarer, at cykle og bruge offentlig transport, og at holde ferie i ens eget land.

På trods af hans uberegnelige tendenser fulgte Donald Trumps politik en vis logik. USA står over for det klassiske hegemoniske dilemma om at skulle vælge mellem status og magt. At hævde sin status som garant for den liberale økonomiske orden – og dermed sikre globaliseringens fremtid – ville betyde at risikere sin position som den førende økonomiske magt. Hvis USA blev offer for globaliseringen, ville det ikke længere have de ressourcer, der skulle til for at hævde sin status i første omgang. Men at reagere på globaliseringens pres med protektionistiske eller endog isolationistiske politikker ville betyde, at landet ville miste sin status som verdens ledende.

Trumps ‘America First’-politik var et svar på dette dilemma. Som reaktion på populisterne lovede han at bringe arbejdspladser tilbage til USA’s tidligere industribælte. Opgaven er blevet lettere nu, hvor klimaændringerne effektivt har gjort det umuligt for kosmopolitiske kredse at forsvare globaliseringen. Trump var ved at blive den mest fremtrædende fortaler for en moddiskurs til globaliseringen, og hans handlinger stemte overens med hans ord.

Kina efter corona

I mellemtiden er Kina uvillig til at træde i USA’s sko som verdens politimand, selv om man kunne tro, at det havde en stærk interesse i at gøre det. Men Kina følger ikke den neoliberale fortælling og har bevist, at industrialisering og velstand er mulige ad andre veje. Kina udnytter med fornøjelse den vestlige liberalisme til at iværksætte en aggressiv investeringskampagne på baggrund af sin eksportoffensiv. Samtidig insisterer den imidlertid på bureaukratisk kontrol. Så længe den nye kinesiske middelklasse nyder godt af systemet, vil den i vid udstrækning tolerere at blive nægtet de borgerlige frihedsrettigheder, der ellers forbindes med kosmopolitisk globalisering. Kina venter til 2049, 100-året for grundlæggelsen af Folkerepublikken, på at blive verdens førende magt. Indtil da rækker dets dominans sig kun til landene langs den nye silkevej, som den lokker med lån og infrastrukturprojekter.

Men nu har alt ændret sig. Siden udbruddet af coronavirus i Wuhan er Kina blevet meget mindre fjernt, end det så ud til. Denne gang har virus spredt rundt om i verden på 25 eller 30 dage, snarere end år. Det er ikke kun Kinas naboer Sydkorea og Japan eller Iran, altså forbindelserne på Den nye silkevej, der er berørt. Det samme gælder Europa, hvor Italien igen fungerede som porten ind. Der er nu udbredt bevidsthed om, at pandemien er et udtryk for globalisering. Den har vist, at den internationale arbejdsdeling ikke blot fører til øget velstand, men også til massive indbyrdes afhængigheder. Når ansigtsmasker og beskyttelsesbeklædning fremstillet i Kina ikke længere kan eksporteres eller er holdt op med at blive fremstillet på grund af pandemien, eller når den europæiske farmaceutiske produktion er i fare, fordi der også fremstilles 300 prækursorer i Kina, begynder globaliseringen at skabe frygt.

Kina og dets ledere er nu i defensiven. Økonomisk står landet over for en alvorlig nedgang, hvis varighed og globale indvirkning stadig er umulig at forudsige. Kinas størrelse betyder, at hvis det skulle droppe ud som leverandør – både af færdigvarer eller halvfabrikata – eller som køber, af olie for eksempel, ville virkningerne være enorme. Mange virksomheder vil overveje, om det er fornuftigt og nødvendigt at outsource alt til Kina af hensyn til marginalt reducerede omkostninger. Mange vil have startet langsigtede forberedelser til at bringe i det mindste noget af deres produktion tilbage. Dette vil helt sikkert være tilfældet for lægemiddelindustrien, især da der sandsynligvis vil blive indført politiske krav, der legitimeres af nationale nødsituationer i sektoren. Coronavirussen kan lykkes, hvor Trump og hans told slog fejl.

Kinas ledelse står også over for pres fra befolkningen. Censur og en regeringskontrolleret presse har ført til udbredt mistillid til Kinas kommunistiske partis informationspolitik. Offentligheden bebrejder lokale partiledere for at holde udbruddet af virussen i det uvisse for længe og for at se bort fra tidlige advarsler fra læger. I udenrigsanliggender, hvor Kina allerede var på bagbenene efter protesterne i Hongkong og rapporterne om Uighurlejrene i Xinjiang, vil der sandsynligvis gå lang tid, før Kina genvinder offensiven. For øjeblikket er det usandsynligt, at Kina vil overtage USA’s rolle som globaliseringens motor og garant. Selv den nye silkevej ser ud til at være midlertidigt forladt.

Neoliberalisme uden tilhængere

Den store fortælling om globalisering bliver i øjeblikket problematiseret lige så meget af sine påståede vindere som af sine tabere. Kosmopolitisk kritik fokuserer på globaliseringens indvirkning på miljøet, mens populistisk kritik fokuserer på afindustrialisering, migration og kulturelle forandringer. Coronavirussen har gennem den transformation af hverdagen gjort dette helt klart. Det har skabt bekymring over en global økonomisk krise med massearbejdsløshed og har genoplivet den gamle frygt for den “gule fare”, der angiveligt truer Vesten.

Tilhængere af det nyliberale paradigme er under angreb fra begge sider. Efterhånden som globaliseringen bliver mere og mere upopulær, vil politikerne være mindre og mindre villige til at tilvejebringe de ressourcer, regler og institutioner, der ligger til grund for den. Trump og dem, der deler hans ideer, vil få det lettere: Uden global styring har globaliseringen ingen magt.

Den første uge af marts 2020 kan derfor komme til at gå over i historien, ikke blot som begyndelsen på en dyb økonomisk recession, men også som det øjeblik, hvor globaliseringens hjul igen blev standset. Tabene vil ikke være så alvorlige som i 1350, hvor pesten holdt Europa i sit greb, men de vil heller ikke blot være en blip for verdensøkonomien. Den internationale arbejdsdeling kan ikke helt ophæves, men dens udskejelser kan.

Det vil ikke tage så lang tid, som det gjorde i det fjortende århundrede, før den globale økonomi kommer på fode igen. Men den liberale verdensorden har brug for en ny garant. USA er blevet træt af rollen, Europa er for svagt og for splittet, og Kinas idé om verdensordenen er ikke liberal, men bureaukratisk. I en overskuelig fremtid vil globaliseringens virke fortsat knirke under presset.

Noter

1. For routes and dates see Janet L. Abu-Lughod, Before European Hegemony: The World System A.D. 1250-1350, New York, Oxford University Press, 1989, 8.

2. According to world systems theorists following Immanuel Wallerstein and André Gunder Frank.

3. See Ulrich Menzel, Die Ordnung der Welt, Berlin 2015.

4. David Ricardo, On the Principles of Political Economy and Taxation, London 1817.

5. Hugo Grotius, The Freedom of the Seas, New York, Oxford University Press, 1916 [1608].