I august måned offentliggør Produktivitetskommissionen en række forslag til forbedring af produktiviteten i den offentlige sektor. Timingen er ikke tilfældig. Kommissionens forslag vil ganske givet bidrage til at skabe rammen for, hvad der vil indgå i den politiske debat op til kommunal- og regionsvalget i november måned.

Allerede i oktober 2012 skrev Produktivitetskommissionen, før der endnu var foretaget nogle egentlige analyser: ”højere produktivitet i den offentlige sektor er nøglen til at opnå en masse af de samfundsmæssige mål, politikerne har opstillet”. I samme forbindelse blev det nævnt, at hvis den offentlige sektor (blot) bliver 10 procent mere effektiv, kan der spares 46 mia. kr. årligt.

Skulle den beregning holde – hvis man overhovedet kan kalde det en beregning – giver det god mening af regeringen at holde væksten i det offentlige nede på 0,4 procent, eller når Venstre lægger op til nulvækst. I det lys virker det jo nærmest bagstræberisk, når de offentligt ansattes fagforeninger og venstrefløjen i kritikken af regeringens næsten nulvækstpolitik blot gentager det samme krav om flere ansatte til at løse opgaverne – hvis kvaliteten skal holdes.

Men tankegangen forudsætter, at Produktivitetskommissionens præmisser og beregninger holder, og det er her diskussionen må stå, når kommissionens forslag bringes ind i valgkampen i løbet af efteråret.

Og som det fremgår, så er det langt fra sikkert, at argumenterne holder.

Demokratiet var aldrig en naturnødvendighed og relationen mellem kapitalisme og demokrati mere kompleks end ofte antaget. Kapitalisme har historisk været associeret med vidt forskellige regimeformer, regimer med begrænset valgret, bonapartisme, militærdiktaturer  og andre former for autoritære regimer. Historiske eksempler  er her det  wilhelminske Tyskland og Det tredje Rige. Et moderne eksempel er Kina, hvor en variant af kapitalisme er associeret med et autoritært partidiktatur.

Der var heller ikke nogen direkte lineær forbindelse mellem liberalisme og demokrati. Liberalismens  16- og 1700 tals teoretikere var ikke demokrater og i det følgende historiske forløb bekæmpede liberalismen i mange lande den almindelige valgret. Som den danske nationalliberale leder Orla Lehmann udtalte det i 1860:  magten bør ligge hos "de begavede, de dannede, de rige". En udtalelse der var meget dækkende for den kontinentale liberalismes holdning til spørgsmålet om demokratisering.

Der var i det hele taget ikke nogen automatisk ’udviklingens vej’ i Europa frem mod kapitalistisk markedsøkonomi og ’liberalt demokrati’. Udviklingens veje har tværtimod været forskellige i de forskellige regioner af Europa betinget af de forskellige historiske udgangssituationer og den særegne karakter af den efterfølgende socioøkonomiske udvikling, stats- og nationsbygningen og den internationale økonomis og  politiks udvikling.