Fra socialisme til velfærd med ret og pligt

Socialdemokratiet ville i 1977 en socialisme præget af lighed, fælleseje og deltagerstyre. I 1990rne indledtes et opgør med socialismebegrebet til fordel for velfærd med ret og pligt og styrket tro på selvregulerende markedskræfter.

Socialdemokratiet er et socialistisk parti

Socialisme er ensbetydende med et politisk og økonomisk demokrati, et samfund hvor der ydes efter evne og nydes efter behov. Derfor er Socialdemokratiet et socialistisk parti. Sådan lyder det i Socialdemokratiets principprogram – Solidaritet, lighed, trivsel – fra 1977.

Programmet indtager en særlig position i Socialdemokratiets historie. Det var ikke begrebet socialisme, der var nyt. Partiet opfattede sig i sin barndom (frem til mellemkrigstiden) som en del af den internationale socialistiske bevægelse. Fra 1953 gør partiet brug af forestillingen om en demokratisk socialisme for at afgrænse sig fra den kommunistiske socialismeforståelse. Mennesket skal frigøres under ansvar over for fællesskabet – et mål der skal indfries gennem en fremadskridende reformering på folkestyrets grund. Denne tradition fører 1977 programmet videre.

Alligevel var intet som før. 1977-programmet indtager en unik placering i Socialdemokratiets historie. Det forbinder kravet om lighed, solidaritet, demokrati og frigørelse med en forpligtende anvisning på de midler og sociale kræfter, der skal mobiliseres for at nå det lysende mål. Socialisme er blevet andet og mere end et stykke indpakningspapir. Begrebet socialisme er her blevet et pejlemærke for en opadgående reformkurve med flere og flere reformer, hvor hvert eneste kompromis skal bades i nuets og endemålets kritiske lys. I programmets selvkritiske afsnit hedder det således, at de hidtidige reformer og udbygning af den offentlige sektor ikke i sig selv har skabt en tilstrækkelig bevidsthed og tilslutning i befolkningen til at arbejde frem mod et socialistisk samfund.

Programmet giver sig herefter i kast med at anvise små og store reformkrav, der anfægter eller peger direkte ud over kapitalismens magtorden. Den private kapitalmagts begrænsning af menneskers indflydelse skal nedbrydes gennem lønmodtagernes andel i virksomhedernes kapitaltilvækst (ØD), bankvæsenet skal nationaliseres og omdannes til selvejende institutioner, hvor samfundets repræsentanter udgør et flertal i ledelsen, samfundet skal ligeledes overtage al produktion og distribution af medicin, jorden overgå til fælleseje og udlejningsejendomme overtages af lejerne. Hvis samfundets krav til virksomhedernes indretning og produkter siddes overhørig, kan direkte statsovertagelse blive aktuel.

Demokratiet skal manifestere sig overalt i samfundet -også på virksomhederne. Arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejde skal ophæves gennem en koordineret faglig og politisk indsats til fordel for alle lønmodtageres inddragelse i arbejdsprocessen – også de planlæggende og kontrollerende.

Programmet taler om markedsøkonomiens udfoldelse. Men det er en markedsøkonomi, hvor kapitalejernes magtkoncentration er nedbrudt, hvor der åbnes for borgerne inddrages i samfundslivets tilrettelæggelse i lokalmiljøet, på virksomheder og i institutioner, og hvor samfundets vedtagne mål slår igennem i en socialisering af investeringsfunktionen. Investeringspolitikken tilrettelæggelse er ikke nærmere behandlet i programmet, men det fastslås med al ønskelig tydelighed, at samfundsmål skal gå forud for profitmål.

Der tegnes omridset af et samfund, der bygger på lighed og solidaritet og hvor klasseskel, kønsskel, belastende social arv og geografisk ulighed nedbrydes. Ethvert menneske skal kunne udnytte sine muligheder, ikke på bekostning af andre, men i samarbejde med andre. Den omfattende demokratiseringsproces er blot et blandt mange skridt. Den solidariske lønpolitik, en aktiv ligestillingspolitik og en massiv social, uddannelsesmæssig og kulturel indsat med markant nedsættelse af arbejdstiden skal muliggøre det enkelte menneskes frie udfoldelse. Det handler om at sikre ikke blot lige sociale og økonomiske rettigheder, men også om den fornødne tryghed, som danner grundlag for at kunne deltage i familieliv og samfundsliv og udfolde sig som individ.

Socialdemokratiet har hverken før eller siden formuleret et program, hvor partiet har forpligtet sig på et socialistisk perspektiv, hvor den daglige politiske indsats og de store mål indgår i en forpligtende og dynamisk vekselvirkning, hvor der etableres en sammenhæng mellem principper og reformer.[1]

1977-programmet – kulminationen på en fortættet medlemsdebat 1966 til 1977

Programmet kan tolkes som et enkeltstående slag i luften, der skulle tage brodden af samtidens venstrefløjskritik og konkurrerende venstrefløjspartier. Det kan sagtens være, at det nye venstre havde sat sine spor på programmet. Den udstrakte forestilling om et deltagelsesdemokrati i samfundets grundorganisationer tyder herpå. Her skal imidlertid argumenteres for, at programmet primært skal ses som kulminationen på en politisk nyorientering i Socialdemokartiet, der tog sit udspring i en stadig mere omfattende og intensiv medlemsdebat i årene 1966 til 1977. Lad os rekapitulere dette forløb.

I 1966 stiftedes debatselskabet Socialdemokratisk Samfund, som i sin åbne, debatterende form satte nye temaer til debat. De gjaldt en lighedspræget skattelovgivning med gennemgribende fradragssanering, den hidtil mest progressive skatteskala, skærpet beskatning af al kapitalindkomst (som lå til grund for arbejderflertallets skattereform i 1967, hvor momsen som det onde dyr i åbenbaring ofte har stjålet billedet). Siden fulgte temaer som industrielt demokrati og ØD.

I 1969-arbejdsprogrammet blev demokrati på arbejdspladsen og ØD nye omdrejningspunkter. Det samme gælder en dybtgående demokratisering af uddannelsessystemet gennem en demokratisk 9-årig enhedsskole uden deling og en erhvervsuddannelse, der sikrede faglærte adgang til videregående uddannelse. Øget lighed, et udvidet demokrati og samfundsstyring af økonomien var blevet de nye sigtepunkter. Begrebet socialisme var ved at få langt mere kød og blod end tidligere set i efterkrigstiden.

Valgprogrammet i 1971 og det efterfølgende Andet Arbejderflertal udkrystalliserede sig i nye perspektiver. Den store dagpengereform gennemførtes med den hidtil bedste dækning ved tabt arbejdsfortjeneste for ledige, syge, m.v., og som det mest kontroversielle fjernedes alle former for karens- og karantænebestemmelser med et pennestrøg. Arbejdsmiljøet fik et gevaldigt løft med lovfæstede sikkerhedsrepræsentanter som omdrejningspunkt, alt mens ØD udspil og forslag om en samfundsbank (giroens overgang til udvidet bankdrift) imploderede ved udvalgsbehandlingen i Folketinget.

Alle disse udspil havde én ting til fælles. Socialdemokratiet begyndte at pille ved magtstrukturen. Forslagene påkaldte sig politisk storm. Ikke mindst forslaget om en samfundsbank i 1973 fremprovokerede heftige modangreb fra borgerlig side med beskyldning om socialisering (forstået som ensretning) af samfundslivet.

Forestillingen om et lighedspræget samfund nåede et foreløbigt højdepunkt, da Socialdemokratiets Lighedskommission barslede med sit udspil i 1973. En aktiv Robin Hood politik, der ville omfordeling fra rig til fattig, blev her forbundet med ekstraordinær indsats over for de grupper i samfundet, som havde særlige behov – hvad enten det var i familien, i boligmiljøet eller i skolen. Nogle skulle tildeles flere ressourcer for at sikre alle en aktiv livsudfoldelse i hjemmet og i samfundet. Det var denne økonomiske lighedsbestræbelse, der blev forbundet med et udvidet demokrati. Arbejdspladsdemokratiet skulle sikre lighed i arbejdslivet, beboerråd overtage ejendomsadministrationen og fremme et godt boligmiljø, social – og sundhedscentre åbne sig ud mod lokalsamfundet. Alle skulle have mulighed for at påvirke samfundsudviklingen som ligeværdige borgere.

Det var disse kvalitative spring frem mod forestillingen om et udvidet demokrati, der kulminerede med det nye principprogram i 1977. Det blev ikke en enlig svale. Principprogrammet fik yderligere fodfæste i det efterfølgende arbejdsprogram i 1978, Et solidarisk samfund. Alt fra ØD til uddannelses- og kulturpolitik blev set som redskaber til at revolutionere samfundet gennem en dynamisk reformering – nu som før på folkestyrets grund, men med en aktivt handlende arbejderbevægelse som dynamo.[2]

Det ny århundrede 1992 – et første opgør med 1977-programmet

Det danske socialdemokrati indledte i årene 1992 til 2000 et stille opgør med arvegodset. Stille fordi store dele af forandringsprocessen hverken kom til udtryk i principprogrammer eller arbejdsprogrammer. Kravet om privatisering blev således mørkelagt, vi kan ikke opspore vedtagelser herom. Privatisering blev blot nævnt som et muligt redskab i værktøjskassen, der kunne skabe fornyelse.

Demokratisk socialisme blev afløst af forestillingen om et slidstærkt velfærdssamfund i en globaliseret verden. Kravet om et socialt demokrati med tryghed for alle blev tilsvarende udskiftet med en ny pligtmoral, der indskærpede den enkelte et større ansvar. Det var en periode med store brydninger. Traditionalister tog livtag med modernister, der var inspireret af ny-liberalismens idésæt. Herfra lød krav om målrettede sociale ydelser og udlicitering af offentlig service, mens traditionalisterne efterlyste velfærdsstatens rettighedstænkning og den demokratiske socialismes ambitionsniveau. Det var den fremstormende neoliberale bølge, ofte artikuleret gennem OECD, EU og gennem forbilleder fra Reagans USA og Thatchers Storbritannien, der udgjorde en ny og sejlivet inspirationskraft.

Socialdemokratiet vil en demokratisk socialisme, lød det i principprogrammet fra 1992. Begrebet blev defineret som viljen til at skabe respekt for mennesket og sikre lige muligheder for alle. Demokratisk socialisme skulle udmønte sig i arbejde til alle, økonomisk retfærdighed og lige adgang til samfundets goder. Modstykket til demokratisk socialisme var diktatur og kapitalismens ulighed. Det var toner, der var hørt for.

Nyt var derimod afkoblingen mellem mål og midler. 1977-programmets dynamiske vekselvirkning socialisme og en forpligtende reformering af ejendomsforholdene og udvidelse af demokrati var fraværende. Lønmodtagernes medejendomsret og medbestemmelse indtog en marginal placering i programmet, og kravet om ophævelse af arbejdsgiverens ret til at lede og fordel arbejdet var skrevet ud af programmet. Partiets kræfter skulle koncentreres om at sikre et finansielt grundlag for en fælles velfærd af høj kvalitet. Principprogrammets slutreplik fjernede enhver tvivl om partiets pejlemærke. Socialdemokratiets mål er et velfærdssamfund uden fortidens klasseskel.

Mogens Lykketoft havde foreslået demokratisk socialisme slettet, men begrebet overlevede – på tålt ophold. Nye tider var under opsejling. Det ændrede sigtepunkt bed sig fast. I Socialdemokratiets principprogram fra 2004, Hånden på hjertet, blev demokratisk socialisme anskuet som en ide på linje med andet tankegods, ikke som en ny og epokegørende samfundsorden. Velfærdens konsolidering var det politiske mål. Det samfundsforandrende perspektiv var borte.

Partiets nyorientering forløb i to faser. Arbejdsprogrammet fra 1992 havde stadig et ben i fortidens mål, mens 1996 arbejdsprogrammet åbnede for en modernisering af velfærd og offentlig drift med nyliberale instrumenter og en ny pligtmoral.

Ifølge 1992-arbejdsprogrammet skulle samfundet nu som før forpligte sig til at sikre fuld beskæftigelse, garantere lære-og praktikpladser og uddannelse, men også som noget helt nyt give den enkelte lønmodtager adgang til uddannelsesorlov, til sabbatorlov, til nye omsorgsdage og ret til frihed ved børns sygdom. Det blev tegnet et billede af et nyt arbejdsliv, hvor den enkelte hånd i hånd med nye sociale og faglige rettigheder og ledelsesformer tog vare på sin egen udvikling på arbejdspladsen, i familien og i nærsamfundet. Arbejdsprogrammet åbnede også for en tredje sektor med samfundsnyttige jobs, om fornødent holdt oppe af passive dagpenge, der blev konverteret til hele jobs. Jobbene i den tredje sektor skulle godkendes af fagbevægelsen og måtte ikke undergrave gældende overenskomster. 1990ernes nye og skelsættende begreb, aktivering, eksisterede ikke i arbejdsprogrammet. Tankegangen byggede på de nedarvede forestillinger om et trygt arbejds- og familieliv som forudsætning for den enkeltes udfoldelse.

Også den keynsianske efterspørgselsstyring var tilbage, partiet ville en kick-start af økonomien. Alt dette vidnede om en realisering af fordums værdier om tryghed og lighed. Bag arbejdsprogrammets gemte sig imidlertid detaljerede planer, Gang i 1990erne og Den Gode Cirkel, der ville en radikal modernisering af hele skattesystemet. Selskabsskatten og den personlige beskatning af den sidst tjente krone skulle nedsættes af hensyn til økonomiens internationalisering, mens nye afgifter på miljø og energi og en bruttoafgift på løn skulle finansiere provenutabet. For at sikre en social afbalancering skulle skattesystemets modernisering ledsages af et forhøjet bundfradrag. Hele øvelsen blev motiveret med hensynet til en påtrængende skattekonkurrence, og EU’s krav om arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed. Partiets førende kræfter håbede hermed at have fundet et columbusæg. Fuld beskæftigelse og social retfærdighed skulle forenes med en ny tids kapitalisme, hvor kapitalen havde fået grænseoverskridende frihedsgrader. Det springende punkt var imidlertid, om det nye skattesystem kunne sikre overbevisende omfordeling fra brede til smalle skuldre.[3]

Individets ansvar introduceres 1996

Det mest håndfaste opgør med 1977-principprogrammmet var dog arbejdsprogrammet fra 1996. Her betonedes tydeligere end før set i et program af socialdemokratisk observans individets rolle, ligesom markedsgørelse og privatisering blev set som nødvendige redskaber til fornyelse af den offentlige sektor.

Trængende skulle have hjælp. Men hjælpen skulle bygge på folks egne ressourcer og ansvarsfølelse, der skulle ledsages af selvorganiserende netværk. En individuelt betonet pligtmoral tog form. Retten til et ordinært arbejde blev erstattet af retten til aktivering med adgang til kompetenceløft og jobtræning. Den enkelte skulle have tildelt et springbræt, mens den økonomiske politik skulle sikre, at alle fik en mulighed på arbejdsmarkedet. Her var tale om legitimering af en lovgivning, som partiets folketingsgruppe og regeringsmedlemmer var i fuld gang med at realisere. For at modtage socialhjælp skulle man aktiveres. Noget for noget filosofien afløste bistandslovens tanke om alle borgeres adgang til ubetinget hjælp i tilfælde af en social begivenhed.

Programmet fastholdt skattefinansieringen af den universelle velfærdsstat. Sundhedssektoren skulle have tilført nye midler til forebyggelse, højt specialiserede sygehuse, lokale sygehuse og sundhedscenter med mulighed for akutte døgnfunktioner. Men samtidig skulle den offentlige sektor effektiviseres. Der blev åbnet for privatisering og udlicitering omend med forbehold. Socialdemokratiet var principielt modstander af privatisering, lød den indledende udmelding. Arbejdsmarkedet, den kollektive trafik samt sundheds- og socialområdet burde varetages af det offentlige, men altså ikke nødvendigvis.

Også i udliciteringsdebatten blev der talt med to tunger. Programmet gjorde opmærksom på risikoen ved udlicitering, pleje og omsorg måtte således ikke udliciteres, men på alle øvrige områder åbnedes for udlicitering under hensyn til de ansattes løn og arbejdsmiljø.

De mange stemmer, der manifesterede sig i 1996 arbejdsprogrammet afspejlede et parti, hvor flere og modsatrettede strømninger kom til orde. Temaer som fælles eje versus privat eje og den enkeltes ansvar over for samfundets ansvar skilte vandene, mens miljø, økologi, vedvarende energi og sunde fødevarer skabte fælles fodslag.

1998 kongressen trak endnu en streg i sandet, når det gjaldt den borgernære udlicitering. Et flertal fastholdt på linje med arbejdsprogrammet fra 1996, at der ikke skulle udliciteres, når det gjaldt pleje og omsorg af ældre, syge og børn. Udtalelsen var et resultat af en intens styrkeprøve mellem to fløje i partiet. Nogle ville at velfærdsservice skulle underkastes konkurrence, andre med udspring i Nordjylland og Århus sagde fra over for den uhæmmede tro på markedet. Uviljen mod udlicitering af de bløde områder blev fastholdt de følgende år. Det gælder således en hovedbestyrelsesudtalelse fra 8. april 2000, hvor de oprindelige krav ved udlicitering blev suppleret med krav om miljømæssig bæredygtighed, ligesom der ikke måtte udliciteres så store dele af en sektor, at indsigten på området gik tabt.[4]

Opgøret med 1977-programmet fuldendes i 2000

Socialdemokratiet arbejdsprogram Fri og Fælles fra 2000 udtrykte en konsolidering af den førte politik gennem 1990erne. Tidligere tiders forestilling om udvidelse af det økonomiske, sociale og politiske demokrati, som stadig blev omtalt i 1992 og 1996, tilhørte nu endegyldigt fortiden. Den ansvarlige økonomi og det gode velfærdssamfund trådte frem som historiens endemål. Velfærdssamfundet skulle skabe social retfærdighed under iagttagelse af en individuel pligtetik, der manifesterede sig i kravet om aktivering. Borgerne skulle tildeles flere og reelle valgmuligheder, når talen faldt på offentlig service. Det skulle være muligt at vælge skole uden for eget skoledistrikt, søge dagtilbud udenfor bopælskommunen og det frie sygehusvalg gøres langt mere reelt. Krav om flere valg inden for den offentlige sektor kan tolkes som et forsøg på at moderere det fremstormende Venstres krav om frit valg gennem brug af private virksomheder.

De store forskydninger i den internationale kapitalisme med en fremstormende finanskapital i førersædet lå uden for den socialdemokratiske samtale. Alle kræfter blev koncentreret om at konsolidere den skattefinansierede velfærd under hensyn til den enkeltes frie valg og en ansvarlig økonomisk politik – dvs. med højst 1 procents vækst i de offentlige udgifter.Opgøret med 1977-programmet var fuldendt. [5]

En stille revolution i nyliberalismens tegn

Socialdemokratiets programudvikling i 1990erne var led i en europæisk udvikling – det socialistisk perspektiv blev afskrevet til fordel for mere marked. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at det danske socialdemokrati tog afstand fra privatisering af almene boliger og sygehuse. Partiet modsatte sig også liberalisering af løndannelsen (hvis vi ser bort fra en særlig lav ungeydelse) i modsætning til det tyske socialdemokratis skelsættende Hartz reformer, og det tog afstand fra udlicitering af pleje og omsorg i modsætning til det svenske socialdemokrati.

Udlicitering af kommunale velfærdsydelser blev gjort til genstand for en intens programdebat, det samme gjaldt de borgernære områder som bolig og sygehus. Også når faglige og sociale rettigheder blev amputeret, opstod der heftig debat grænsende til indre krig. I det sidste tilfælde var der udelukkende tale om en reaktion på indgreb, der allerede var besluttet af den daglige ledelse i folketing og regering. De stille omprogrammeringer i nyliberalismens tegn, der blev set som led i en nødvendig effektivisering af velfærdsstaten og sikring af en ansvarlig økonomi, blev ligeledes vedtaget af partiets daglige ledelse. Store dele af den førte politik blev afpolitiseret.

Det var under 1990ernes socialdemokratisk styre man:

  • Udskiftede den planlagte og gennemdrøftede kick-start med en ny tids økonomisk overdommer, der fordrede en langsigtet udbudsøkonomi med krav om et generøst og kompetent udbud af arbejdskraft, en én-dimensional prisstabilitet og et bundsolidt statsbudget.
  • Indledte historiens mest omfattende og dybtgående privatiseringsbølge, der nåede et foreløbigt højdepunkt med salget af Tele Danmark for 31. mia. kr. uden at staten fastholdt en golden share.
  • Gjorde den fællesejede jord i Hovedstaden til en handelsvare. Offentlig jord blev solgt for at finansiere udvikling af fremtidens metropol. Byplanlægningens demokratiske ben blev amputeret.
  • Indledte en ny kultur i uddannelsessystemet med begyndende centralisering, uddannelsestest og afvikling af DTUs deltagerdemokrati til fordel for en professionel, autonom ledelse. Den sidste reform dannede skole for et senere opgør med det ”uproduktive” universitetsdemokrati.
  • Indførte nye retningslinjer for offentlig styring, kaldet New Public Management. Alt skulle kunne måles og vejes, den offentlige ledelse blev selvstændiggjort for at sikre optimering af knappe ressourcer.
  • Gjorde en dyd af omkostningsbesparende udgiftsstyring. Den såkaldte satsregulering indebar, at borgere på overførselsindkomst fulgte lønudviklingen fraregnet 0,3 pct. Værdien af dagpenge begyndte at dale år for år, kontanthjælpen ligeså. Den tyste nedslidning af dagpenge betød måske såre lidt i nuet, men inviterede på længere sigt til private løsninger på grund af statens vigende hjælp. Det var også i 1990erne, at refusionsprocenten ved førtidspension blev reduceret for at anspore til fokus på den enkeltes arbejdsevne og bremse op for tyngende udgifter.[6]

Sådanne emner blev unddraget programdebatten. Troen på de selvregulerende markedskræfter vandt frem. Kapitalismen og markedet blev anskuet som en naturlig magtorden, mens velfærdssamfundet skulle fjerne vildskud og uacceptabel ulighed.

Partiet anså det for sin fremmeste opgave at skabe en bundsolid økonomi inden for nye udfordrende rammer. Det lykkedes til fulde. Den danske Nyrup Rasmussen regering kunne i 2001 fremvise en mønsterøkonomi bedømt ud fra EU’s og OECD’s kriterier. Der var overskud på statsbudgettet og på betalingsbalancens løbende poster, statsgælden blev afhøvlet, inflationen bragt under kontrol og ledigheden markant reduceret, også blandt unge. Humlebien kunne flyve, lød det gode skudsmål fra mange økonomer og politologer. Der blev leveret roser fra fagfolk, ikke fra vælgerne. 2001 var året, hvor Socialdemokratiet led et smerteligt valgnederlag. Ledelsens justeringer, undertiden amputeringer af sociale og faglige rettigheder, sled på vælgertilliden. Programdebatten havde i takt hermed antaget et reaktivt skær på bekostning af et proaktivt perspektiv: Et nyt samlende projekt.[7]

Noter

  1. Socialdemokratiet 1977, Solidaritet, lighed og trivsel. Socialdemokratiet 1978, Et solidarisk samfund.
  2. Socialdemokratiet 1953, Vejen til fremskridt. Socialdemokratiet 1969, Det nye samfund. Socialdemokratiet 1971, Socialdemokratiets 4-års program. Klaus Petersen 2001, Programmeret til velfærd? Om ideologi og velfærdspolitikI de socialdemokratiske programmer efter 1945, Arbejderhistorie nr. 2 2001. Klaus Petersen 2001, Socialdemokratisk Samfund, Kbh.: 24-28. Søren Kolstrup 2017, De røde flertal, Kbh.: 43-46, 63-66, 75-78, 98-101.
  3. Socialdemokratiet 1992, Det ny århundrede. Socialdemokratiet 1992, På menneskets vilkår (1992-1996). Jan Helbak 1996, Fra demokratisk socialisme til socialt demokrati, Gerd Callesen, Steen Christensen, Henning Grelle (red.), Udfordring og omstilling. Bidrag til Socialdemokratiets historie 1971-1996, Kbh.: 285-316. JH ser de første sporer til betoning af individet på bekostning af det sociale fællesskab allerede i 1988.
  4. Socialdemokratiet 1996, Fælles fremtid- fælles mål. Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen & Niels Finn Christiansen 2014, Det socialpolitiske idelandskab, Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen & Niels Finn Christiansen (red.). Dansk Velfærdshistorie bind 6. 1993-2014, Odense: 113-118.
  5. Socialdemokratiet 2000, Fri og Fælles.
  6. Søren Kolstrup 2002, Velfærdsstatens og Socialdemokratiets markedstilpasning, Arbejderhistorie nr. 2 20002. Søren Kolstrup, Den store forandring. Programmeret til nyliberalisme? (upub.).
  7. Det Økonomiske Råd 2000, Dansk Økonomi foråret 2000: 4-5. Det Økonomiske Råd 2000, Dansk Økonomi efteråret 2000: 72-74. Finansministeriet 2001, Finansredegørelse 2001: 16-19. Finansministeriet 2002, Finansredegørelse 2002: 9-11. Christoffer Green-Pedersen 2002, Small States with Big Success: Party Politics and Governing the Economy in Denmark and the Netherlands from 1973 to 2000, Aarhus: 24-25. Jørgen Goul Andersen 2002, Velfærd uden skatter: Det danske velfærdsmirakel I 1990’erne, politica nr. 1 2002.