Margrethe Vestager har med en helt ny stil været ude i hele pressen for at appellere til kommunerne om at bruge flere penge. Nærmere bestemt 3.5 mia. kr. mere. Baggrunden er, at det nu også er nået avisernes forsider, at kommunerne underforbrugte for 5.5 mia. kr. i forhold til rammen i 2012, og at de sandsynligvis vil underforbruge med 3.5. mia. kr. i 2013. En konsekvens heraf er blandt andet, at der nu er ca. 40.000 færre ansatte i kommunerne end i 2009.

Kort fortalt betyder det, at mens man giver skattelettelser til erhvervslivet for at sætte gang i væksten, reduceres det offentlige forbrug år for år og skaber arbejdsløshed i den anden ende. Ikke så sært, at borgerne har vanskeligt ved at forstå det forhold. Heller ikke så sært, at ledende socialdemokrater (både nuværende og forhenværende) presser på, for at regeringen skal lempe finanspolitikken.

Problemet er, at det kan regeringen ikke.

Velfærdsstat er et vidt begreb. I Skandinavien er der en tilbøjelighed til at forbeholde betegnelsen for Sverige, Norge og Danmark, hvor de socialdemokratiske arbejderbevægelser i samarbejde med småborgerlige partier gennem flere årtier har opbygget særlige modeller, som især er kendetegnet ved en stor offentlig sektor og et kollektivt overenskomstsystem. Men kommer man udenfor Skandinavien, regner mange EU-lande sig for velfærdsstater, og sågar USA kaldes af nogle for en velfærdsstat.

Det kunne tyde på, at begrebet lider under definitionsproblemer, og det bekræftes efter min mening indirekte af den tiltagende beskæftigelse med velfærdsstaten som en slags teknisk model. I model-betragtningerne kan vægten lægges på den ene eller anden mekanisme, f.eks. på aftalesystemet på arbejdsmarkedet, på graden af skattefinansiering og socialpolitisk universalismeeller på den meget omtalte flexicurity mekanisme. Og disse studier er utvivlsomt nyttige, bl.a. af hensyn til diskussionen om, hvordan velfærdssystemerne skal indrettes i fremtiden. Men i model- eller systemsnakken savner man – det gør jeg i hvert fald – en direkte eller indirekte bevidsthed om, hvilke sociale og politiske kræfter, der ligger bag ’modellen’, og som gennem mange frem- og tilbageskridt har frembragt og udviklet den til det, den er i dag.